gudstjeneste, gab og... BAM!

vejr: meget varmt
tid: 10:30
dato: 14/8
dag: fredag
omgivelser: en meget kedelig præst og mange mennesker
årstid: sommer
sted: forreste række i kirken.

Monzaemon var mod sin sunde fornuft gået i kirke, bare for at sove. præsten fik ham alligevel til at falde i søvn, men kirken var næsten fyldt op da han kom, så han måtte sidde på forreste række. det ærgede ham, da præsten ville kunne se ham med lethed. han var faldet i søvn midt i prædiken. han var bare gået helt i sort, og hans brune hår lå ned ad skuldrene. han gabte lydløst i søvne.

Kala åbnede forsigtigt døren og smuttede ind gennem den lille sprække. Hun lukkede lydløst døren og listede hen på den bagerste række helt henne ved væggen, hvor der ikke sad nogen og hvor man ikke ville lægge mærke til hende. Normalt når hun gik i kirke, havde hun en sort munkekutte på, men i dag fordi det var så varmt havde hun bare normalt tøj på. Hvide jeans, sort top og sorte stiletter med nitter på.
Hun bed sig i underlæben og lyttede opmærksomt til det præsten sagde. Alligevel blev hun en smule distraheret af den underligt bekendte lugt af varulv.

Monzaemon vågnede mere eller mindre op da præsten kylede et bæger til nadveren lige i hovedet på ham. han var lige ved at kaste det tilbage i skalden på præsten, men tænkte at det nok var en dårlig idé. "her skal ikke soves i kirken, unge mand. kan de så komme ud!" råbte præsten meget irriteret. Monzaemon rejste sig, "hvis de siger det" sagde han roligt, og gik langsomt ud af kirken. problemet var bare, han gik ikke ud, istedet brugte han sine færdigheder inden for parkor til at klatre op af kirkesøjlerne, og satte sig i den højeste lysekrone.

Kala havde ikke rigtig lagt mærke til hvem det var præsten kylede et bæger i hovedet, så hun kiggede heller ikke da personen gik ud af kirken. Dog hørte hun ikke døren lukke efter nogen, så måske gemte personen sig?
Hun rejste sig da det var tid til nadver og gik sammen med nogen af de andre derop. Smilede sit engleblide smil til præsten, da han gav hende Jesu legeme og til kirketjeneren da han gav hende Jesu blod.

Monzaemon sad stadig i lysekronen som en anden tyv. "og jeg som troede at dæmoner var nederen, præsten er jo satans yngel." mumlede han. han sprang videre til den næste og næste igen, til han sad over præsten. "har du ikke andet at lave!?" råbte han ned til ham. præsten kiggede op og blev helt forskrækket. "hvad i guds navn laver de deroppe!?" råbte præsten. han faldt om af ren forskrækkelse og lå nu der. kirketjeneren kiggede ligeså forskrækket op.

Kala gjorde ligesom præsten, kirketjeneren og resten i kirken og kiggede op på hvor lyden kom fra. Hun havde syntes at stemmen lød mistænkeligt bekendt. Derfor smilede hun over hele hovedet, da hun så det var Monzaemon. Dog blev hun hurtigt alvorligt igen, da præsten jo var faldet om.
Mens alle andre i kirken var optaget af præsten, gjorde hun tegn til Monzaemon og at møde hende nede i den anden ende af kirken hvor der mørke skygger. Hun så gravalvorlig ud og begyndte selv at gå derned.

han smilede over hele hovedet og sprang så ned. "jeg håber i nød min optræden, tak for idag." sagde han fjollet, sprang op på alteret (en kvinde gav ham fingeren) og sprang så ned mod den anden ende af kirken. han var nær faldet da han satte af fra alteret, så han var nærmest landet med en salto og landede med foden på sin hånd og havde brækket en finger. han bandede og gik derned imod. "nå, hva' sker der?" spurgte han. han smilede sit sædvandelige smil, og hans lange brune hår lå ned ad skuldrene.

Hun tog fat i kraven på hans bluse og hev ham om bag en søjle. Hun så irriteret på ham. "Er du klar over at manden der sansynligvis lægger i koma?!" Hvæsede hun vredt. Det lignede hende overhovedet ikke at blive vred, men det var synd for den efterhånden ret gamle præst. Hun kunne ikke gøre for at hun bekymrede sig for alt og alle.
"Hvad nu hvis han dør af chokket? Ikke alle er vant til at nogen kan de mest sindsyge ting uden at komme til skade!" Fortsatte hun og skævede kort til hans brækkede finger, der sikkert var i gang med at heale.

Monzaemon grinte lidt "to sekunder," sagde han og satte fingeren på plads. "hey, Herman gjorde det for lidt tid siden. der skete ca. det samme, så han skal nok komme sig." han trak på det og lo lidt. "det er jo ganske almindelig parkour, tro mig, jeg ved det," sagde han med et smil. han kiggede hende i øjnene, "og hvor har du egentlig været i så lang tid?"

