Fik det jeg kom for...Hvad nu?

Tid: 22:45
Dato: Irl
Vejr: småkoldt, vindstille, støvregn og mørkt
Omgivelser: fulde mennesker, et par vampyre og dæmoner

Nick sad for sig selv i et mørkt hjørne med en menneske pige i armene...Eller, rettere sagt, en død menneskepige, da hun havde været så dum at lade sig charmere af Nick. Dermed havde hun opnået døden som dæmonens aftensmad og med et let kys på hendes blege kind lagde Nick hende fra sig på stolen ved siden af, og gik derefter lidt væk og stoppede op ved en stolpe så han stadig stod i mørke og ikke kunne ses af nogen, kun hvis man så ordentligt efter. Nick betragtede de mange fulde mennesker der 'dansede' og slikkede sig en enkelt gang om munden så blodet kom væk fra hans læber.

Jake kom ind på The Reegie Club, musikken dunkede som altid løs i højtalerne der fik de fulde mennesker til at svaje i nogenlunde takt med musikken, han så sig rundt efter nogle intressante personer, her var flere vampyre og dæmoner men de så alle ud til være fulde idioter, jake stoppede op da en duft nåede ham, selvom her lugtede af alcohol og sved trængte denne duft stadig igennem, det var en duft han huskede fra en fjern fortid der på en gang virkede langt væk og dog stadig så tæt på, han huskede præcis hvem der ejede denne lugt og billedet af en lille 3 årig dæmon trængte frem i hans erindring, Jake opsporede hurtigt duften til en dreng i den anden ende af lokalet.

Nicks blik fandt hurtigt frem til døren da den forholdsvis lydløst gik op, men han kunne ikke se hvem der var kommet ind, pga alle menneskerne der stod i vejen og skyggede for vedkommende. Det var dog også rimlig ligemeget, hvem der lige var ankommet da det sikkert bare var endnu en festglad idiot. Han sniffede let til den tunge luft der fyldte lokalet, og med det samme opfangede han en sær duft som virkede anderledes end alle de andres. Den var..genkendelig, men Nick kunne ikke beskrive hvad det var for noget, og hvor han så end skulle kende den fra.

Jake smilte da han fik øje på drengen, selvom han var vokset meget kunne han stadig genkende ham, nok mest på grund af hans lugt, Jake var sikker på at drengen ikke kunne genkende ham men det var da et forsøg værd, han brugte sin evne og satte tiden i stå, musikken og lyset stoppede, menneskene sroppede, den eneste der stadig bevægede sig var Jake der med rolige skridt gik om bag ved den anden dæmondreng og satte tiden i gang,musikken begyndte igen og folk dansede videre som om intet var hen, men det var der vel heller ikke "lang tid siden [i]Nick" sagde han så stadig lige bag ham.

Nick bemærkede intet da tiden blev stoppet af den ene dæmon, og stod derfor stadig bag stolpen da tiden blev sat igang igen. Hans blik gled roligt ud til siden da han hørte den fremmede stemme bag sig, men han vendte sig ikke "hvorfra kender du mit navn?" spurgte han stille og så stadig ud til siden selvom han ikke kunne se dæmonen. Han undrede sig en smule over det, selvom det jo bare kunne være en af hans gamle kunder som han selv ikke kunne genkende.

Jake blev ikke overrasket over hans reaktion, han gik med afslappede skridt op foran ham igen, han fakede et trist ansigtsudtryk "Jamen dog" begyndte han mens han kørte en hånd op og fjernede noget hår fra ansigtet stadig med et sorgmodigt ansigt "Kan du ikke huske mig?" spurgte han med en trist stemme der dog ikke machede hans ansigt som var gledet over i et hånligt smil, Jake tænkte tilbage på det billede han havde af den lille 3 årige dæmon, med et sødt smil, der var ved at tage sine første skridt og samlignede med drengen foran sig, der mest af alt lignede en der træt af livet, men Jake mente ikke at med den korte tid nick havde levet at han kunne være træt af livet, han selv havde levet i 408 år og nød stadig livet mere eller mindre.

Nick lukkede øjnene da han hørte den fremmede bevæge sig, og holdt dem stadig lukkede mens dæmonen talte til ham "det kommer an på hvem du er" svarede han blot og åbnede de natsorte øjne med sølvstrejfende som var blev tydeligere pga hans skjulte nysgerrighed. De lyste nærmest så man næsten ikke kunne undgå at lægge mærke til dem. Han studerede hans ansigt som faktisk mindede ham om noget men han kunne ikke finde frem til hvad det var, og ligenu havde han det som den nat han var blevet genforenet med Sean igen. Der havde han heller ikke kunne genkende ham på trods af det forhold de havde haft, hvilket havde gjort ham flov...

