Another night...

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Irl
Vejr : Klart
Sted : En tom gade et stykke inde i byen
Tid : 23.33
Omgivelser : Tomt??

Artemios fjernede sig med lange skridt, fra den villa, hvor han var vokset op. Det var længe siden han havde været der sidst. Han smilede svagt. Hvor var det egentlig rart at komme tilbage efter så lang tid uden noget ordenligt sted at bo... Han sukkede svagt, og smøgede de sorte skjorte ærmer en smule op. Det var køligt, men han var efterhånden vant til kulde. Han mærkede efter om hans knive, og det lange sværd sad som de skulle, hvilket de selvfølgelig gjorde. Han brød sig ikke om skyde våben, da de havde utroligt lidt efekt på de fleste væsner. Nej, med en god gammeldags kniv, kunne man nedlægge langt de fleste væsner..

Hun havde egntlig aldrig prøvet det lyserøde vat-agtige slik før, men hun havde set andre folk spise og nyde det, så hun havde besluttet at prøve det, vis det var giftigt kunne hun jo alligevel ikke dø af det. Hun tog let en bid af candyflossen, og nød smagen lidt i sin mund, det var meget sødt, men det gik an for hende. Hun var klædt i sort fra top til tå, sorte jeans, sorte bukser, en lang sort jakke der var åben og vidste en sort trøje nedenunder. Hun løftede hoved let da hun duftede en eller anden som kom ned af gaden, det var vist bare et menneske, og siden hun havde taget blod dagen før, gad hun ikke rigtig at bekymre sig over ham. Hun forsatte ned af gaden, og fjernede lidt candyflos fra sit lange blodrøde hår, imens duften kom nærmere.

Artemios strøg hånden gennem det lange hår, og lod blikket gå rundt. Opfangede så lyden af skridt i natten. Mon det bare var et menneske? Sikkert ikke... Det var sikkert arbejde... Åh suk altså. Den første nat i byen, og allerede var der arbejde at tage sig af? Nej, nu måtte han ikke tage sorgerne på forskud. Måske var det rent faktisk bare et menneske der var på vej hjem fra byen? Ja. Ja, det kunne være. Artemios kunne ikke lade være med at le kort af sig selv. Han opførte sig jo som et barn, der ikke gad at rydde op på sit værelse! Han rankede sig let, og kørte endnu engang hånden gennem sit hår.

"Hmm, er det ikke en nydlig aften?", lød en blid, dog kold, kvindestemme fra foran ham. Silvia havde stoppet op på fortovet, da hun havde fået øjet på, hvad hun duftede sig til at være menneske, længere nede af gaden. Hun lignede faktisk lidt et menneske, og vis man ikke kendte til at varmpyre fandtes, så ville man tro at hun bare var en meget bleg ung pige med uselvandligt blod farvet hår.
Silvia bed endnu et lille stykke af candyflossen af og så imod ham med sine mørkeblå øjne, der var et eller andet over ham hun ikke kunne lide.

Artemios betragtede kort denunge kvinde, før han nikkede. "Jo, det er det da bestemt." svarede han, og lod blikket go op og ned af hende. Arbejde.. Også igen.. Man fik ikke ret meget for vampyrer, så det kunne næsten ikke betale sig at gå i kast med en... Men på den anden side.. Det var trodsalt en af de farligeste racer, og hvis man solgte dem videre udenom Chesseur, så kunne man få mange flere penge.. Han nikkede let for sig selv. "Helt bestemt" tilføjede han så, og mødte vampyrens blik med sine egne mørke øjne.

"Gaderne er farlige om natten vis man er alene..", sagde hun og gengældte blikket. Hun så godt at han så op og ned af hende, men hun kunne se på hans ansigtsudtryk at der ikke var lyst i hans øjne. "Men det skræmmer da ikke en mand som demselv, har jeg ret?", spurgte hun i den roglige tone, og tog endnu en bid af candyflossen.

*Dem?... Hun må være ældre end som så...* tænkte han for sig selv, før han svarede: "Nej, der har De fuldstændig ret. Der skal mere end mørke gader til at skræmme mig." Et smil glimtede i hans øjne, men trådte ikke frem på hans mund. Men nu var det jo også yderst sjællent at meget andet end ord trådte frem af hans mund..

//Anede ikke lige hvad jeg skulle skrive.. Sorry -.-''//

"Hmm?, og hvad er så skræmmende i dine øjne? Måske en stor farlig varulv som er halv ulv halv menneske. Eller en varmpyr som dræner dit blod, dræber dig, og derefter gør dig til en varmpyr? Der er så mange ting at være bange for når solen er gået ned", sagde hun i den lette tone forsat. Hun mødte hans blik og opdagede det lille glimt i øjet.

Artemios kunne ikke tilbageholde et let grin. "Nej heller ikke det. Men ansvar for andre mennesker... Dét finder jeg utroligt skræmmende." svarede han, da latteren havde lagt sig. Han havde intet imod at lade andre vide om den af hans frygter, da den ikke ligefrem var let at bruge mod ham. For han havde jo ikke ansvaret for andre end ham selv.. Endnu i hvert fald..

"Dem der beskytter mennesker er jo væsnernes frygt, ikke sandt?", spurgte hun i en lidt lettere tone, som om at han morede hende lidt. Silvia gik let over asfalten, nærmest helt lydløst, siden hendes sko jo bare var normale sorte gummisko, og ikke højhælede som kunne høres et par gader væk på grund af stilheden. "Mit navn er Silvia", sagde hun let og rakte hånden imod ham, hun fandt det ikke passende at sige sit efternavn.

