Lavmælt nynnen.

Dato : Irl
Årstid : Irl
Dag : Fredag
Vejr : Koldt men tørt
Sted : Stranden 0o
Tid : 14.13
Omgivelser : Natur og sådan..

Jean gik langs vandet og nynnede lavmælt for sig selv. Hun var faldet hen i tanker, og lagde ikke mærke til så meget omkring sig. Så længe stilheden ikke overmandede hende var hun lidt ligeglad med omgivelserne.. Hun hadede stilhed.. Den måde den kom snigene bagfra og stjal alle ens ord, og gjorde ens stemme så tyst at man ikke selv kunne høre den.. Det var i hvert fald sådan Jean oplevede den, og hun hadede den som pesten..

Renesmee kravlede rundt på klipperne, ved stranden, og kunne svagt høre en nynne.
Det var en god melodi, og hun valgte at følge lyden, og se hvor den stammede fra. Hun gik ned til stranden, og kunne se en skikkelse længere henne, som var på vej imod hende, men pigen så ikke ud til at kunne se hende. Hun sukkede, og sparkede til en sten. Hun ville vente til pigen kom tættere på, og måske spørge hende om hvad sangen hed? Hun trak regnjakken omkring sig, og lagde armene over kors. Der var koldt, når man ikke havde særlig meget tøj på.

Jean sparkede stille til sandet, og så ikke op. Hendes tanker var hos hendes forældre, der begge stadig var i Frankrig. Det var nu 5 år siden hun sidst havde set dem, og hun ville nu nok ikke komme til at se dem igen.. Der var dog en chance for at hun når hun selv blev myndig kunne få lov til at besøge sin mor på den anstalt hun var blevet tvangsindlagt på. Jean havde faktisk ondt af begge sine forældre.. Dem begge to som de sad hver for sig..

Pigen kom tættere og tættere på, men hun havde vidst ikke set Renesmee.. Hun overvejede om hun skulle fortryde og gå igen? Det ville gøre situationen meget nemmere og mindre akavet.. Og hvordan skulle hun egentlig slippe væk fra pigen igen? hvad nu hvis det var sådan en pige der ville snakke? For Renesmee ville jo bare høre hvad det var for en sang, og så smutte igen - det ville i hvert fald være det nemmeste. Hun sukkede, og kunne se at pigen var så tæt på nu, at det ville være alt for åndsvagt at gå.

Jean løftede hovedet en smule, og hendes blik strejfede den anden pige, før hun igen så ned. Dog gik der ikke lang tid før hun igen løftede blikket og denne gang så lidt længere på pigen. Et svagt smil voksede frem på Jeans ansigt, ikke fordi hun var glad, da hun faktisk var i et ret så rådent humør, men fordi det nærmest var blevet en refleks for hende. Hun havde altid været overbevist om at hun havde det godt, og ville ikke lade folk tro andet. Hun stoppede med at nynne , og sukkede kort.

Hun stod og glattede sandet ud med foden, med små fodbevægelser. Hun kiggede op på pigen, da hun stoppede med at nynne, "Nej.. Vær sød ikke at stoppe..", sagde hun med en rolig - småforsigtig - stemme. Den svage sol, skinnede ned på hende, og hendes øjne blev oplyst af solens stråler. Hun elskede når folk sang eller nynnede, da det var så vildt afslappende, og det var som om man blev ført til et bedre sted. Vinden tog fat i hendes hår, og lod det dansede en let, stille dans omkring hendes ansigt, men hun tog det om bag det ene øre, og kiggede på pigen.

Jean så lidt på hende og rystede så på hovedet. "Jeg kan ikke så godt lide at nynne eller synge foran andre" sagde hun en smule forlegent, og smilede svagt. Hun tog en hånd om i nakken, og gned sig kort der, før hun puttede begge hænder i sine jakke lommer.

Hun sukkede og kiggede ned på sin fod, som stadig havde travlt med sandet, men kiggede så op igen, "Hvorfor ikke?", hendes stemme lød meget brugt, og hæs.. Men alligevel blid. Hendes blik var roligt, men så meget sorgfuldt ud. Hendes blik skjulte en masse, men afslørede endnu mere.

Jean trak på skuldrene. "Jeg er genert" svarede hun så da det var den eneste fornufte grund hun kunne på sådan lige på stående fod. Hun betragtede den anden pige, og så ned på det hun lavede med fødderne.

Hun nikkede, "Hvad hedder den sang eller melodi du nynner?", spurgte hun og smilte svagt.
Normalt var hun kold, når hun mødte nye mennesker, men det kom an på hvordan hendes dag havde været, og siden Jean var en pige, så gik det nok. Men hvis hun var en dreng, ville Renesmee overhovedet ikke have noget med ham at gøre.. Hun afskyede drenge. Mest fordi at hendes far altid havde misbrugt hende. Og hvis man ikke kan stole på sin egen far? Hvilken mand i verden, vil man så kunne stole på?

"The Howling." svarede Jean kort, og smilede stille. Hun så ud over vandet, før hun igen vendte blikket mod pigen. "Hvad hedder du?" spurgte hun så med en lettere nysgerrig klang i stemmen.

Hun nikkede, og mumlede noget utydeligt. Hun fulgte pigens blik ud mod vandet, men fastholdte sit blik på horisonten, "Renesmee", sagde hun stille. Hun kiggede ned på lynlåsen til hendes jakke, og så op på pigen, "Hvad med dig?", spurgte hun med neutral stemme, men dog var der et lille snært af nysgerrighed.

"Jaw" svarede hun automatisk. Hun var vant til at blive kaldt Jaw, da alle - selv lærerne - i skolen kalde hende det. "Eller.. Jean egentlig.." rettede hun det så til, og smilede til Renesmee. Jean var sværer at udtale end Jaw var det, og folk havde det med at udtale det på samme måde som jeans. Problemet lå jo bare i at det var et fransk navn, og derfor blev udtalt anderledes.. Så var det nemmere med Jaw der udtaltes som det stavedes.