Jake havde stadig sit hånlige smil på, han nød at forvirre den unge dæmon som tydeligvis ikke havde nogen ide om hvem han var.
Jake stillede sig op ad væggen med krydsede arme, han lukkede øjnene og fik et neutralt ansigt på igen "fortæl mig Nick" begyndte han stadig i den samme position "Hvordan har Sean det?" afsluttede han i et spørgsmål mens han rettede blikket op mod nick, han kunne mindes at have fået fortalt at Nick og Seans forældre var døde, hvilket ikke rørte ham det mindste eftersom han altid havde hadet deres svage forældre som han havde besøgt et par gange når han havde måtte gemme sig for politiet.

Nick hævede et øjenbryn da han ignorerede hans spørgsmål og havde ikke tænkt sig at fortælle noget om Sean før han vidste om det var sikkert. "Hvis du giver mig svar på mit spørgsmål, gør jeg ligeså med dit" sagde han og kunne igen mærke sølvstrejfende blive tydeligere og lyse men han gjorde dog ikke noget ved det da han vidste at der ikke var noget han kunne gøre for at dæmpe det. Han gav den fremmede dæmon elevator blikket *hvad er du ude på?* tænkte han mistænksomt og lagde hovedet let på skrå mens han betragtede ham.

Jake rettede sig op og bevægede sig langsomt rundt om Nick, at dømme efter hans lugt var han blevet en rimelig stærk dæmon, han begyndte at smile igen stadig overlegent "Jamen kære fætter" be gyndte han, og stoppede op "Det er jo mig, Jake" afsluttede han og kiggede hen på Nicks sølvgrå øjne der synes at blive stærkere.

//sorry det blev lidt kort :P//

Nick lukkede igen øjnene da dæmonen gik rundt om ham "det forklarer en del" sagde han stille og viste ikke sin overraskelse over at denne Jake var i familie med ham. Han havde ikke set ham, ikke kendt ham, ikke snakket med ham før nu, og derfor undrede det ham lidt at Jake kendte ham, men der kunne jo være mange forklaringer på det. "Hvorfor opsøger du mig?" spurgte han og så på ham med et ulæseligt ansigtsudtryk og tænkte det hele igennem.

//it's okay...//

Jake stoppede op og grinede lidt af hans komentar, at de havde mødtes havde været en ren tilfældighed, han ønskede lidt at det var Sean han havde støt på, de kunne helt klart have haft en god snak men der var ikke så meget man kunne snakke om med en person man aldrig havde haft anden samtale med end små boblelyde "At jeg støtte ind i dig her, var en ren tilfældighed" besvarede han spørgsmålet i en lettere kold tone, han lod blikket glide hen på Nick igen og han studerede ham lidt "Du er blevet stor siden jeg så dig sidst" sagde han så mens han lukkede øjnene.

Sølvstrejfende i Nicks øjne begyndte langsomt af falme lidt efterhånden som hans nysgerrighed dalede og han følte sig bedre tilpas "hvornår så du mig sidst?" spurgte han stille og betragtede Jake mens han studerede ham. Det var mærkeligt at tænke på at dette var hans fætter, og han havde det slet ikke sådan, men han skulle nok bare vænne sig til det. Det var jo ikke hver dag man mødte nye familiemedlemmer og da slet ikke fra Sinclair slægten da de fleste fra den afdeling enten var blevet myrdet - oftest af deres egne børn - eller havde begået selvmord.

Jake grinede lidt invendigt af Nicks nygerrighed, han prøvede at skjule den men den trængte tydeligt igennem "den dag du tog dine første skridt" svarde han med et nik, han huskede tydeligt smilet på den lille families læber da den lille dæmon havde taget sine første skridt ud i en nådesløs verden, Jake selv havde stået lidt på afstand fra dem men havde tydeligt fornemmet deres lykke da han jo var scuro dæmon, han var faktisk selv blevet lidt lykkelig for første gang siden hans lillesøster døde.

Et lille smil spillede på Nicks læber ved det Jake sagde og han lænede sig tilbage mod stolpen og følte sig ikke i farezonen mere. "Hmm...det må have været en spændende oplevelse" sagde han og smilte svagt igen da han lige kunne forestille sig hvordan det måtte have set ud fra Jakes synspunkt. Han kendte jo godt lidt til sin egen fætter, men kun gennem samtaler med andre bl.a Sean. Han lod hånden køre igennem sit sort/røde hår og rystede kort på hovedet for at få det ned over det ene øje igen.

Jake smilede skævt af at tænke tilbage på det, det havde været et meget særpræget syn, især når han væltede og Sean måtte hjælpe ham op "Du svarede ikke på mit spørgsmål omkring Sean" begyndte han men var egentlig ret ligeglad "men det kan være ligegyldigt, fortæl mig i stedet, har du fundet din evne endnu?" spurgte han nysgerrigt men holdt sin smørede smil, et lysglimt fra discokuglen ramte dem men han tog sig ikke af det.

