SiNDsyG, sIndSYg, SINDSYG...

Tid: 18:45
Dato: 1 februar 2010
Sted: midt i skoven i en lysning
Vejr: støvregn, kølig vind, fugtig luft, mørke skyer og der er mørkt
Omgivelser: vandpytter, træer, mos, træstammer og en skovsø

Det havde regnet i timer nu, og endelig var det ved at stilne af og aftage men til at det stoppede helt var der lang tid til. Støvregnen havde gjort jorden våd, luften fugtig og over den klare skovsø steg en smule damp pga al regnen der var faldet i løbet af hele dagen. Alt imens naturen gjorde sit, lå Nick i den bløde skovbund og betragtede den mørke himmel med de sorte dæmon øjne. Her havde han ligget i en time og hans krop og tøj var drivvådt men det var han da ligeglad med, det var jo bare vand. Hans våde påklædning bestod af en sort t-shirt, et par sort/hvid ternet bukser og intet andet.

Påklædning: Mørke jeans, sort oversize t-shirt, mat grøn trend coat og sorte slidte converse.

Evelyn daffede stille og roligt igennem skoven i det våde vejr. Hun havde altid elsket regnvejr. Selvom de fleste så det som en deprimerende ting, så kunne hun meget bedre lide regn, end solen. Regnen havde en hvis afslappelse over sig, som hun holdte af. Hun kunne relatere til den, for regn kunne vise mange flere ansigter, end solen kunne. Hendes blonde hår, hang vådt ned af ryggen, og nogle få dråber skød fra hende, i hendes dansende gang. Håret klistrede sig til hendes ansigt, og hun smilte svagt. Hendes tøj sad tæt og vådt til hendes krop - heldigvis for hende, havde hun en jakke på. Hun gik elegant på tå, inde i skoven, på den lille fine sti, der afgrænsede hende var mudderet, og hendes hænder strøg let over bladende på buskene, og de lavere træer. Hun nynnede en lille melodi, som hun altid havde kendt.. Hun kunne ikke huske hvorfra, men den beroligede hende. Hun kunne pludselig lugte et andet væsen og pga. hendes dårlige lugtesans, kunne hun ikke lugte hvilken race det var - hvilket tit gav hende store problemer.

Det første Nick opfangede var duften. Derefter kom lyden af hendes stemme der muntert nynnede en lille melodi hun sikkert selv havde opfundet. "You were my angel...came back to get me.." hviskede han da han kunne konstaterer at dette væsen var en engel "danced alone in the woods...death came after her...killed her.." hviskede Nick i et forholdsvist lyst toneleje der kunne få selv de modigste hjerter til at dirre ved tanken om det menneske - eller den dæmon - der ejede sådan en uhyggelig stemme. Det mindede mest af alt om en gyser hvor massemorderen lige når at myrde det lille uvidende barn tilsidst i filmen...

Hun stoppede op, ved lyden af denne her.. sindsyge stemme, der vovede over skovens tomrum. Det gøs ned af hendes ryg, og kulden var overvældende. Hun tog armene om sig, og prøvede at varme sig lidt op, og lyttede efter, hvor lyden kom fra. Hun tænkte at det nok var dette væsen hun havde lugtet.. Og hun gættede på at det ikke var et godt væsen. Hun prøvede at lytte til lyden - det var engelsk - Han sagde noget med at hun var hans engel - det lød som et hanvæsen - og at englen dansede, men at.. døden, kom efter hende. Hun gispede let, da det gik op for hende, hvad han havde sagt. Hun følte sig troet, nysgerrig, som hun var, blev hun nødt til at finde ud af, hvad han var for en.. Hun fulgte langsomt lugten, og kunne ikke lide at der kom smatlyde under hendes fødder, for hun vidste at han kunne høre hende, ligeså tydelig, som hun bevægede sig fremad.

Lyden fra englen blev højere og et smil fandt Nick's læber samtidig med at en silkeblød, overbærende men dog stille latter kom fra ham. Det var en uhyggelig latter, men han vidste det ikke selv da det jo hørte til hans natur at være en smule syg i hovedet. Det var sådan han var blevet opdraget og hans storebrors død havde lige givet det sidste kick til sindsygen og for at gøre det endnu værre havde hans far spærret ham inde i kælderen. Ikke den bedste barndom man kunne forestille sig. Nick rejste sig ikke men blev bare liggene og ventede tålmodigt på englen...

Hun hørte en blød, dyster latter, og det gøs hende, endnu engang, ned af ryggen, og hun blev mere anspændt. Hendes skridt blev en smule svagere - og det samme gjorde smatlydende - men hun satte farten op igen, og kunne nu lugte hvilken race han var; dæmon. Hun havde aldrig nogensinde set en falden engel, før. Hun blev endnu mere nysgerrighed, og kneb øjnene sammen, for at se igennem grenene. Hun skubbede nogle våde grene væk, og det dryppede ned på hende, og hun stønnede irriteret, men fik så øje på en meget køn dreng. Dæmonen.

