På jagt.

Dag og dato: 20 februar 2010 Lørdag
Tid: 23:14
Vejr: Mørkt, koldt og let blæsende.
Omgivelser: Masser af tomme butikker, ingen mennesker.

Wilhelm løb igennem gaden efter den lille dæmondreng, der måske var omkring de ni eller ti år gammel. Han havde absolut ingen grænser overfor den slags væsner, heller ikke hvis de var børn. Han holdt dolken hårdt i hånden, og havde i dag alle sine våben med sig, men kunne kun bruge denne særlige dolk til at slå dem ihjel med.
Han løb efter ham omkring et hjørne, men mistede ham pludselig af syne, og kunne slet ikke se ham nogen steder. Selvom han undrede sig og havde mistet færden, fortsatte han med at løbe.

Neil gik som om han ikke var påvirket af en meget tyk atmosfære der havde omringet ham, han vidste der var en dæmon til stede men efter som der også bevægede sig lyde igennem gaden, faktisk to meget hastig lydende skridt der trampede ned mod de hårde sten på vejen. *Hmm...* Sagde han tænksom og kiggede lidt rundt ude af øjenkrogende, han kunne ikke helt se nogen men det ville ikke varer længe. Han gabte højt og trak kort på skuldrene. Han havde nogle lange løse sorte bukser på, en sort lang læder jakke der gik ham ned til anklerne, og en sort t-shirt, og på fødderne, havde han da selvfølgelig taget sine sorte convers på. Folk ville sikkert undgå ham under alle omstændigheder, men en eller anden dag, ville der nok være en der kunne se bag om hans udsende og kigge på det han havde inden under sin kolde facade, men det var bare ikke sket endnu, sjovt nok..

Wilhelm stoppede først da han så nogen længere henne og troede først at det var hans bytte, men så derefter, at dette ikke var denne. Denne person var noget højere og ikke nødvendigvis et af de væsner han havde med at gøre. Han så sig lidt omkring før han forsigtigt bevægede sig nærmere Neil, personen han havde kigget på.
Hvis han alligevel havde mistet dæmondrengen, kunne han ligesågodt observere Neil, om han var et menneske eller ej. Denne gang måtte han jo nok forsøge sig med venlighed. Han fulgte ham med hurtige og alligevel forsigtige skridt.

Neil kiggede op fra sit punkt på jorden, og så mod det menneske hvis atmosfære han for længst havde observeret, han sukkede kort, og forstod ikke hvorfor han fulgte efter ham på den måde, lignede han måske ikke et menneske nok, bare iført satanistisk tøj? Han rystede kort på hovedet og gik roligt videre, uden at tage videre notes af hvad dette menneske ville med ham... Faktisk kunne han ikke være mere ligeglad...
Roligt og ganske afslappet trasked han afsted som var det noget helt normalt, at blive forfulgt med af et menneske der tydeligvis kunne gå hen og være en dusørjæger, der lige fandt det hyggeligt at træde ham på hælene, hvad skulle det til for, hvis han alligevel prøvede at gøre angreb, ville han, dette menneske ikke være på den sikre side længere, og det skulle Neil nok sørge for. I grunden var Neil jo ikke kold, det var bare hans facade for at se om folk gad at kæmpe sig ind til ham, så han kunne se om de var hans rigtige venner, ellers gad han da ikke at have noget at gøre med dem.

Indtil videre, fandt Wilhelm ham ikke særlig mystisk ud fra hvad han kunne se. Han lagde nemlig mærke til om han ville lægge særligt mærke til ham og kigge om efter ham, men det gjorde han ikke rigtigt. *Nå ja.. det var jo bare et skud i tågen* Tænkte han og ærgrede sig over at han nu måtte gå tomhændet hjem uden at have fanget så meget som et enkelt lille barn.
Selvom han havde regnet sig frem til at drengen længere henne ikke var andet end et menneske, gik han alligevel i samme retning og kiggede på ham.

Neil fandt det yderst irriterende at denne unge mand i begyndelsen af tyverne blev ved med at følge efter ham, han mumlede kort for sig. Og sukkede lidt, han gik så ind i en gyde bare for at komme væk fra dette hersens menneske? Han trak sin lange læder jakke af sig og lod sine vinger folde ud, han kiggede bag sig for at sikre sig at mennesket fulgte efter ham, han lettede fra jorden og mente ikke han ville være særlig tydelig i dette vejr, da det var så mørkt som det nu var.
*Hmmm..* Tænkte han lidt for sig selv og kiggede ned på jorden mens han så om der var nogen der var fulgt efter ham men det så ikke sådan ud.

