Tidlig morgen.

Dag og dato :: Irl.
Vejr :: Rigtig sommerdag uden blæst.
Sted :: Søen.
Tid :: 8:47
Omgivelser :: Ikke nogen.
Påklædning :: Se ava.

Stilheden, der hvilede over søen, var på en gang beroligende og skræmmende. Ophelia Clarissa Wayland, der var bedre kendt som Clary, havde det bedst et sted, hvor der ikke var propfyldt, men med de uhyggelige historier, hun havde hørt på, omkring Silent River i lang tid efterhånden, havde fået sine virkninger. Det var første gang hun opholdt sig her, eller i Sheria by for den sags skyld. Hun var vågnet ret så tidligt i morges, og fik bare lyst til at være andre steder end Werclare. Det sædvanlige skæve smil kunne anes på de lyserøde læber, mens hun gik hen ad græsset og sørgede for ikke at nærme sig bredden. Hun stod nu også et godt stykke derfra, og slog sig lidt efter ned at sidde i skrædderstilling. Egentlig skulle hun være i skole på det her tidspunkt, men at pjække havde lige fået tiltalt hende, ligesom så mange andre gange, og lærerne ville nok ringe til hendes storbror Carwin igen. Men han skældte hende aldrig ud, så det var ikke lige noget hun bekymrede sig om i det øjeblik. Clary lod blikket hvile på den sumpede sø og lod tankerne få frit løb.

Marcus var som altid klædt i sort, hans humør var virkelig på sit nederste, det havde det været her på det seneste og det hjalp ikke ligefrem, når han så ikke havde nogle af sine venner at snakke med. Han viste ikke rigtig hvad han skulle gøre, han følte sig tom på en underlig måde, lige i øjeblikket havde han kun sprut, kvinder og smøger i hovedet, det var heller ikke lige det sundeste for ham når han var så langt nede som han var. Det var også derfor han holdte sig fra forhold, ihvertfald for nære forhold til andre. Han gik langs breden af Silent River, fordi det var det eneste sted han følte at han kunne være væk fra alle de ting, som han lavede mest af. Han havde ret ondt i hovedet, det var sikkert tømmermænd fra dagen før, han var vågnet op med to kvinder ved sig i sin seng og kunne endelig ikke huske hvordan de var havnet der, men regnede med at han havde haft dem med hjem for at stille sin lyst. Marcus havde en smøg i munden, imens han gik lidt i sine egne tanker, helt ubevist over at der faktisk var en anden dæmon.

Clary pillede fraværende nogle græsstrå op, og nynnede svagt for sig selv en sang, der for tiden blev ved med at køre rundt i hovedet på hende (What can i say - Dead by april). Hun vendte kort blikket rundt på sine omgivelser igen, bare for at nyde den skønhed, der hvilede over søen. Selvom, det var første gang, hun var i Sheria, og hun ikke havde fået set sig godt nok omkring, syntes hun allerede meget om byen. Werclare var efterhånden blevet lidt for ensformigt for hende. Måske skulle hun flytte ? Det var i hvert fald, noget hun havde haft i tankerne her på det sidste, da der ikke rigtigt var noget, der holdt hende tilbage. Lidt efter fik Clary en mørkhåret dreng, i sit synsfelt, hvilket fik stoppet hendes nynnen, og det ene bryn gled sædvanligt op, mens hun betragtede ham nysgerrigt, eller hans skygge. Hun kunne med det samme gætte sig til, at han også var en dæmon. Alle racer havde forskelligt formede skygger, i hvert fald i hendes øjne. Hun rynkede panden, da det først nu gik op for hende, hvor det var drengen gik. "Hey .. Pas på !", udbrød hun advarende, og følte sig en anelse dum og alt for dramatisk, nu hun stod op og rakte armen frem, af en eller anden grund. Men, der var jo noget om, at det var farligt, at færdes rundt omkring ved bredden.

