Hvor er her dejligt...

Dato : 23 Marts
Årstid : Forår
Dag : Tirsdag
Vejr : solen skinner, lidt rolig vind.
Sted : Midt i den fredsfyldte skov
Tid : midt på dagen
Omgivelser : Masser af smukke træer og blomster, selv om vinteren kun lige er rigtig slut, er mange planter begyndt at blomstre eller komme op af jorden.
Der ligger dog stadig et tæppe af efterårs blade på jorden.

Thrandil gik på en af stierne i skoven.
Forår var hans ynglings årstid, hvor alt springer frem og blomstre...Eller næsten alt.
Foråret var en ny start på året, for ham, hvor alt og alle er glade for at solen er tilbage og hvor alt bliver smukt.
Derfor, selv om han altid går ture, men specielt derfor gik han gennem skoven idag.
Han nød følsen af den stadig kølige vind, af blomster der skulle til at springe ud og endnu bedre! solen der skinnede ned gennem bladene.
Fuglene sang lystigt, de skulle jo til at bygge reder.

Rachel var faret vild det skete ret tit da hendes sted sans virkelig var dårlig. "hvorfor mig" sagde hun til sig selv og sukkede. Hun kiggede rundt og så blomsterne allerede var ved at springe ud det gjorde hende glad for det var tegn på at den lange kolde vinter var over, Ray (Rachel) kiggede op i himlen og så på to fugle der fløj fordi det gjorde Ray lidt jaloux hun kunne ikke flyve i mere end 4 min. efter en bil ulykke

Thrandil bemærkede pludselig en anden lyd foran sig, af tunge skridt.
Han gik lidt hurtigere for at se hvem det var.
Da han var kommet omkring det næste hjørne så han hende.
Han begyndte at gå et par metre bag hende mens han studerede hende med øjnene.

Ray havde hendes vinger fremme den begge vinger var hvide men med sorte fjer for neden af vingerne hun vente sig om og så en dreng og så hurtigt det var en elver og blev lidt mere tryk hun smilte "hej" sagde hun venligt hvad skulle hun ellers sige?

Han stoppede op
"Hej" svarede han og så fortsat på hende med sine klare, skarpe øjne.

Ray smilte "hvad laver du her ude?" spurte hun

"Hvad skulle jeg ellers? Jeg høre til i skoven, byer er sjove, ja, men kedelige i længden" smilte han og lagde hoved en anelse på skrå mens han så på hende.
"Hvad med dig?"

"jeg umm anhem *hostede* er faret vild" sagde Ray og tænkte han nok bare ville grine af hende, Ray var ikke stolt over hendes stedsans

Han smilte, men det gjorde han også før, han grinte ikke, det lå ham fjernt at at grine af andre.
"Det er også en stor skov" sagde han, han studerede hende en ekstra gang
"Jeg kan godt vise dig ud" sagde han så