Matthew var - trods den manglende befolkning - gået sig en tur, og var derfor endt i Deepshell. Det lå et stykke væk fra hans bedsteforældres lejlighed i Wereclare, men det gik nok. Han var jo ikke specielt doven, og han havde jo godt af motionen, lige meget hvilken størrelse han havde. Hans hænder var - som altid - placeret i hans lomme, mens han roligt begik sig på den tomme gade. Han løftede blikket, og fik øje på en pige længere fremme, og en svagt smil spillede på hans læber. Et menneske, på denne døde dag.