Heldig?

Dato: Irl
Dag: Irl
Tid: 02:25
Vejr: Køligt og lidt vådt. Lys nat.
Omgivelser: Tomt for andre mennesker. Lukkede butikker.

Jacoby gik med lange skridt igennem bygaden og nynnede svagt, så det kun var ham selv der kunne høre det. Sangen han nynnede, var fra dengang han var barn. Dengang hvor han blev puttet sammen med sin søster, af sin mor. En munter godnatsang , som han ikke kunne huske teksten på og var nødt til at nynne. Pludselig stoppede han op, fordi der var noget der tog hans opmærksomhed nede fra jorden. Han bukkede sig straks ned i knæ og tog en femkrone op i hånden. Han vidste ikke at det betød held at finde en mønt, men nu var han da fem kroner rigere. Han blev siddende ned på knæog nærstuderede femkronen lidt, hvorefter han løftede hovedet så han kunne se ud af øjnene igen, og kiggede sig undrende omkring sig. Han lyttede, kom femkronen i lommen igen og rejste sig og blev stående.

Lucy bare fødder mod fortorvet var ikke at høre. En hvide kjole, der svingede let om hendes ben, havde fået røde pletter, men ellers var hun helt ren. Det sorte bind var som altd bundet stramt for hendes øjne, for at forhindre andre i at se dem. Et barnligt smil prydede hendes unge ansigt, og fk hende til at se så uskyldsren ud som noget. Hun havde for længst fået færden af mennesket, og havde af ren nysgerrighed valg at følge lugten selv om det kunne være risikabelt med de røde pletter på kjolen.

Jacoby så rundt omkring sig. Han fik den samme fornemmesle, som han altid fik, når han var alene. Følelsen af at blive forfulgt. Om det så var hinsidiges eller ej, så havde han lyst til at stoppe den fornemmelse, inden at den kun gjorde ham endnu mere skør end han allerede var. "Hvorfor følger du efter mig...?" Hviskede han, og så sig rundt, og forventede egentlig ikke noget svar. Det var egentlig bare for at skulle jage de ånder og spøgelser væk, hvis de havde lyst til at genere ham. Han vidste jo godt at det var pjat, og han prøvede også at overbevise sig selv om det. Han havde en eller anden ide om, at nogen ville tage hans femkrone fra ham.

Lucy lagde let hovedet på skrå da hun hørte menneskets hvisken. Dog svarede hun ikke, da det ville virke yderst unormalt da hun først lige var drejet ind på gaden, og intet menneske ville kunne høre en hvisken på så lang afstand. Hun blev dog ved med at gå, med ansigtet rettet frem for sig.

Jacoby så sig forsigtigt omkring og blev forvirret, da han hørte en stemme inde i sit hoved svare for ham, og fik ham selv til at tro, at det var endnu en af de ånder, han altid tænkte på. "Hvorfor følger du efter mig" Spurgte han lidt højere og rettede ryggen lidt. Han stod med ryggen til Lucinia og havde slet ikke lagt mærke til hende overhoved. Han lyttede efter stemmen igen. Eller rettere sagt, sin fantasi. Og forholdt sig stille. Han spejdede rundt i alle mørke kroge med sit blik, men fandt ikke frem til noget eller nogen.

"Det gør jeg ikke" svarede Lucy denne gang. Kunne ganske enkelt ikke lade være. Hvorfor skulle hun dog også det?.. Dette menneske virkede anderledes.. Spændende.. Lucy smilede over sig selv. Tænk at finde et menneske spænde. Men det gjorde hun nu altså, ligesom hun fandt så meget andet spændende..

Jacoby fik et chok, da der rent faktisk blev svaret, uden at det var lyden af sin egen stemme inde i sit hovede. Denn gang lød det mere barnagtigt, og nok også en pæn del sødere og piget end hvordan han selv kunne sige det. Han vendte sig derfor om og fik øje på Lucinia. En lille pige, men med bind for øjnene. Jacoby rynkede lidt på næsen og havde i det hele taget mystiske træk. Han studerede hende nærmere og ikke særlig diskret. "Hvorfor siger du det?" Spurgte han, som om der ikke var noget i vejen med ham selv.

