I skoven [Demetri]

Demetri skævede svagt tilbage mod hende hvorefter han løftede en finger fra sin arme i kors.
I det samme ville Artemis fødder ikke kunne rokke sig fra jorden( evne) og hun ville blive låst fast.
"Jeg tror ikke lige, det er det du skal" sagde han og vendte sig nu mod hende og stilte sig i samme position som før hvor han havde stået foran hende.

Artemis blev noget så overrasket, over at hun pludselig ikke var i stand til at bevæge fødderne ud af steddet. "Hvorfor..?" spurgte hun, præcis lige så næsvist, som hun plejede at være. Skævede let tilbage mod ham, mens hun ihærdigt forsøgte at løfte den ene fod fra jorden.
Hvad det var der egentlig skete kunne hun ikke følge med i. Hun havde ingen ide om at der også fulgte en evne med vampyrer... Hun vidste blot at de fandtes..

Han satte sig ned på hug foran hende "Hvorfor når nu vi har det så hyggeligt" sagde han med et kort smil som i det samme blev til et koldt ansigt på Demetri igen.

Artemis så lidt på ham med et ganske usikkert blik. Så rankede hun sig op i sin fulde højde, og så trodsigt på ham. "Fordi jeg ikke vil være her." svarede hun med en klar stemme, der ikke rystede den mindste smule. Hun var måske et barn, men hun var et barn, der vidste hvad hun ville...

"shhhh" sagde Demetri i det samme og lagde sin finger på hendes læber,
hvis hun lagde mærke til at den var kold var det hendes problem, "Hvis du virkelig vil gå,
så gå" sagde han og rejste sig op og var i det samme bag hende.
Han holdte hende stadig i sin evne så hun ville ikke kunne flytte sig det mindste.

Artemis så overrasket på ham, da han tyssede på hende. Hun blikkede et par gange med øjnene, da han så hurtigt forsvandt fra hendes synsfældt. "Jam.." sagde hun stille, da han bad hende om at gå. Så forsøgte hun. Asede og masede uden at komme nogen vegne. "Det kan jeg ikke...." mumlede hun, og så om på ham.

Han nikkede og bakkede så langsomt baglæns og begyndte så så småt at forsvinde i mørket...
eller iværtigfald for menneske øjne da de ikke se som vampyrer i mørket.
Han holdte hende stadig i sin evne, men han var ingen stedet at se.
I det samme kom hans omrids frem fra et træ, han havde sat sig på en meget stor gren.
"Og hvorfor ikke" sagde han og kiggede iagtagende ned på den lilel menneske unge.

Artemis så angst efter ham, da han forsvandt ud af hendes synsfældt. Han kunne da ikke sådan bare gå.. Kunne han? Hun bed sig i læben, og snøftede kort. Mandede sig så op. Hun blev lettere forskrækket, da han pludselig snakkede ned til hende, fra et sted oppe i et af træerne.
"Jeg ved det ikke!" svarede hun, og så op på ham. For engangs skyld var hun bange. Hvad var det han ville?...

Han knipsede mecd fingernde og i det samme var hendes benlås forsvundet.
Han sprang i det samme ned, og landte direkte på benene, på et normalt menneske ville
dette spring havde givet stor smerte i benene men på Demetri så det ikke ud af meget, han landte bae stift
på benene og begyndte så med langsomme skridt at gå mod pigen, "Løb" sagde han med et lumsk smil, hans øjne gav små glimt fra sig også selvom at der ikke gik noget lys ind i hans metalliske grå øjne gav de alligevel glimt og små gnister fra sig.

Artemis faldt forover, idet benlåsen forsvandt, da hun jo havde været ved at gå frem, og derfor naturligt ville miste balancen. Hun landte på maven, og luften blev slået ud af hendes lunger. Alligevel var hun ikke længe om at komme op at sidde, og så op på ham. Et fortvivlet blik gled over hendes øjne, da han bad hende løbe. Hun ville jo aldrig nogen sinde kunne løbe fra ham?!? Nå, ligemeget, hun kom på benene igen, så kort på ham, og satte så i løb væk fra ham. Tårene brændte i øjenkrogene, men hun ville ikke lade dem falde. Hun havde ikke øje for hvor hun løb, man løb bare.

Demetri vendte kort ansigtet væk fra hende da hun sprang op og løb, hvorefter han trak på skuldernde og kiggede efter hende, hun blev ved at løbe ud i mørket ud i natten hvor det var han der styrrede, *Åndsvage menneske* tænkte han og begyndte så lige så stille at gå den retning som Artemis var løbet.

Efter at have løbet en tid stoppede Artemis op igen. Både for at finde pusten igen, men også for at orientere sig. Hvilken vej skulle hun gå for at komme tilbage til byen? Hun var kommet væk fra stien... Dumt. Men hun ville ikke gå tilbage af. I stedet dejede hun lidt, så hun kom til at gå skråt, i forhold til før. Og forhåbenligt på vej mod stien. Når først hun kom til stien igen ville der ikke være noget problem i at komme ind til byen igen. Hvis hun da så også bare kunne undgå at stødde ind i ham den anden...

Der var intet spor af Demetri indtil videre, han var som forsvundet ud i nattens mørke.
Men var han nu også det.

Artemis så sig konstant om, mens hun fortsat gik i den retning hun mente stien var. Var han virkelig forsvundet nu? Var der virkelig lykkedes hende at slippe fra ham?

i det samme sprang Demetri foran hende, han havde kravlet oppe i træernde helt lydløst og havde udenvidere fuldt efter hende, han tog nu fat i hendes bluse og hev hende op og da han var så høj som han var, (læs profil) var hun et godt stykke over jorden.
Hans metalliske grå øjne lyste svag i mærket og lignte to lysende perler, dog begyndte nu at slå små gnister i stedet.
Demetri sukkede let, "Mennesker" hviskede han og trak på skuldernde, hvorefter han lyftede hende helt op i en stor arm.

Artemis skreg forskrækket, da han pludselig sprang ned foran hende. Nej, det var virkelig ikke lykkedes for hende at slippe væk endnu. Hun tog fat i hans hånd, da han løftede hende op, og vred sig det bedste hun kunne, for at få ham til at slippe hende. "Slip mig!" råbt hun, og stirrede skræmt på ham. På hans øjne.

"ssshh" sagde han på en måde kærligt og agede hendes kind.
Mennesker ville normalt blive så angst at de faktisk slappede af og gjorder havd der blev sagt.

Artemis rystede på hovedet, og bed sig i læben. "Slip mig." gentog hun, dog noget mindre højlydt end før. Hun var stadig tydeligt bange, og rædslens tåre begyndte at hobe sig op i de klare grønne øjne. Hun stirrede stift på ham, og snøftede svagt.

"Det kun en drøm" hviskede han inden at alt blev sort for Artemis.

//Uuhm... Jeg er forvirret, må jeg indrømme.. Hvad sker der? o.o Mister Artemis bevidstheden eller hvad? o.o//

//Jep//

Artemis åbnede munden for at protestere, men nåede det ikke, før alt blev sort, og hun blev slap i hans greb.

//out//