Daylight saving..

Dato : 19/03
Årstid : Forår
Dag : Fredag
Vejr : Lunt
Sted : Stranden [SURPRISE!!!]
Tid : 17.28
Omgivelser : Sand, vand og marehalm
Påklædning : Stramme, mørke jeans, og en meget, meget stor hvid t-shirt udover en sort tanktop

Zelda sad i skræderstilling i sandet, og betragtede de sidste solstråler forsvinde på den lyserøde himmel. Den store røde ild kule var for længst forsvundet i havets skød, men Zelda holdt nu mest af de sidste stråler, efter solen var væk.. De var de smukkeste mente hun..

Matthew gik langs stranden, og betragtede den smukke sol. Han ville finde sig et sted og slå sig ned, så han kunne tegne dette smukke syn. Han hørte musik på sin grønne ipod nano, som spillede lystigt i hans ører Lige nu hørte han Oasis - Wonderwall. Hvilket var en fantastisk sang, efter hans synsvinkel, og han kendte da flere der delte samme mening. Hans blik var rettet mod solen, og pludselig, sad der en pige i skrædderstilling, ikke særlig langt fra ham. Han smilte svagt, og havde nu blikket rettet mod hende.

Zelda redte fingrene gennem det mørke hår, og fangede en bevægelse i øjenkrogen. Hun vendte hovedet for at se hvad det var, og blev straks en anelse stiv i ansigtet da hun fik øje på drengen. Men det var sådan set også det eneste.. Intet andet viste den lyst hun havde til at skynde sig væk.. Hun bed sig svagt i læben, og tog blikket fra ham. Sagde ikke noget..

Han smilte et genert smil, men så at hun kiggede væk med det samme. *Endnu et hak i selvtilliden..* Han sukkede, og satte sig ned et par meter fra hende - også i skrædderstilling - og tog sin blok, en lille pakke med gurndfarverne, og begyndte at tegne. Han sorte hættetrøje var lynet, og håtten dækkede over hans sorte hår. Han kløede sig i håret, og bed sig i læben. Skævede over til pigen ud af øjenkrogen.

Zelda så igen over mod drengen da han satte sig, og åbnede munden for at sige noget. Ombestemte sig dog, og forblev tavs. Hun rykkede svagt på sig, og skiftede stilling så hun sad med knæene mod brystet, og let kunne se ham ud af øjenkrogen. Kunne ikke rigtigt samle sig om at nyde himlens farver længere..

Matthew sukkede, og kiggede op på solnedgangen. Han var så skidedårlig til at tegne med farver, men der ville jo ikke være noget smukt ved en solnedgang, hvis den var grå. Han kiggede over på pigen, og smilte svagt. Det skadede vel ikke noget, at sige hej. "Hej", sagde han lavt, men dog energisk, og smilte skævt, og halv-genert.

Zelda bed sig kort i læben, men mumlede så et usikkert hej. Hun burde nok have rejst sig.. Burde nok være gået sn vej for at undgå dette.. Gid Sarah havde været der.. Zelda følte sig altd lidt mere sikke når hendes søster var med, og kunne så bedre tackle det når hun blev konfronteret med sine fobier. Hvor var det dog egentlig utroligt upraktisk at lide af sådanne fobier, som dem hun led af..

Han nikkede over hendes tydelige afvisning. og kiggede igen ned på sit papir, på hans underlige skitse, som lignede alt andet end en solnedgang. Han sukkede tungt, og lagde sig ned på ryggen, og kiggede op på den lyserøde himmel. Han havde ikke lyst til at gå, han ville bare ligge og lytte til naturens hvisken.

Zelda trak vejret dybt, og hvilede hovedet mod armene så hendes ansigt vendte over mod drengen. Sad en tid uden at sige noet mens hun samlede mod. Han virkede ikke synderligt skræmmende, og han havde jo ikke rigtigt fortaget sg så meget. Hun trak vejret dybt igen, og åbnede så munden for at sige noget. "Hej" gentog hun, denne gang så det var både forståeligt hvad hun sagde, og til at høre. Godt nok var det lidt åndsvagt når de allerede havde hilst, men det var hvad hendes mod ragte til i øjeblikket.

Han vendte undrende blikket mod hende, og løftede nakken, for bedre at kunne se hende. "Hej?", sagde han spørgende, men smilede også. *Måske er hun bare meget genert?* sagde han til sig selv, inde i hovedet. Der var intet galt i at være genert, og han havde allerede dårlig samvittighed, over at have troet at hun ikke gad ham.

Et svagt, omend retså usikkert, smil gled kort over hendes ansigt. "Zelda" præsenterede hun sig selv, og løftede kort den ene hånd. Selv synes hun faktisk at det gik utroligt godt.. Så længe drengen ville lade være med at komme tætere på, og spørge om alt muligt mærkeligt..

"Matthew", sagde han, og gengældte hendes navne-hilsen. Han blev liggende, men lagde armene om bag hans hoved - som en hovedpude - så han bedre kunne se hendes ansigt. Zelda var et meget smukt navn. En summende lød kom ham i møde, og 3 bier sværmede omkring ham. Han viftede med armene, for at få dem væk, men de blev ved. En hallucination, og end ikke ham selv vidste det. Det hele virkede så livagtigt. - Han var ved at få et anfald.

