Sang i skoven

"Sytten." svarede hun, og smilede endnu engang. Zelda var glad for sin alder, på samme måde som en fem-årig var det, men lod sig ikke mærke ved det, da det i hendes forvrængede verden var ganske normalt..

Hun nikkede en enkelt gang og så tilbage på Zelda "Du virker forsigtig, Zelda. Du har ungået visse ting mens vi har talt. Fortæl mig... Hvad nager dig?" spurgte hun høfligt og smilte opmuntrende til hende.

Zelda så i det samme komplet forvirret ud. "Hva... Hvad har jeg undgået?" spurgte hun uforstående, og så undrende på Rose. Der var selvfølgelig blomsterne, men det var jo også logisk at hun undgik dem.. Zelda var ikke typen der tænkte meget over at folk ikke vidste noget om hende med mindre hun selv fortalte det, og alligevel blev hun bange hvis de så vidste noget hun ikke havde fortalt..

"Du har undgået blomsterne.. Eller.. Du ser ikke ligefrem glad ud ved dem..." sagde hun og plukkede en blomst og så ned på dens blade og så derefter tilbage på Zelda "Fortæl mig hvad der er galt.. Du skal se, at jeg er en udemærket person at fortælle hemmeligheder til" Rose snakkede med en fuldstændig rolig stemme.

"Nå det.." Zelda så ned, og kørte en hånd om i nakken. "Jo altså.. Jeg.. Jeg er anthrofob.." forklarede hun, og så ikke ligefrem ud til at være stolt over det.. Hvem ville også være stolt over at være bange for en blomst?..

"Bange for blomster, eh?" sagde hun og smilte svagt over tanken, men rømmede derefter og så nu alvorlig ud "Så er det jo ret forståeligt at du er sådan her når denne skov vrimler med blomster" sagde hun og så på Zelda og smilte forstående.

Misfornøjet skar Zelda ansigt, og så lettere fornærmet på Rose. Mumlede noget der kunne lyde som 'Havde ikke tænkt på det', eller 'Bland dig uden om' eller noget i den stil. Egentlig havde hun jo ikke tænkt over at der ville være blomster på denne årstid.. Det var endnu en grund til at hun bedst kunne lide vinter; Der var ikke så mange blomster over det hele..

"Undskyld" sagde Rose og så på Zelda "Det var ikke min intention at fornærme dig" hun smilte svagt og så derefter på den blomst hun plukkede "Jeg kan forstå at det kan være svært.. At have sådan en fobi" hun så tilbage på Zelda og smilte nu venligt.

Zelda nikkede svagt, og det fornærmede forsvandt fra hendes ansigt. Hun så lidt på blomsten i Rose's hænder, men vendte så blikket mod hendes ansigt i stedet.

Hun smilte stadig og lagde blomsten ved siden af sig "Det kan være svært, når man er bange for ting" mumlede hun og så lidt op på himlen.

Et svagt ironisk smil gled over Zeldas ansigt. "Det kan det." nikkede hun, og så ldt ned på sine hænder, stadig smilende. Hun vidste alt om hvordan det var at være bange. - Ikke bare for blomster, men også for så meget andet..

Der var lidt stilhed mellem dem, men så lod Rose sit blik gå tilbage til Zelda "Er der andre ting, du er bange for?" spurgte hun og smilte venligt.

Zelda så op igen. Det var dog et irriterende spøgsmål!.. Hun var jo bange for mere end hun overhovedet gad nævne! Hun nikkede svagt og så ned igen. Blev faktisk irriteret på Rose. Hvad var dog det for noget at spørge om...

Rose kunne næsten mærke den irritation som strømmede fra Zelda, og hun skiftede hurtigt samtale emne "Jeg elsker solen.. Det er rart at mærke dens varme stråler" sagde hun og så op på den lyseblå himmel og smilte muntert.

Zelda løftede hovedet, og blev komplet forvirret af det pludselige emne skift. "Øh.." sagde hun kort, og glippede med øjnene som om hun lige skulle forstå hvad der var blevet sagt. Så smilede hun og nikkede. "Og den er smuk når den går ned.." tilføjede hun, og fik et lettere drømmende udtryk i ansigtet.

Hun nikkede af det Zelda sagde "Ja.. Det er utrolig flot, den måde strålerne rammer på og hvordan skyerne ser ud" sagde hun og smilte og var glad for at de var kommet hen på noget mere behageligt.

Zelda nikkede igen. Hun havde altid været glad for solnedgang.. Det var en af de få ting hun rent faktisk kunne huske fra de første fire år af hendes liv. Altid havde solnedgang været det bedste hun vidste..

Hun smilte muntert og strøg nogle fingre gennem sit hår "Man kan tage sår'n nogle gode billeder af solnedgangen" mumlede hun og elskede at tage billeder ved solnedgangen.

"Kan man?" Zelda lød som om det var helt nyt for hende. Ikke om hun nogen sinde havde tænkt på at fængsle en sols forsvinden fra hmlen i et fotografi. Hun tænkte kort, og nikkede så. Noget der var så smukt måtte man vel kunne tage gode blleder af, det gav mening. "Det kan man vel.." sagde hun så, og nikkede svagt til ordene.

Rose nikkede og så på Zelda "Ja.. Men det er sjældent at jeg ser en flot solnedgang.. En som man vil have printet ind på et billede så man kan se på det hver dag" mumlede hun og kløede sig lidt tænkende på kinden.

Zelda nikkede svagt, og pillede ved et græsstrå, som om det var meget vigtigt. "Sarah ville kunne lide dg." udbrød hun så med et smil, og så op på Roses ansigt.

Rose så lidt på Zelda og lagde hovedet let på skrå "Hvem er denne Sarah? Er det en god ting at hun ville have kunnet lide mig?" spurgte hun og smilte venligt.

"Sarah er min søster." svarede Zelda med et smil, og nikkede til det andet spørgsmål. Der var nok mange der ville sætte spørgsmålstegn ved Sarah.. Specielt fordi at Zelda var den eneste der kunne se hende.. Hun havde dog levet engang.. Zelda nægtede bare at acceptere søsterens død, og opførte sig som om hun stadg levede..

"En søster?" sagde hun nysgerrigt og smilte muntert til Zelda.