Kala sukkede og rystede opgivende på hovedet. "I guder" Mumlede hun for sig selv og så kort op mod loftet. Vente dog hurtigt blikket tilbage mod Monzaemon. "Jeg har arbejdet og fløjet lidt rundt.. Faktisk kigget lidt efter dig, men du er ingen steder at finde" Fortalte hun og smilede skævt. "Hvor du egentlig været?" Spurgte hun og hævede et øjenbryn.

"jeg jagtede Wariynn gennem det halve af landet. jeg fangede spaden i at suge blod fra et menneske." sagde han irriteret. han kiggede ud af et vindue og fortsatte så, "og så har jeg skulle hjælpe Rasmus og et par andre af varulvene. vampyrene rammer os hårdt for tiden." han kiggede på hende igen. "
pludselig fejede han benene væk under Kala og greb hende så igen, så hun nu lå i hans arme.

Kala sukkede. Selvfølgelig kom vampyrene efter dem når de var varulve og dermed dødsfjender. Hun sagde dog ingenting.
Blev forskrækket da han fejede benene væk under hende og stirrede på ham med åben mund og opspærrede øjne. "Hvorfor gjorde du det?" Spurgte hun ham målløs.

han stak en latter op, "vel bare noget jeg gør," sagde han afslappet. han kyssede hende blidt på kinden, "det, og så har jeg savnet dig." han holdt hende ind til sig, lige indtil en kvinde var gået derom, og Monzaemon tabte næsten Kala på gulvet. kvinden stirrede ondt på ham, "du burde skamme dig, den arme, gamle mand har været udsat for så mange ting i den her uge. du er ikke den første der laver sådan et nummer der." sagde hun vredt. Monzaemon derimod begyndte bare at le. "det kan være, men han burde ikke kyle ting i hovedet på folk. ligemeget hvor tykpandede de er."

Kala landte med et hårdt DUNk på det hårde kirkegulv. For mennesker ville det måske ikke have været så slemt, men fordi hun var engel og hendes knogler så skrøbelige, gjorde det ret så ondt på hende. Hun kunne nemt brække en knogle eller sådan noget. Hun gav et lille klunk fra sig og vred til lidt på gulvet. Hun var landet på sin ryg og noget af sin venstre arm. Armen gjorde ikke rigtig noget, det var mere ryggen hun var bekymret for. Hendes vinger kunne nemt være kommet ud.

"du burde passe bedre på med hvilke typer du færdes med, unge dame." sagde kvinden til Kala, der lå på gulvet. "ham der ser ikke for god ud." Monzaemon blev lettere fornærmet, "og du skulle snakke? start med at skære ned på kagerne og alt det andet." sagde han koldt til kvinden. hun blev helt rød i hovedet og slog ud efter ham. "uforskammede lille... bastard!"

Kala satte sig op og så op på Monzaemon og kvinden. "Gider i lige?!" Spurgte hun dem irriteret. "I opfører jer som børn! Vil en af jer være flink at hjælpe mig op, så jeg kan se om jeg har slået mig mere?" sagde hun og løftede et øjenbryn. Hende damen var dybt latterlig. Hun skulle da bare blande sig udenom hvem hun snakkede med.

i et sekund var Monzaemon uopmærksom og blev ramt af en knytnæve der kom fra kvinden af. han grinte blot. "seriøst? er det et slag?" han stak i en enorm latter. kvinden blev bare mere rasende, og Monzaemon skubbede hende bare bagud, men uheldigvis ramte hun en søjle. han hjalp Kala op at stå. "undskyld jeg tabte dig," sagde han fjoget.

"Det gør ikke noget" Sagde hun og smilede til ham. Så kort på damen, som skyndte sig væk fra dem. Stod så på tæer og kyssede Monzaemon på kinden. "Jeg har savnet dig" Sagde hun og grinede kort. Omfavnede ham så i et 'stort' bjørneknus.

Monzaemon lagde selv armene om Kala og holdt hende tæt. "lang tid siden, trods alt." sagde han og smilede. han kyssede hende blidt på kinden, "skal vi ikke finde et lidt andet sted? jeg kan mærke at folk begynder at gå herom." sagde han blidt og tog hende op i sine arme. han sprang op ad søjlerne og satte sig på en bjælke højt oppe. "er det her bedre?" spurgte han hende.

Kala nikkede. "Har du så mødt nogen andre piger, siden sidst vi sås?" Spurgte hun ham drillende og tjattede ham forsigtigt på overarmen, mest for ikke at brække sin hånd.

"næ, de er for normale, for kedelige." sagde han med et smil. "har savnet dig meget." sagde han tungt. han holdt hende tæt til sig og kyssede hende så blidt på kinden. han nussede hende med sine hænder. "hmm, vi kunne tage et andet sted hen hvis du ønsker det," sagde han fjollet.

"Og du påstår måske at jeg ikke er i nærheden af det normale eller kedelige?" Spurgte hun og blinkede drillende. Tit opfattede hun sig selv som ret kedelig, da det eneste hun stortset lavede var at gå i kirke, spise, sove og arbejde.
"Det bestemmer du"