bring it on ! - Eugene

Dato: irl
Tid: 23.44
Sted: i toppen af et af legepladsens klatretårne
vejr: skyfrit med en smule kraftig vind
omgivelser: legepladsens faciliteter

Jake lod sit udtryksløse blik glide hen over legepladsens mange gynger, tårne og sandkasser, det var roligt bortset fra en gynge der knirkede mens den gyngede frem og tilbage i vinden. Den sorte hættetrøje var trukket godt ned over ansigtet som han kunne lide det og han sad med begge fødder solidt plantet øverst oppe på taget af legepladsens højeste klatretårn, det var sjovt sådan som han altid søgte højt op, det gav et overblik og en overlegen følelse. Han vidste ikke hvorfor han var hvor han var lige nu, måske havde vinden eller den knirkende gynge kaldt på ham? måske var det månens stråler der ramte legepladsen, som et sløret hvidt tæppe? han vidste det ikke, det havde bare været sådan en aften hvor man havde lyst til at gennopleve sin barndom og hvor var mere oplagt at gøre det end legepladsen?

Eugene gik langs en smal sti han var iført en hvid skjorte med en sort vest der passede til. han kom lige fra baren hvor han arbejdede, han var gået lidt tidligere der han ikke var i det bedste humør. Som han gik forbi legepladsen så han en skikkelse på toppen af klatretårnet, han genkendte straks personen, eller rettere dæmonen. det så ud til at Jake sad i sine egne tanker deroppe, for han så ikke ud til at lægge mærke til Eugene. han gik mod tårnet og stod ved foden af den før han sagde noget: "er du ikke lidt for gammel, eller skulle jeg sige meget, til at lege på klatretårnet" Eugene smilte, det morede ham at se Jake.

Jake fik kuldegysninger ved lyden af Eugenes stemme, men lod det ikke vise og vendte istedet hovedet langsomt mod sin far der stod for foden af klatretårnet, på en måde overraskede det ham ikke at se Eugene her, måske fordi han allerede før Eugene havde sagt noget halvt havde fået færten af den anden dæmon. et lille håndligt smil spillede på hans læber mens han svarede: "hvad snakker du om?" begyndte han stadig med lille smil på læben "man bliver da aldrig for gammel til at lege, vil du ikke være med far" det sidste ord viskede han halvt mens han fortsat havde blikket rettet stift mod Eugene.

Eugene grinte, han ville ikke lade det pirrer ham. "hmm, ja man bliver nok aldrig for gammel, men jeg sidder over denne gang" han var i et meget bedre humør nu end før. Det kunne godt være Jake altid blev vred når han så ham, men Eugene derimod blev glad. hans søn ignorerede ham i det mindste ikke. Eugene lænte sig op ad klatretårnet og forblev tavs i en stund før han sagde noget igen "jeg kan huske dengang vi tog dig og Annabell med til legepladsen første gang, det var dengang du var nuttet selvfølgelig" han grinte lidt for sig selv før han fortsatte "du rev et helt gyngestativ op da du blev sur, men det kan du nok ikke huske"

Jake smålo en smule sarkastisk af hans fars kommentar, han var blevet en smule oprevet af at annabell blev nævnt, men lod det ikke vise da han ikke ville give Eugene den fornøjelse "nånå jeg er slet ikke nuttet mere?" sagde han stadig sarkastisk og hoppede ned og lanede få meter, men med ryggen til, fra Eugene, tankerne om at de endgang havde været en lykkelig familie dirrede inde i hans hoved "nej det kan jeg ikke huske.." begyndte han og knættede næverne der hang ned langs han sider "..men det kunne ligne mig" afsluttede han lidt ligegyldigt stadig med ryggen til.

Eugene grinte, han blev ikke overrasket da Jake sprang ned, dog med ryggen til ham *han vil ikke en gang se på mig* hvilket irreterede ham. "du er da stadig meget nuttet, så genert som du opføre dig" Eugene sagde det med overlegenhed i stemmen, som for at indikere Jake stadig var under ham. Eugene så godt Jakes knyttede næver. "jeg har skam også historier om dig og din mor" Eugene tænkte tilbage, det var kun et par dage før tragedien indtraf. Eugene havde det dårligt, af en mystisk grund kunne han ikke spise og kunne knap nok sidde oprejst i sin seng, Elizabeth hans kone ville styrte rundt i køkkenet med Jake i hælene, fordi han også ville hjælpe. "du var meget sødere dengang" det var ikke meningen han vile sige det højt dog, men tog sig ikke af det. det var jo ikke fordi det var en hemmlighed eler noget.