Wilhelm nærmede sig ham og så til forundring at han smuttede ind i gyden. Han rynkede på panden og fortsatte efter ham, indtil han kunne høre lyden af hans vinger baske. I det sekund kunne han ikke være tvivl om hvad denne dreng virkelig var.
*Endnu en engel..?* Tænkte han irriteret og trådte frem ved udgangen af gyden og se efter ham. "Hvor er du henne din hvalp?" Spurgte han og så rundt. Han kørte hånden ind under sin jakke og søgte efter sin ene pistol.

Neil grinte let og forvandlede sig til en due, og fløj med lethed rundt oppe i himlen mens han tænkte lidt, han fløj ned til gågaden igen og satte sig på en gren idet han hakkede lidt på dets gren, han kiggede rundt, og var udmærket godt klar over den pistol som dusørjægeren havde i hånden.
Roligt baskede han let med vingerne og pussede sine dun ganske let.

Wilhelm fik et chok, da det underligt nok, viste sig at være en due. Han havde rettet pistolen efter duen, men tog den så til sig. Han så ind i gyden igen og gjorde sine øjne smalle og tænkte mistænksomt på drengen, der havde forsvundet.
*Alle forsvinder da også i dag* Tænkte han irriteret og trådte væk fra gyden igen. Han brød sig ikke om tanken om, at folk forsvandt fra ham, og gik bare videre uden at mistænke duen.

Han baskede let med vingerne igen, og kiggede rundt med hurtige bevægelser, lettede så fra sin gren og fløj hen af den forladte gade, da han mente han var udenfor rækkviedige forvandlede han sig til normal og knækkede kort nakke, han trak på skuldrene, og gik roligt videre som om intet var hændt.

Wilhelm fortsatte og måtte videre med den tanke om, at han måtte skuffe sig selv og sin familie ved bare at gå rundt uden at have fanget én eneste. Det var en dårlig dag denne dag, og det irriterede ham. Han var desværre ikke så god som sin afdøde bror. Havde han været ham, ville han ikke misse folk på den måde som i dag.

Han gik roligt og ikke det mindste forhastet, disse ting kunne jo ske hver eneste dag, og det var man nød til at leve med, han gabte let og tænkte imens han kiggede frem for sig, uden at sige det store endeligt.

Audrey's skridt kunne tydeligt høres i den tomme gågade. Hun var klædt i en nedringet sort bluse, tætsiddende jeans, og sko med en let hæl. Hendes hår hang løst, og faldt smukt ned om hendes ansigt. Hendes blik gled rundt i gaden, og hun fik snart øje på de to andre personer. En anden engel, og et menneske. Et svagt smil gled over hendes ansigt, og hun fugtede kort læberne.

Wilhelm kunne ikke stoppe med at tænke på de underlige hændelser. Mest fordi det havde ødelagt hele dagen. Men ved synet af Audrey, stoppede han op. *Bare heldet er med mig denne gang* Tænkte han. Han kiggede hende tilbage ind i øjnene og skuede hende igennem. Hun var alt for smuk til at være et helt almindeligt menneske. Det var alt hvad han vidste.

Aubrey mødte menneskets blik med sine forførende mørke øjne, og smilede skævt. Hun kunne egentlig godt lide mennesker. De var nemme at være sammen med, og faldt næsten alt for let for et kønt udseende. De var dejligt... Befriende at tilbringe tid med.. De fleste af dem altså.. Der var selvfølgelig også nogen der bare var helt igennem irreterende, og utroligt dumme.

Wilhelm smilte lidt, og fik et lumskt ansigtsudtryk når han smilte. Han lod bare som om at han var interesseret i hende på den måde, og ikke på at han ville slå hende ihjel. Han gik hen imod hende og tænkte på hvad han skulle sige til hende for at føre en samtale.
"Du ser ensom ud" Blev hans sætning til, eftersom at hun kom gående alene og havde kigget efter ham med sine tydeligt forførrende øjne.

