Gå tur i skoven.

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : 03/04
Vejr : Dejlig lunt
Sted : Skoven
Tid : Irl
Omgivelser : Træer buske osv osv

Amor gik gennem skoven, og lyttede til fuglenes sang. Hun nød solen, der pletvs skinnede ned mellem træerne, og varmede hende. Hun støttede sig tungt til sin stok for hvert skridt hun tog, men det generede hende for en gangs skyld ikke. "Shun him, or become like him. Shun him, the beast of man." Sang hun lavmælt, mens hun gik. Hun sang ikke godt, og det vidste hun også godt, men det forhindrede hende jo ikke at synge alligevel..

Zack syntes dagen havde været ideel til at gå på jagt, så Zack havde sin store bison-rifle med og sin jagthund Bruno, Zack sneg sig lydløst gennem skoven og det høje græs og var totalt kamofleret, med sit snigskytte udstyr, han vidste at normale jægere bare iførte sig grønt tøj og en rød vest, men han vidste også at det ikke var altid de fik bytte med hjem, men med Zacks metode fik han næsten altid en eller anden slags bytte med hjem, han var lidt ligeglad om det var et dyr eller et væsen, så længe han fik fat i noget.

Amor stoppede op, og så sg om i den lille lysning hun var kommet ud i. Hvor var der egentlig stille her i skoven.. Hun strøg en tot af det lange hår om bag øret, og lænede sig let mod et træ. - Man blev let træt i armen når man var så afhængig af en stok, som Amor var..

Zack lå lige over for pigen og kunne se hende i lysningen, kunne hun ikke se den store kronhjort bagi hende?, Zack kunne tydeligt se den var vred og havde fulgt pigen et stykke tid, Zack kunne også se at den ville angribe hende om kort tid, så han afsikrede våbenet og lagde sig til at sigte på pigens ben først, for den ville nok ramme forbi vis hun væltede, men så ombestemte han sig og sigtede hjorten i øjet, han måtte jo bare håbe at den døde på første skud, for ellers var det ude med pigen, Zack sigtede et par minutter og i det øjeblik hjorten satte i løb og sænkede geviret, skød bruce, Èt skud, og hjorten gled hen af jorden og lå død 20cm bagi i pigen, Zack, rejste sig op og gik ned til hende, han var totalt klædt i snigskytte udstyr og malet i fjæset så man kunne entenligt ikke se hvem han var, og han var svær at se i det grønklædte område før han stod 2m fra pigen med sin bison-rifle over skulderen "Sig mig, så du slet ikke den hjort?, jeg hørte den allerede før i kom frem i lysningen" sagde Zack, og kiggede på pigen.

Amor fór forskrækket sammen ved skudet, og opdagede først hjorten da den lå død for hendes fødder. Hun vendte blikket mod den dreng der kom gående ind i lysning, og tydeligvis var skytten. "Jeg.." Begyndte hun, men måtte stoppe, og tog sig til hovedet. "Nej jeg så den ikke. Jeg gik i mine egene tanker." svarede hun, og rystede på hovedet. Lukkede kort øjnene, og trak vejret dybt, før hun igen vendte blikket mod drengen. Han så ikke ud til at være meget ældre end Amor selv. "Hvem i al verden er dog du?" spurgte hun så, og så på ham med et tvetydigt blik. Hvem i hulen rendte rundt i den mundering, og plukkede hjorte påskedag, når alle andre ville være hjemme hos deres familier og fejre dagen??

"Jeg skal jo også have noget at lave... Jeg måtte ikke være derhjemme så jeg fandt noget andet at lave" sukkede Zack lidt og smed geværet over ryggen da han var træt af at have det over skulderen, hvorefter han piftede lidt, så kom hans hund løbende, og satte sig ved hans fødder, den havde en mindre vest på af dem man bruger til vildsvine jagt, i kamoflage farve "Men pas på ikke, for her er ret farligt, havde jeg ikke været her, havde du ikke været her nu" sagde Zack og smilede til hende og rakte hende næven, hans hånd var stor af en 17årigs at være, han havde arbejdet hårdt hele livet.

Amor så betænkeligt på ham. Han havde ikke besvaret hendes spøgsmål, men i steddet hvad hun havde tænkt?.. Det var somend nok bare en tilfældighed, men alligevel... Hun gav ham ikke hånden. - Var bare ikke den type der gav hånd til nogen som helst.. Det var vel egentlig mest af alt en protest.. Det at hun ikke gav hånd.. En protest mod de voksne der forsøgte at få hende til at blive en lovlydig borger.. "Hm." svarede hun kort til hans råd, og så på hans ansigt. "Du svarede ikke på mit spørgsmål?" ponterede hun så, og løftede det ene øjnbryn.

