Dybt inde i skoven.

Dato: D.17 feb.
Årstid: Vinter.
Dag: Onsdag.
Vejr: En smule vind og lidt sol.
Sted: Dybt, meget dybt inde i den frodige skov.
Tid: 16:00.
Omgivelser:SKov omgivelser, Blomster, Buske, Træer, En lille sø, meget fordig med diverse planter.

Kristy gik igennem skoven, hun undgik diverse planter der så en anelse gifte ud eller havde pigge på, men hun undgik især brændnellerne. Da hun havde små ballarina sko som måske ikke havde været det smarteste at tage på når hun havde draget sig selv ud på sådan en vandring gennem den dybe,dybe skov, hun havde dog også fået et par enkelte brændmærker fra brændneller. Hun stoppede kort op i sin vandring og bukkede sig ned, hun kradsede kort på de rødemærker, som var ved at drive hende til vanvid, da hun rettede sig op, sukkede hun dybt da et par planter havde sat sig fast i hendes lange løse hår, hun prøvede forsigtigt at hive planterne ud, men da de ikke gad rive sig løs, rev hun desperat i dem og fik til sidst hevet planterne ud, men hvad hun ikke havde opdaget var at der stadig hang en plante eller to i nakken på hende, hun sukkede lydløst og så sig kort omkring, der var ikke andet at se end træer,træer og atter træer, som var overfyldt med planter og omringet af endnu flere planter, hun gav sig til at gå igen og det var egentlig ikke gået op for hende at hun var faret vildt, da hun gik helt i sine egne tanker og ville nok ikke en gang ane hvis der røg en meteor ned foran hende, Men hun ville nok finde ud af at hun var faret vildt når hun en gang skulle til at hjemad igen.
Hun stoppede op ved en solrig plet, hun havde kun stoppet op fordi hun kunne mærke den varme sol mod sit ansigt, hun smilede svagt og så op mod solen, hun lukkede blidt øjnene og nød at solen varmede hendes kolde kinder op, hun blev stående i kort tid, før hun så rundt omkring sig og fik øje på et træ der blev ramt af solen, hun gik forsigtigt hen til træet og så op af det, det så gammelt og slidt ud, men så ud til at være stabilet og stærkt, hun tog fat i en gren og satte foden på en anden, hvorefter hun fik kæmpet sig op i træet, hun kravlede længere op, indtil en gren fik fat i hendes trøje, hun stoppede op og så hen på grenen, hun prøvede at rive sig fri uden hænder, men måtte slippe med den ene hånd for at få trøjen fri uden at ødelægge den, hun fik den fri men havde alligevel fået ødelagt trøjen, hun sukkede, men trak så lige gyldigt på skuldern og kravlede lidt længere op i træet, indtil hun fandt en tyg græn som var til at side på, hun satte sig til rette på grenen og lænede sig op af selve stammen, hun kunne stadig mærke den befriende sol mod sit ansigt, nået hun havde længdes efter mens hun var kravlet op i træet, nået hun faktisk havde længdes efter hele vintern.
Hun lukkede øjnene og tænkte alt igennem, aftnen hun mødte Morgan, en aften hun ikke ville glemme, selvom hun ønskede det inderligt, hun ønskede inderligt at den aften havde været en drøm, eller rettere sagt et maridt, hun kneb øjnene lidt mere i og så lidt ned, selvom den dejlige sol nu kun ramte hendes pande, hun trak armene rundt om sig selv og tårene begyndte langsomt at trille ned af hendes blege kinder, langsomt blev to tåre til tyve, hun udgav et lille hulk fra sig og kunne ikke holde sig tilbage, den skam der lå over hende var uudholdenlig, hvordan havde hun kunne tillade sig selv at gøre sådan?, hun havde enda selv sagt ja, det var det værste, hun lod så tåre og gråd, tage frit salg, ingen ville alligevel kunne høre hende så langt og dybt inde i skoven, ingen ville nogensinde finde ud af det, det var desuden også langt tid siden hun sidst havde grædt, så der var massere tåre der ventede på at komme ud, hun tog hænderne for ansigtet som sad hun i en forsamling og skammede sig, men der var kun hende, selvom det føltes som om at hele verden vidste at hun havde haft sex med en fremmed pshycopat på gaden.
Hun kørte hænderne op i sit sorte hår og knugede hænderne om den sorte banke i ren frustration, hun havde ikke en gang nogen at fortælle det til, for folk ville ikke tro på hende, kristy var jo den søde og artige pige, der aldrig gjore det forkerte, den der altid gjore det rigtige, hun ville ikke kunne fortælle nogen om det her, andet end præsten, men hun var ikke spor kristen så hvad nyttede det?, hun havde brug for at fortælle det til en hun stolede på, men hvad hvis hun egentlig ikke rigtig stolede på nogen af dem hun havde nærmest, hvad hvis dem hun havde aller kærest og nærmest, var dem hun aller mindst havde lyst til at fortælle det til?.

