Looking around, thinking

Dato: 19/13(Jødisk tidsregening. 18/09 kristen tidsregening.)
Årstid: Efterår
Dag: Fredag(Jødisk og Torsdag kristen)
Vejr: Kølig bjergluft.
Sted: På en nogenlunde vejsom bjergside
Tid: 20.00
Omgivelser: Natur, vilde dyr, osv. osv.

V var nået til en lille plet, uden så mange træer. Hun satte sig på en sten, og betragtede byerne nedenfor bjerget. Det var første gang hun var på et bjerg, og hun nød udsigten og stilheden. Her oppe på bjerget kunne der vel ikke være nogen på denne tid? I hvertfald ingen mennesker... Det var jo omkring, ved denne tid de fleste menneske familier sad og spidste aftenmad, eller hyggede sig sammen i stuen, og så fjernsyn... Tja, V regnede med at hun ville være alene på bjerget. Hun var gået der op for at slippe for bekymringer af alle slags... Bare for en stund. Var det for meget at be' om?

Ingen mennesker, ingen vampyre, ingen andre vandskabninger at stille sig op imod. Sira sad ved kanten af en klint og så ned imod byen. Han var taget helt derop for netop lige at slappe lidt af. Han sukkede stille og lyttede til vinden.

V kunne med et lugte ham. "Hvorfor fuck skal problemer altid følge efter mig?!?" hvæsede hun lavt og vredt, da hun genkendte ham som jærgeren, fra lufthavnen

Sira så hen på hende, da han kunne høre hendes stemme højlydt igennem intetheden. Han sukkede dybt og rejste sig. Han gik imod hende med truende skridt og trak to træpæle op ad bæltet.

"Skrid med dig!" råbte hun vredt. Dog rystede hendes stemme af frygt, og hun havde hurtigt rejst sig og var taget nogle skridt væk. Det sås tydeligt på skridtende, at hun var trænet i en eller anden form for nærkamp

"Hmp" Var det eneste han sagde til det. Han havde intet at tae med en pige om, når hun havde et sådant forfærdeligt sprog. Han kom nu helt tæt på hende og greb ud efter hende med en arm.

Hun pararede hurtigt, så han ikke kunne gribe fat i hende, og sendte et hårdt og øvet slag mod hans solar plexus. Før hun trak sig yderligere tilbage.

"Argh!" Sira tog sig til brystet og så irriteret på hende. Hunne gjorde altså modstand? Han knugede hånden om sit skarpe våben og forsøgte at komme tættere på hende uden at blive ramt af hendes slag igen.

Hun bevægede sig taktfast væk fra ham, og sørgede for at gå i cirkler, så hun ikke blev fanget mod et træ. "Lad mig være..." bad hun stille. Hendes øjne forlod ham ikke et sekund

"Det var dig selv der råbte efter mig.. idiot.." han prøvede at følge hendes gang, og det irriterede ham, at det ikke gik efter hans teknik "Havde du bare gået forbi mig uden at skratte sådan op, havde jeg ikke bemærket dig".

"For det første: Jeg sad ned på den sten." Hun kastede mod hovedet i retning af stenen "For det andet: Så råbte jeg på ingen måde. Jeg hvæsede lavt. For det tredje så kom jeg bare her op, for at undgå problemer... Men det ser ud til at de altid følger efter mig!" sagde hun koldt, og forsøgte hele tiden at øge afstanden i mellem dem

"Jeg er ligeglad hvad du kalder det, du kunne høres uanset hvad" Svarede han og forsøgte igen at få fat i hende med en strakt arm "Desuden er den eneste måde jeg vil give dig fred på er, at slå dig ihjel igen"

Hun lavede et Bal dojl doljochaki(Cirkelspark med vridst) mod armen. "Hvem har sagt noget om at jeg ønsker fred? Jeg ønsker ikke andet end at du tager dine ting, og skrider!"

Sira så forfærdet på det hun var ved at lave ved hans arm, og var ved at snuble baglæns da han hoppede tilbage. "Whoa, rolig nu. Det har jeg skam også tænkt mig at gøre frøken, når jeg er færdig med dig. Det er da klart"

"Hold dig fra mig!" hvæsede hun gennem sammen bidte tænder. Hun skjulte sin frygt bag sin vrede

Han tog sig lidt til armen og mærkede efter om han var okay. Han lod dog ikke blikket glide væk fra hende. *Hmm? Har jeg ikke set hende et eller andet sted før?* Han begyndte at går varsomt rundt om hende med en meters afstand fra hende.

Hun fulgte med rundt og bakkede for at øge afstanden.

Sira sagde ingenting, men fulgte hende, så han altid var en meter fra hende. Han ventede på det helt rigtige øjeblik at slå hende ned på. Han fik også samtidig en ide af hendes teknik på den måde.

Hun bakkede og cirklede, så hun undgik at støde ind i et træ. Hun vidste at hvis hun gjorde det ville hun være solgt til stanglakrids

Han fulgte efter hende, og ventede kun på, at hun skulle støde ind i et eller andet. Han gik imod hende og forsøgte at lokke hende op ad nogle af klipperne eller træerne, men hun undveg hver gang.

Hun blev mere og mere nervøs, over at han ikke bare angreb. Hun undveg ham hurtigt hver gang han forsøgte at trænge hende op mod noget. Hun trak vejret dybt og tænkte på at hun jo allerede som 10 årig, havde besejret samtlige mænd på voksen holdet, til Teakwondo. Hun vidste hvordan hun skulle forsvare sig, men det var første gang det virkelig gjaldt hendes liv. Her var der ingen secound change...

Han fulgte hendes bevægelser nøje. Han kendte ikke selv til hendes kampstil. Han svingede lidt med pælen i sin hånd, men var fuldt fokuseret på hende. Han var snart træt af at danse rundt med hende på den måde.

Hun holdt skarp øje med hans mindste bevægelse. Hun angreb ikke da hendes kamptil hovedsagligt var til selvforvar, og noget sagde hende at angreb lille være en dårlig ide.

Han stirrede fortsat fast på hende. men pludselig sprang han på hende således, at de begge faldt ned i den støvede jordbund, med ham selv over hende. Han var ganske enkel blevet træt af at være diskret.

Hun gispede kort, men tog så fat i begge hans håndled og vred dem rundt, så han ikke havde mulighed får at stikke noget som helst i hende. "Hvorfor vil du så gerne slå mig ihjel?" spurgte hun roligt, og holdt stramt fat om hans håndled.