Efter shoppeturen..

Sted. Werclare centrum
Vejr. Solen skinder og der er dejlig varmt rundt omkring
Tid. 14.32
Omkring. Mennesker
Dag+dato. IRL
Påklædning. http://www.comparestoreprices.co.uk/images/ca/carefree-casual-dress.jpg

Rose kom langsomt gående ned af de mange gader. Hun havde en pose i sin ene hånd og havde lige været ude og shoppe. Det havde hun egentlig haft brug for i noget tid. Hendes blonde hår lå glat ned af hendes ryg og hun havde en helt ny kjole på. Det var nu rart nogen gange, at shoppe lidt. Hendes blik var rettet ned mod jorden og ville helst ikke få øjenkontakt med nogen, men hun kunne dog mærke manges blikke på hende. Hun var på vej hjem og ville nu bare have fået sine vinger frem og flyve resten af vejen, men kunne jo ikke.

Labashi sad op af en af de mange vægge og hvilet sig efter en lang arbejdsdag. Han havde tjent mere end han plejer, knap til at kunne købe sig et brød. Solen havde ikke været so venlig mod ham i dag, den havde taget alle hans kræfter. Han havde et flaske vand på sig, som han tog frem og drak fra. Vandet var ikke hvad en tørstig mand vil ønske sig, men det hjalp. Noget opfanget hans opmærksomhed. Han så fra højre til venstre, der, til højre for ham gik en pige. Andre vil bare havde sagt, at hun var normal, men han var ikke til at narre. Han kunne se at hun ikke havde lagt mærke til ham, derfor tog han sig god tid med at studere hvert lille detalje. Han kunne med et se, at hun havde været ud at shoppe, det fik ham til at lo lavt for sig selv *nogen shoppe for dag til dag, og andre slider for et stykke gammelt brød*

Rose stoppede langsomt op da hun kunne mærke at der var nogen som så over på hende. Hun så lidt undrende ned i jorden, og syntes at det føltes som om at dette blik ikke var fra de andre mennesker. Hun lod hurtigt sine øjne gå op og lod det søge rundt omkring og fik til sidst øje på en person som sad ovre ved en væg. Han lignede en tigger. Hun kunne ikke lade vær med at få helt ondt af ham, men trak hurtigt sig selv ud af det og tænkte nu over hvilket væsen han var, da han ikke var et menneske.

Labashi så tydeligt, at hun havde set ham, men han fjernet ikke blikket. Mennesker gik fra side til side, men intet var nok til at få ham til slippe hende. * En aura så ren, kan ikke tilhøre så mange andre racer* han smilet tilfreds. Hans koncentration begyndt at blive rystet pga. både sult og varme *aldrig i livet! * han gav ikke slip. For Labashi så pigen ud til at være fra en rig familie, meget rig. Han smilet for sig selv; han lignet en murstensmur med det grå kikset tøj. Jo mere han tænkt på det, jo svær blev det at undgå at misunde hende for det hun har. Da han ikke længe kunne hold misundelse tilbage, vendt han blikket væk. *Ikke alle kan mættes * tanken beroliget ham lidt.

Rose så over på den unge mand, og vidste ikke rigtig om hun brød sig om at han kiggede på hende. Hun gumlede svagt på sin underlæbe og lod sit blik gå væk fra ham da han så væk fra hende, men lod hurtigt sit blik gå tilbage på ham og begyndte at gå over mod ham. Jo tættere at hun kom på ham, jo mer kunne hun mærke at han ikke var et menneske. Men på grund af hans situation og på den måde han så ud på, kunne hun ikke rigtig se og mærke hvad han lige var. En vampyr var han heldigvis ikke.

Labashi så hende begynde at gå direkte mod ham. Normalt vil han havde flyttet sig, men nu var han for træt. Han forholdt sig rolig. *Intet kan ske, verden har ændret sig * tænkte Labashi. Labashi rejste sig, det var en lang kamp, meget lang kamp for at kunne komme op. Han havde ikke fået noget at spise det sidste lang tid. Hans ben rystede af svaghed. Han så på hende med de halv åbne trætte øjne. *Hvad mon hun vil? * Labashi var lidt nervøs. For det msete vil folk ikke en gang ofre ham et blik, eller når han bliver ignoreret. Selv de folk der give nogle små mønter kigger ikke på ham. Labashi vendt igen sin opmærksomhed mod pigen og ventet på hun viste hvad sin gerning var.