Med hurtige og lette skridt landede Ludwig på hans ulvelignende poter ned i bladene i skoven. Skoven var hans store have, hvor kun ham selv og de samme dyr befandt sig. Hans gråbrune pels var dækket ind blade og ganske lidt jord efter at have rullet sig i skovbunden, hvilket han havde fået med sig i sine dyriske sider. Nu var det jo heller ikke ligefrem sådan, at der kom mennesker forbi og skulle se den slags. Selvom han efterhånden snart var lidt gammel i sind, kunne han nemt glæde sig over forårets første gode, varme og snefrie dag. Han havde bare sin helt egen måde at gøre det på.
Han kom frem til det store træ, der havde stået i skoven så længe han kunne huske, men dog med tiden havde endt sine dage som det smukke træ. Nu var det lidt gammelt og ikke nær så smukt som de andre træer, men det betød stadig meget for ham. Måske mest fordi, at det var hans egen mor, der havde gjort det til noget specielt. Som barn, havde hun altid taget Loundas med sig ud til træet, sunget sange eller fortalt ham historier. Det var helt tilbage til den tid, hvor der ikke fandtes computere eller fjernsyn som underholdning, og Ludwig savnede den tid.
Han kiggede lidt på træet med sine brune øjne, og havde tungen langt ude af munden for at dampe af efter den lange tur. Han kiggede op i træet for at se på hvor mange blade der nu var kommet, og skimmede et par kvindeben. Resten kunne han ikke se for alle bladende.

Kristy blev brat stille i sin gråd da hun kunne høre en lyd, hun så op og så sig omkring, hun lyttede efter lyde og blev pludseligt en anelse bange for hvad der havde lavet den lyd, for hun var sikker på at det lød som fodspor som ikke var noget en fulg kunne forsage, hun så forsigtigt ned på jorden og fik øje på den store ulv, hun lavde store øjne og tog hænderne for munden for ikke at skrige, hun fik hurtigt kæmpet sig op og står på grenen og så ned på den store brune ulv, hun holdte fast i nogle grene for ikke at falde ned, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hvad hvis ulven ville æde hende?, hun tørte sine tårevåde kinder med ærmet og snøftede en sidste gang, hun prøvede at få sit små hektiske og usikre vejrtræk til at falde ned, hvad hvis ulven ikke så hende og derfor gik igen, men ville hun overhovedt kunne finde tilbage, hvis hun først var kommet sikkert ned?, Hun lukkede øjnene i håb om at det bare var hende der var ved at blive lidt skør.

Ludwig så op på hende, og blev helt forfærdet over hendes rædselsskrig. Han havde godt set hvem det var nu da hun havde rejst sig. Det gjorde ham ondt at se hende være bange for ham, mens han var sit sande jeg. Han skulle til at sige noget, men han kunne ikke nu, da han var her i sin ulveform, og han kunne på ingen måde forvandle sig om foran hende og afsløre hans hemmelighed.
*Jeg bliver nødt til at løbe... Ellers ender hun bare med at falde* Tænkte han og drejede hurtigt og og løb hurtigt afsted hjemad mod sit hjem, der lå en del længere væk.

