Sang i skoven

Sted. Gææt
Omkring. Ikke nogen :3
Vejr. Det er lunt og solen skinner
Tid. 13.32
Dag+dato. IRL
Påklædning. http://www.revolveclothing.com/images/p/r/SEST-WD4_V1.jpg

Fugle kunne høres i skoven og man kunne mærke solens stråler varme. Det var endelig blevet forår og blomster var ved at springe ud. Skoven var ved at blive livlig af dyrene og det var så dejligt inde i skoven. Hvis man hørte godt efter, kunne man oss høre guitar spil. Og en flot og klar stemme som sang. Man kunne ikke rigtig høre dem, men det var dog alligevel rart at lytte til. Rose som var den skyldige i guitarspillet og sangen, sad op af et træ i skyggen. Hun lod sine fingre gå over strengene på sin guitar og havde blikket rettet frem for sig. Hun ventede egentlig lidt på noget at lave. En at snakke med. En at dele dette dejlige forårsvejr med. Men hvem?..

Påklædning: Mørke, stramme jeans, meget'meget stor hvid t-shirt over en sort tanktop.

Zelda gik varsomt gennem skoven. Aldrig havde hun drømt at der ville være så mange blomster! Hun bed sig svagt i læben, og fulgten lyden af en guitarspil, og sang. Hendes mørke hår var samlet i en hestehale, men totter af det lange hår var faldet ud af den. Hun begyndte så småt at kunne skimte musikeren, og et svagt smil krusede hendes læber.

Rose stoppede sin musik brat da hun mærkede nogens tilstedeværelse. Hun sad lidt og så sig omkring og kunne ikke rigtig mærke nogen fare ved denne nye tilstedeværelse. Hun mumlede et eller andet og begyndte langsomt at spille igen. En ny sang. Eller bare melodien til den. En stille melodi. Hun så ned på sine fingre og lod sine sanser gå lidt rundt for at kunne mærke hvor tæt denne person var..

Da hun stadig var et godt stykke fra pigen, satte Zelda sg op hug under et træ, så langt fra forårsblomsterne som muligt. Hun smilede svagt, lyttede til musikken, og trommede blidt melodien på sit ene knæ.

Rose kunne ikke føle personen komme nærmere og hun kunne ikke lide den følelse af en fremmeds persons tilstedeværelse, men hun viste ikke hendes ubehag og blev blot ved med at spille videre og gjorde sit bedste for at ignorere denne person.

Zelda lagde hovedet svagt på skrå, og lod blikket hvile på pigen. Sagde stadig intet, men betragtede hende bare. Zelda holdt af at betragte folk.. Så kunne man være tæt på folk, ikke ubehageligt tæt på men tæt på, uden at skulle rigtigt i kontakt med dem..

"Det er uhøfligt, ikke at komme og hilse!" kaldte Rose blindt ud til skoven og gjorde det så højt at hun var sikker på at denne person ville kunne høre hende. Hun stoppede ikke sit guitar spil imens og ventede på at der ville komme en person frem fra skoven.

Zelda glippede kort med øjnene, og rejste sig op. "Det er også uhøfligt at afbryde..." sagde hun stille, med det mørke øjne rettet mod pigen. Hun sørgede omhygligt for at træde uden om alle blomster i det hun bevægede sig en smule tætere på pigen.

Rose smilte svagt da hun hørte en pige tale "Det er kun uhøfligt at afbryde, hvis folk snakker" sagde hun og så op fra sin guitar og fik øje på pigen som nu var til syne. Rose lagde forsigtigt sin guitar på jorden ved siden af hende og blev ved med at se på pigen.

Zelda stoppede op da der stadig var nogle meter mellem hende og pigen, hvorefter hun igen satte sig på hug. Hun så lidt på pigen, og et svagt smil krusede endnu engang hendes læber.

Roses isblå øjne hvilede på pigens smil og derefter ind i hendes øjne "Hvem er du så?" spurgte hun med en udtryksløs stemme. For almindelige mennesker, kunne Rose virke som en lidt mystisk og dyster pige. Rose havde en hånd på sin guitar og lod den stryge over den og så ventende på pigen.

