endelig forår

Dato :19/4
Årstid : forår
Dag : mandag
Vejr : lidt overskyet, men solen skinner
Sted : midt i den lykkelige eng
Tid : aften
Omgivelser : en masse nye planter der er på vej op af jorden, fugle der flyver rundt.

Thrándil stod ude midt i engen med lukkede øjne.
Han nød den sidste varme solen trods alt havde givet, samt fuglenes kvidren.
Forår, den bedste årstid vis man spurgte ham.

Et par bare små fødder bevægede sig roligt ud på engen. Det var Madelaine som havde gået sig en lille tur som hun normalt plejede. Hun havde godt duftet at der var en elver ude på engen, men på grund af at hun var blind, så kunne hun jo ikke se ham, hun bevægede sig lidt rundt og lyttede opmærksomt omkring sig og bed sig lidt i læben samtidig.

hans ørere opfangede en svag lyd et sted bag ham.
Først tænkte han ikke over det, men kom så i tanke om at passe på, man vidste aldrig hvilke væsen der gik rundt omkring.
"Halløj?" prøvede han, stadig stående med lukkede øjnene

Madelaine stivnede kort, da hun hørte nogen sige noget og vendte ansigtet de forskellige veje, da hun ikke rigtig kunne finde ud af hvor stemmen kom fra. Hun drejede lidt rundt på hælen og mærkede efter i jorden, hvor elveren kunne befinde sig, men fordi han stod stille, så kunne hun ikke mærke ham og det gjorde hende rimelig frusteret. "Ja..??" sagde hun bare roligt ud i luften og bed sig i læben.

Der var noget i stemmen.
Men stemmen var ukendt.
"Skulle bare være sikker på om her var nogen" han åbnede øjnene igen og vente sig langsomt om og så på hende
"Hvem er du så og har jeg nogen grund til at frygte dig?" hans kloge øjne så skarpt på hende

Madelaine fandt ud af hvor han elveren var, da han bevægede sig og hun fandt ud af at hun faktisk stod med ryggen til ham. Så da hun vendte sig, så drejede hun også roligt om på hælen med ansigtet imod ham. Hun kløede sig kort på øjenbindet og tænkte lidt, " jeg kunne sagtens spørge dig om det samme" sagde hun roligt og satte sig derefter ned på hug og pillede ved en af blomsterne.

"Jeg er bare en ganske almindelig elver, altså en fredlig" sagde han
"Du skal du besvare mit spørgsmål"

Madelaine lagde hovedet lidt på skrå og pillede kort ved en tot hår som sad foran hendes ansigt.
"Du har kun en grund til at frygte mig... hvis du provokere mig, ellers er jeg ligeså fredelig som dig" svarede hun roligt.

"Jeg er et fredligt væsen, det ligger mig fjernt at provokere nogen, men hvem er du?" en lille brise bølgede hans hår.
Som han stod der var han flot og så stolt og klog ud.
Men hun kunne jo ikke se

Madelaine rejste sig op og gik få skridt tættere på ham, men ikke meget, for hun passede stadig lidt på, selvom hun viste at en elver ikke kunne gøre særlig meget. "Hmm... ja det hører man jo, i elvere er meget fredelig med vold og krig angår" svarede hun og smilte svagt, " jeg er Madelaine, og hvem er du?" tilføjede hun lidt efter og folede sine hænder langsomt foran sig.

Han så lidt på hende
"Måske jeg vil svare dig nå du svare mig.
Jeg er ikke ude efter dit navn, navne bruger man bare for at kende folk fra hinanden, men hvad er du? Ond eller god? Demon måske? eller hvad?" han havde studeret hendes ansigt længe og havde fundet mange racer hun ikke kunne være

For første gang i lang tid, gik Madelaine faktisk hen og blev lidt irriteret på ham, men viste det ikke særlig tydeligt. Istedet lagde hun bare armene over kors og lænede sig på sit ene ben, " jeg er en god dæmon... men nogle gange kan jeg sagtens være led" svarede hun roligt og løftede det ene øjenbryn. Det var første gang i lang tid, at hun havde mødt en elver, så det var måske også derfor at hun lige skulle vænne sig til at de var ret forsigtige.

"Godt så" nikkede han og smilte
"Jeg er Thrándil" sagde han så, som svar på hendes tidligere spørgsmål.
Hans stemme var blidt og venlig, som altid.
Han havde aldrig mødt en demon før.

Madelaine rettede sig op igen, da hun hørte hans navn og hans blide og venlige tone.
Først blev hun lidt overrasket, men lod sine arme glide ned på siden igen og nikkede lidt til det han sagde, " okay... hyggeligt at træffe dig Thrándil" sagde hun og sendte ham et blidt smil.

"Har jeg ret i du er blind?" spurgte han venligt mens han endnu engang studerede hende udseende.
Imens han spurgte satte han sig tilrette på en sten som var lige ved siden af ham.

Madelaine bed sig først tænkende i læben, men nikkede så derefter lidt til det han sagde.
Men ellers formede der sig et svagt smil på hendes læber, " ja.. det er jeg" sagde hun stille og nikkede lidt igen med hovedet.

Han nikkede igen.
"Hvad laver du så her? Bare ude og trække lidt frisk luft?" aldrig ændrede hans stemme sig, den var lige blød og venlig.

Madelaine gik hen til ham og satte sig ned i græsset foran ham, hun trak kort på en ene skulder og smilte svagt til ham, " ja.. jeg trængte til at strakke benene lidt, det er kedeligt at sidde derhjemme og glo.. hvad med dig?" spurgte hun nysgerrigt og lagde hovedet på skrå

Han så på på himlen med et smil.
"Forår er en dejlig tid, alt bliver levende efter en mere eller mindre død vinter, planter spire, blade springer ud, fuglene bygger rede...sådan en tid kan jeg ikke bruge på at sidde derhjemme, jeg må ud og nyde det" var hans lange svar.