I skæret..

Dato: 15. maj 2010
Dag: Lørdag
Tid: 22.30
Sted: Ved havnen
Vejr: Overskyet, let blæsende
Omgivelser: Øde, men man kan høre høje stemmer og latter fra den nærmeste bodega

Ved havnen var alt stille. En gang i mellem, hvis man lyttede godt efter, kunne man dog høre vinden tage fat og legede med bladene på træerne, som var blevet placeret nydeligt på led, så de dannede en slags mur mellem fortovet og vejen. Fortovet gik lige ud til kanten af havnen, som dog var blevet udviddet af broer, som gik ud til skibene i vandet. Langs fortovet var der blevet hejst lytepæle, som skulle lyse op for den passerende. Lyset faldt ned på enkelt skikkelse, som skilte sig ud fra det velkendte, det forklarlige.
Ethan stod i skæret fra lyset, men han havde trukket hætten fra sin hættetrøje over hovedet, så hans ansigt lå hen i skygger. Hans tanker gik til Austin. I lang tid havde han holdt sig hen for sig selv i skygger, men han havde holdt øje med ham på afstand. Han savnede ham.. Han svigtede ham. Ethan lagde en hånd på sit bryst. Mon følelsen lå i hjeret? Kunne den fjernes?
En lugt fik ham til at løfte blikket. Længere nede ad gaden på den modsatte side kom der et menneske gående.. ret sløvt. Det vækkede hans interesse en smule, for det var længe siden, han havde fået et ordenligt måltid. På et seneste havde han kun levet af dyr fra skoven.. Han havde ikke haft lyst til at omgåes mennesker.
Skikkelsen kom langsomt nærmere, mens Ethan overvejede lige så stille, om han skulle, eller om han skulle lade være.

Austin kom gående med sløve skridt, han havde blikket vendt mod jorden og gik rastløst rundt. Han vidste ikke rigtig hvor han skulle gøre af sig selv, det havde han egentlig ikke vidst længe. Han havde det som om at han havde mistet alt, selv Ethan, han havde bare været væk?. Han så lidt op og fik øje på en skikkelse, men ikke hvilken som helst skikkelse, det var Ethan. Austin stod lidt og stirrede, han gned sine øjne og troede ikke sig selv, han havde haft mange hallucioner for tiden, så hvorfor skulle den her ene gang være rigtig?. Han blev bare ståenede og ventede op at skikkelsen forsvandt.
Men efter kort tid løbe han istedet imod Ethan, da han ikke kunne forstå hvorfor personen ikke forsvandt?

Der måtte var noget galt med Ethans lugtesans, for han havde ikke registeret andet, end at det var en dødelig menneskeskabning. I takt med at mennesket nærmede sig, blev lugten tydeligere, og Ethan kunne ikke lyve for sig selv; det var en helt fantastisk lugt. Han indhalerede det, nød det, som om det var heroin. Han måtte dog lukke øjnene et øjeblik for at få kontrol over sig selv, men da han åbnede øjnene igen, kunne han ikke tro sig selv. Mennesket kom ret faktisk løbende hen mod ham. Det var første gang, han havde oplevet, at det var så let at jage.
Ethan trådte ud af skæret fra lyset over ham og ud i mørket, som befandt sig udenfor lysets rækkevidde. Han måtte virkelig se at få kontrol over for sig selv, så det hele ikke gik galt.. men det lugtede bare så fantastisk, Ethan kunne ligefrem høre blodet løbe i blodårerne, brusende, friskt.. det tørstede efter ham lige så meget, som han tørstede efter det.
På under et sekundt kunne Ethan havde sværget på, at hans hjerte var holdt op med at banke i hans bryst, hvis det ikke allerede var tilfældet. Det var Austin! Det var virkelig Austin, og han kunne ikke tro, han lige skulle til at tage livet fra den, han værdsatte allermest. Det tog pusten fra ham, det skræmte ham ærligt talt.. men han skulle ikke i nærheden af ham. Dog gjorde han ikke noget, end at blive stående og se Austin nærme sig.