Kristy åbnede øjnene og så at ulven var væk, hun så sig omkring efter den og undrede sig kort, før hun forsigtigt klatrede ned af træet og hoppede ned det sidste stykke, men snublede og landede på sine knæ, men det havde ikke gjort ondt hendes knæ var bare blevet beskidte af jord, hun kom op på benene igen og så på sine snavsede knæ, men reagere ikke ydeligere på det, da hun var mest bange for at ulven ville angribe, hun gik forsigtigt videre gennem skoven i håb om at finde hjem, men alt lignede hinanden.
Efter godt og vel to timer, endte hun for anden gang ved det træ hun startede ved, solen var ved at gå ned og det gjore hende mere frustrerret end hun var i forvejen, hun lod sig håbløst dumpe ned og side på jorden, hun trak benene indtil sig og havde små uglet hår og beskidte bukser, hun havde også mudret hænder og et blad eller to i håret, naturen var hun bare ikke gode venner med, selvom hun elskede at være i den, så elskede den ikke at hun var i den.

Ludwig skyndte sig afsted og kom hjem il sit hus ved søen og de tætte træer. Han gik hen til døren, skubbede håndtaget op så døren åbnede sig og gik indenfor og ind i stuen. Han afmærkede sit gulv med beskidste fodspor og ind på værelset, hvor han gjorde sin forvandling om til menneske. Hans muskler spændtes da han var i smerte, men som han altid gjorde, gjorde han det lydløst. Han kom op på benene igen og gik hen til sit skab for at finde nogle hurtige par bukser og tog dem på.
"Kristin, Kristin.. Hvad laver du dog herude i skoven" Sukkede han, og undrede sig egentlig over, hvordan hun havde nået så langt ud til ham.

Kristy sukkede dybt af udmattelse, hendes fødder var fyldt med brændnelle mærker og var helt ømme efter alt den vandring på den her ujævne skov bund, hun trak ballarina skoende af og kunne se det kun var ved anklerne og hvor ballarina skoende ikke dækkede, at der var brændnælle mærker, hun kradsede lidt i et af mærkerne på sin fod og træk fødderne helt ind til sig for ikke at klø i dem og for at de ikke skulle fryse, hun holdte sin jakke tæt ind til sig og så op på den halv mørke himmel, hun blinkede kort med øjnene for at de ikke skulle falde i af udmattelse, men det var allerede for sent, hendes øjne faldt i med det samme og hun faldt hen i en stille søvn.

Ludwig kom i bukserne og så sig lidt omkring. Han havde et eller andet sted lyst til at hente hende og mødes med hende i et tilfælde ude i skoven, og så tage hende med sig hjem. Han havde lyst til at spise med hende igen og ja. Et eller andet sted havde han lyst ttil hende lige nu, men vidste godt, at det kunne man ikke bare gøre, når de havde kendt hinanden så lidt. Hun så heller ikke på ham, som han så på hende, havde han gjort sig selv bevidst om.
Han kiggede ud ad vinduet og tænkte. Han følte at han burde hente hende uanset hvad. Det var sent, og af egne erfaringer, vidste han godt, at han ikke var den eneste af sin slags herude i skoven.
Han skyndte sig at finde en jakke frem, samt nogle sko og klædte sig på. Derefter gik han udenfor og begyndte at løbe ud i skoven efter hende.

Kristy vågnede så brat og gned hurtigt sine øjne "Åh nej, Jeg .. faldt i søvn" sagde hun og blev forbavset over mørket der var faldet på, hun rejste sig hurtigt op og børstede lidt jord af sine bukser, selvom de så mindst lige så beskidte ud *dette må være min straf efter det med Morgan .. Jeg hader ham* hun sukkede og tog sig til hovedet *Jeg har fortjent det* tænkte hun i endnu et suk og dumpede ned og side på jorden, hun havde allerede opgivet at finde hjem nu og det var kun blevet svære nu da det var mørkt, hun børstede et blad af sin jakke og sad krummet sammen som en klump med hagen mod sine beskidte knæ og armene slynget om sine ben.

Ludwig kunne vejen udenad, og han kunne nemt finde hende på grund af hendes stærke lugt af menneske. Han stoppede op et par meter fra hende og begyndte at går hen til hende. "Kristin" Sagde han forsigtigt, for ikke at skræmme hende "Hvad gør du herude?".
Han stoppede bag hende og så ned på hende. Han kunne se at hun frøs en del.