"Fordi D-du spurgte." svarede hun med et barnligt smil om munden. Hun kunne havde bidt tungen af sig selv for sin fejl. Som sædvanligt havde hun været ved at tiltale ham med 'De'.. Endnu en af Lucys utallige vaner..

Jacoby stirrede på hende, og uden at give en lyd fra sig, gik han videre igen, og begyndte at snakke lidt utydeligt med sig selv om noget der ikke havde noget med sagen at gøre. Han gentog nogle sætninger han havde set fra film engang, som han umiddelbart kunne huske fra sin barndom, før han blev spærret inde. Han stoppede hurtigt med at snakke, da han hellere ville lytte efter Luciana.

Lucy overvejede kort om hun ville gå med mennesket, eller lade ham være. HUn endte med at beslutte sig for at gå med ham, da hun ikke havde noget bedre at give sig til. Hendes skridt kunne ikke høres, og da hendes åndedrag var ikke eksisterne, ville det for mennesket virke som om at hun stadig stod stille, med mindre han ligefrem så på hende.

Jacoby fortsatte, tog sin femkrone op ad lommen og holdt den op for sig og kiggede. For andre folk ville det nok ikke se ud af meget, men for Jacoby betød den alt, for det var hans første penge han nogensinde havde holdt. *En penge... to penge.. tre penge, fire penge, fem penge... Nej... det hedder kroner...* Tænkte han inde i sit hovede. Og sådan foregik det i hans tanker. Hans tanker var baserede på ligegyldige ting og sammensætninger, som andre folk fandt mærkelige. Men ikke ham. Han satte pris på de små ting, men også fordi han ikke havde oplevet noget stort endnu.

Lucy fulgte ham fortsat i tavshed. Egentlg for at se hvor længe de kunne gå på den måde, før han tog notits af hende. Det virkede måske komplet åndsvagt, men havde man ikke andet at lave kunne det faktisk være direkte underholdende.

Jacoby blev ved med at gå, uden at have nogen steder at tage til. Han havde kun de fem kroner, og det var næsten kun nok til at købe ti af de billige halvtredsøres tyggegummier som man kunne få engang, men som længst var ude af markedet. Han stoppede lidt igen og lyttede efter hende, men fortsatte så, da han ikke kunne høre hende. Havde havde ellers den der fornemmelse af, at nogen fulgte efter ham, selvom han var ret sikker på at han var alene.

At mennesker kunne være så dumme gik nu altså over Lucys forstand. Hun var ikke den mindste smule bekymret for andet end at hun måske ville midste tålmodigheden før han tog notits af hende..

Jacoby begyndte at liste, stoppe og så gå normalt igen. Han vendte sig om kiggede på hende igen, hvor han ikke sagde noget, men gik chokeret og forvirret videre. Han var helt bleg i ansigtet og blev helt svimmel af tanken om at der var nogen der fulgte efter hende. Og så oven i købet en lille pige med bind for øjnene!

Lucy bemærkede ændringen, hvilket fik hende til at smile stort. Hun lod i det sammen mørket omkring hende tætnes, og hun forsvandt i en lille sky af mørk røg. Hun dukkede op igen, i skyggerne på den anden side af gaden, og 'holdt øje' med hans yderligere reaktioner.

Jacoby gik på sin egen underlige måde og så sig tilbage igen for at se om hun stadig fulgte efter, men denne gang var hun væk. Han stoppede brat om og så rundt efter hende. Der var noget ubehageligt ved denne fornemmelse. Hvad nu hvis hun ville slå ham ihjel? Eller stjæle hans ting?
Jacoby tænkte ikke over, at det kun var en lille pige han havde at gøre med, da han stortset ikke kendte til folk der ikke var syge i bolden på nogen måder.

Lucy måtte svagt bide sig i tungen for ikke at komme til at le højt. Hun havde ikke tænkt sig at gøre mennesket noget, hun legede bare med ham.. Tænkte på ingen måde over at han kunne reagere uventet..

Jacoby var bange. Bange for at skulle miste noget til den lille pige. Han var helt sikker på at hun ville stjæle fra ham. Det var derfor hun fulgte efter ham. Han holdt godt knuget fast i femkronen, da det var den eneste genstand der var var værd at stjæle udover det lousede tøj han havde på.
Han stoppede femkronen langt ned i lommen og holdt tæt omring den med en knuget hånd, mens han så sig omkring, uden at se hende ovre i hjørnet.