Kigger på månen - Evan :)

Dato : Irl
Årstid : Irl
Dag : Irl
Vejr : Lettere blæsende, men ikke en sky på himlen. Fuldmåne.
Sted : Legepladsen
Tid : Omkring midnat
Omgivelser : Ingen andre end Kala

Kala sad på en af gyngerne med sine kridhvide vinger foldet ud. Hun sad og gyngede stille frem og tilbage, mens hun så op på den store, runde måne. Det var som om den tryllebandt hende, for hun havde siddet der i hvert fald to timer. Hendes læber havde fået et letter blåligt skær, da det var køligt udenfor og hun ikke havde særlig meget tøj på. Faktisk bare en sort tanktop, lyse jeans og sorte Allstars. Vingerne varmede dog en smule, hvis hun trak dem lidt ind til sig.
Hun vidste ikke helt hvorfor hun var taget herhen. Måske bare for at strække vingerne og slippe for smerterne i ryggen et stykke tid? Eller for at betragte den smukke måne.

Evan kom gående med sine hænder ned i sine slidte grå jeans. Han havde en blå og sort skjorte på og hans sko var bare et par hvide converse hvor han hacde skrevet på med en sort tus. Han fryste ikke da han var vampyr og var kold i forvejen. Han kiggede rundt og slikkede sig om munden. Han var faktisk ret tørstig, men han havde jo lige drukket blod fra et menneske. Han længte efter engleblod. Det var lang tid siden han havde smagt den himmelske blod. Han nåede til legepladsen hvor han så en skikkelse af en pige. Eller var det nu en pige? Han kunne se noget bag hende men han vidste ikke hvad det var. Det lignede vinger men man kunne ikke være sikker. Hvis det var en engel ville det da være ret dumt at lade sine vinger være ude, da hun burde vide vampyre gik rundt om natten. Medmindre hun gerne ville bides. Hvem ved? Han stoppede op og lagde en hånd over øjnene for at se om han bedre kunne se om det var vinger eller ej. Han betragtede hende nøje indtil han fandt ud af at han havde stået længe bare at kigge på hende. Hvad mon hun tænke om ham? Hvis der var nogle der stod sådan og kiggede på ham ville han da blive utilpas. Han tvivlede lidt på om han skulle gå over til hende. Men hvad nu hvis det ikke var en engel? Det ville da være så pinligt. Han trak på skulderne og kunne slet ikke blive enig med sig selv. Han var blevet mobbet meget i sit liv som dreng så han havde lidt problemmer med at få kontakt til folk eller lave en fejl, da han var bange for at blive til grin og blive mobbet igen. Det der med mobning havde taget hårdt på ham. De år han blev mobbet var de værste år i hans liv... Han kiggede hurtigt væk og tilbage på hende igen efter noget tid. Han prøvede bare på at få det til at ligne at han ikke kun fukoserede på hende, som om der var noget galt med hende. For det var der slet ikke. Tværtigmod, var hun en ret køn pige. Hun havde det fineste lyse hår og en fejlfri hud. Han kunne ikke rigtig se hende for mørket. Han trådte et skridt længere frem for at få flere detaljer med på hende. Han sukkede kort, da det ikke hjalp. Han trak kort på skuldrene og tvang sig selv til at gå over til hende *Evan, nu gør du det. Laver du en fejl og bliver til grin, så bliver du bare til grin. Måske er hun ikke sådan en tåbe som dem der har mobbet dig. Hun er sikkert sød. Gør det Evan,* Tænkte han til sig selv og begyndte at gå med forsigtige trin over mod hende. Han kiggede på gyngen ved siden af og smilede, da den heldigvis var ledig. Helt galt kunne det vel heller ikke gå? Da han nåede frem til pigen smilede han og satte sig på gyngen ved siden af. Han havde armene om linkerne som holdte gyngen op over jorden. Han smilede sødt til pigen som sad ved siden af. Han glemte helt at kigge om det virkelig var vinger. Han kiggede hen på vingerne og udstødte et lille gisp da det virkelig var vinger. Hans smil blev svagere men det var ikke sådan noget man lagde mærke til. Han kiggede væk fra vingerne og hen på selve englen "Hej," Smilede han og ødelagde tavsheden imellem dem som havde været der de minuter mens han havde siddet på gyngen ved siden af.

I det samme han bevægede sig tæt på legepladsen, havde hun kunne lugte ham. Mest pga. at det var længe siden hun havde mødt en vampyr og så ramte lugten hende, som om hun var løbet direkte ind i en mur. Hun havde godt lagt mærke til at han havde stået og kigget på hende længe, inden han havde turde gå hen til hende.
Hun drejede hovedet og smilede engleblidt til vampyr. "Hej" Sagde hun blidt og hendes øjne glimtede kort i lyset fra månen.