Jake frys fast til stedet og begyndte at koge indvendigt på grund af Eugenes tilgang til hans mor, han havde slået hende ihjel og alligevel omtalte han hende så frit? Jake fik hurtigt sine følelser under kontrol og vendte sig istedet rundt med sit sædvandelige stoneface han tog et skridt hen mod Eugene og svarede ham koldt og hårdt "lad osse gemme det til en anden gang, skal vi ikke?" sagde han så med en lettere irreteret tone, han kunne ikke lide at hans far talte ned til ham og det eneste der løb igennem hans hjerne var 3 ret så store ord "jeg udfordre dig!" sagde han så og viste slet ikke hvor det kom fra, han havde ikke tænkt det så meget igennem som han plejede, men alt han tænkte på nu var hævn.

Eugene var ikke det mindste overrasket, sådan havde det været hver gang de så hinanden, og hver gang havde det lykkeds Eugene at sno sig ud af disse såkaldte udfordringer, men kunne godt mærke at denne gang var anderledes. Eugene gik mod et mere åbent tærren, hvor det ville være nemmere at kæmpe. "lad os få det overstået" sagde han med sin altid overlegne stemme, over bevist om sin egen sejr

Jake smilede tilfreds lige inden han satte af fra jorden og næsten fløj i retning af Eugene, han havde udfordret sin far flere gange den seneste tid men han havde altid formået som en slange at sno sig uden om, men denne gang var anerledes han havde ikke tænkt sig at lade ham stikke af som den kujon han er. Jake rettede foden mod Eugenes hoved men snoede rundt lige inden han ramte og sigtede istedet efter maven, han regnede dog ikke med at dette slag ville gå ind, det var mere for at komme igang.

Jake kom i slowmotion imod Eugene, så Jakes forsøg på at ramme ham mislykkedes, da Eugene undvigede som altid. han skulle kun træde et par skridt bagud for at undgå Jakes spark. Jake var vist lige så utålmodig med at komme i gang med at slås, som ved deres første møde i Van Martes Park, som efterlod et spor af ødelæggelse.

Jake landede på jorden igen og sendte et par kraftige slag imod Eugene, mod hovedet, mod maven, mod brystkassen, han vidste godt et eller andet sted at han var for uforsigtig og at det ville gå galt til sidst, men når det galt hans far kunne han ikke styre sig og slog løs på ham så snart han havde chancen, han huskede hvordan det havde gået sidste gang i Van Martes Park og Jake havde ikke tænkt sig at blive jordet sådan igenm, denne gang skulle han nok ramme

Eugene som sad i sine egne tanker undveg nemt Jakes slag ved at træde nogle skridt til siden, for andre ville det nok ligne at Jake slog ud mod luften. Eugene kom med en lille bemærkning "prøver du overhovedet" tonen viste klart at han så ned på Jake. før da de stadig var en lykkelig familie ville han aldrig have brugt den tone over for sine børn. han længtes efter den tid. Eugene fulgte jake med sine øjne, og ventede på hans næste træk.

Jake hoppede bagud og ignorerede Eugenes kommentar, han brugte sin evne mens han hoppede til pludselig at svinge et ben bagfra mod Eugenes side, han håbbede at dette ville lykkedes, for det var et af hans bedste ubevæbnede træk, han havde dog stadig masser af tricks oppe i ærmet endnu og følte sig lidt mere selvsikker end hidtil

Eugene som stadig fulgte Jake med sine øjne og stadig så det hele i slowmotion, Jake ville ikke have en chance for at nå ham, men istedet for at undvige, parerede Eugene med den ene arm og rakte ud efter Jakes hoved for derefter at smadre ham ned i jorden, han ville ikke bruge alle sine kræfter, han skulle nødig komme til at slå sin søn ihjel også. "det er vidst på tide vi stopper denne leg" sagde Eugene med et smil på læben.

