Daylight saving..

Pludselig stoppede det hele. Alle lydende, og alle menneskene var væk. Han lå bare ude i et mørkt omsvøb, og kunne ikke høre, føle, lugte eller se noget. Intet. Alt var væk. Han åbnede munden, men der var ikke en lyd at høre.
Lige pludselige gik det over til en masse mennesker der fór forbi ham. Nogle sorte skygger dansede omkring ham, og en masse mennesker omringede ham, og grinte. Han kunne høre ambulancer, og sirener. Han kunner høre bomber sprænges, og babyer græde. Han holdte sig for ørene, og lukkede øjnene hårdt i.
Efter et par minutter hvor han bare lå sådan, åbnede han øjnene, og alle hallucinationerne var væk. Det hele var forsvundet, og han vidste ikke hvorfor han pludselig lå på jorden, helt våd af sved. Han kiggede op på den skræmte pige. "Er du okay?", spurgte han bekymret, og rejste sig op. Han lagde mærke til dne måde hun kiggede på ham på, og det gik op for ham hvad der var sket - han havde fået et anfald.
"Åhnej..", sagde han, og kiggede undskyldende på hende, "Ikke igen.. Hør, det er jeg virkelig ked af.. det er min sygdom", en tåre gled - ubevidst - ned af hans kind. Han var træt af, at han altid ødelagde alle andres humør, og skræmte livet af folk, fordi han havde denne sygdom. Det fik ham til at føle sig som et monster.

Zelda svarede ikke, men hikstede efter vejret. Hun så drengens tårem og forsøgte at få styr på sine egne. Hun gemte ansigtet i de sand-fyldte hænder, og trak vejret dybt for at få styr på sit åndedrag.

Han tog sig til hovedet, og tog noget op af hans lomme. Det var hans piller. Han tog en pillede, og slugte den i ét - så han sikrede sig det ikke ville ske inden for de næste par timer. Han sukkede tungt, og ujævnt, "Du må virkelig undskylde..", han havde lyst til at røre hende - bare for at berolige hende, men turde ikke, i frygt for at hun ville blive endnu mere skræmt. Han betragtede hendes skræmte ansigt, kunne det virkelig havde været så skræmmende, det han havde gjort? "Undskyld, men vil der være for meget at uleje, at spørge dig om, hvad jeg har gjort?.. for jeg ved det ikke", sagde han, og hans ansigt var bedrøvet.

Zelda tørrede øjnene, og så på ham. "J-jeg... Er arrhenofob..." sagde hun stammende, og så på hans ansigt. Hun var ikke sikker på hvad han mente, men hun synes i hvert fald at det forklarede meget godt hvorfor hun var så bange..

Han havde læst om mange fobier, for lægerne havde i starten ment at det var en - eller flere - fobier han led af. Han gennemrodede sit hoved, "Angst for..", begyndte han, og kom i tanke om hvad det var, "Mænd!", han kiggede undskyldende på hende, og trådte et par skridt væk fra hende. Så var det jo klart hun var blevet så skræmt. "Undskyld.. du må virkelig meget undskylde.. jeg..", han stoppede sig selv. Selvfølgelig kunne hun ikke tilgive ham - hun var jo skrækslagen.

Zelda snøftede kort, og rystede på hovedet. Koncentrede sig mere om at få styr på sin vejrtrækning, end om hvad han sagde.. Hun hadede alle sine fobier.. Det var vog helt utroligt hvad man dog kunne være bange for!.. Eller angst som det jo hed..

Hun tog sig til hovedet, og kiggede så op på hende, "Har du flere fobier?", spurgte han med lille stemme, og forsøgte at lyde beroligende.

Zelda rettede sig en smule mere op, og satte sig skrædderstilling, før hun nikkede. "Flere end hvad godt er.." hun forsøgte at få det til at lyde som en joke, men sådan noget som jokes, var mildt sagt ikke noget Zelda var sat særlig godt ind i..

Han satte sig ned - et par meter fra hende - og kiggede bedrøvet på hende. Han kunne høre hendes forsøg på at joke, men han var virkelig ikke i humør til at grine nu. Han havde en forfærdelig dårlig samvittighed over at have skræmt hende så grænseoverskridende meget. Han nikkede svagt, "Kan du.. nævne nogle af dem?", han ville ikke snage, men han ville gerne høre om hendes fobier, så han muligvis bedre kunne forstå hende.

//Logger nu, skrives imorgen xD//

Hun trak vejret dybt, og så bare på ham en tid.. Det krævede faktisk meget af hende bare at sidde sådan uden at i fuldstændg panik, og så bad han hende at snakke om hvad hun frygtede?.. Hun rystede svagt på hovedet. Havde ganske enkelt ikke overskud til at tænke på alle de latterlige hverdagsting der skræmte hende..

Han nikkede svagt, "Det er okay..", han kiggede lidt rundt om sig, og fandt sin blok. Han tog den op i sit skød, og kiggede lidt på den. Han sukkede, og kiggede op fra blokken, og over på Zelda, "Jeg kan godt gå.. hvis det er?", han kiggede roligt på hende.