Audrey lo lidt af den bemærkning. "Nå så det gør jeg? Så var det jo et held jeg stødte på dig." sagde hun, og så ham i øjenene. Hun brugte kort sin evne, mest for at tjekke ham. Mindet hun fik i hovedet var af den jagt han havde ført efter dæmondrengen tidligere. *En jæger?.. Jamen det skal da nok blive sjovt* tænkte hun og smilte endnu. Hun var ikke den mindste smule bange for ham, selvom hun kendte til hans hverv. "Hvad er dit navn?" spurgte hun, og tog blikket væk fra hans øjne.

"Wilhelm" Præsenterede han sig, og passede ikke på med at udgive sit navn ud til folk, der muligvis kunne dræbe ham. Han tænkte kun på, at det gik godt, og at han fik hende til at snakke med ham hurtigt.
"Og dit navn?" Spurgte han fornemt og kiggede hende i øjnene.

"Audrey" svarede hun med et smil, og spillede med på legen. Hun kunne lige så godt se hvor meget sjov hun kunne få ud af ham, før han afslørrede sig selv. Ikke at han behøvede at afsløre sig selv, da hans minder allerede havde klaret den del for ham. Audrey satte sig i bevægelse igen, og følte sig sikker på at jægeren ville følge efter hende efter som han nok anså hende for bytte.

Wilhelm nikkede kort som svar og så på hende da hun begyndte at gå videre. Han kom hænderne i sine jakkelommer og fulgte hendes skridt lige bag hende, hvor han også kunne tillade sig at kigge på hende, uden at hun kunne se det og blive mistænksom. Om så hun skulle finde ud af hvad han var eller ej, kunne kvinder også pludselig tro at han var pervers. Og sådan var det slet ikke med Wilhelm, som kun levede sit liv for at dræbe. Han havde slet ikke tid til den slags ting.

Audrey kastede et blik over skulderen og så kort på ham. "Kommer du ikke her op?" spurgte hun i et skævt smil, og lavede en lille gestus med hånden. Hun ville ville egentlig gerne helst kunne se ham, så hun kunne være forberedt hvis han pludselig skulle finde på at angribe. Hun var nu ikke bange for ham, ville bare gerne have en chance for at gøre modstand. Hun synes egentlig at det kunne være vældig sjovt at brede vingerne ud lige for næsen af ham og se hvordan han reagerede, men hun undlod dog at gøre det.. Endnu

Wilhelm så på hendes hånd og rynkede lidt på næsen før han modvilligt gik op ved hendes side. Han lod hænderne blive i lommen og knugede højre hånd om nogle sølvpatroner, som han altid gik rundt med i lommerne, når han kom ud for at møde engle og den slags. Han havde allerede overbevist sig om, at hun ikke var menneske, for mennesker var slet ikke så åbne, eller smukke for den sags skyld. "Hvor er vi på vej hen?" Spurgte han tørt og så stift ud i luften mens de gik, side om side.

"Faktisk, så har jeg ikke den ringeste anelse. Jeg er ret ny i området.. Men måske du har et forslag?" svarede hun, og så på Wilhem med et lettere drilsk glimt i de brune øjne. Hun ville se hvor lang tid det kunne tage ham at regne hendes race ud, hvis han da ikke allerede havde gjordte det vel at mærke..

Wilhelm tænkte sig om. Han ville allerhelst slipe væk fra havnen og tage et sted hen, hvor ingen mennesker ville kunne opsøge dem. Og det skulle heller ikke være et sted hvor han ikke ille kunne dræbe hende, og hun skulle heller ikke kunne flyve væk fra ham. Altså skulle det være indendøre. "Har du set domkirken i Wereclere? Det er nærmest landets hovedatraktion... Den burde du se" Svarede han hende, og vidste at det var hans bedste kampplds netop fordi han boede der og kunne stedets gemmesteder ud og ind.

Audrey overvejede det kort. At gå ind i kirken betød at hun ikke ville havde gode muligheder for at flygte.. Men på den anden side var hun heller ikke typen der fandt det nødvændigt at flygte særligt ofte.. "Nej det har jeg ikke endnu.." sagde hun, og så igen frem for sig. Denne jæger var ret snedig.. Det skulle blive lidt af en udfordring, at slippe levende fra dette. En udfordring Audrey hjertens gerne tog imod.