I skoven [Demetri]

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Mandag
Vejr : Overraskende lunt
Sted : Skoven
Tid : 20.08
Omgivelser : Træer...


Artemis gik med lette skridt gennem skoven. Hun havde ikke nogen egentlig grund til at være der, men faktisk altmulig grund til at holde sig væk.. Men der var jo bare det, at skoven var forbudt område alene, og Artemis kunne ikke dy sig for at overtræde sådanne regler. Bare for at afprøve dem. Se hvorfor det var der blev rejst et forbud. Og indtil videre havde hun jo faktisk ikke rigtigt fundet nogen grunde til nogle af de forbud der blev stillet. Så hun så ikke rigtigt nogen grund til at overholde dem. Hvilket også var en af grundende til at hun var så besværligt et barn. Hun lod de grønne øjne glide rundt mellem træerne, og lyttede til den lettere knasende lyd det gav hver gang hun tog et skridt.

En stemme kom pluselig bag fra hende det var Demetri, han havde lige som på billedet sin hætte over hoved
hvor noget af tøjet strittede ud.
Han havde et lumsk smil og han stod med sine arme over kors.
Hans metalliske grå øjne lyste svag, hvilket på en eller anden måde bare var naturligt og samtidig helt forkert

Artemis vendte sig om, da hun høret ham, og betragtede ham let. Sé han kunne jo godt se ud som en grund til alle forbudene... Men nu skulle man vel ikke skue en hund på hårene. Det var Artemis selv et pragt eksempel på. HUn lignede jo ikke mere end noget andet barn, men var i den grad andet og mere.. Meget mere faktisk.

Han rettede sig op i et drengerøvsagtigt og ret ubehagligt for artemis iværtigfald, bevægelse og gik
slængernde over mod hende.
"SÅ HVAD laver en lillepige herude" sagde han med et smil imens han kom nærmere og nærmere.

"Går" svarede hun kort, og rettede sig op i sin fulde højde, af sølle 145cm, og så næsten trodsigt på ham. "Desuden er jeg ikke lille tilføjede hun, og så op på ham. Okay, hun var lav, men ikke lille. Når man var lille var man ikke meget ældre end tre år. Derefter blev man for gammel til at være lille. Og eftersom Artemis var en del over de tre år, så var hun alt for gammel til at finde sig i at blive kaldt lille...

Demetri var selv godt 1m 97cm så jo hun var lille både alder og fysisk for ham.
Han fortsatte over mod hende og var godt en meter fra hende nu.
Han stirrede med et underligt smil på hende imens han kom tæt nok på hende.

Artemis så op på ham, og belv usikker, da han fortsatte med at mod hende. Hun bakkede let væk fra ham, og så op på ham med et blandet blik. Hun var ikke bange for ham, bare usikker ved at han gik så tæt på hende.

Han stoppede nu op helt tæt på hende.
"Så hvad lavede du" sprugte han med et blik der gik fra hende og til noget om bag hende og så tilbage på hende igen.

Artemis så overrasket op på ham. Var det dét, det her handlede om? Men det havde hun jo allerede svaret på! "Som jeg sagde før, så gik jeg!" svarede hun, og så stædigt op på ham. Hun havde jo faktisk ikke lavet andet. Jo, hun havde tænkt, men det var en mindre detalje.. Det store hele var jo at hun bare havde gået...

"HM..." Sagde han lidt efter og trak på skuldernde, "sødt" han begyndte at gå igen faktisk gik han lige forbi hende og fra hvor hun skulle være gået.

Sødt? Hvordan kunne det dog være sødt? Artemis fulgte ham med blikket, et øjebliki, mens hun undrede sig over hans udtalelse. "Hvad mener du med 'Sødt'?" spurgte hun så, og fulgte efter ham med et spørgende blik i de udtryksfulde øjne.

"Hvad skulle det ellers være" sagde han og grinte lidt, han ståtte et skridt tilbage og gav hende et kort elevator blik.
*Lille pige* tænkte han og først nu kom et slags hånligt eller mere overlegent smil frem på hans læber.