Zelda lagde hovedet en smule mere på skrå end det allerede var, og så undrende på Matthew da han viftede med armene. Dog sagde hun ikke noget, men så bare på ham. Endnu en gang ønskede Zelda at hendes søster havde været der, da hun uden tøven ville have spurgt hvad drengen foretog sig.. Zelda var nysgerrig, med holdt sig tilbage af angst..

Han kiggede undskyldende over på hende, og satte sig op, og viftede stadig med armene. "Dumme bier!", mumlede han irriteret. "Undskyld", sagde han, lidt forlegent, "Jeg er bare ikke så vild med bier.. De angriber mig altid på den her måde..". De virkede så virkeligt for ham. Han kunne aldrig være sikker på, om det der skete i hans liv, var virkeligt, eller om det bare var endnu en hallucination.

"Men... Der er ingen bier.." Zelda så undrende på ham. Præcis på samme måde som Stephenie havde set på Zelda selv, den dag hun var ankommet med toget.. Den dag Zelda var kommet sammen med Sarah..

Han kiggede spørgende på hende, "Hvad er det der så?", spurgte han, og pegede på bierne der sværmede omkring ham. Han vidste godt at han var syg, og at han fik disse anfald, men han vidste det ikke, i de øjeblikke det skete.

"Det.." Zelda vidste ikke hvad hun skulle svare.. Han pegede jo bare ud i luften?.. "Ingen ting?.." Endte hun med usikkert at svare. Hvad skulle hun ellers sige? Der var jo ingen ting.. Hun forstod ikke drengen - Forstod ikke nogen af han køn overhovedet - og hun brød sig ikke om det.. Det gjorde hende usikker..

Han kiggede på hende som om hun var fuldstændig idiot. Han viftede ud efter dem, og en af bierne stak ham, "Av forhelvede!", udbrød han og rejste sig op. Bien havde stukket ham, og der var et stort rødt mærke på hans pegefinger. Ifølge hans øjne var den fuldstændig hævet. Han kiggede over på hende, "Er det her så bare opstået ud af ingenting?", spurgte han hende, og pegede på det røde mærke, som ikke ekisterede. Hans hånd så fuldstændig normal ud.

Zelda rystede svagt på hovedet, og trak sig en smule væk - Skræmt ved hans opfaren - og så på ham. At hun var skræmt kunne ses i hendes øjne, men ikke i resten af hendes ansigt. Hun sagde intet, men så bare på ham, med de forvindende brune øjne.

Hans anfald begyndte at formere sig fra simple hallucinationer, til vrede og forvirring. Han var på vej ind i den fase, hvor han gjorde implusive ting, uden at tænke over det. Det var godt for pigen, at hun veg tilbage, for man kunne aldrig vide hvad han kunne finde på. Han kunne endda komme til at gøre onde ting ved hende, hvis stemmerne sagde han skulle, eller hvis han hallucinationerede at hun var noget ondt - en som skulle udryddes. Han rev sig i håret af vrede, og sparkede til sin lille pakke med farver!

Zelda var kommet på benene, og trak sig yderligere væk. Al det mod hun havde opbygget for at tale med ham, var forsvundet som dug for solen. Hun bed sig i læben, og så ængsteligt på ham, uden at vide havd hun skulle gøre.

Han lukkede øjnene, og faldt på knæ - skreg en smule.
Da han åbnede øjnene igen, lå der en masse folk og solede sig rundt omkring på stranden. Han sad ved siden af en dame, med to unger. Damen råbte af ham, på et sprog han ikke kendte, og hans flakkede forvirret rundt, efter pigen, der lige havde været der. Han kunne ikke forstår hvad det var der skete, og han rejste sig op, og begyndte at lede efter Zelda. Han mumlede undskyld, hver gang han gik på folk tæpper og håndklæder. Solen bagede, og han lynte sin trøje ned. Han så hende sidde og læse. Hun læste bibelen. Hvad mon det betød? "Der er du", sagde han, og tog fat om hendes arme, "Hvor kommer alle disse mennesker fra..", han var forpustet, og han svedte meget, "Og hvilket sprog er det de snakker?", han havde brug for sin medicin. Men han havde ingen mulighed for at tage den, da han ikke vidste hvad det var der skete med ham.

Zelda vred sig kraftigt da han tog fat i hende. Trak sig hurtigt væk fra ham, at hun snublede, og landede på røven i det bløde sand. Hun sad og stirrede op på ham. - Mundlam af skræk. At hun led af aphenphosmfobi og arrhenofobi, var nok ikke det mest heldige i denne situation..

Han trak vejret hurtigt, og blev endnu mere forvirret over at hun ikke svarede. Sveden løb ned af hans ansigt, og hans hår blev vådt. Han faldt på knæ foran hende, og krummede sig sammen i fosterstilling. De er onde sagde stemmen i hans hoved, alle sammen.. de venter bare på at du vender ryggen til, og så kommer de.. alle sammen! stemmen gentog sig selv igen og igen, og Matthew holdte sig for ørene, og skreg, for at overdøve stemmen.

Zelda stirrede rædselsslagent på drengen foran sig - ude af stand til at bevæge sig - og mærkede varme, tunge tårer glide ned af hendes kinder. Hvis der havde været en tid hvor hun savnede sin søsters favn, så var det da nu! Hun havde ikke været så bange i langtid.. Havde ikke grædt i lang tid..