Han kiggede op på hendes vinger igen og smilede skævt "Du er... Engel, right?" Spurgte han med et skævt smil. Han havde sådan lyst til at bide hende. Han var blevet hurtigt tørstig efter blod igen efter han lige havde taget et menneske inde fra byen og taget personen med hen i en kyde og bidt personen. Men engleblod gjorde ham tørstig igen. Den dejlige, søde smag fra det smukke væsen smagte så himmelsk. Den smag var så fantastisk at man skulle tro man var i paradis når man smager den. Han kiggede på hendes hals og slikkede sig om munden "Hvad hedder du så engel?" spurgte han og tvang øjnene væk fra hendes hals og op på hende. Han kaldte hende engel selvom hun ingengang havde svaret på om hun var engel. Han var lidt ligeglad. Han vidste jo godt hun var engel. Han spurgte nok bare for at have noget at spørge om. Han kiggede op på himlen med et frækt smil. Han kiggede hen på den lysende måne "Det er en smuk himmel var? Månen er godt nok stor." Sagde han og tog øjnene fra himlen igen. Han pillede lidt ved sin skjorte og kiggede op på hende igen "Ehm, jeg ved ikke om du tager det meget personligt eller ej, men er du blevet bidt af en vampyr før?" Spurgte han og tænkte lidt over spørgsmålet bagefter. Det var nok et ret dumt spørgsmål alligevel. Men han ville gører alt for bare lidt engleblod. Hun ville da aldrig gå med til at blive bidt af en vampyr friviligt. Hvilken tåbe ville dog det? Men det var vel forsøget vær. Han kørte en hånd igennem håret da den lette blæsen ruskede i både træerne og i hans hår. Han satte håret ordenligt igen.

Hun nikkede som svar på hans første spørgsmål og skævede til månen. Den var så smuk.. "Mit navn er Kala" Svarede hun og smilede forsigtigt. Havde godt set han havde gloet på hendes hals og hun bed sig forsigtigt i underlæben. Det blik vanpyrerne så på hende med gav hende kuldegysninger.
Igen nikkede hun. "Jeg elsker fuldmånen.. Der er noget magisk ved den" Sagde hun og gav den kort al sin opmærksomhed. Så på den med store blå øjne, men tvang så sig selv til at se tilbage på ham, da han stillede det sidste spørgsmål. Rynkede kort sine øjenbryn, for ligesom at vise hun ikke rigtig brød sig om spørgsmålet. Alligevel svarede hun ham ved at fjerne noget af håret som dækkede hendes hals. Tre ar kom til syne. To gamle og et forholdsvis nyt der stadig var lidt lyserødt og en smule ømt. "Tre gange af den samme vampyr" Svarede hun kort og hendes ansigt viste ingen følelser. Bortset fra øjnene der et kort sekundt lyste af angst.

"Jeg er Evan," præsenterede han sig selv og gik bare videre til næste emne, da han egentlig var ret ligeglad med det emne. Da hun kiggede op på månen fulgte hans blik med. Han betragtede månen med et smil. Han kiggede tilbage igen da hun begyndte at snakke igen. Han smilede skævt og slikkede sig om munden da hun blottede sine hals for ham. Han betragtede arene som var på hendes hals. "Hvem er denne vampyr?" Spurgte han og lagde trykket på vampyr. De tre ar måtte have været smertefulde. Han havde kun et efter han var blevet bidt og derefter blev til en vampyr. Og efter hvad han kunne huske var det øjeblik meget smertefuldt og han ønsker ikke at det sker for nogle. Men det kan det jo blive nød til hvis vampyrene skal overleve.

Hun svarede ham ikke lige med det samme. Hun sad og gennemlevede følelsen af at blive bidt. Først blev hun 'leget' med og gjort forvirret. Han havde gjort brug af sin overvældende styrke, så ikke vingerne eller vinden havde kunne hjælpe hende særlig meget med at få ham fjernet fra sig. Så der da han lader sine skarpe tænder glide over hendes hals inden hans slog til. Hun gøs kort. Smerten havde været ubeskrivelig og hun havde hver gang mistet meget blod. Det var ikke så meget det. Mere det at hun følte sig så utrolig svag og magtesløs. Men smerten havde været det allerallerværste.
"Demetri" Svarede hun og trak kort på skulderne, som om det var et helt normalt emne de snakkede om.