Rose kom med forsigtige skridt hen mod den unge mand. Han så ikke alt for godt ud.. Altså.. Han så ikke ud til at have det særlig godt "Er du okay?" spurgte hun da hun var tæt nok på ham. Hun kunne mærke et eller andet rent over ham. En engel?! Hvordan kunne en engel, ende sår'n?! Det var første gang at hun havde set en engel i denne situation. Hun så lidt på den unge mand og fik lidt ondt af ham og lagde hovedet let på skrå og så betragtende op på ham.

Labashi blev mere nervøs da hun var kommet tættere på. For det meste vil folk holde sig på afstand. *Slap af, intet kan ske. Verden har forændret sig * tanken hjalp ikke meget, for selvom hendes aura var ren, havde Labashi stadig noget i sig. *Bag en engel er der en djævle, men bag djævlen er der ingen engel * Labashi prøvet at slappe af for ikke at forskrække hende hvis hun havde en god gerning.
Labashi blev overrasket over spørgsmålet. Han så lidt på hende før han svaret. "Jeg... Jeg har det som jeg plejer" sagde han og fortsat "Tak for at De spurgt" Han tænkt lidt over det næste han vil sige, men vidste ikke helt hvad man skulle sige til folk disse dage. "Kan jeg hjælpe Dem med noget?" han var ikke sikker på at ordene var de rigtige.

Rose havde godt bemærket at han virkede lidt nervøs, men ville ikke begynde at kommentere det. Selvom at det var sjældent at nogen blev nervøse overfor hende. Han havde det som han plejede? "Og hvordan plejer du at have det?" spurgte hun, men kunne godt gætte sig frem til svaret hvis hun tænkte sig om. Hun løftede et øjenbryn over hans spørgsmål og han kunne jo ikke hjælpe hende med noget.

Labashi så lidt på hende, for ind i hans hoved lød det yderst dumt det hun spurgt om, men med det samme droppet han tanken. Stille og høfligt ,som før, svaret han hende. "Jeg tror De er træt, ellers vil I jo ha' bemærket at jeg ikke bare har ondt i benene. Jeg bor på gaden, som De måske vil ha' bemærket hvis De ikke var træt." Labashi prøvet at smile, med det var hårdt. Hans hud var som sten, tør sten. "Men De svaret ikke mit spørgsmål. Kan jeg hjælpe Dem med noget?" Labashi vidst inderst ind at der ikke var et svar åp spørgsmålet, eller ikke for mennesker der kunne få hvad de ønskede.

"Jeg er ikke træt" sagde hun hurtigt og så op på ham og rystede på hovedet af det han sagde omkring at hun var træt. Hun så betragtende op på ham "Hmm.. Neej, det kan du vel ikke. Jeg ville sår'n set bare se om du havde det godt, da du ikke så ud til at have det godt" sagde hun og strøg en hånd gennem sit hår.

Labashi forblev stille. Hun så ikke træt ud, det var helt sikkert, men hvad ellers vil han havde sagt? "Det glader mit hjerte at høre. Der findes intet værre end træthed" sagde han "Men sådan nogen som mig, har det altid sådan. Gennem mange generationer har vi ikke forændret os. Nogen vil sige at det er snyd eller lignende. Men sådan er det, sådan var det da min slægt kom til. Min forfædre valgt at leve i dårlige vilkår så andre kunne ha' det bedre. Desværre fik en som mig og mange andre aldrig valget." Labashi så ned i jorden. Det var hårdt, sandheden var hård, sandheden om at han intet kan ændre. "Nu skal jeg ikke fylde Jeres unge hoved og lad deres skulder bære mine sår og smerter" sagde han da han igen kigget op.

Rose betragtede ham mens han fortalte og kunne ikke lade vær med at have helt vildt ondt af ham "Det er jeg da ked af at høre" sagde hun lavmælt og var nu glad for at hun havde fået et godt liv. Men hun havde jo oss levet i mange år og det havde været hårdt at komme op til det.

Labashi så sig om. Øjne og ører rundt omkring var så småt ved at deltage og det fik Labashi til at føle sig ile tilpas. *Jeg klager for manglende opmærksomhed, og nu klager jeg over for meget opmærksomhed.. pfft* tænkt han. Da han igen var opmærksom på hun-personen foran ham, hun sagde noget, som inderst inde Labashi ikke brød sig særlig meget om, men alligevel tvang han ordene ud. "Jeg takker Dem for Deres medfølelse"

Rose kunne se på den unge mand at han ikke var tilpas med denne opmærksomhed hun gav ham, men ville nu ikke rigtig tænke så meget over det "Har de været i denne situation i lang tid?" spurgte hun og ville ikke komme ind på ordene; hjemløs og fattig. Det ville være uhøfligt og det ville sikkert oss få ham til at blive trist til mode.