Nick kunne både høre og dufte at englen med hastige skridt, var på vej mod ham og kom tættere og tættere på. Med ét blev der helt stille. Nick vendte langsomt og maridts agtigt hovedet til siden og det natsorte blik faldt på den anspændte engel, der i dette nu, stod og betragtede ham. Et strålende smil blottede de spidse tænder, som han yndede at bruge til at flå sit bytte med, og smilet var oprigtigt - hvilket nok ikke var så godt for englen. Med en elegant bevægelse satte han sig op i skrædderstilling og holdt sine gennemborende øjne fastlåst til hendes smukke ansigt, mens smilet stadig spillede på hans læber.

Evelyn stod og stirrede forfærdet på dæmonen. Den måde han havde drejet hovedet på, havde givet hende nogle virkelig ubehagelige myrekryb. Hun trådte forsigtigt et skridt tættere på, men et smil bredte sig på hans læber, og fik hende til at træde et skridt tilbage igen. Endnu flere dråber røg ned over hende, men hun tænkte ikke over det denne gang. Dæmonen skræmte hende.. Ikke bare denne ene bevægelse, men også den måde han kiggede på hende på. Hun brød sig ikke om at føle sig som sådan et dådyr, blændet af billygterne ude på den store vej. Hun følte sig meget forsvarsløs lige i denne situation, da det ikke virkede som om, han ville være venner.. tværtimod.

Selvom dette blot var et af hans ugentlige anfald, havde sindsygen overtaget ham fuldstædigt og han tænkte ikke som den rigtige Nick plejede. Den virkelige Nick ville i denne situation havde opført sig venligt og måske endda sagt hej hvis hun kom tættere på, og hvis anfaldet ikke var der, havde han nok ikke engang været i denne skov, på dette tidspunkt, i dette vejr. Men det var han altså, og nu hvor englen havde været så dumdristig at nærme sig Nick, ville hun nok ikke slippe levende ud herfra for når Nick fik et anfald var han også meget ofte sulten og hungrende efter blod. Sulten var han dog ikke i øjeblikket, så dette var ikke et af de alvorlige anfald, og det kunne Evelyn takke sin skaber for, for hvis det havde været alvorligt var hun nok allerede steget til himmels uden sin krop men blot som en sjæl. Englens lille tilbagetrækning i form af et skridt tilbage, frembragte et nysgerrigt men dog også psykopatisk smil på hans læber og enhver anden fornuftig person ville nok være flygtet skrigene bort.

Hun sank en klump. Han virkede så umådelig rolig, men alligevel var der noget sindsygt over ham.
Nysgerrig, som hun var, gik hun nærmere, men sørgede for at træde forsigtigt på den våde skovbund. Smatlydende ødelagde tavsheden, og gjorde hende utilpas, for så var alt opmærksomheden på hende.
Denne dreng var yderst.. bemærkelsesværdig, og.. tiltrækkende, somehow. Hun stod nu 2-3 meter foran ham, og kiggede ham i øjnene. Hun følte sig blottet, for hun havde ikke noget at skjule sig bag, eller støtte sig til. Hun var det højeste træ, på en stormfuld dag med lynvejr - hvor lynet ville sigte direkte efter det eneste og højeste træ.. Evelyn. Hendes vejrtrækning var ujævn, og man kunne tydeligt høre at hun var skræmt, dog vidste hendes blik en form for interesse - fascination. Hun bed sig let i læben, og åbnede munden for at sige noget, men lukkede den hurtigt i, igen. Hun dog en dyb - endnu engang ujævn - indånding og forsøgte igen, "Hej", sagde hun med en lille, sukkersød - dog skinger - stemme, som brød stilheden, og gav hende selv et lille chok.

Nick lukkede øjnene og rokkede svagt frem og tilbage mens han lyttede efter smatlydene fra den våde skovbund da det indikerede at Evelyn nærmede sig. Smilet forlod ikke hans bløde læber, men blev bare ved med at være der, formet i et psykopatisk smil. Englens ujævne vejrtrækning gjorde lysten til at åbne øjnene igen størrer, men han lo være og ventede bare til hun kom tættere på "hej.." hviskede Nick silkeblødt, men på trods af at han hviskede var det på en eller anden måde højt nok til at Evelyn kunne høre det. Han åbnede langsomt øjnene og løftede roligt hovedet og så ordentligt på englen foran sig. Han så tydeligt hendes frygt. Ja, han kunne værmest dufte den...