Carpe Diem...(Mira)

Tid/Dato: Irl
Vejr: Koldt, sne og is rundt omkring, luften er kold og ingen vind
Omgivelser: Blodpletter i den hvide sne, stilheden og selfølgelig Nick...

Hans vinger var foldet ud selvom han lå ned på ryggen...den ene hånds blodige kløer var ude og den anden arms hud var spredt i små, men mange rifter så blodet kunne løbe frit. Egentlig var det ikke noget stort eller alvorligt sår, det var bare mange ubetydelige som tilsammen udgjorde noget alvorligt, og ligenu lignede Nick mest af alt, en død. Han lå jo helt stille og havde sår på armen, plus at hans tøj kun bestod af en tynd, hvid t-shirt og et par hvide bukser. Dæmonen mindede lidt om en sindsyg der var stukket af fra galeanstalten, men det var han jo også nærmest...

Mira kom nynnene muntert og dansede smilende. Hunvar iført en varm trøje der var lidt for stor. Et par jeans der var slidte og hendes hår var hængene. Hendes sko var et pr lyse brune UGG støvler. Hun begyndte at synge teksten i stedet for at nynne den. Hun så en dreng der lå på jorden. Død? Besvimet? Hun fik hvertigfald et chok. Hun stoppede hurtigt op med et forskrækket ansigt. Hun begyndte at hoste, da hun fik sit spyt galt i halsen. Hun lagde en hånd for munden og hostede videre. Hun bevægede sig langsomt væk fra ham og vidste ikke rigtigt hvad hun skull gøre. Vingerne? Dæmon? Engel?

Selvom Nick havde lukkede øjne, fornemmede han englens komme fordi han både kunne dufte og høre hende. Englens nynnen gjorde ham i lidt bedre humør og sneens kølige atmosfære var ikke så mærkbar mere. Nick gav stadig ikke livstegn fra sig men ventede egentlig ikke på noget...han var bare for doven til at rejse sig...

Mira stoppede med at hoste og forsigtigt gik hen mod drenge. Hun sparkede ham blidt et par gange i siden og smilede skævt "Hallo? Lever du? Er du fuld?" Spurgte hun skræmt. Han lignede en på hendes alder så hel så skør som alle de der gamle hjemmeløse, fulde mænd kunne han ikke være. Hun var ret bange for de fyre. I det hele taget er hun en lille skøbelig engel som for det meste var bange.

Dæmonen hørte hendes lette skridt i sneen og fra det kunne han uddrage at hun var på vej over til ham. Hans fornemmelse viste sig at være rigtig da han få sekunder efter mærkede et par blide spark i siden og et svagt smil fandt hans bløde læber. "Jeg lever ikke...jeg eksisterer bare" svarede han blot og tænkte på hvor tit han egentlig havde brugt den sætning.

Hun fik et chok da han pludselig snakkede "Eksistere? Hmh, så er du ikke et menneske," Sagde hun med et skævt smil "Ehm, hvorfor ligger du bare sådan i sneen?" Spurgte hun med en kort pause "Du skræmte livet fra mig," Sagde hun og pillede lid ved sin halskæde. Hun satte sig ned i sneen over for ham og rettede hendes smil en smule.

En silkeblød, overbærende latter udgik fra ham, men der var dog en svag undertone af hån "nej, et menneske ejer ikke vinger" svarede han stille med svage rester af den døende latter i stemmen. Til hendes næste spørgsmål smilede han som en kat ville kunne gøre hvis den havde eksisteret som menneske og trak sin blodige arm til sig, så det efterlod et dybt spor af blod i den uskylidige, hvide sne "hvorfor skulle jeg ikke ligge her?"

Hun kiggede på den stripe med blod der blev mærket i sneen. "Du skræmmer livet af folk," svarede hun og kunne ikke få øjene væk fra hans arm. "Hvad har du lavet med din arm? Det bløder utrolig meget," Spurgte hun og trak kort på skuldrene. Hun tog rundt om hans arm for at se nærmere.

"Det har de nok allerede klaret selv.." sagde han og havde stadig øjnene lukket og han havde ingen lyst til at åbne dem igen. Hendes spørgsmål frembragte et smil på hans læber og englens blide hænder skabte et let kuldegys ned af dæmonens rygrad "jeg kedede mig...trængte til noget underholdning" svarede han og åbnede langt om længe de natsorte øjne. Sandheden var jo at han havde tvunget sine klør frem og havde skåret sig selv i armen...fordi han havde kedet sig.

Hendes øjne blev store da han svarede på hendes om armen "Underholdning?" svarede hun chokeret "Du har.... Skåret i dig selv fordi du manglede underholdning?" Sagde hun kort efter. "Du er jo.... sindsyg" Svarede hun chokeret

Nick hørte hvad hun sagde og sukkede opgivende "den har jeg hørt før" sagde han blot og hadede bare når folk troede den slags om ham. Han var jo ikke sindsyg...bare anderledes.

Der opstod en tavshed imellem dem. Hun sukkede kort "Forresten jeg hedder Mira," Sagde hun og der kom et lille smil på hendes læber. Hun rakte hånden ud venligt.

Han blev en anelse forundret over det pludselige emne skift og hævede blot det ene øjenbrun en smule, men ikke meget. "Mit navn er Nick" sagde han og rakte hende hånden, men nåede dog at ombestemme sig da han lige havde været ved at række hende hånden med kløerne og blodet på. Den anden hånd var også dækket af blod så..."jeg regner ikke med at du har lyst til at give hånd med mig?" spurgte han, satte sig op og holdt hænderne op foran sig, så hun kunne se alt blodet...

