En lille tur i skoven

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Irl
Vejr : Klart
Sted : Et stykke inde i skoven
Tid : 23.33
Omgivelser : Træer???

Artemios gik gennem skoven, med lange skridt. Han havde ladet håret hænge, og var for en gangs skyld gået på jagt. Alligevel havde han ikke smidt den hvide strips, der sad i kraven på hans sorte skjorte, og indikerede hans kirkelige rang. Det var jo sådan.. Den var der altid.. Skulle altid være der. Han var jo en så kaldt hellig person, og ver ved også nødt til at klæde sig derefter... At han så ved siden at arbejde som noget nær en lejemorder var en mindre detalje, der ikke behøvede at blive blandet ind i det andet..

Amanda stirrede på sine krøkker. FUck noget lort hun havde rodet sig ud i. Sikker noget bæ. Hun humpede over på en træstamme og satte sig irriteret ned på den. Hvis hun mødte en varulv mere, lige nu, så havde hun en kniv, og den her gang ville hun hakke den ind i øjet på den, og ikke kun ned i poten. Det slap man ikke godt fra. Hun kiggede på sit ben, der var bundet ind i bandage, for hun havde nægtet at gå med gips. Det var alt for uraktisk. Hun var blevet nødt til at betale lægen for at sige at det var okay. Hun lagde ikke mærke til at der gik en anden i skoven, for hun fokuserede kun på sit ben.

Artemios hørte uden større besvær de larmende skridt, og begav sig i retning af oprindelsen. Han havde hånden om skaftet på en kniv, men undlod at trække den, før han var sikker på hvem det var der gik rundt i skoven på denne tid. Dette kunne jo være, at det var et menneske, ligesom den stakkels dreng han havde mødt forleden nat i skoven omkring Werclare. Han kunne nu se skikkelsen af en ung pige længere fremme, og stoppede op, skjult af et træ, for at betragte hende. Han ville afgøre hendes race før han gjorde noget som helst andet.

Selvom Amanda havde krøkker, bevægede hun sig med en speciel ynde. Sidst hun havde mødt en vampyr, havde han spurgt om hun var en engel, der kunne fjerne sine duftspor, eller noget i den retning. Og han havde sagt at hendes blod duftede i retning af Engleblod. Hun var blevet pænt mundlam, men havde så accepteret det, og hun følte sig helt vildt klodset, med de dumme krøkker. Amanda sukkede og lænede hovedet op af træstammen bag hende. Hun smilede svagt da en svag vind blæste hendes hår bagud, og kærtegnede hendes ansigt. Verden var god idag. Indtil vidre.

Efter at have betragtet hende let, afgjorde Artemios med sig selv, at hun nok var menneske. Intet væsen ville være hårdt såret længe nok til at gå med krykker. Han skubbede håret om på ryggen, og nærmede sig så med rolige skridt. Han sagde ikke noget til at starte med, men ville se hvordan hun reagerede. Han ville gerne være bare en smule forberedt, hvis hun skulle begynde at beskylde ham for at være vampyr, eller noget andet tåbeligt, lige som den dreng, havde gjordt det.

Amanda kiggede roligt op ved lyden af skridt, knas og knag længere fremme. Hun nikkede med hovedet som en hilsen. Han var bleg, men havde ikke de der grådige øjne. Eller kolde øjne for den sags skyld. Hun smilede svagt til ham, for hun ville ikke være for "Jeg er en glad pige, der er naiv, og smiler" agtig, derfor holdt hun facaden. Hendes øjne funklede roligt i det svage skær fra solen, og lagde hænderne i skødet. "Goddag" hilste hun venligt.

//Der er normalt ikke ret meget sol klokken halv 12 om natten xD//

Artemios nikkede, og smilede svagt. "Goddag." hilste han igen, og betragtede hende. Han stoppede op, og lidt på hendes ben. Valgte dog ikke at spørge ind til det.

//Sorry det korte svar.

//Så MÅNEN da -.- Nu ikke mobbe mig, vel? xD

Amanda kløede sig let i håret, da en akavet stilhed sænkede sig over dem. Hun smilede skævt. "Altså.. God...aften?" Mumlede hun og hævede et øjenbryn. HEndes stemme formede sig overdramatisk, til en lidt kongelig stemme da hun for sjov svarede: "Hvad bringer Dem hid, mr....?" og smilede bredt til ham. Som det legebarn hun var, kunne hun ikke helt lade være. Amanda grinede let og satte benene over kors.

Artemios lo dæmpet, og legede med. Han gik i knæ foran hende, som var hun virkelig af kongelig kaliber. "Fowl, Milady, Fader Fowl." præsenterede han sig, da hun inddirekte spurgte om hans navn. "En gåtur er alt hvad der bringer mig hid, ædle skønjomfru." svarede han på hendes spørgsmål, og smilede let. Dette var jo morsomt.

Amanda rejste sig op og nejede elegant, på trods af hendes synligt skadede ben. Hendes øjne var læettere drillende. "Fader Fowl." gentog hun interaseret og satte sig igen, da hun ikke ville overbelaste benet. "Har De profetion inde for kirken?" Spurgte hun og smilede roligt til ham. Hun havde aldrig forstået sig på religion, og havde aldrig virkelig.. troet på noget. Altså. På en gud. Hun kendte ikke til kærligheden og trygheden ved det, og derfor havde hun fordomme mod det. Dog havde hun ikke noget imod folk der gik ind for deres religion. Det var jo op til dem selv.

Artemios rejste sig, og børstede let sine bukser. "Præcis. Men sig mig; Hvad er så Deres navn?" spurgte han, og satte sig så ved siden af hende. Kørte hånden gennem håret, og så betragtende på hendes ansigt. Selvom han - i mange unges øjne - var en halvgammel mand, så var han faktisk med på en del løjer. Når bare det ikke var sådan noget åndsforaldt, som hærværk etc. Men godmodig leg, og dril, det fandt han ganske underholdende.

Amanda grinede dæmpet og kom til at nynne en sang i hendes hovede. En eller anden åndsvag gammel rap-sang hun havde haft om i skolen. Sætningen kørte i hendes hovede; Mc Einar den bedste, er mit navn og min rang. Hun smilede let og kiggede kort lidt ufokuseret på ham. Det tog lidt tid at huske hvad han havde spurgt om. "Frk. Amanda Drew" Presenterede hun sig med et venligt smil.