Jake nåede lige at vende sig rundt på siden da han ramte jorden og fik sit ben rundt om Eugenes fod, han rykkede hårdt i den for at fælle sin modstander, han kom med et lille hop på benene dog en smule forpustet "jeg er uenig" svarede han koldt og ventede på Eugenes næste træk, Jake havde ikke troet at dette ville blive nemt og han vidste et eller andet sted godt at det nok næsten var umuligt, men han havde ikke tænkt sig at give op så nemt

hvis Eugene havde reageret nogle få sekunder senere ville han ligge på jorden nu, men takket været hans evner undveg han nemt og hoppede nogle skridt tilbage. de havde uddelt nogle slag, men de to parter havde ikke ramt hinanden en eneste gang, utroligt nok. Eugene overvejede sit næste træk og det blev at gå i defensiv igen. der skulle nok komme et øjeblik hvor Jake viste en smule svaghed

Jake var stadig en smule forpustet og var en smule overrasket over Eugenes elegante unvigelse, han knættede næverne og prøvede at tænke en smule mere klart, hans temprament var ved at løbe af med ham, måske var det på tide at bruge hans lille værktøj igen, det var ikke et våben han brugte ofte da han for det meste kunne slå sin modstander uden, men da dette var en temelig speciel kamp så ville han vente lidt endnu med det, Eugene havde efter alt ikke ramt særlig hårdt endnu.
Jake valgte at lave et hårdt men simpelt slag imod Eugenes side, han ændrede dog retning få sekunder før han ramte og snorrede istedet elegant rundt om ham og pladserede et slag mod ansigtet, dette slag var dog kun et slag til at dække over den fod han havde skudt ind under ham som gerne skulle fælde ham vis den virkede rigtigt.

//yay du svarede! //

For Eugene er Jake ligeså nem at gennemskue, som en bog er at læse. selvom der var gået mange århundrede siden de sidst havde set hindanden, Eugene følte stadig han kendte ham, og desuden havde Jake ikke ændret sig særlig meget, hans stædighed og temperament var stadig lige så urykkelig og kort som den altid har været. Eugene parerede de første to slag og lod det tredje ramme, det var lidt hårdere end forventet men Eugene stod oprejst endnu, han tog kun slaget for at få et rigtigt tag på jake som låg ved foden af ham. han ville holde Jake mod jorden så det var nemmere at indføre et slag midt på maven.

Jake satte tiden i stå lige sekundet inden Eugene fik fat i ham og han rullede hen ad jorden væk fra ham før han satte tiden igang igen, "Satans!" mumlede han forpustet. Han knælede ca 7 meter fra Eugene, han begyndte at være forpustet, det at bruge sin evne så meget gjorde ham en smule udmattet. Hans sorte hættetrøje var begyndt at være godt mudret til så han smed den da det også begyndte at blive varmt. Måske var det tid at få et hans lille es i ærmet frem, et skævt smil nåede hans læber mens han lod sin hånd køre op til den snakebite pircing han havde i højre side, han hev den ud og satte den istedet på sin fingerspids, nu udgjorde den en minikniv og gav derfor Jake en fordel "jeg er ikke færdig enddu" sagde han tråsigt op med sin far der stadig stod på benene.

Eugene ærgede sig over han ikke fik Jake, han kendte udmærket godt til Jakes evner. han tog sig til det ene ben som var lidt ømt "når, så du er blevet stærkere" sagde han med sarkasme i stemmen, og med et smil på læberne. Eugene blev en smule overrasket da han så piercingen blive til en kniv "smart lille legetøj du har der" han provokerede Jake "tja~ hvis du tror den kan hjælpe dig"

Jake smilede koldt til sin far foran sig "tja det er lige det jeg tror den kan" svarede han hårdt mens han overvejede sit næste træk, normalt ville han have ventet til sin modstander angreb, men han vidste godt at det var ham der blev nød til at angribe vis Eugene ikke bare skulle stikke af som den kujon han nu nok en gang var. Han satte af med højre fod og fløj nærmest mod Eugene, uden rigtig at have en plan, for nu ville han se hvad Eugene havde tænkt sig at gøre også angribe ud fra det.