Hun betragtede hænderne med blod og smilede skævt "Ellers tak.. Du må gerne beholde dem for dig selv," Svarede hun og kiggede væk fra hænderne da hun fik dårlige tanker om ham sidde og skære i sig selv. Hun ville aldrig ønkse sådan noget skulle ske for en person.

"Det er jeg også bedst tjent med" svarede han smilende og vaskede hænderne i noget smeltevand i en lille fordybning i klippen. Han syntes egentlig ikke det gjorde ondt når han skar i sig selv. Han følte ihvertfald ikke smerte som når man ikke ville komme til skade eller ikke var forberedt på smerten. Når man skar i sig selv, var man fuldt bevidst om konsekvenserne og den smerte man ville føle, så det gjorde ikke ondt på samme måde som hvis det havde været et uheld. "Hvad laver en engel som dig heroppe?" spurgte han en anelse nysgerrigt og så på hende efter at have skyllet hænderne nogenlunde, selvom der stadig sad små blodrester her og der.

Hun betragtede ham overrakset, da han åbenbart vidste at hun var engel "Engel? Hvor ved du...?" Sagde hun og gjorde ikke sætningen helt færdig, da hun ikke kunne få sig selv til det. "Hmh, ville have lid frisk luft. Se om der er nogle nye personer at møde som der tilfældigvis var," Smilte hun som hun glemte alt om hans ord. Engel...

Dæmonen så hendes tydelige forbavselse og smilede let til hende. Grunden til at han vidste at hun var engel, var at han kunne dufte og fornemme det så den del var ikke frygtelig svær. "Fornuftigt. Der er nye personer overalt...man falder jo nærmest over dem" sagde han stille og trak benene op til sig og lagde derefter armene omkring dem.

"Ja... Du har nok ret," Grinte hun. Hun kiggede rundt og rettede kort tid efter blikket mod ham igen. "Hmh, kan du fortælle lidt om dig selv eller?" Spurgte hun med et skævt smil. Det irrterede hende lidt at hun ikke kunne finde ud af hvilken race han var. Men hun ville jo nok finde ud af det på et eller andet tidspunk.

Han lod sin ene hånds klør skrabe lidt i sneen og løftede så blikket da hun spurgte "hvad skulle jeg fortælle?" spurgte han blot og så hende i øjnene med sine sorte "der er så meget at fortælle om sig selv, men det meste vil man ikke fortælle af frygt for folks reaktion. Nogle gange siger man det ikke på grund af man er nervøs for at indvige fremmede i ens liv...Man er bange for at lade dem komme for tæt på" svarede dæmonen stille og lod kløerne røre den blodige del af sneen. Et smil krysede hans læber...

"Jeg er ikke den slags pige som skrider fra en hvis man for advide at personen voldtager folk eller noget ligende," Svarede hun med et smil og tænkte lidt over voldtægt ordet som hun havde sagt "Okay, voldtægt er nok lidt sindsygt sagt, men jeg tager efter hvordan de er indvendig og ikke hvad de tager eller drikker eller... Voldtager for den sags skyld. Jeg har heller ikke noget imod hvis du bøsse. Jeg siger ikke at du er, men nogle er nok bange for at sige at de er bøsser hvis personen så skrider. Men jeg vil aldrig skride ligemeget hvad.. Faktisk er min bedste'ven bøsse og jeg elsker ham stadig som min ven. Så du skal ikke være bange for at sige noget. I am not that kind of a girl," Smilede hun og kiggede ham i øjnene så han kunne se at hun mente det alvorligt, da det er sandt.

Nick stoppede et øjeblik med at skrabe i sneen og vendte langsomt blikket op mod Mira og mødte hendes blik med et lumsk smil. Tja...hvis hun da virkelig ville vide det så... "Jeg voltager ikke folk. Til gengæld er jeg blevet voldtaget og det bliver jeg stadig" sagde han og så ned i sneen med en let hoved rysten "og ja, jeg er bøsse" svarede han og ville ikke fortælle mere da hun sikkert ikke ville bryde sig om det han så ville fortælle hende.

Hun kiggede lidt på ham, da han sagde at han var blevet voldtaget *Dumme Mira* Tænkte hun med et skævt smil, da hun nok ikke skulle have sagt om voldtag. "Er du kun til drenge?" Spurgte hun kort efter han sagde han var bøsse.

"Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg det faktisk ikke" svarede han stille og så på hende med et tænksomt blik "i starten forelskede jeg mig i både drenge og piger, men nu er det som regel fyrene jeg falder for..så jeg ved det ikke" han troede nok han var bøsse men var t
langtfra sikker.

"Hmh, Altså jeg kender ikke følelsen. Jeg har altid kun været til drenge. Jeg tror ikke jeg bliver til piger.. Jeg har ikke noget imod lespiske. Det passer bare ikke til mig.. Jeg har altid syntes at der var noget chamerende over drenge," Smilede hun og betragtede ham "Såeh, jeg kender ikke rigtig den følelse," forsatte hun efterfølgende med et lille ryk på skuldrene.

"Hver glad for at du er hetro" sagde han dødalvorligt og så på hende "det er hårdt når folk har fordomme for dem der er anderledes.." han oplevede jo så tit at menneskene sendte ham og hans partnere dømmene blikke når de passerede hinanden på gaden og andre steder.