Austin så ret frusterret ud, hvorfor blev skikkelsen ved med at være der?!. Han stoppede så op inden han nåede helt hen til ham "Det .." mumlede han og tog sig til hovedt "Jeg forstår det ikke" sagde han så og faldt ned i knæ. Han kneb øjnene sammen og prøvede at lade være med at græde, selvom et par tåre allerede havde fundet vej og dryppede ned på jorden "Hvorfor dukker du hele tiden op .." mumlede han og tørte tårene væk fra sine øjne. Han vendte blikke op på himmelen og prøvede at få luft i lungerne for ikke at hyperventilere.
Han så så forsigtigt hen mod skikkelsen i skræk for om skikkelsen stadig var der? hvad hvis den var? var ethan der så? eller havde det måske ikke været Ethan? var det måske en fremmed, en vampyr? Som lige nu var på vej hen hvor at dræbe ham? Men hvad skulle han være bange for, ville døden virkelig være så slem?

Hvor var det typisk Austin, tænkte Ethan. Han havde altid syntes, der var lidt dramaqueen over ham.. men han kunne alligevel ikke lade være med at have ondt af ham. Det var nok også bare nogle tanker, han ubevidst skabte, så han ikke skulle få sympati for ham. Det virkede dog ikke.. Inderst inde smertede det ubeskriveligt at se Austin sådan. Han kendte jo kun til en brøkdel af Austins liv, men han forstod allerede alle hans kvaler. Det måtte være hårdt for et menneske..
Ethan gik over mod han. Han vidste instinktivt, at han skulle beskytte Austin, det var det eneste valg. Da han var nået hen til ham, knælede han ned på det ene knæ. Han lagde blidt en hånd på Austins skulder; han skulle se, hvor virkelig Ethan var. Han var færdig med at gemme sig nu.
I det samme jog en smerte igennem ham. Lugten havde sat sig fast i hans hjerne, og nerveimpulser strømmede ud, om at han skulle bide. Det føltes som en forfærdelig hovedpine, eller nærmere som om nogen havde hamret en pæl gennem hans hoved.. det gik op for ham i det øjeblik, at han skulle beskytte Austin for sig selv.
Ubevidst tog han strammere fat i Austins skulder; hans negle borede sig faktisk ind i hans hud, men ikke så meget, at der gik hul. Den anden hånd fór til hans pande, han kneb øjnene i og bed hårdt tænderne sammen.

Austin mærkede hånden og det gav lille sæt i ham, han så op på ham "E .." var det eneste han lige kunne få ud af munden, indtil Ethans greb blev strammere "E-Ethan, Det gør ondt" sagde han så og stirrede på ham, indtil det gik op for ham at der var noget galt med ham. Han var sulten, det var det, Ethan var blegere end han nogensinde havde været så det var tydeligt at se. Han sank kort og tog en hurtigt beslutning og rakte sit håndled frem mod ham "Du må godt .." sagde han så stille og havde ikke noget imod det, når det var Ethan. Han følte sig faktisk meget bedre tilpas nu da Ethan var i nærheden, nu da han vidste at han var lige foran ham.
Han glemte næsten altid alt hvad der var sket når Ethan var i nærheden, han kunne ikke rigtig tænke på andre end ham når de var sammen. Men nu var de heller ikke så meget sammen, faktisk var han ret tit alene også kom minderne automatisk sammen og tænkte man automatisk dårlige og negative ting og gjore det hele værre for sig selv. Dog skar han ikke i sig selv eller gjore sig selv ondt af den grund, eller jo han havde godt nok komme til at tage nogen af Hayleys stoffer, men han havde ikke kunne lade være. Heldighvis havde det ikke taget stor skade på ham.

