Kjolen.

Dag: Fredag.
Dato: 9. april
Tid: 23:00
vejr: Små tåget, Ingen regn og ingen blæst.
Omgivelser: Ingen mennesker.
Påklædning: kjolen

Talia gik ned gennem gaden med sin ny designet kjole, han var lige blevet færdig med den og ville vise den frem, men havde endnu ikke fundet nogen personer der gad høre på ham, han sukkede dybt og så op på den mørke himmel med sine kuldsorte øjne. Han tog sig ikke af tågen da det var til at se på grund af gadelygterne, han lod sig dumpe ned på en bænk under en lygtepæl og så ned af sig selv, hun havde brugt flere uger på kjolen og var selv stolt af den.

Eugene var ude på sin sædvanlige natlige gåtur. Han kiggede op mod himlen, og kunne svagt ænse månen igennem tågen. han sank hovedet ned og var lige ved at gå ind i en lygtepæl men undvigede. Han var ikke helt på toppen, havde ikke spist i 2 dage *aargh hvorfor er der ingen mennesker* en lugt og skikkelse, ikke langt fra hvor han selv var, fik ham til at glemme han sult, og erstatte den med nysgerrighed, hvorfor sad der en dæmon alene på sådan en aften. Eugene gik mod dæmonen. en dæmon i en lang sort kjole *hvem går i sådan noget prangene tøj nu til dags* nu var han helt henne ved dæmonen og brød isen med et spørgsmål "Hvad laver du alene på så'n en aften" han tog dæmonens hånd og kyssede den let som han nu gjorde ved alle kvinder af vane

Talia så op på ham og så ned på sin hånd som han kyssede " Jeg ville vise min ny designet kjole frem .. " sagde han og smilede til ham, han rejste sig og snurede en gang rundt "Hvad synes du?" spurgte han så og lød meget stolt, da han elskede alt det han lavede og havde brugt lang tid på den. Han lod hånden glide lidt ned af stoffet på kjolen og så smilende på ham.

//sorry det blev lidt kort X__X//

Eugene, en smule overrasket af dæmonens åbenhed, hvor han normalt mødte generthed, han smilede, betragtede ham som han drejede rundt og sagde "det er en meget unik kjole, det ligner ikke noget man kan købe her omkring" hans blik gled op mod ansigtet, Eugene så hans smil. han kunne ikke modstå ham og strøg ham over den ene kind, først bagefter gik det op for ham hvad han lige havde gjordt, det var i hans natur og han fortrød det næppe.