Marcus var stadig meget fraværende lige nu, imens han gik roligt i sine egne tanker, men det enste han var sikker på, var hvor han gik og hvor han var henne, men hans omgivelser var han ikke helt sikker på. Det var også meget på grund af de tømmermænd han havde været så uheldig at få, men det måtte man finde sig i når man drak sig stiv. Han sugede noget røg ind og tog derefter smøgen ud af munden for at puste det ud igen, han var også ret ligeglad med sine omgivelser lige i øjeblikket, for han havde jo ikke noget at bruge det til. Han var virkelig i dit dårlige stadie i øjeblikket og man kunne ikke helt vide hvad for et humør han var i, så længe han ikke gav udtryk for det eller når han ikke sagde noget. Han tog sin smøg tilbage i munden og sugede ind, men fik et chok af den pludselige stemme at han fik røgen galt i halsen og hostede kort, imens han slog sig på brystkassen. Marcus vendte blikket rundt og fik øje på en pige, som åbenbart også var dæmon, han pustede resten af den røg ud, som ikke havde kommet ned i halsen på ham og smed smøgen ned i vandet, så den slukkede. " Sig mig.. er du ude på at slå mig ihjel?" spurgte Marcus lidt surt og lagde derefter armene over kors imens han gik over imod pigen og kastede lidt af håret væk fra øjnene.

Clary spærrede let øjnene op, da drengen så ud til at have fået et chok og noget af et hosteanfald. En let grimasse gled over hendes ansigt, mens hun indvendigt forbandede sig selv, over at have råbt op på den måde. Faktisk havde det jo været hendes skyld, hvis drengen nu var faldet i, af bare chok. Hun bed sig let i læben og prøvede at ryste tanken af sig. Der så jo ikke ud til at være sket ham noget specielt, alligevel. Med let rynket pande, gik hun hen mod ham og kunne godt se på hans ansigtsudtryk, at han ikke så alt for glad ud. Det var nu også klart. "Jeg ..", begyndte hun, for at prøve at undskylde, men stoppede brat sig selv, ved han havde sagt. Hun førte en let hånd gennem noget pandehår, der blev ved med at falde i ansigtet på hende og spidsede utilfredst kort læberne. "Jeg prøvede faktisk at redde dit liv, at du ved det", svarede hun en anelse mut, nu de stod overfor hinanden og betragtede ham lidt.

Marcus stoppede med det samme op, da han så at de stod tæt ved hinanden nu og bed sig lidt i læben. Han undrede sig lidt over at hun ikke bare kunne have været ligeglad med, hvis han faldt i vandet, han kunne jo bare alligevel have reddet sig selv med sin evne, som han praktisk talt var ret stolt over at have. For det så ikke lige ud som om at andre racer havde den samme evne, eller han havde ihvertfald ikke mødt nogen for nylig. Han rømmede sig lidt muggent da han havde hørt hvad hun sagde og rystede lidt på hovedet, han var godt og grundigt irriteret og hovedpinen hjalp ikke med at få det gode humør frem. " Jeg har ikke brug for at du redder mit liv, jeg kan skam selv passe på mig selv... som visse andre ikke kan" sagde han surt og vendte blikket væk fra hende. Hvorfor skulle det også lige være en kvinde som stod foran ham, han havde en svaghed for kvinder, for dem kunne han aldrig fuldt ud blive sur på eller tænke sig at skade, så hun var ret heldig. Marcus vendte derefter sit blik tilbage på hende og lod sine hænder glide ned i lommerne på sin jakke.

Clary var stadig grænseløst irriteret på sig selv over ikke bare at have ladet ham være. Han lignede ikke ligefrem en lille dreng, der havde brug for at blive reddet i ny og næ. Men, sådan var hun vel bare. Enhver der så ud til at være bare i det mindste smule fare eller i nærheden af det, skulle reddes. Måske skulle hun blive livredder eller noget i den stil ? Men, det var lidt udelukket, da hun ikke rigtigt brød sig om mennesker. Hun bed sig let i læben, da hun efterhånden var lidt for væk i sine egne tanker. Hun kiggede med et koldt blik på ham, ved hans svar. Hun havde nu heller ikke lige forventet at han ville have svaret andet, men alligevel kom det lidt bag på hende. "Hentyder du til mig ?", spurgte hun, ved det sidste han havde tilføjet, og kunne godt selv høre raseriet, der havde været tydeligt fremme i hendes stemme. Clary fugtede let sine læber mod hinanden, af ren vanesag, og kiggede med det ene bryn let hævet på ham, ventende på hans svar. Men sukkede næsten uhørligt bare lidt efter. Det var bare ikke hende, ikke at kunne komme ud af det med alle.