Nick smilte blot afslappet af hans skæve smil og kunne næsten regne ud hvordan han havde oplevet Nicks første skridt. Smilet spillede stadig på hans læber da Jake kommenterede hans ignorering af spørgsmålet om Sean men lod så smilet falme igen "ja" svarede han blot og havde ikke i sinde at fortælle ham om sin evne, selvom han var hans fætter. Han havde ikke kunne stole på sine egne forældre, så hvorfor skulle han kunne stole på Jake? Den eneste i familien han satte sin lid til var sin storebror..

Jake smilte lidt mere, han havde ikke regnet med at Nick ville uddybe det, men han havde i sinde at finde ud af det, han tænkte tilbage på Nicks mor smerte evne han flere gange havde set på andre og gik ud fra at Nich havde arvet en smule derfra, Jake flyttede sit blik væk fra Nick og kiggede istedet på de dansende "Jeg går ud fra at du ikke ville fortælle mig det vis jeg spurgte" sagde han så med et opgivene ansigtsudtryk.

Nick betragtede hans smil og lagde armene over kors mens han stod lænet op af stolpen "undskyld, men jeg føler ikke jeg kan stole på dig...endnu" sagde han og var ærlig med det han sagde da dette jo var første gang de mødtes rigtigt, og snakkede. Han så lidt hen på det døde menneske han havde brugt som byttedyr her iaften. Ingen havde tilsynladende opdaget hende endnu da hun sad i mørke men Nick tænkte alligevel på at få hende lidt væk så der ikke var nogen der skulle falde over et stinkende lig næste morgen.

Jake fulgte Nick med øjnene over mod den døde pige, han havde bemærket lugten af død da han kom ind og havde også lugtet dig frem til at de var hende, nu gik han ud fra det var nicks værk "skal jeg hjælpe med at få hende ud" spurgte han og nikkede overlegent hen mod pigen, men hans blik var stadig stift rettet mod Nick.

Nick overvejede Jakes tilbud et øjeblik og vidste ærlig talt ikke om han virkelig gad at bruge tid på et simpelt menneske. Eller, hun havde ihvertfald været simpel - det var jo ikke alle mennesker der var sådan. "Ved ærlig talt ikke om jeg gider bruge mere tid på hende" sagde han og skævede til Jake da han så hans stirrende blik.

Jakes smil gled over i et mere ondt et, han var helt enig, han havde tilbudt det for at være flink men der var ingen grund til det, vis Nick var ligeglad "Du har ret" sagde han og vente hovedet ned mens han lukkede øjnene igen "Et byttedyr er ikke kræfterne værd, hun var jo bare et ynkeligt menneske" fortsatte han stadig med øjnene lukkede, hun havde fået lige den død der passede for et menneske, som bytte for noget der var stærkere end hende, sådan fungerede fødekæden nu endgang.

Nick smilede lidt af sin fætters dæmoniske holdning til mennesker som der faktisk var ret mange der havde, enten pga dårlige oplevelser med dem, eller fordi man synes de var svage - hvilket de jo også var. Nick havde dog intet imod at have menneske venner da han altid var rimlig ligeglad med racen og kønnet på sine nærmeste, men hvis han var sulten og trængte til blod, var han også rimlig ligeglad med hvem det gik ud over. "Mennesker er ikke altid byttedyr" sagde han med et lusket smil der alsolut ikke machede det forsvars argument han lige havde givet til fordel for den menneskelige race.

Jake kunne ikke lade være med at grine en smule ondt af sin fætters holdning, var han vokset og blevet så blødsøden? for Jake betød racen intet udover vis de var mennesker, han ville væde med at han selv var den mest menneske hadene dæmon der levede og det var ikke sjællent at han mødte folk med samme holdning som Nick, ja lige her den anden dag havde en tæsket en englepige der havde redet hans byttedyr, da Jake var scuro dæmon behøvede han ikke at slå folk ihjel for at leve, han gjorde det simpelt fordi han elskede at se dem lide "Du er for blødsøden... for svag" svarede han han mens han slog blikket op mod Nick igen med et hånligt udtryk i ansigtet.

Nick lagde blidt hovedet på skrå og betragtede Jake i stilhed mens han grinte af det han havde sagt. Nej, Nick var ikke bødsøden og det ville han aldrig være, ikke så længe han var dæmon ihvertfald *tak for de smukke ord kære fætter* et lille uskyldig smil krysede hans læber og et hyggeligt og barnligt udtryk fandt de sorte dæmon øjne "og du er fordomsfuld" gav han igen i en rolig og afslappet tone. Det hånlige ansigtsudtryk som Jake bar i øjeblikket, var Nick ret ligeglad med og synes egentlig bare det var sjovt at Jake kunne være så 'bitchy' overfor sin egen fætter. Han var sq da værre end en teenage tøs med menstruation!