Domkirken.

Sted: Wareclare Domkirke
Omkring: Intet lige nu
Vejr: Regnvejr udenfor
Tid: 21.03
Dag/Dato: irl

Barfodet trådte Éowyn ind i den store domkirke. Det rejnede udenfor, så hun søgte ly derinde. Hun havde sin lange, hvide kjole på og sin grå kappe med hætte. Der var flot i kirken. Alle de smukke malerier, og dekorationer. Sæt at mennesker sådan kunne tro på noget, fuldt og fast. Hun lod hætten falde ned og kappen dryppede på gulvet. Hun hørte et brag udenfor, der fortalte hende at tordenvejret var igang. Hun satte sig ned på én af bænkene.

Udenfor styrede en stor ravn direkte mod kirkens kirkegårds plads, den havde umenneskelig fart på
og hvis ikke snart den stoppede med at styrte ville den blive dræbt af at ramme jorden.

Hun rejste sig langsomt op. Henne ved alteret stod en lille gylden flaske. Mens hun fugtede sine læber gik hun langsomt, elegant og forsigtigt derhen. Hun tog flasken op i hendes feminime fingre. Med en slingrende skrift stod der "Mod vampyrer."
Éowyn rynkede brynene og undersøgte flasken nærmere. Den havde en spids ende, en rund midte og et lille gyldent låg.

I det samme forvandlede ravnen til Demetri nogen meter oppe i luften.
Han landte på benene og bukkede svagt i benen så han kom ned at sidde på hug.
Han skjulte sig ansigt i sit hår som var blevet driv vådt og som hang istedet for at
stritte ud til alle sider.
Han rettede hoved op så han ikke så ned i jorden men istedet kiggede op på kirkedøren,
han duftede svagt til luften og smilte så stort og lumsk som kun Demetri engang kunne.
Duften af elver var stadig i det fugtige våde vejr, og ved hjælp af at elveren var blevet ramt af
vand ville det bare gøre at elverens duft ville blive hængende i længere tid.

Éowyn drejede den lille flaske rundt mellem fingrene. Hun åbnede låget og lugtede til væsken derinde, men det lugtede blot af vand - meget rent vand dog. Hvad brugte mennesker dog dette til? At beskytte sig mod vampyrer? Eller hvad kunne skriften ellers betyde?
Hun hørte en bump udenfor og det gav et sæt i hende. Hun så over mod døren hvor lyden kom fra.

Demetri rejste så langsomt op og stod nu stift og lige op i luften, han grinte meget lavt til sig selv, og
begyndte så at gå hen til kirkedøren og derefter gå ind af den.
Den første kirkedør førte ind til det første lille rum man altid gik ind i, i kirker, Demetri stod en tid og dryppede af
hvorefter han rystede sig som når en hund havde været ude i regnvejr, det fik hans hår til at stritte '_(som på billedet)
som det altid sad, og alt blev vådt inde i rummet.
I det næste åbende han begge dørende til selve kirken og gik ind af dem, med et let smil på sig.
Hans metalliske grå øjne som var kendt for at væe smukke og lokkede og alligevel døde, kolde, og ligegyldige, var rettet på den unge pige som åbenbart var i kirken nu, (elveren)

Éowyn var skræmt og hun knugede den gyldne flaske ind til sig.
Dørene gik op og ind kom lugten af noget metallisk, sødt. Det var lugten af vampyr. Drengen som trådte ind var høj, og hans sorte hår strittede til alle sider. Hun sank en klump og stak ham et venligt smil. Hun nikkede velkommene til ham og blafrede med øjnvipperne.

Han gik Maskulint op af kirke gulvet og på en måde ville dette virke for mange meget meget truende.
I det han nåede sidste kirke bænk satte han sig ned, imens han havde gået havde han smilte tilbage til
elveren men med lukket mund.
Han øjne var som glistret til hende, men ikke af at han syntes hun var kun men af ren vampyr instinkt og
også på den måde Demetri var.

Éowyn holdte en hånd på brystet. "Jamen.. Godaften." sagde hun med en rolig stemme. Drengen satte sig på den sidste bænk, bænken tættest ved hende. Han så truende ud, men det virkede naturligt for ham. Hun slugte engang og smilede igen. Så vendte hun sig mod alteret og klemte den gyldne flaske hårdt i hendes hånd. Hun så sig om bag skulderen, men drengen sad stadig på bænken. Hun overvejede at gå ud af kirken, men gjorde det ikke. Hun var sikkert bare pivet, mente hun..

"God aften ja" sagde han og nikkede hvorefter han gav hende elevator blikket da hun vendte sig.
Hun ville helt sikkert mærke en stikkende fornemellese sådan havde folk det altid når de metalliske grå øjne
kiggede på den, det ville mest føles som om at hun blev brændt eller at man fik kuldegysninger.

Gåsehuden startede på hendes arme. Hun ville gå. Hun ville væk. Hun var bange. Men intet af dette kunne læses i hendes øjne eller i hendes falske smil. Falsken blev efterhånden varm af at hun knugede den til sig. Hvad tænkte hun dog på, da hun gik herind?

Hans øjne gled ned på flasken og ret hurtigt op på hende igen.
"Du en elver unge" sagde han og tog sig tænkende til hagen imens han lægnede sig tilbage og så ret så intellegent ud.
Dog var det mest af alt e joke at han sad sådan der, men imens han sad sådan studerede han roligt denne elver.

Hun mærkede en mærlig prikken over hele kroppen. Da han snakkede så hun på ham over skulderen. En hvad? "Undskyld mig?" spurgte hun. Han sad bare dér og studerede hende med et tænkende udtryk i ansigtet. Hun vendte sig helt om og gik et skridt tættere på ham så han vidste at hun snakkede til ham.

Han sat med fronten mod hende lige pluselig, uden at have bevæget sig havde han flyttet på sig.
"En ELVER unge" gentog han da hun sprugte.
For Demetri var elver en slags familie til vampyrer, begge udødelige, blege, smukke, og fuldt med historie, dog var vamoyrer ikke født men skabt.

Hun blev forskrækket da hun hørte hans høje stemme runge i kirken ved ordet: elver. Hun lagde en hånd på hjertet.
"Jeg er født som vindens elver." svarede hun ham blot. Mere havde hun ikke at sige til hans uforskammethed

Han grinte lidt svagt, "Jamen velkommen til kirken, vindens elver" sagde han og rejste sig op hvorefter han båkkede
som en lille provokerende bevægelse.