Rice and Shine.. (Adam)

Dag: Fredag
Dato: IRL
Tid: 13.30
Sted: Silent River
Omgivelser: Ingen
Vejr: Lunt, men vejret skifter lidt
Årstid: Forår

Et svagt suk kom fra et par små læber som ikke hvad noget andet at sige lige nu. Madelaines arme var tæt omkring sine ben, som hun havde trukket op til kroppen og havde vendt kroppen ud mod vandet, men hendes ansigtet var ikke rettet imod vandet, det var mere rettet ud imod luften. Det var vindstille, men alligevel havde hun det som om at vinden var der et eller andet sted, for hun mærkede nogle gange et koldt gys ned af ryggen som om noget pustede hende i ryggen, men hun kunne hverken dufte eller mærke nogle i nærheden, så hun tænkte jo at det nok var vinden, selvom den ikke var der. Hun havde for en gang skyld bare fødder, men ellers havde hun bukser og bluse på som hun plejede, hun var ikke i humør til at gå i kjole lige idag. Men hun var sikker på at det bare var den tid på måneden, hvor de fleste piger kom ned i en nedtur, men hun rystede bare på hovedet og gav sig til at nynne lidt.

Adam gik rundt tæt ved floden med hænderne i lommerne på sine bukser. Han havde en lille fjäldräven rygsæk over sin ene skulder, men en tegneblok, og diverse ting han kunne have brug for. Han havde sine øjne halvt lukkede og nød at gå rundt i stilheden. Adam elskede altid at gå ture for sig selv, selvom han tit manglede lidt selvskab. Det var altid sådan her han kunne få lov til at være sig selv, og han fik tit side idéer til hvad han skulle male eller tegne. Han åbnede sine øjne helt, og så lidt rundt. hans blik blev fanget af en pige som sad lidt krummet sammen. Han blev lidt nysgerrig, men samtidig gav det han en idé som han måske kunne tegne. Han kunne jo sætte sig ned med det samme uden at spørge og så bare tegne hende og håbe hun ikke ville høre ham, eller han kunne gå hen og spørge om det var noget galt. Pigen så i hvert fald ikke glad ud.

Madelaine vågnede lidt op, da en ukendt duft ramte hendes næse. Hun tænkte kort, men blev så enig med sig selv i at det var et menneske, så der var nok ikke nogen særlig stor fare på fære. Hun stoppede dog med at nynne og fumlede lidt med sine hænder, før hun roligt slap taget om sine ben og lod sine fødder dumpe ned i vandet. Det var stadig ret køligt, men hun begyndte ikke at fryse eller noget, det var faktisk meget afslappende. Men dog slog det hende, at det måske kunne forekomme mennesket underligt, at Madelaine havde kunnet finde herned, imens hun var blind, men havde allerede et svar klar, hvis de skulle komme til det. Hun plaskede forsigtigt i vandet med sine fødder og smilte blidt for sig selv. Hun lod sit hår hænge som det ville lige nu og tog sig ikke rigtig af om der var nogen til stede eller ej, selvom det selvf altid ville være rart med noget selvskab.