Forår og glæde.

Dag:Fredag
Omgivelser:Natten og alle de smukek blomster
Dato:irl
Tid:22.22
Vejr:Lunt
Årstid:Forår snart sommer
Udseende:Hvid skjorte, ingen make.up, og nogen cowboybukser (mørke) (se billed)

Ribanalon sad i det nye græs der hvor kommet, det var nu blevet forår og alt så bare så smukt ud.
Hun blukkede en af de nye blomster som var ved at springe ud og duftede til den.
Forår var smukt og fantastisk, og intet kunne måle sig med det ud over efterår som også var så farverig.
Hun grinte lidt og en kriller i maven kom ind i hendes mave.
Hun smilte og var glad virkelig glad ikke som normalt, hvor hun var afholdt og stille.

Artemis stod i udkanten af engen, og betragede let den unge kvinde. Hun var iført en sort t-shirt og et par cowboybukser, og var - endnu en gang - taget ud på en af sine natte færde, uden at have blandet nogen voksne ind i det. De vidste jo godt at hun kom og gik som det passede hende, og hun var udemærket godt klar over at hun ville få ballade når hun kom tilbage, men ærlig talt? Hun var ret ligeglad med hvad de havde at sige til hende. Der var alligevel ikke nogen egentlig straf, jo hun blev låst inde på værelset, men de låste altid dørene ind til sovesalene, så det var jo lige fedt. Hun slap jo altid ud igen. Hun vrikkede let med de bare tæer, og fortsatte ind på engen.

Der var lige så stille kommet en menneskelig duft og aura i luften.
Og Ribanalon kunne tydeligt høre et bankende hjerte som var tæt på hende.
Hun sagde intet da hun hviste at mennesker ville finde det intressant elelr fristende at
gå over til en der sad og nød natten.
Stakkel mennesker med deres alt for fristende følser.

Artemis stoppede op, og så ned i græsset. Hun havde ikke regnet med at der ville være andre, da der så sjællent kom nogen der. Hun satte sig ned i græsset, og samlede en blomst op. Skævede over til kvinden, men sagde ikke noget. Hvad skulle hun også sige? Det var de færreste der gad at tale med at barn midt om natten, hvor hun faktisk burde sove. Det var bare så kedeligt at sove. Jo jo, det var da nødvendigt, men ikke hele tiden altså...

Ribanalon smilede et roligt smil men ikke med åbenmund,
månens lysstråler ville bare få hende tænder til at lyse ude i mørket.
Hun sagde ikke noget men kiggede bare på den lille pige som havde
vandret ud i natten og mørket.

"Hej" hilste Artemis lidt efter, da hun blev træt af stilheden. Hun nuldrede blomsten mellem fingrene, og så på et sted ud for kvindens skulder. "Jeg hedder Artemis." præsentede hun sig selv, med samme høflighed, som havde det været ved at af Fars finere besøg.

Ribanalon kiggede lige så stille frem for sig og sagde derefter, "Godaften...eller rettere god nat"
sagde hun og smilte ud i intetheden.
Hun kiggede lidt på de lange negle som havde en flot bue og kiggede så igen på mennesket.
"Kald mig Rinna" sagde hun da hun helst ikke nød at mennesker kendte hendes ægte navn.