Pludselig sad Caspar der, lige ved siden af Alyss.
Hans topase øjne bevægede dig med den lille bark-båd, som Alyss havde lagt.
Lyset glitrede lidt på vandet, i mørket.
Hans sorte hår, vejrede lidt i vinden ligesom sort røg.
Han var tavs, hans tilstedeværelse afslørede ikke en lyd, ikke engang mod sandet.
Men han regnede med at Alyss havde opdaget ham, hun plejede at være ret skarp.