Træernes hvisken // Angelie //

Vejr: solen er ved at gå ned og
det er ved at blive en lidt lun
aften. Himlen er rød-orange.
Dato: Juni 6
Kl: 19:00
Omgivelser: Træer, buske, planter,
og en lille bæk der går tværs gennem
skoven.
Tøj: Et par trænings bukser, i grå.
En sort tanktop. og nogle sorte løbesko.


Rasmus løb sig en tur i skoven, da han trængte til
motion.
Vanen med at tage sig en øl om aftenen, havde
sat sig lidt for godt fast. Han nød at løbe inde
i skoven, da det var et dejligt sted at samle tankerne.
Duften af de levende planter gjorde luften frisk og ny.
Rasmus løb med et koncentreret ansigt, og han puls
kørte hurtigt og hårdt.
Hans krop svedte og den rensede ud for alle beskidte
bakterier.
Han løb i sin egen verden, og tænkte på hvad han
havde oplevet siden han flyttede til, som var for nogle
år siden.
Han far som stadig boede på hans gård, hvor han trænede
heste. Dog kunne han det ikke mere, da han var blevet
for gammel.
Men han var en frisk gammel mand. Han reparede tit
sine venners biler selvom hans krop var gammel og
slidt.

Angelie bed sig kort i underlæben, mens hun roligt vandrede igennem skovbunden. Hun havde været ude på en længerevarende mission, men var nu kommet tilbage til byen. Hun vidste dog ikke helt hvad hun skulle syntes om stedet efterhånden.
Skoven havde dog en speciel effekt på hende, og Angelies vejrtrækning blev automatisk roligere, når hun befandt sig i den del. Hun vandrede roligt hen mod et gammel egetræ.. Muligvis det ældste, som befandt sig i denne skov, inden hun studerende lod blikket glide over stammen. "Hej gamle" hviskede hun kærtegnene til træet, inden hun fredfyldt smil gled over hendes læber. Mange dusørjægere var kristne mennesker, som levede under gud, men Angelie var anderledes. Hun troede på moder natur, og at alt var blevet skabt med en mening.
Angelie vendte ryggen til træet, inden hun lod ryggen glide ned langs stammen, så det endte med at hun sad på hug på jorden, og støttede ryggen mod stammen.

Rasmus satte farten hurtigere og hurtigere op.
Han puls og hjerte bankede der ud af.
Det eneste han kunne høre var hans skridt, hjerte og
grenene der knak under ham.
Flere små vinde fløj ind imellem bladene og mellem
stammerne. De kølede hans krop af som arbejde
hårdt.
Han løb ind imellem trænerne og over sten, der
lå på skovstierne.
Da han havde løbet lidt, ser han en kvinde stå ved
et træ.
Han stopper op og prøvede at få vejret roligt, mens
han betragtede hendes bevægelser.
Hun stod ved et træ, og det lignede hun snakkede
med det.
Han grinte lidt for sig selv, men det var på ingen måde
hånligt ment, men bare et grin, der betød det så en smule
mystisk ud.
Et smil drog på hans læber.

Angelie, som stadig kun var et menneske, men stadig med fortrinlige sanser og reflekser, hørte langsomt hvordan jorden knagede under en andens person løben. Eller hun hørte det vel ikke, men mærkede det nærmere i sit indre. Hendes blik var automatisk vendte fremad, efter hun havde slået sig ned under træet i en afslappende stilling, mens hun langsomt lagde armene omkring sine knæ, for at trække benene tæt ind til kroppen.
Der.. Hun så hvordan en skikkelse kom løbende, og hendes ansigt var automatisk lagt i udtryksløse folder. Hun afslørede aldrig sine følelser, og da slet ikke overfor en fremmed meandsling, som denne. Faktisk afslørede hun dem kun helt overfor naturen, men den var trods alt heller ikke i stand til at fortælle andre om hvad hun følte og tænkte.
Hendes hoved gled en anelse på skrå, mens de blågrønne øjne var ufravendt mod personen. Hun var som altid iført en enkelt sort top, og en sort nederdel, med et læderbælte omkring, så hun altid havde noget at sætte sine knive fast i.
Hun sagde intet, mens bemærkede dog smilet, som kom over hans læber. Langsomt hævede hun let det ene øjenbryn i et sigende spørgsmål, om hun kunne hjælpe med noget. Angelie var en kvinde af få ord, og det tog tid før hun havde tænkt sig at tale med andre.. Faktisk vidste hun bedre end nogen anden, at kroppens sprog var langt nemmere at forstå en talens brug.

Rasmus kiggede på kvinden som rejste sig og
skiftede sit afslappede kropssprog til lidt mere i agt.
Smilet gled væk fra han læber og han kiggede med
rynket pande på hende.
Han var i tvivl om hvad han skulle gøre eller sige.
Han begyndte at lånte lidt videre, men havde stadig
blikket rettet mod hende.
Hvad lavede hun her ude?
Hvilken race var hun?
Hvad havde hun i tankerne?
En masse forskellige forundringer fløj rundt i hans
hovede.

Angelie viste på ingen måde fjendtlighed eller sårbarhed overfor denne person. Hun var i stand til at tage vare på sig selv, hvilket der ikke var nogen tvivl om når det kom til stykket. Hun udstrålede dog forsigtighed og mystik, som allerede lå til hendes personlighed i forvejen, mens hun langsomt kom helt op på benene igen. Hun havde trods alt lært for længe siden, at det ikke hjalp at sidde ned, når der var andre i nærheden. Ven eller fjende.
Hvem eller hvad denne person var vidste hun ikke, og alligevel følte hun en sær trang til at finde ud af det, men hun havde dog ikke tænkt sig at spørge åbenlyst om det. Istedet faldt hendes hoved en anelse på skrå, mens hun blik låste sig fast til hans, for at bevare øjenkontakten, da han igen satte sig i bevægelse.
Måske havde han ikke villet hende noget alligevel, og efter hun havde konstateret at han nok ikke var noget væsen, eller en som havde tænkt sig at myrde hende, slappede Angelie automatisk mere af. Hendes højre hånd gled langsomt og fraværende hen over træets stamme, mens hun kæmpede en indre kamp, for ikke at begynde at snakke til træet i en andens påhør. Mange ville mene, at hun var vanvittig, og der var vel ingen grund til at udfordre skæbnen på det punkt.

Rasmus mærkede hendes øjenkontakt op sig.
Hvad var der med hende?
han kunne læse hende. Han var i tvivl om hvor
han havde hende placeret.
Hvad var hun ude på?
Han vidste ikke om han skulle opsøge hendes selskab
eller bare løbe videre, så han stopper ikke særligt
langt fra hvor han begyndte.
Han stilte sig og kiggede på hende.
Han vendte sig om og tog sin hånd i hans lomme.
Han gravede efter en smøg, og da han finder den,
kaster han den i mundvigen og tænder for den.
Egentlig vidste han godt det var dumt at ryge inde
i skoven, men han skulle nok passe på.
Rasmus var den trygge type, han lavede ikke ballade.
Han ville ikke gøre nogle ondt.
Dog kun dem der fortjente det.
Han var et sødt menneske, men eller sukkersødt
som mange andre mennesker har en tildens til at
være.