En aftentur i skoven. (Naya & Jonathan)

Dato: Torsdag d. 21 marts.
Tid: 20:45
Årstid: Forår.
Vejr: Lidt blæsende, koldt og en anelse sne.
Sted: Den fredfyldte skov i La Sunisha.
Omgivelser: De flotte træer og diverse "skovdyr"(Fugle, harer mm.)
Påklædning: En sort langærmet skjorte med en grå jakke ud over. Sorte lange cowboybukser. Sorte støvler.

Vinden kom susende hen over Deploratus. Himlen var hvid af skyer. Sneen lagde i et tykt lag hen over jorden. Jonathan kunne efterhånden så småt mærke kulden trænge igennem hans jakke. Han rystede kort på kroppen. Det var ved at blive koldt. Længere inde stod en forladt bænk. Han gik nærmere og kiggede lidt på den. Han fik lyst til at sætte sig, men den var fyldt med sne.

Jonathan hev op i ærmet og kiggede på hans ur. Klokken var ved at blive mange, han måtte hellere gå videre; så han gik længere ind i skoven. Han kunne så småt se enden et godt stykke vej forud. Jonathan savnede lidt selskab, men hvordan skulle han lige få det her? Han gik længere, og nød turen i skoven.

"Hmrh" Jonathan tænkte lidt for sig selv. Han håbede på at der måske ville dukke en eller anden op, som han muligvis kunne få en lille sludder med.

Alle træerne var jo "nøgne", så man kunne tydeligt se himlen over ham. Han kiggede op og sukkede lidt over vejret. Han plejede at syntes forår var så smukt med de smukke træer og landskab for den sags skyld!

Naya så frem imod herre, der kom gående fremme..
Hun løftede skuldrene let, og lod dem derefter falde tilbage. Han var smuk, og ung.
Hun sukkede kort, da naya derefter valgte at rykke sig lidt ud i vandet. Hendes føder blev våde, men at vådt vand. Det var dejligt. Hun kunne mærke sandet imellem hendes tær, og smilte en andelse.

Hun vendte hovedet imod herren der gik imod hende, og smilte videre.

''Hey? Burde du ikke være der hjemme?''

Hvorfor skulle en så ung herre, være ude om natten, hun sukkede igen, men smilte forsat videre. Han var ikke meget yngre end hende, men han var dog ung, iforhold til hende.
Hendes tanker rykkede sig hurtigt over på fyren. Han var smuk, og ung. Noget hun også ville være, mon andre så hende som smuk? Hmm, ved det.

Jonathan stoppede op, og kiggede hen mod kvinden. Vinden susede gennem hans hår, og trang gennem hans jakke. Han rystede kort på kroppen, og stirrede fast på hende.

"Hvad mener du med det?" Jonathan så undrende på hende. "Det er da ikke sent?"

Jonathan var jo altid ude ved den her tid? Han elskede aftenen? - Men det kunne denne kvinde jo ikke vide. Han var lidt glad for at der endelig kom nogen han måske kunne få en lille snak med. - Han ventede spændt på at hun ville hilse.

Jonathan smilede og grinede kort.

Naya rystede kort på hovedet, hun kendte ikke klokkens slet. Så hun kunne ikke helt udtale sig det var sent, men det var aften. Natten var kommet frem.
Naya sukkede let.. og begyndte at gå imod herren.

''Det er mørkt, jeg er ked af misforståelse.''

Hendes eneste tanke var, hvorfor skulle han belære hende? Hvad skete der inde i hovedet på ham?
Der gik for mange tanker igennem Nayas hovede.. Det der var sket for et par dage siden, var underligt.. Først var hun det ene sted, og derefter det andet sted. Hun sukkede let, og løftede skuldrene. Hende pigens forklaring virkede ret troværdig, måske var Naya virkeligt gået i chok.

Jonathan var lettet. Han smilede imødekommende mod hende. Han gik "tæt" mod hende og rakte hende venligt hånden.

"Hi. I'm Jonathan, and you?"

Jonathan smilede i det hun sukkede. Hvor sukkede hun? Hun kunne jo ikke vide det? Der var jo intet sket? Det var okay. Jonathan var glad for hendes venlige attitude.

Naya sukkede let og så på hånden.. Hun smilte kort for sig selv, og tog imod hånden.

''Naya.. But.. What are you doing here?''

Hun løftede kort det ene øjenbryn.

''Jeg har aldrig set unge være her.. Sådan, om aften''

Hendes stemme var blød, blød som altid. Hendes mor talte altid sådan til hende, også når hun læste historier op. Man får det bedste ud af folk, ved at tale pænt, og har en god tone.. Hun smilte kort sig selv, da hun tænkte på sin mor.
Hendes mor, var det bedste der var sket for hende, Naya håbede på hun aldrig skulle miste sin mor.. Men det må tiden jo vise sig.

Jonathan smilede, og slap hånden kort efter. Det betøder inderst meget for Jonathan at han nu har hilst på "den første" i denne by.

"I go for a walk?"

Jonathan vidste ikke helt hvad han skulle sige efter at han lagde mærke til hendes løftede øjenbryn.

"Perhaps it is not here most people come?"

Han var ikke helt sikker på det han sagde. Jonathan satte kort på sit hår, det var allerede blæst "omkuld". Han havde forberedt sig på det, siden han trådte ud fra døren til lejligheden. Den situation havde jo kun været alt for bekendt de sidste 4 gange han var været på tur i skoven.

Hun smilede bare til Jonathan.
Hende smil, var ikke et almendeligt venligheds smil, men et glad smil. Efter lang tid, var Naya for en gang skyld glad igen.

