Gågaden..

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : MAndag
Vejr : Overskyet
Sted : Gågaden
Tid : Ca. 23.30
Omgivelser : Butikker og diverse bygninger

Lucys bare fødder kunne ikke høres i natten. Hun var klædt i en enkel hvd sommer kjole, og hendes øjne var som sædvanligt skjult af et stykke sort stof. Lucy var meget drevet af sine vaner, og så ingen grund til at ændre på dem.. Men nu var hun jo også meget gammel, og havde tillagt sig vanerne over mange år..

Rachel kom gående med hendes engle vinger fremme hun havde ikke nok energi til at trække dem tilbage
hendes ene vinge var brækket og hang bare løst hun bløde dog ikke meget men lugten af blod omkring hende
var der dog hun kiggede rundt og fandt en bænk hun satte sig ned og begyndte at pleje hendes vinge da hun så
en skikkelse af en lille pige "er du faret vild?" spurte Ray (Rachel) og smilte venligt

Lucy åbnede svagt munden da duften af engleblod slog hende i møde. Hun lukkede den dog igen da englen snakkede, og smilede blot til hende. "Nej det er jeg ikke miss." svarede hun roligt, og gik med lette skridt tættere på den bænk hvor englen sad.

Ray kiggede på pigen og smilte dog følte hun noget mærkeligt omkring pigen hun var ikke
menneske kunne Ray mærke men hun var ikke bange "du burte ikke være så sent ude du kunne
let blive dræbt eller let og let du kunne blive dræbt" sagde Ray og studerede pigen "jeg hedder Rachel men
folk kalder mig Ray og du er?" spurte hun og smilte stadig venligt og imødekommene

Lucys klare barnelatter lød i natten ved den kommentar. "Jeg bliver ikke så let dræbt miss Rachel." svarede hun så, og satte sig op på bænken. "Jeg er Lucy" præsenterede hun så sig selv, og måtte faktisk anstrenge sig for at holde sig tilbage. Det kunne dog ikke ses på hendes ansigt, der stadig var prydet af et barnligt smil.

"du er... ikke menneske vel? for de ville være ret så overrasket vis de så en pige med
vinger" sagde Ray og smilte

"For det første miss; Nej jeg er ikke menneske. For det andet; Jeg er blind. Jeg ser ingenting." svarede Lucy roligt, og lod smilet vokse en smule så spidserne af de skarbe tænder blottedes.

"undskyld jeg mente ikke at sige noget dumt jeg viste ikke du var blind" sagde
Ray med en lidt trist stemme hendes venstre øje er næsten blindt så hun ved hvordan det
er nogne acceptere det dog andre gør ikke "du er en vampyr" sagde ray efter at ha set tænderne
hun virkede ikke bange men heller ikke overmodig ray var vel nok en der bare accepterede tingene
som det var

Lucy nikkede lidt. "Og det har jeg været i meget lang tid." sagde hun, og lagde hovedet svagt på skrå. "De dufter utroligt meget af blod." gjorde hun så Rachel opmærksom på.

Ray kiggede på hendes vinge og smilte så selvom Lucy ikke ville kunne se det
"min vinge er brækket og jeg har nogne sorg, ikke dybe sorg derfor lugter jeg af blod jeg kom
op og slås med en demon og en vampyr det er svært når der er to men jeg vandt tilsidst " sagde Ray med en
stolt tone

Lucy lagde let hovedet på skrå, og sagde ikke noget. Hun nød bare lugten af blodet, og overvejede hvorvidt hun skulle angribe, eller lade englen gå..

"er du sulten ? " spurte Ray og ville gerne gi noget blod til hende vis
hun havde brug for det

Lucy lo ved det spørgsmål. "Kæreste lille engel, jeg er umættelig." svarede hun stadig leende, og rettede sig en smule op.

"alle bliver mætte på et tidspunkt " sagde Ray "men selvom du er umættelig ved du vel hvornår du skal stoppe?" spurte Ray "hmm hvor langtid har du været Vampyr?"

Lucy nkkede svagt. "Jeg har i mine 3599 år som vampyr endnu ikke dræbt et væsen." Lucy rankede sig stolt da hun sagde det, da det faktisk var lidt af en præstaion at blve så gammel.

"EHHH du er ældre end jeg er " sagde ray meget overrasket kunne man høre "men det er utroligt du ikke har dræbt en indnu" sagde Ray

"Det ville være spild af både godt selvskab og blod at dræbe et væsen." sagde Lucy, og smilede fortsat.

"det er rigtig nok" sagde Ray "hvad laver du enlighed ude? bor du i nærheden?" spurte Ray

"Jeg bor hvor jeg har lyst til at bo.. Hvad jeg laver?.. Egentlig ledte jeg efter nogen at lege med.." Et kryptisk smil gled over Lucys milde barneansigt, da hun sagde da sidste.

"bor hvor du har lyst til at bo?" gentog Ray med en spørgene stemme

"Ja.. Det vil sige, faktisk bor jeg hos Djonn, men det er ikke altid jeg når at komme tilbage før solen står op." Forklarede Lucy roligt, og smilede barnligt endnu.

"når" sagde Ray med en forståene stemme hun kende ikke Djonn men det var vel også ligemeget Ray havde boede på gaden siden hun var 8 år det var hårdt men hun var vand til det nu

Lucy lagde hovedet på skrå, og lyttede lidt til englen. Diskuterede frem og tilbage med sg selv..

"du er heldig at du har et sted at bo jeg bor på gaden" sagde Ray

Lucy rystede smilende på hovedet. "Jeg holder meget af gaden. Der er alt hvad man har brug for." sagde hun, og smilede stort.