"Jeg er hvem jeg er, jeg er måske en forbryder som gemmer mig her i skovene, måske er jeg i militæret, eller måske er jeg endda en helt almindelig dreng der går i high school" sagde Zack og fremhævede det med high school så hun nok kunne tænke sig til han gik i high school.

Amor lo over det han sagde. "Du er bestemt ingen forbryder!" afgjorde hun stadig leende, og så selvsikkert på ham. "Men spørgsmålet 'Hvem er du' kræver nu ikke et sådant svar.. Mere noget ala et navn?" fortalte hun ham så, og betragtede hans ansigt.

"hmmm..." Zack tænkte sig lidt om, han turde ikke fortælle hende det, for han havde været i aviserne engang for at være totalt gak i låget, så derfor prøvede han at undgå hendes spørgsmål, ved at begynde at tale om vejret, og hvor godt vejret var i dag, og vindretnigen var helt rigtig til jagt og alle sådan nogle ting, han ville ikke have hun skulle se ham som syg i hovedet.

Amor himlede med øjnene, og mumlede noget i retning af 'Drenge er og bliver idioter'.. Så skubbede hun sig ud fra træet hun stod lænet op af, og begyndte at gå uden om ham. Støttede sig tungt til stokken for hvert skridt. Hendes ellers så gode humør var ødelagt for den dag, og hun var tilbage i det sædvanlige uberegnelige humør..

Zack fulgte bare med hende og bar hende ligepludslig og spurgte så "Hvor skal vi hen, for jeg kan se det ikke går så godt med benet, jeg bær dig." Zack var meget stærk af sin alder og kunne godt bære hende uden problemer, men han var stadig en smule bange for hun ville blive vred over hans hjælpsomhed, det blev hun sikkert, som så mange andre piger, når han ville hjælpe, blev de tit gale på ham, så derfor opholdte han sig meget for sig selv.

"Sæt mig ned! Mit ben er lamt, så det bliver ikke bedre!.. Desuden kan jeg sagtens klare mg selv!" Kommanderede Amor, og så på ham med et blik, der gjorde det klart at hun faktisk ikke behøvede hjælp. Hun havde kunnet vælge mellem en kørestol og en stok, og havde helt klart valgt stokken, da den gjorde det mugligt for hende at være så uafhængig af andre som muligt.. Amor var mildt sagt meget selvstændig..

"Jeg skal bruge træningen" sagde Zack venligt og hviskede så hans navn til hende "Jeg er Zack Jameston" han håbede hun ikke ville blive bange eller gå amok, eller slå ham i hovedet eller noget, han var jo kendt for at for ca. et år siden at have banket 15 mand, ved at tage rundt til deres adresser med et bat og banke dem halvt fordærvede, så mange troede han var voldspsykopat, men Zack forventede bare et slag i hovedet.

Amor så kort på ham, før hun lagde armen om halsen på ham, og trak sig op så hendes hoved var på højde med hans. "Jamen så hør her ædle prins Jameston; Gå ud og find dig en skønjomfru i nød du kan træne med, og sæt mig ned på mine egne ben" Hviskede hun i hans øre. Det med at hun kaldte ham en ædel prns, var egentlig mest af alt en fornærmelse, og en hentydning til at en så overdreven hjælpsomhed som den han udviste altså ikke hørte til i denne verden... Hun havde aldrg læst aviser, da hun ikke læste særlig godt, og så stortset ikke noget tv.. Så egentlig anede hun ikke hvad han havde gjordt. Jo hun hvde da hørt navnet før, men hun kunne ikke lige huske hvor det var hun havde hørt det, og slog det derfor hen som en bagatel.

"Du... dømmer mig ikke?" sagde Zack og så ligeså overrasket ud som vis han havde vundet de største gevinster i lotto 4 gange i træk eller sådan noget "Jeg er jo Zack Jameston, du ved?..." sagde Zack igen og tænkte lidt over hvorfor hun ikke engang blev bange for ham eller noget, han lagde ikke rigtigt mærke til hendes fornærmelse var en fornærmelse han så det nærmere som et kompliment, fordi han ikke rigtigt var vant til at blive fornærmet, for enten fedtede folk for ham vis de fandt ud af hvem han var, fordi de selv var bange for at få bank, ellers så stak de af fra ham, men hende her gjorde ikke rigtigt nogen af delene kunne Zack mærke.

Amor sukkede irriteret. "Sæt mig så ned, gider du?!?" bad hun, og tænkte så det knagede for at finde ud af hvor i al verden hun dog havde hørt det navn.. Egentlig var hun ikke så bange af sig. - Det kunne man ikke rigtigt være med tanke på hendes barndom.. Hun sukkede igen, og rystede på hovedet. "Nej jeg aner faktisk ikke hvor jeg skulle have hørt om dig." svarede hun så, og trak lettere ligegyldigt på skulderen.