Ethan fik trukket sin hånd til sig igen. Først kæmpede han imod Austins ord, men som han instinkt fik taget over, kunne han ikke blive mere enig. Han vidste det var forkert.. Et eller andet sted håbede Ethan, at Austin ville stoppe ham.. men det virkede ikke specielt meget som om, Austin ville kæmpe imod.
Han blottede sine skarpe hjørnetænder, samtidig med han lagde sit hovede ned mod den andens hals. Som han nærmede sig, blev han svimmel.. eller ikke svimmel, nærmere beruset. Det snurrede i ham af ivrigskab, og han kunne ikke vente. Der var ikke noget bedre en Austins blod. Tilfældet var ironisk, men han havde aldrig smagt nogen bedre, og det vidste han, at han heller aldrig ville komme til.
Ethan tog fast fat om begge Austins overarme med sine hænder for ligesom at holde ham fast. Det var lidt hans instinkt, der tog over; selvfølgelig ville han teoretisk set lade ham gå, hvis han ikke ville mere, men i virkeligheden ville han ikke tillade det. Ethan indhalerede lugten en sidste gangen, inden han bed.

Austin gispede lavt da Ethan tog fat i ham og bed tænderne sammen da han mærkede Ethans spidse tænder i sin hud. Han lukkede sine øjne og prøvede at tænke på noget andet. Tænke på at Ethan var her nu, sammen med ham. Han mærkede faktisk pludseligt bidet mere intenst end før, han følte sig faktisk pludseligt lidt pirret. Han sank og lagde armene om Ethan. Han kyssede Ethan i nakken da det var der han kunne komme til. Han nød et eller andet sted bidet, hvilke var mærkeligt?
Han pressede sin krop lidt ind mod Ethans og følte sig ekstremt tiltrukket af ham. Mere end han nogensinde havde været "Jeg elsker dig Ethan" hviskede han.

Ethan lod sin ene hånd glide over Austins skulder og om i hans nakke, så han kunne få bedre fat. Han sugede ivrigt blodet i sig, så det løb både ned ad Austins hals, men også hans egen. Hans vejrtrækning blev tungere.
Det, at han fik blod, gjorde ham bare endnu mere ivrig end før. Han slugte blodet med stor velbehag, så han kunne ikke stoppe igen. Han lagde sin anden arm omkring Austin og hev ham helt ind til sig.
Ethan ænsede ikke den andens ord, men han kunne mærke, hvordan Austin følte. Det fik noget inden i ham til at reagere, og han bed endnu dybere ned i Austins hals. Blodet begyndte nu også at flyde ned på deres tøj, enkelte dråber ramte også jorden.

Austin trak vejret mere hektisk og havde det totalt underligt, på en måde som var han beruset og rigtig'rigtig tændt. Han holdte automatisk lidt strammere om ham og kyssede ham instenst i nakken. Han tænkte slet ikke over alt blodet, selvom han var begyndt at komme i en sløsset og lidt tåget tilstand og hans krop var ved at blive ret svag. Hans øjne var lukket afslappet i og han havde det egentlig som om at han snart faldt i søvn og dog alligevel ikke for hans krop anspændte på en underlig måde.
Han kom dog lidt til sig selv da han mærkede sit hjerte slå en smule langsommere "Ethan!" gispede han da han opdagede alt blodet.

Ethan hørte intet, intet andet end blodets susen for sine øre. Han havde nærmest glemt, hvilken situation, han befandte sig i. Han vidste bare, det føltes godt, og han havde ikke lyst til at stoppe. Blodet havde en fantastisk følelse på ham. Han strammede grebet om Austin. Hvor var det også fantastisk at kunne føle den anden så'n, det var noget, han aldrig før havde prøvet.. Han måtte fortsætte.
Ethan slap biddet for at slikke det blod op, som var på Austins hals, inden han bed igen, nogenlunde det samme sted som før.

Lyonaro fulgte duften af blod. Han fulgte væggene så han forsvandt ind i skyggerne. Han kunne se to skikkelser længere henne efterhånden som han kom tættere, og pludselig kunne han også dufte deres racer. Et menneske og en vampyr var det helt afgjort. Ha slap sig væk fra væggen og satte i spæn hen til dem og kastede sig over dem begge og satte tænderne i menneskets anden side og begyndte at suge det varme blod til sig. Han kunne ikke genkende Austins duft da den var så ens til andre mennesker, men et eller andet sted kunne det også være ligemeget. Han ville ikke få det dårligt over, hvis han døde. Han ville bare ærgre sig lidt.