"Jo, til tider." svarede han, og betragtede hende gå over asfalten. "Alexander." præsenterede han sig selv, tog hendes hånd, og plantede et let kys på håndryggen. Meget kunne man sige om Artemios, men han opførte sig som en gentleman overfor alle, også de racer han levede af at slagte. Selvfølgelig lige ind til han tog livet af dem... Det var der af en eller anden mærkværdig grund ikke synderligt mange der satte pris på. Det at han slog dem ihjel.

Da han kyssede hendes håndryg, kunne han mærke at hendes hud var kold, ikke iskold, men i hvertfald for koldt for et normalt menneske. Hun lod ham kysse den og forblev stille, men trak den rogligt til sig efter et par øjeblikke. "Hmm, den hilsen er der sjælendt nogen der bruger disse dage", sagde hun og betragtede ham med de blå øjne.

Artemios blev ikke det mindste overrasket over hendes kolde hud, da han allerede havde placeret hende som værende vampyr. "Så sandt." nikkede han bekræftende, og slap hendes hånd. "En skam sandt at sige." tilføjede han, og blev en anelse tænkende i blikket.

Silvia løftede uden varsel hoved let, og opfangede duften af mennesker som kom i denne retning, løbene. Lyden af støvler og raslende våben kunne høres også, det var tydligt de jægere som havde forsøgt at fange, dræbe for at være præces, hende natten før. Silvia tog Artemios let i ærmet og skubbede ham let imod en lygtepæl. "Nået imod at hjælpe en dame i nød?"

Artemios tog let fat i hendes kæbe, mest for at sikre sig mod eventuelle bid. "Det kommer så sandelig an på, hvordan denne dame vil hjælpes." svarede han, og skævede svagt mod lyden af de løbende skridt, før han roligt mødte hendes blik. Han regnede ud, at skridtende måtte tilhøre jægere som han selv. Egentlig havde han ikke det mindste i mod at hjælpe hende, men han ville ikke give hende blod. Det måtte hun skaffe sig på andenvis.

Silvia løftede let et øjenbryn over at han plusligt tog let omkring hendes kæbe, vidste han at hun var varmpyr? Hun tog let hætten fra sin læderjakke over hoved, hvilket dækkede det røde hår og det meste af hendes ansigt, og gled armende omkring ham. "Bare hver stille, og lad som om du nyder det", sagde hun og rykkede sin kæbe ud af hans hånd, før hun plantede sine læber over hans. Artemios kunne se at to jægere, en ældre kvinde og en nået ung mand, går forbi. Kvinden stoppede et øjeblik og betragtede dem, før de passere helt.

Artemios lagde stille armene om hende også, og lagde munden ved hendes øre. "Hvis du bider mig, så skal jeg personligt sørge for at du ender hvor de der vil have dig hen." hviskede han alvorligt, og holdt øje med de andre jægere. Han brød sig meget lidt om situationen. Ikke på grund af det faktum, at han rent faktisk forrådte hele dusørjægerkulten, men fordi han befandt sig så tæt på en kvinde. Som præst var han afholdsmand, men det var aldrig til at vide hvad en vampyr kunne finde på.

Silvia hørte godt hans ord, men hun havde jo nærmest allerede regnet ud at han vidste hun var en varmpyr. Hun holdte deres, tja stilling, indtil jægee forsvandt bag et hjørne. "..Sjovt", sagde hun stille og sænkede hoved så deres læber blev skildt. "Du ved allerede lidt om meget, og jeg kender kun dit navn.."

Artemios nikkede, og så på hende med et blandet blik. "Jeg er, som de mennesker der lige løb forbi, en jæger." Fortalte han roligt, og fjernede ikke blikket fra hende. "Men der udover arbejder jeg som præst ved Domkirken i Werclare." sagde han så, med et blandet ansigtsudtryk.

"Hmm? Mærkeligt, så jeg nød et kys fra en mand som rent faktisk er det direkte modsatte af mig? Ironisk syntes du ikke?", sagde hun og korte sin kolde, dog bløde, finger over hans kindben, men holdte dog hoved nede, så han ikke skulle tro at hun ville bide ham. Selvom Silvia bed et menneske eller to om måneden, så nød hun selskab mere.

Artemios tog bestemt, dog blidt, fat om hendes skuldre, og skubbede hende en smule væk fra sig. "Ganske." svarede han så, og nikkede bekræftende. Dette kunne ikke nævnes for nogen. Selv noget som et kys på munden blev anset for seksuel omgang, og derfor en synd for en katolsk præst. Der var dog intet i vejen for et kindkys, da de blev set som en venskablig gestus. Han så lidt på hende, og slap så hendes skuldre.

"Så er stpørsmålet bare, hvorfor har du ikke forsøgt at dræbe mig endnu?", sagde hun og gav helt slip på ham. Silvia var vand til at jægere kom efter hende, hendes onkel var jo trods alt Lucifer, en af de sidste fuldblods varmpyre i denne del af verden, jo ældre varmpyre er, desto stærkere er de jo.

"Du har endnu ikke givet mig nogen grund til det. Og pengene er ingen nødvendighed i øjeblikket." svarede han, og trak let på skuldrene. Artemios var i den grad en mærkværdig jæger. Han så lidt på hende, og kom til at smile svagt. Hun var nu heller ikke nogen helt normal vampyr...