Labashi kunne føle at han snart ikke kunne stå oprejst meget længe. Hendes spørgsmål overrasket ham ikke. "Jeg har levet dette liv de sidste 700 år. Før det var jeg en mand der var kendt verden rundt. En mand der havde rigdom der kunne dække hele landet, men så faldt alt ned.." Labashi så det tydeligt. Alt faldt ned. "Min faders forbandelse var trådt til, trådt til for at ødelægge hele hans slægt. Og da jeg var den eneste søn og barn, var det mig der tog hele skaden."
Det var første gang Labashi fortalt sin historie til nogen. Første gang de sidste 700 år. "Min fader blev forbandet af en anden engel, fordi han valgte at leve sit liv, som han ønsket og ikke som de andre levet det." Labashi så igen ned i jorden. "Og nu betaler jeg for min faders, så kaldte synd."

Rose så på den unge mand og så hvordan han blev svagere og svagere. Hun lyttede til det han sagde med store og nysgerrige øjne "Wooaw.. Det er da egentlig ikke fair" mumlede hun og syntes ikke at det var ham som skulle tage slæbet efter sin fars gerninger. Hun rakte en hånd ud til ham som hjælp "Tag min hånd" sagde hun venligt og varmt og ville blot have hans hånd så hun kunne hjælpe ham lidt med at holde ham oprejst.

Labashi så på hende og kunne ikke hold smilet tilbage "Ikke fair? Hvad er fair, så dette ikke er fair? Som jeg før har sagt til Dem. Nogen må sulte, så andre kan mættes" sagde han stadig med den samme tone, selvom smilet var tydelig på hans læber. Labashi håbet blot at hun ikke vil misforstå hans smil. Labashi gik et skridt tilbage og ramt væggen bag sig, da hun rakte hånden mod ham. Han så lidt på hendes hånd og overvejet hvad han skulle gør. Hun tilbyd ham hjælp, og der var ikke noget andet han havde mere brug for nu end en hjælpende hånd. Stille og forsigtigt tvang han sin højre hånd, og tog fat i hendes. "Hvad er Deres navn?" Labashi undret sig over så ubetydelige som navne havde været. De har snakket og hun ved næsten alt om ham, men han kender ikke hendes navn.

Rose så på ham og smillede svagt over det han sagde "Tjaah.. Det er stadig unfair. Jeg ville da ikke have fundet mig i sår'n noget" sagde hun og fandt sig sår'n set overhovedet ikke i sådan en opførsel fra folk. Men hun kunne dog godt være ret skræmmende hvis hun blev sur nok. Eller.. skræmmende og skræmmende. Hun kunne komme op i en tone i stemmen som fik folk til at gå et skridt tilbage. Hun smilte da han tog imod hendes hånd og fik ham ordentligt op at stå så han ikke faldt sammen og havde det egentlig lidt underligt at hun vidste en hel del omkring ham og han overhovedet ikke vidste noget om hende "mit navn er Rose" sagde hun venligt og med en hvis varme i stemme og så op på ham og holdt godt fast i ham.

Labashi nikkede, som var de lig stødt ind i hinanden "Jeg er Labashi Munawwirtum Samsuiluna. Jeg er fra det jord der ikke længere findes." sagde han med en stemme fuld af stolthed, mens han bukkede let. "Hvad bringer Dem til Werclare? Et sted som dette plejer ikke at være for engle. Som De måske ved, her bor kun dem der er Deres modsætning, som vampyrer eller dæmoner." spurgte Labashi lidt nysgerrige. Labashi var så småt ved at føle sig lidt bedre tilpas, og passerende folk kiggede ikke længere. Selvom det ikke helt kunne pas sammen. En tigger snakker med en lidt rigere pige, men Labashi vidste at de ikke længere var nysgerrige. Sådan er det her.

Rose så op på Labashi og gav ham et lille nik "Det er hyggeligt at møde dig, Labashi" sagde hun venligt og høfligt og smilte venligt til ham og lyttede til det han sagde og da han ikke sagde mer, trak hun på skuldrene "Bor her. Jeg bor inde i centrum" sagde hun og gav et hovedkast mod den retning hendes hjem var "Jeg lader ikke vampyre og dæmoner skræmme mig og jeg lader dem ikke hindre mig i at bo hvor jeg vil" sagde hun og ville ikke lade sig skubbes rundt af folk som var stærkere end hende.