BY Myself

Tid: irl
Sted Sheria nær parken
Vejr: stjerneklart
Omgivelser: ikke ret mange ude på den tid
Dato: 24-04-2010
Tøj: http://4.bp.blogspot.com/_xOhNJAXYUHo/ShrMDJir0SI/AAAAAAAAC2c/BX9qlFvEICE/s320/article-1022168-015BE4C900000578-472_634x461.jpg og en hvid jakke over

Amber kiggede sig over skulder nikkede til søster som nikkede tilbage det var iorden for amber at hun lod sin søster være alene med de dødbider til festen hun vidste aldrig hvad hun skulle gøre af sig selv når hun var til de slags fester det en form for gallafest for en af hendes mors bedste veninde og selvfølgelig var de også inviteret til festen selvom hendes mor vidste hvor meget hendes søster og hende selv hadede
hun var på nær sin søster den eneste der ikke drak og røg hun følte sig dum overhovdet at havde sagt ja til at tage med hendes grønne sko var en smule for små men hun havde ikke haft andre men nu ville søge til ynglins tilflugtsted nemlig lege pladsen som ikke lå ret langt her fra hun bed svagt under læben da hun så hvor tom gaden var hun begyndte gå og hurtigt bredte sig smil over hendes læber hvor var det rart at være fri for festen og bare være ganske alene

Zoran kom gående i modsat retning, af menneske kvinden, og hans mørke blik hvilede på hendes skikelse. Hvor var hun smuk. Smuk og perfekt. Perfekt til hans kunst. Det var jo dejligt, lige som han havde savnet noget inspiration..


//Det blev lid kort -.-'' Er ret træt pt//

// det er iorden jeg var bare lidt over kreativ//


Amber lagde ikke mærke til manden som gik i den anden retning hun nød bare sin frihed hvis man kunne kalde det sådan hun smilede svagt op iden kolde natte luft gjorde hende rigtig glad for så slap hun for skulle sidde klemt og høre på hende der holdte festen keddelige søn hun rørte svagt ved knolden da overvejede at fjerne den men blev enig med sig selv at den ikke irrterede nogen og lod den blive stoppede op da hun kom enden af fortovet skulle over vejen kiggede op på stjrenerne de var smukke lige som diamanter

Zoran, der stod på modsatte fortov, var stoppet op, og betragtede forsat mennesket. Han havde dog trukket sig ind i skyggerne, så han ikke var helt så let at få øje på. Hun så ud som de andre af hans piger.. Stærk, og selvstændig, men samtidig fin, og uskyldig. Han smilede et svagt smil, der nok ville tolkes af andre som ondt. Men på den anden side, ville de fleste jo nok betegne hans kunst som ondt..

Amber havde stadig ikke lagt mærke til at nogen betragtede hende hun forsatte over vejen og gik hen imod indgangen til parken hun løftede svagt op i kjolen så spidsen af hendes sko kom til syne hun ville gerne hen til legepladsen hun kunne være sig selv hun gik til at starte med meget langsomt men satte farten til luntede afsted hun kunne godt lid den svage belysing som kom fra de få lygter som spredt rundt her i parken

Zoran fulgte mennesket ind i parken, og smilte lidt over hende. Udfra hende påklædning at dømme, var hun på vej til fest, men hun virkede nu ikke som om hun var på vej til fest.. Zoran ledte efter en måde at få kontakt med hende på, da han bestemt ville lære hende at kende.. Hvis hendes personlighed svarede til udseendet, så var hun jo selvskreven til hans kunst..

Amber nåede legepladsen den var som sædvanlig tom hvilket var klart på den tid af dønget hun satte kursen imod gyngen satte sig hun kiggede sig omkring for se om der var nogen som kunne forstyrr stilheden med der var ingen hun kiggede kort efter ned sig strakte den ene ned af sit imod sine sko hun skulle bare havde dem hun fik fat i den og smed den ved siden gyngen og tog derefter sin anden af hun hun vippede svagt med sine fødder før hun satte dem på sandet som koldt og vådt hun smilede til sidst for hvor var det drog dejligt at at for de små sko af

Zoran løftede et øjenbryn, og gik stille og roligt ind på legepladsen. "Godaften." sagde han med et let smil, og satte sig på en af de andre gynger. Man skulle måske ikke ligefrem tro at Zoran var typen der kunne finde på at sidde på en gynge midt om natten, når man så på hvad han normalt foretog sig på det tidspunkt.

Amber gispede af forskrækkelse hun troede ikke der var nogen og lige pludslig kom han hendes mundvige hang en smule hun havde glædet sig til at få fri fra selvskab men nu var han var han her så kunne hun vel lige så godt få noget ud af hendes mundvig kom hurtigt op ad i et smil " godaften" sagde hun lettere sukkende han måtte for alt i verden ikke være en dødbider lige som så mange andre * bare han ikke er kedelig lige som de andre" sagde hun smilede svagt til ham

"Hvad laver ellers en ung pige, i sådan en kjole, her? Så vidt jeg ved er her da ingen fest.. Men jeg tager måske fejl?" spurgte han, med et let drillende glimt i øjet. Som altid hvilede der et roligt smil på han læber, der fik ham til at se ganske venlig ud.

" jag gad bare ikke at feste mere" sagde hun skar en grimasse hun kunne overhovdet ikke lide det men hun var blevet tvunget sige ja for hendes mor ville ellers bare blive mega sur hun sukkede svagt imens betragtede ham " hvad laver du selv herude så sent?" spurgte hun lettere forrumdret over at nogen kom så sent ud på legepladsen hun smilede svagt og lagde hovdet på skrå

"Jeg kunne ikke sove.. Og så er det utrolig virkningsfuldt at gå en tur." brummede han til svar, og nikkede lidt.

Amber nikkede det var også svært for hende sommetider og hun kunne bedre lide at være udenfor især om natten når det intet levende var i byen" det kan jeg godt forstå sådan har jeg det også nogen gange" sagde hun og smilede

"Virkelig? Der kan man bare se." svarede han, og smilede venligt til hende. Han betragtede hende let, og smilede for sig selv. Nok var hun blot et menneske, men hun var køn alligevel. Mennesker var i det hele taget ofte kønne, mente Zoran, selvom vampyrer naturligt bare blev smukke, ligesom engle, og alle de andre væsner. Alligevel kunne Zoran bedst lide menneskene. Der var en eller anden bizar uskyldighed over derede skønhed.