"Zelda.. Hvem er du selv?" svarede hun, ikke det mindste påvirket af pigens udtryksløse stemme. Igen snakkede Zelda lavt, men det var sådan set noget hun altd gjorde, så det var der ikke rigtgt noget nyt i..

"Rose" sagde hun kort og så på pigen og lagde hovedet let på skrå "Hvad bringer dig så herud, Zelda?" spurgte hun og tog fat i sin guitar og tog den op og begyndte at stryge sine fingre over dens strenge.

Zelda trak på skuldrene. Havde ærligtalt ikke den ringeste anelse om hvorfor hun var gået ud i skoven. "Her er stille.." svarede hun dog alligevel, da det nok var stilheden hun havde søgt hvis hun tænkte sig om.. I hvert fald var bestemt ikke de mange blomster der havde fåe hende der ud.. Bestemt ikke...

"Aha.." sagde hun med et lille smil "Hvad med at komme herhen" sagde hun da Zelda egentlig sad lidt væk fra hende. Rose klappede på pladsen ved siden af sig og smilte nu venligt til Zelda.

Zelda så først betænkelig ud, før hun allligevel rejste sig og gik over ved Rose. Dog holdt hun nok afstand til at Rose ikke ville kunne nå hende. "Hvad laver du selv her ude?" spurgte hun, efter omhyggeligt at have sørget for at hun ikke sad for tæt på nogen blomster.

Rose løftede et øjenbryn da hun så hvor forsigtig Zelda var "Hmm.. Det samme som dig. Nyder stilheden" sagde hun og så ned på sin guitar. Det var vidst det bedste hun kunne komme på uden at give for meget væk. Hun kunne jo ikke sige at det var fordi at vampyre ikke kunne angribe hende derude, hvilket var rart. Det var sjældent at hun kunne sidde i fred uden at skulle tænke på hvem der kunne komme forbi.

Zelda nikkede da det gav god mening i hendes ører. Denne pige virkede ikke nær så mærkelig som hende hun havde mødt på togstationen.. Hvilket jo faktisk var ganske godt.. Bare ærgeligt at Sarah ikke var taget med ud i skoven, så hun kunne se at det ikke var lade her omkring der opførte sig sådan..

Rose så på Zelda og smilte skævt ".. Og nu hvor det jo endelig er blevet forår, vil jeg nyde hvert øjeblik af det. Jeg føler mig mer sikker på disse varme og solskindsdage" sagde hun og nikkede over det hun lige havde sagt og så ned på sin guitar igen.

"Hvorfor?" Zelda tænkte ikke over spørgsmålet, men stilte det bare.. Sådan var det med det meste af hvad Zelda sagde. Hun var ret så spontan i det..

"Jeg ved det ikke.." løj Rose og så på Zelda "Føler du dig ikke oss sikre i solskind og lys end mørket som omringer en om vinteren?" spurgte hun og klemte om sin guitar og gøs ved tanken om den tætte mørke som omringede en. Mørket gjorde Rose panisk og hun gik næsten aldrig ud hvis det var for mørkt. Nu hvor at det endelig var blevet forår kunne hun endelig bevæge sig udenfor uden at være bange. Det var lettende og rart..

Zelda trak på skuldrene. Hendes ynglings tidspunkt på dagen var solnedgang.. Men der ud over var hun sådan set lidt ligeglad med om det var lyst eller mørkt. Så længe det ikke var daggry altså, så var det sådan set ikke vejret, men omgivelserne der optog hende mest.

Rose så på Zelda og sukkede derefter "Tjaah.. Vi har jo hver vores mening om tingene" mumlede hun og strøg nogle fingre gennem sit hår og så derefter frem for sig.

Zelda nikkede, og smilede. Sarah ville uden tvivl have været glad for at møde Rose.. Smilet voksede ved tanken. "Hvor gammel er du Rose?" spurgte hun så, ud af det blå, og så på rose med nysgerrge øjne.

Rose så på Zelda og måtte igen lyve lidt "15" sagde hun og var jo selføli ældre end de 15 år. Det var blot hendes krop som lignede en femten årigs, men hendes sjæl var ældre end de fleste væsners i nærheden. Og det gjorde hende derfor oss meget klog på tingene og man kunne egentlig oss godt mærke en visdom ved hende "Hvor gammel er du, Zelda?" spurgte hun og sendte hende et venligt og varmt smil.