Igen rystede Zelda på hovedet. "Jeg.. Jeg vil lære at kontrolere det." sagde hun så, med fasthed i stemmen. Hun havde besluttet sig for at det ikke kunne nytte noget at blive ved med at være bange over det samme hele tden..

Han nikkede forstående, "Okay.. skal jeg gøre noget? Måske kunne jeg gå gradvist fremad?", han snakkede langsomt og tydeligt, så det ikke virkede alt for omvæltende. Han kunne lugte at han lugtede svagt af sved, og hans tøj var ubhagdeligt at havde på.

Zelda sad lidt og overvejede. Hun trak lidt på den ene skulder.. "Vil du ikke bare.. Snakke med mig?" spurgte hun, og syntes det lød dumt.. I næste øjeblik vendte hun sig om, som havde nogen kaldt på hende, og vinkede med et smil. - Skønt der ikke var andre end de to på stranden..

Han smilte svagt, "Jo da", han kløede sig kejtet i nakken, og tænkte over hvad han skulle sige, uden at det blev for omfattende. Hans tanker blev afbrudt, da hun pludselig vinkede til nogen der ikke hva der. Han betragtede hende tavst, og ventede på hun ville sige et eller andet. Det så yderst mærkværdigt ud.

Zelda vendte sg langsomt, i takt med at denne ikke-eksisterende person kom hen og satte sig ved siden af Zelda. "Det er Sarah. - Min søster." fortalte hun, og så straks mere sikker ud end hun havde gjordt før. "Sarah, det her Matthew." sagde hun, og vendte blikket ud til siden i det hun præsenterede Matthew.

Han kiggede forvirret på hende. Var det virkelig sådan det var, når han begyndte at snakke om ikke-eksisterende ting, "Ehmm.. Zelda?", han kløede sig kejtet i nakken, "Der.. er ikke nogen..", han rynkede tænkende panden.

Zelda så komplet forvirret ud, "Men.. Hun sidder jo lige her.." sagde hun, og tog hånden ud til siden, som greb hun efter nogens hånd. "Sig det til ham Sarah." Hun blev mere desperat i ansigtet, og så skiftevis fra sin søster, og til Matthew. Hvad var der med folk her?.. Hvorfor påstod de alle sammen at Sarah ikke var der?..

Han blik forvrængede sig bedrøvet, "Gør du grin med mig?", spurgte han halvkvalt. Hvad du, hvis hun egentlig bare gjorde det, for at gøre igen, for hvad han havde gjort. Hvad hvid hun egentlig ikke led af nogen sygdom, og bare forsøgte at provokere.

Zelda rejste sg op, og rystede på hovedet. "Hv-.. Hvordan skulle jeg kunne det?" Hendes stemme var ikke meget mere end en hvisken, og det var tydeligt i hendes blik at hun troede på at der stod en pige ved siden af hende, så vel som at Matthew sad foran hende..

Han rejste sig også op, og kiggede undersøgende på hende. Hun troede virkelig at der sad nogen der. Han fik dårlig samvittighed over at have troet sådan noget om hende. "Hør.. Zelda..", mumlede han, "Der er ikke nogen", han kiggede i den retning hvor den ikke-eksisterende pige åbenbart stod. Det slog ham; mon han fik endnu et anfald? Mon hans hjerne forestillede sig at der ikke var nogen der? han blev forvirret.

Det ene øjeblik så Zelda ud som om hele hendes verden var ved at ramle sammen over hende, og det næste blev hun ligefrem aggressiv. "Du lyver!" råbte hun vredt, og bakkede svagt væk fra ham. "Du lyver, du lyver, du lyver!" gentog hun hårdt, og snøftede en enkelt gang for at holde tårene, hun kunne mærke presse sig på, tilbage.

Han kunne mærke aggressiviteten blusse op hos hende, og bakkede lidt væk fra hende, med håndfladerne oppe, og vendt mod hende - som et tegn på at han ikke ville gøre hende noget.
"Zelda.. jeg ville aldrig nogensinde lyve med vilje! Du bliver nødt til at høre på mig..", forsøgte han med en rolig tone.

Zelda rystede kraftigt på hovedet, mens glemte minder vældede tilbage.

Flammerne der stod ud af vinduerne, og slikkede mod himlen. Tre og ikke to i værelset.. Sirenerne fra brandbilerne, og de stærke arme der holdt hende tilbage.. Tre og ikke to...

Zelda rystede igen på hovedet. Så tøvende mod det sted hun for lidt siden havde været sikker på hendes søster havde stået. - Vidste nu at hun ikke stod der, men hulkede alligevel kort da der kun var sand at se. Hun vidste også hvorfor Sarah ikke stod der.. Og det gjorde det næsten endnu værre..

Han kiggede på hende, med et bekymret blik. Han havde lyst til at kramme hende, men vidste ikke om han skulle gøre det, siden hun jo var bange for ham. Han stod lidt og trippede og overvejede om han skulle gøre det. Hun så ud som om hun lige havde fået at vide at en af hendes kære var død. Han kiggede spørgende på hende, med et bedrøvet blik.