Austin kæmpede allerede lidt med at få Ethan til at stoppe og da han pludseligt mærkede et par tænder mere i sig svimlede det nærmest for ham "Argh! St-Stop! i dræber mig" sagde han små panisk og begyndte at bevæge sig modviligt. Han blev faktisk rigtig bange nu, hvordan kunne der pludseligt komme en ekstra?!?!, Det var kune Ethan der måtte. Han hev efter vejret og prøvede at kæmpe blodet rundt i kroppen, selvom der var mindre end hvad der nogensinde havde været i hans krop "I .. må ikke .. dræbe mig" sagde han med åndenød.

Ethan fornæmmede den ny tilstedeværelse, men inden han kunne nå at reagere, var personen allerede helt henne hos dem. Han gav slip på Austin, og med det samme brusede vreden op i ham. Han kastede sig over den anden vampyr, flåede ham væk fra Austin. Det lykkedes ham, at lægge den anden vampyr ned, og han holdte ham nede ved at sætte et knæ i hans mave. Imens lagde han begge sine hænder om hans hals i et fast greb.

Lyonaro fløj nærmest væk da Ethan kastede sig over ham, og da de begge var vampyrer gik det hele meget stærkere end hvad et menneske ville kunne nå at opfatte. Hans mund var blodig efter at have angrebet Austin så hårdt, og han smilte bare da han så op i den anden vampyrs ansigt som tydeligvist var vredt. Han ville have grinet, hvis det ikke var fordi han ikke kunne få luftgang i halsen. Han greb hårdt fat i hans håndled og gjorde alt for at knuse hans knogler, eller ihvertfald skræmme ham med det.

Austin gispede efter vejret da de begge flyttede sig, han tog sig til sin blodige hals og faldt ned og støtte med den ene hånd mod jorden. Han lukkede øjnene og kæmpede for at få vejret tilbage. Han så så hen mod dem, men det forvirrede ham bare endnu mere. Han så så på sin hånd som var fyldt med blod *Idiot .. * tænkte han da han sagtens kunne genkende det hurtigte glimt af Lyonaro. Han kom op og stå med rystende ben og var faktisk mere sur end han var ked af det.

Ethan mærkede presset om sine knogler, men indtil videre var han kun besat af vrede, indtil panikken kort greb fat i ham. Han prøvede febrisk at hive sine hænder til sig, så han ikke ville risikere at miste dem for altid.
Han så kort hen mod Austin. I det korte øjeblik så det ud til at gå fint for ham, han var i hvert fald kommet på benene, så helt svag var han heller ikke.

Lyonaro så ivrigt tilbage på Ethan, men da Ethan kiggede væk og over på Austin, skyndte han sig at skubbe ham væk fra sig, så han ville få en mulighed for at angribe også. Han løb hurtigt hen til Austin der stadig kæmpede med sin hals og han skyndte sig at tage et godt greb omkring ham og løftede ham op. Han begndte at løbe, så han kunne slippe væk og stjæle resten af Austins blod selv. Han fornemmede at Austin nok alligevel ikke klarede den.

Austin mærkede pludseligt et par arme om sig og pludseligt bevægede det hele sig. Han blev kort hel forvirret og troede først det vat Ethan, indtil det så gik op for ham at det var Lyonaro "Nej, Slip mig" sagde han og prøvede at vride sig fri, men var for det første alt for svag og han var alt for stærk. Han prøvede at slå ham, men slagende ville nok ikke hjælpe særligt meget. Hans hoved dunkede og han følte sig svimmel, hvorfor.endte.han.altid.i.fare?!

//Og så kom en bombe og sprang dem alle i luften... Slut o3o//

//Klart x__x//