tomhed

Tid: 00,00
sted: skoven
omgivelser: træer, træer og træer
vejr: en brise en gang i mellem, og torden
årstid: forår
dato:irl

Amira sad oppe i et træ, på en gren, midt inde i skoven. hun lænede sig stille op af stammen, og lukkede øjnene mens hun hørte på tordenen som stille kom tættere og tættere på. Hendes ene fod hang og dinglede ned fra grenen af. Men hver gang der kom et lyn, hold hun foden stille et øje blik, men begyndte så at dingle med den igen lidt efter.

Vicente kom gående imellem de mange træer, som dannede den triste skov. Hans sorte hoftelange hår, hang som altid løst ned langs hans ryg og hans øjne var grønne, hvilket var et tegn på, at han næsten lige havde drukket blod. Han var på vej mod sin hytte, som lå et godt stykke inde i skoven. Han syntes at fornemme en bekendt vampyr i nærheden, men kunne ikke helt placere hvem det var.

Amira åbnede pludselig øjnene dah hun kunne lugte noget. Hun vendte og drejede sig for at finde ud af hvor lugten kom fra. Hun blev enig med sig selv at det var lugten af en Vampyr. Hun fandt efter et stykke tid ud af hvilken retning lugten kom fra, og stirrede ind mellem træerne. Hun hoppede ned på en lavere gren for at bedre at kunne se noget.

Vicentes blik var rettet fremad. Duften af den anden vampyr kom fra den retning af. Han tænkte, at siden han allerede gik mod den retning, så kunne han også lige tjekke, hvem det var, som han havde fået færten af. En tanke løb igennem hans sind. Måske var vampyren på vej mod hans hytte. Paranoid som Vicente var, så tog han ingen chancer og satte derfor farten op til vampyrfart.

Amira hoppede ned på jorden, og gik stille lidt frem imod lugten. Hun synes det virkede meget bekendt, så hun begyndte at smile lidt. Efter noget tid begyndte hun at kunne se noget, komme i mod hende. Det kom meget hurtigt imod hende. Hun hoppede hurtigt op i træet's gren der var over hende.

Duften var meget stærk lige her, så Vicente stoppede op. "Hm.." mumlede han lavt og bukkede sig ned, hvor Amira før havde stået. Han rørte let ved jorden og kom så i tanke om, hvem duften tilhørte. Amira. Han rettede sig op igen og så rundt. Han fik ikke øje på noget og så så op. "Amira," sagde han blot.

Hun kiggede halv forskrækket ned, og så Vicente og smilede let til ham "Vincente" sagde hun glad og smilende. "sikke hurtigt du løber" Hun grinte blidt og rejste sig op, og gik lidt frem og tilbagem frem og tilbage, frem og tilbage på grenen. efter lidt tid, ville hun stå stille men gled og landede på ham.

Vicente greb hende og holdte hende kort i sine arme imens han så på hende. Han satte hende så på jorden imens han sagde "Det gør alle vi vampyrer," sagde han og nikkede let. "Du falder let," sagde han strøg derefter en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne.

Hun smilte som tak for at havet grebet hende, "jah, men du er hurtigere end mig" sagde hun og grinte. Hun kiggede lidt rundt og sprugte så "er du på vej nogen steder hen" Hun kiggede lidt kort op på grenen som hun lige var faldet ned fra, og kunne ikk forstå hvordan hun kunne falde ned fra den tykke gren. Amira kiggede hen på ham igen.

"Ja. Jeg er på vej mod min hytte," svarede han og begyndte at gå uden at vente på svar. Han fortsatte fremad og gættede på, at Amira nok ville følge med. "Min hytte ligger ikke så langt herfra," tilføjede han så, dog uden at se tilbage mod hende.

hun stod lidt og havde slet ikk opdaget ´han var begyndt at gå. Men lige pludselig var han et par meter væk fra hende, og hun luntede stille hen i mod ham. dah hun vår nået helt hen til ham, hoppede hun elegant op på hans ryg og smilte stort.

Vicente stoppede op, da hun hoppede op på hans ryg. "Den slags er jeg ikke til," sagde han og så sig over skulderen for at få øjenkontakt med hende. "Hop ned," sagde han så og ventede med at gå videre før hun var hoppen ned.

Hun dumpede ned fra hans ryg, og gik op på sidden af ham "gad bare ikk selv gå" sagde hun og smilte, og begyndte stille og gå. Hun vendte sig om så hun gik baglæns for at se om han gik med. hun smilede stadig til ham.

Vicente begyndte at gå og betragtede hende med sine grønne øjne. "Hvorfor smiler du så meget?" spurgte han og forstod ikke, hvorfor hun smilede så meget, heller ikke hvad hun havde at smile af. Selv havde han ikke noget at smile af. Han havde meget få glæder her i livet.

Hun stoppede op, for at vendte på at han var kommet helt op til hende, hvor efter hun begyndte at gå igen. hun kiggede på ham, mens hun tænkte over hans spørgsmål. Hun kiggede frem for dem og svarede så "ved ikk" sagde hun og holdt så meget stille op med at smile.

"Efter min mening er der kun noget at smile af, når alt er dødt og rådnet op," sagde han og nikkede let af det han sagde. "Død er smukkere end livet. Død er renere end livet. Derfor lever alle for at dø," sagde han og kløede sig let på sin blege kind.

Hun stoppede op og tænkte på hvad han havde sagt. og nikkede, hvor i hun begyndte at gå igen. "det har du egentlig ret i" hun kiggede på ham "alt dør joh før eller siden" sagde hun tænkene, og begyndte at spekulere over om der var noget efter døden.