Et sted ude i nattens triste skove...

Dato: Irl
Dag: Irl
Tid: 21:00
Vejr: Tåget, men nok til at se et par meter igennem den. Jorden er også lidt våd. Her er køligt, men ikke koldt.
Omgivelser: Den triste skov. Der hvor det er allerværst, med hensyn til alle de døde træer og planter.

Jacoby så sig forvirret omkring. Han syntes hele tiden at der var noget der tydede på, at der var noget efter ham, og den fornemmelse brød han sig bestemt ikke om. Han løb om bag et træ og forsøgte at se efter, om der var nogen eller noget, men der var kun stille, og der var ingen der fulgte efter ham. Det var bare hans forestilling. Jacoby kneb øjnene sammen og holdt sig på vagt bag træet, mens han kiggede rundt, og var klar til at slå det dyr eller den person ihjel, hvis han eller det skulle nærme sig ham. Han havde slået ihjel før, og han ville ikke have noget imod at slå ihjel igen. Så snart det var overstået, ville han få fred i det mindste. Skylden plagede ham aldrig, efter et drab. Skyldfornemmelsen i hans krop var for længst døet hen. Ja faktisk havde den aldrig været der...

Najee der skjulte sig oppe i et af de forfaldne træer, sad some t dyr på rov og iagtagede drengen, han sank kort og fugtede sine læber, han var mere end tæt på bare og springe på drengen og suge hans blod til sig som et vildt dyr, men tvang sig selv tilbage, han ville lære sig selv at beherske den tørst der plagede ham, han hoppede lydløs som han nu var ned på skovbunden og stod pludseligt bag drengen med en arm om hans arme og en hånd for hans mund "Shh .. kan du høre det?" hviskede han så og smilede svagt i mundvigen.

Jacoby rettede sig opmærksomt op, da han mærkede den kolde hånd mod sit ansigt og kunne regne ud, at der stod nogen bag ham. Han lyttede til hvad han sagde og så sig forvirret omkring. Høre hvad? Hvad var han for en? Var han endnu en ond ånd eller bare hans tanker igen? Han for mærkelig til at være ægte, Najee.
Han spejdede rundt i skoven med sit blik, men kunne ikke høre andet og havde samtidig svært ved at trække vejret fordi han koncentrerede sig om noget helt andet.

Najees hånd mod hans mund gled langsomt næsten uden at røre ned på hans hals "Lyt godt efter " hviskede han og smilet blev en smule bredere på hans mund, najee så nærmest hungrene på hans hals og nærmede sig langsomt hans hals, han skulle helst ikke gøre drengen panikslagende med for hurtige bevægelser, han skulle jo helst tro at Najee også lyttede efter noget der slet ikke var der.

Jacoby var til sidst fuldt fokuseret på at lytte efter det Najee nu lyttede efter, og glemte alt om at der var en fremmed mand bag ham, der var godt igang med at suge hans blod, men i et langsomt tempo. jacoby syntes at kunne høre noget og så sig forvirret omkring, og hans hjerte hamrede ham i brystet som bare fanden. Han var ikke langt fra at smide hænderne til vejrs og rende rundt i cirkler mens han skreg Gud og hver mand væk.

Najee lo indevendigt over ham, mest af alt på grund af hans dumhed, han lagde munden mod hans hals og pressede sine tænder ind inden drengen kunne nå at reagere på det han lavede, han strammede grebet om drengen og lukkede sine øjne i, han prøvede at nyde smagen istedet for at sluge det i et ruf, der kom et par tilfredse lyde fra ham da han smagte hans blod, han havde ikke givet sig selv tid til at smage på det før nu.

Jacoby kunne mærke to stik i halsen på samme tid, og han kunne straks høre hvad det var han skulle lytte efter. Det var jo ham. Han undrede sig over det, og syntes at det gjorde ondt, men var endnu mere forvirret end i frygt. Han kunne ikke se hvad han præcist gjorde ved ham men han kiggede sig undrende omkring. Blodet begyndte at stige ham til halsen, og det gjorde ham lidt svimmel. "Mnh.." Sagde han lidt lavt og forsøgte at få hans opmærksomhed.

Najee strammede grebet mere om ham, men løsnede det hurtigt igen da han skulle passe på med at kvase ham, han havde stadig svært ved at styre den styrke han nu havde fået, han sugede lidt hurtigere og mærkede sin tørst blive stilt mere og mere, men den var bestemt ikke fuldkommen stilt, det havde den ikke været siden han blev forvandlet.

Jacoby kneb øjnene sammen og turde ikke rykke på sig, fordi det kun ville gøre meget mere ondt i halsen. "Stop" Hviskede han med en hæs, klemt stemme. Han knugede øjnene i og var parat til at slå ham, så snart han kom fri igen. Det var hans første bid i halsen, og derfor havde han aldrig prøvet noget lignende. Men at få indtaget sprøjter, kunne nu godt minde lidt om det.