''Hmm, hvor skulle du hen efter, at have været her? Eller går du bare lidt rundt i skoven?''

Hendes blik, lavede det hurtige elevator blik, da hun smilede igen til Jonathan. Han var smuk, alt for smuk. Hun savnede en hun tænkte på, dagen lang. Men Jonathan fik hende til at tænke på noget andet. Mon det her var skæbnen? Eller.. Bare ..

My.. Head.. Why, ....

Hendes tanker, gik igen og igen.

Det var ved at blive koldt bare at stå stille, så Jonathan tænkte, om ikke de skulle gå videre, så han prøvede ligesom uden at sige noget, at få hende til at gå med.

"Jeg var egentligt på vej hjemad. Tænkte bare lige at en tur i skoven, kunne være forfriskende."

Jonathan blev ikke bestemt glad for det såkaldte "elevatorblik". Han synes ofte det er flabet. - Men han sagde intet højt. Jonathan kunne så småt begynde at se på hendes øjne, at hun kom i tanke om et eller andet..

"Er du okay?

Jonathan bakkede et skridt tilbage og kiggede lidt undersøgende på hende. Hm, det så i hvert fald ikke normalt ud? Eller ikke som da de mødtes. Hmrh..

Naya nikkede lidt.

''Hyggeligt. Jeg elsker at gå her på stranden om aften. Der, er så .. Jeg ved ikke.. Fredfyldt. Der er ikke råbende mennesker her. Der er stille, man kan høre havet suse, imens man kan mærke det kolde vand.''
Hendes smil bredte sig hurtigt, til hele kroppen, hun så igen på Jonathan.

''Ofcourse. Hvad skulle der, da være galt?''

Hun smilte stadig, hun anede ikke hvad der forgik i Jonathans hovede, men noget dejligt måtte det da være.

Jonathan smilede og tog hænderne i lommerne igen. - Det gik op for ham, at hendes ansigt var blevet sig selv igen.

"Ikke noget særligt.. - Du så bare mistænkende ud."

Jonathan fortrød blot hans sætning, men han vidste ikke hvad ellers han skulle svare.

Han prøvede så småt at trække hende med lidt hurtigt. Jonathan var overrasket over hvor langsomt hun egentlig gik... Han fik lyst til at spørge hvad hun skulle siden at hun gik en tur i skoven pludseligt. Men hvad hvis det var det samme som mig? Hvis hun nu også bare trængte til en "forfriskende" tur i skoven?

"Hvor er du ellers på vej hen?"

Han ventede ansigtet mod hende, imens de gik. Bare for høflighedens skyld.

''Ikke rigtigt nogle steder hen. Invitere du mig, da med hjem?''

Naya grinte over sin egen sætning. Den var lidt sjov, self havde hun lyst til at komme med hjem, men som venner. Overhovedet ikke som forholds messigt. Hun rystedet kort på hovedet, hendes egne tanker havde taget for meget over. Hun savnede at være sig selv, og alle mest den dreng hun elskede.

''Man kan vel godt gå en tur i skoven, uden at være på vej et sted hen?''

Hendes smil bredte sig hurtigt, til hele ansigtet. Hun var meget gladere end før. Skoven gjorde hende tryk, også selvom der næsten lige var sket noget. Hun tænkte ikke rigtigt over det, tankerne flød igennem, men røg hurtigt væk. Hun skubbede dem væk. Det kunne godt være det var sket, men det kunne ske for en hver! sådan er hverdagene bare nu til dags.

Jonathan trækkede på skulderne. Han vidste ikke rigtigt om han bare skulle skifte emne, eller komme nærmere ind på det..

"Med hjem, er det ikke sent?"

Han blev en smule irriteret over hendes spørgsmål, og det kunne man også se på hans ansigt. Han smilede bare, og gik videre.

"Ja da?"

Jonathan så undrende på hende.. Hvorfor skulle man ikke kunne det? Hun spurgte da også ham? Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige efter den hændelse.

''Hmm, vil du gå med videre? eller.. ?''

Nayas smil var der stadig.

Jonathan vidste ikke rigtigt, hvad han skulle svare, men for at være venlig svarede ham ja.

"Ja, lad os gå videre. - Eller hvad mener du med videre?

Hvis nu hun mente at de skulle videre på diskotek? Han blev en smule genert. Det ville være et mærkeligt tidspunkt at tage ind i byen på.. Og så en torsdag! Jonathan blev i tvivl, hvad han skulle svare, hvis det nu var ment sådan. - Men nu havde han sagt ja til at gå videre, og så måtte han jo se, hvad hun mente med det.

''Gå en tur i skoven? Hvad troede du dog jeg mente?''

Naya smil faldte lidt af, hun forstod ikke at, han sikkert mente noget seksuelt.. Det var utroligt overraskende.. Hvorfor skulle hun nogle sinde ville noget med en hun lige har mødt?

Jonathan kiggede stadig undrende på Naya.. Han havde et lavmælt smil på læben.

Ja, lad os gå en tur.. Og jeg tænkte bare at du måske mente at vi skulle gå ned i byen? Klokken er jo lidt mange.

Jonathan havde det fint, med at have sagt det. Ham og Naya gik videre. Jonathan fik roligt varmen igen, efter at have gået i noget tid..

Det var da ellers dejligt at møde Dem herude, Naya."

Jonathan smilede skævt. Han var glad for at han havde fået en ven. Eller, en bekendt!

((Jonathan har intet ment med seksuelt?))

Naha smilte igen, hendes smil var stadig bredt.. Men Naya var pænt træt, alt for træt til flere ture i aften..

"Jeg ville gerne gå med, men jeg er alt for træt.."

((Don't... bare lad være med at bland ooc og ic sammen :) ))