Træernes hvisken

Zoey stod ved roden af det store træ, fødderne spredt og hendes katana i hænderne. Hendes vejrtrækning var rolig og kontrolleret og hendes sanser skarpe. Hun ventede til et blad løsrev sig fra træet og dalede ned mod hende. I en glidende bevægelse skar hun bladet over. Hun elskede at træne i skoven. Aflukket fra byens travle larm og trafik, kun lyden af fuglefløjt og træerne der hviskede til hinanden når vinden skiftede. Zoey var lige flyttet hertil. Hendes gamle værge var død af alderdom og hun havde ingen lyst til at blive boende alene i huset og blive hjemsøgt af gamle minder.

Emi (Emily) kom slæntrende hen af skoven. Hendes ene vinge var brækket, óg bløde meget. Forskælden på hende og andre engle var at, Emi havde sorte vinger. Hun var blevet overfaldet af en vampyr, men slap væk. Hun kom til et stort træ hvor hun så en pige med en katakana

Zoey der var fordybet i hendes træning bemærkede ikke englen før hun vendte sig om for at splite endnu et blad i to. Hun stivnede forskrækket og bladet slap helskindet væk. Hun rettede sværdet mod englen. "Hvem er du?" spurgte hun med klar stemme. Det første hun lagde mærke til var de udsædvanlige sorte vinger som sprang ud af ryggen på pigen. Det andet var at hendes ene vinge hang i en underlig vinkel - tydeligvis brækket. "Hvad er der sket med dig?" spurgte hun efter et stykke tid, men sænkede ikke sværdet for en sikkerheds skyld.

Emi tøvede lidt med at svare "Emily... Emily loveless Phantomhive" sagde Emi dog med en lidt lav stemme siden Emi følte sig truet "jeg blev angrebet af en vampyr" sagde Emi dog lidft højere og tydliger "hvem er du?"

Zoey tøvede et øjeblik men sænkede så sværdet, hun stolede på hendes instinkter og intet virkede truende ved situationen. "Zoey, Zoey Olivia Callum." Vampyrer var nogle rigtige sataner hvis de ville det var helt sikkert. "Hvorfor blev du angrebet?" spurgte hun imens hun lod katanaen glide tilbage i hylstret der hvilede på ryggen af hende.

"Zoey " gentog Emi for at kunne huske navnet "det ved jeg ikke jeg var faret vild i skoven og så ja du kan vel gætte sig til resten jeg blev angrebet bagfra jeg tror han gik direkte efter mine vinger så jeg ikke kunne flyve " sagde eller forklarede Emi "men jeg fik dog nået at gi ham et eliktrisk chok ser du min evne er eliktrisitet" sagde hun

*Hmm interessant* "Så hvad, du zappede ham eller sådan noget?" Hun kiggede kalkulerende på den brækkede vinge. "Hvornår vildu være i stand til at flyve igen?" spurgte hun med en bekymret mine. Hun kunne kun forestille sig hvor stor en svaghed det var ikke at kunne flyve som engel. Hun drømte ofte selv om at flyve. At kunne sprede sine vinger og flygte fra alle sine tidligere minder og starte forfra et helt andet sted. Det var det hun havde gjort da hun flyttede hertil ... minus vingerne selvfølgelig.

"min vinge vil nok været helet på en uges tid men ordet flyve.. vil nok ikke ske lige forløbig siden min vinge skal trænes op " sagde Emi "du er ikke et normalt menneske vel?" spurte Emi Zoey virkede ikke som et noramlt menneske de ville være meget overraskede over at se en pige med vinger måske var det en dusørjager?

Zoey smilte lidt af Emilys åbenlysne spørgsmål. Hvis hun havdeværet et almindeligt menneske ville hun enten have løbet skrigende væk eller faldet på knæ i den tro atdet var selveste dødsenglen der var kommet for at tage hendes sjæl. "Dusørjæger" konstaterede hun og pegede på hylstret på ryggen. "Du er da heller ikke så almindelig selv" tilføjede hun med et smil og nikkede mod englens sorte vinger

"min far var en dæmon og min mor var en engel det vil sige jeg er en dødsengel mere eller mindre dog tag jeg ikke andres liv med mindre der ikke er en anden udvej " sagde Emi og satte sig ned. hun tog en lille flaske med noget mælkehvids væske ud fra lommen og begyndte at pleje vingen


//kommer tilbage om 3o min.

*nå, jeg var åbenbart ikke helt ved siden af med dødsenglen* tænkte hun. Hun satte sig med ryggen mod stammen og betragtede Emily der plejede sin sorte vinge. Hun sukkede let og lod blikket glide hen over den lille lysning som de befandt sig i. Vinden tog til og træernes grene svajede og hviskede til hinanden, hun ville ønske hun forstod dem. Zoey var en pige der troede på at planter lige som alt andet levende havde en bevisthed. Det var underholdende at lege med tanken om at træerne vidste at hun befandt sig blandt dem. "Jeg kan godt lide at komme her" sagde hun for at bryde tavsheden. "Vi havde ikke skove der hvor jeg voksede op, men jeg har altid været et naturmenneske"

//Okay;)//

//Smutter lige hjem til min far og henter min comp der har været til reparation, er ikke sikker på hvor lang tid der går:s //

Emi nikkede "jeg elsker også skoven det er der jeg tit er..men der er en ting jeg hader ved skoven stilheden, fugle taler med fugle, træer taler med træer, men ingen taler med mig det er den ting jeg hader ved skoven det for mig til at føle mig alene " sagde Emi med en lidt trist stemme Emi elskede og hadet skoven