Artemis trak kort på den ene skulder. Hun vidste ikke helt hvad det ellers skulle være. Normalt måske? Men sødt var det da i hvert fald ikke... Besynderligt udtryk. "Normalt vel?..." valgte hun så at svare, og så på hans overlegne smil. Bestemt sig på steddet til ikke at synes om ham.

"Hm hm...jaja" grinte han og trak på skuldernde, "Og hvad hedder en som dig" sagde han og mærkede at han forførste gang i lang tid var helt afslapped i kroppen eller hvad en vampyr ellers kunne være.

Artemis så lidt på ham, da han grinte. Rynkede let på næsen, og svarede så: "Artemis." Hun flyttede igen blikket fra ham, og så fremad i stedet. "Hvad hedder du selv?" spurgte hun så, og fingrede let ved sit hår.

"Du kan kalde mig Demetri" sagde han og kiggede sig så over skuldernd med smalle lumske øjne,
i det samme kiggede han tilbage på menneske ungen med et af slapped blik.
Enlig hviste han ikke hvorfor han opsøgt menneske pigen hun var stadig for ung til at han gad lege med
hende så...om nogen år var hun vel klar hvis ikke nogen andre vampyrer var så dumme og lade en unge få
det evigelivs gave til en...tja hvad var hun 14-15 årig.

Artemis så lidt på ham, og slap så sit hår. Blev lidt mere indgående i blikket. Han lignede hende.. Hende fra bjerget.. Eller. Han lignede faktisk overhovedet ikke, men han var bleg på samme måde som hende. Mon han var...? Artemis snøftede kort. "Er du vampyr?" Egentlig ville hun ikke have spurgt, men havde alligevel ikke kunnet lade være. Alt det med vampyrer var meget nyt, og spændende og skræmmende, på en og samme tid..

Demetri stoppede kort op og det var som tiden stod stille han vendte sig nu helt mod Artemis med et grin og begyndte nu helt at grine, "Der findes ikke Vampyrer" sagde han og nækkede med narken.
HVorefter han begynde at nærme sig hende igen, dog med tunge langsomme skridt.

Artemis så kort usikker ud. Qadir ville ikke lyve overfor hende... Ville han? Nej, han havde virket så alvorlig.. Som om han egentlig ikke havde villet fortælle hende det... "Jo der gør.." sagde hun stille, og så næsten stædigt på ham.

"Bevis det" sagde han og lukkede så munden og slikkede på sine hjørne tænder.
*somom hun kan* tænkte han og pustede så let ud.

"Jam..." Begyndte hun først, men ombestemte sig så. Hvordan i al verden skulle hun kunne bevise noget som helst overfor ham? Hun var jo ikke vampyr.. Hun havde bare andres ord for at de fandtes... Hun havde ingen fysiske bevis.. "Det kan jeg ikke." sagde hun så, og så lidt ned. Sur over at han havde slået hende så let. Det var dumt...

Han grinte svagt men ikke særlig højt.
"børn" hviskede han og rystede svagt på hoved.
Hans Metalliske grå øjne gav et enkelt skær fra sig også selvom at intet lys ramte dem.

Artemis rynkede svagt på næsen, og løftede blikket igen. Så utilfredst på ham. Han var dum, var han... Så drejede hun om på hælen, og gik tilbage den vej hun var kommet. Havde ikke planer om at blive hængende, når han så let trynede hende på den måde... Hun havde jo ret?... Troede hun i hvert fald... For hun stolede på Qadir. Brød sig rigtig godt om ham..

I det samme Artemis drejede om på hælende stod Demetri foran hende.
Han havde sine arme over kors og så roligt ned på den lille pige, "HVor skal du så hen"
sagde han i en tone som betød at hun ingen stedet skulle.

Artemis så overrasket op på ham, og stoppede op. "Væk her fra." svarede hun trodsigt, og gik uden om ham. Hun var ikke bange. Jo, hun var da nok utryg ved ham, men hun var ikke bange. Der var meget stor forskel på de to ting...