Zack satte hende roligt ned, så hun ikke ville slå sig, og sagde meget lavt som en mus "du skulle nok have hørt om mig i avisen eller i tv'et" Zack fortalte ikke hvad han havde lavet men tilføjede lidt højere "jeg har siddet inde..." og så tlføjede han //Igen O.O// "i fængslet... I 7 måneder" man kunne ikke helt se i hans ansigtsudtryk om han var stolt af det eller han var flov, han ville ikke vise det, fordi han ikke ville vise sine følelser til en han ikke kendte særligt godt, for at være ærligt kendte han hende jo faktisk ikke helt.

Amor så ldt på ham, da hun igen stod på sine egne ben. Så smilede hun ad det han sagde. "Og du troede jeg ville blive bange for dig af den grund?" Smilede hun, og rystede på hovedet. Det var vel egentlig en ret besynderlig reaktion, men i Amors familie - den rigtige familie - var kriminalitet og fængsel en selvfølge.. Hvilket også var grunden til at hun tog ret let på ret mange ting, og helst ville klare sig selv.. Det var aldrig godt at være afhængig af andre hvis man fik politiet på nakken.. "Så hvad kom du ind for?" spurgte hun roligt, og så nysgerrigt på ham.. Han lignede ikke en type der ville begå grov kriminalitet, så hun skød ham til et røveri eller to.. Det passede bedst til ham mente hun...

"Jeg slog 15 mand ned... Alene, jeg tog rundt på deres adresser, de var 2-3 styks på hver adresse og så bankede jeg dem med et bat" sagde Zack som om det var en selvfølge at de skulle have haft bank med et bat "Og så inde i fængslet, slog jeg en mand ihjel for at dræbe en mand der beskyttede mig." sagde Zack og trak lidt på skuldrene, selvom man godt kunne se det gjorde ondt på ham at fortælle det om hans ven der var blevet dræbt, det lignede at Zack næsten var ved at få tårer i øjnene, da han sagde det, men han skubbede det hurtigt væk.

Amor så tænkende på ham, ikke bange elller noget, bare tænkende. Hun var usikker på hvordan hun skulle reagere, men valgte dog at forholde sig roligt. Ikke at hun var bange for at han skulle slå hende, mere fordi hun ikke gad at hidse sig op. "Du havde måske en grund til det?" spurgte hun så, og så stadig nysgerrigt på ham.

"Nææææh... Jeg havde entenligt ikke nogen grund til det, jeg fik 20$ pr. mand af dem jeg slog ned" sagde Zack med et skuldertræk, han havde slået 15 mand ned for sølle 300$ hvorefter han var røget ind... og så havde han alligevellet ikke fået pengene, for han kunne jo ikke så godt kræve dem mens han sad inde, men han havde heller ikke nogen familie, da han sad i fængsel, som kunne sende ham penge eller noget, så han havde været nød til at overfalde de andre når de havde været ude og købe varer i fængslets lille supermarked, sådan var han overlevet i fængslet, ud over den mad de fik dagligt.

Amor så lidt på ham, før hun rystede på hovedet. Smilede stadig svagt. "Det var da utrolig dumt gjordt" afgjorde hun så, og begyndte igen at gå. Ikke at hun ikke ville snakke med, hun var bare træt af at stå stille. Hun skævede kort til hans hund, og til den døde hjort, før hun atter engang rystede på hovedet. "Forresten så er jeg Amor" sagde hun over skulderen, da hun kom i tanke om at hun egentlig ikke havde sagt ham st navn..

"Mit navn kender du jo allerede" sagde Zack og stak hænderne i lommerne, han tænkte ikke videre over hun ikke vidste hvordan han så ud, hun havde set hans ene hånd, men resten af hans krop var jo totalt kamofleret, Zack tog hjorten og smed den over skuldrene, den var lidt tung så Zack blev rød i fjæset, men han bar den alligevellet, selvom den var ret så tung, men han blev nødt til at ligge den igen da de havde gået tyve meter, men så bandt han den fast i en gren i et træ så dyrene ikke kunne tage den, og han altid kunne hente den senere, lige nu skulle han jo lige følge Amor hjem eller ud af skoven eller hvor hun skulle hen.

Amor smilede svagt af ham, og så ligeud igen. "Nogen speciel grund til du følger efter mig, eller er det noget du gør med alle piger du møder i skoven?" Hun smilede svagt da hun spurgte det, men hun var faktisk ikke sikker på hvorvidt hun brød sig om det.. Som sagt var Amor meget selvstændig, havde et med hele tiden at ville bevise at hun sagtens kunne klare sig selv..