Kristy fik et mindre chok af lyden af Ludwigs stemme som hun nemt genkendte, hun rejste sig hurtigt op og så på ham, hun prøvede lidt iherdigt at rede sit små uglede hår med fingrende "Ludwig, Je-jeg .. " sagde hun en anelse forvirret, men så så lidt ned "Jeg er faret vildt" sagde hun så og var faktisk utroligt glad for at se ham, selvom hendes hår var lidt uglet og tøjet lidt beskidt, hun gik helt hen til ham og krammede ham så, et kram var præcist det hun havde brug for lige nu og hans krop var dejlig varm "jeg er så glad for at se dig" mumlede hun og lagde hovedet mod hans bryst og kunne slet ikke få sig selv til at slippe ham nu da hun var så tæt på ham og hans varme krop.

Ludwig smilte og trak hende lettet tættere til sig. Hun var så dejlig og lille. Han havde godt nok stadig hendes bange ansigtsudtryk oppe i sit hovede, og prøvede ihærdigt at glemme alt om det. "Kom hjem til mig, så hjælper jeg dig hjem i morgen. Der er alt for lang vej til byen igen" Sagde han, selvom han hurtigt ville kunne bære hende og løbe derhen i ulveform.
Han tog fat under hendes ben og løftede hende let som ingenting op i sine stærke arme. Hun vejede ingenting i forhold til hvad han selv var i stand til at bære.

Kristy lagde sig indtil ham da han bare hende, hun lukkede øjnene og var lettet over at Ludwig var i nærheden, som var han faldet fra himmelen for at rede hende for den kolde nat "mmh, Du er så dejlig varm" Mumlede hun og sukkede mildt, hun følte ikke hun fortjente at Ludwig fandt hende, men det måtte vel være skæbnen der mente at straffen måtte blive på et andet tidspunkt, hun var bare glad for at være i Ludwigs arme nu, der var ikke noget andet sted hun hellere ville være nu.

Han så ned på hende og vidste ikke rigtig hvad han skulle svare til det. Han var jo en varulv, og de var jo varme "Nej, det er dig der er kold".
"Hvad laver du også på denne her tid?" Spurgte han lidt efter på en måde der næsten skældte ud, men ikke helt. Han havde allermest ondt af hende, så derfor kunne han ikke være sur.
Han gik hen til døren, åbnede op og gik ind i stuen med hende, og lagde hende forsigtigt på sofaen.

Kristy ville hellere ligge i hans arme, men sagde ikke noget selvom hendes ansigts udtryk viste at hun blev en anelse mere utilfreds da hun blev lagt i sofaen "Jeg .. " hun tænkte lidt og vidste egentlig ikke hvad hun lavde så dybt inde i skoven, hun havde brug for at være alene og var gået ind i skoven, men havde bare gået og var til sidst endt lidt for dybt inde i skoven " .. ved det ikke" afsluttede hun sin sætning og så lidt ned "undskyld" sagde hun stille og så lidt op på ham "tak fordi du tager mig med hjem .. " sagde hun så og var taknemmelig for at han ikke bare havde ladet hende blive i skoven.

"Det var ingenting" Svarede han roligt, mens han gik hen til brændeovnen og tændte op i gløderne "Det var heldigt at jeg valgte at gå en tur i dag. Her er ret koldt udenfor".
Han vidste ikke om han burde se hende i øjnene. Han havde lette gennemskuelige øjne, og han havde svært ved at sige noget, der ikke helt passede. Han løj ellers aldrig, han undlod bare at forælle nogle ting når det var.

Kristy satte sig op i sofaen og så hen på ham, hun så sig lidt omkring i den hyggelige træhytte'ting, hun rejste sig op og var ved at få varmen igen, hun gik hen ved siden af ham ved brændovnen "ja, det var ret heldigt .. " sagde hun stille og så ind i gløderne "hvem ved måske blev jeg ædt .." mumlede hun lavt og hentød til den ulv hun havde set, hun kendte dog intet til ulve, men i tv var de altid onde og åd mennesker og dræbte, hun strakte hænderne frem for at varme dem ved gløderne, hun følte sig tryg nu hvor hun var inde i et trygt hus hos Ludwig.