Funky!

Dag + Dato: En tirsdag i august.
Tid: 22:00
Sted: Et sted langs bredden, under et træ.
Vejr: Tør, klar sommeraften.
Omgivelser: Floden, en grussti, ingen væsener eller mennesker.

Hun gik i egne tanker, til lyden af gruset, der knasede beroligende under skosålerne på hendes stribede, lettere falmede converse. Sidsel huskede sig selv på snart at tage til Benjamin Centre for at købe et par nye sko. Tænksomt tyggede hun på sin overlæbe, samlede fraværende en sten op, og kastede den i retning mod søen. Det var et dårligt kast, og stenen landede med et plump på den smattede mudderbred. Hun rynkede øjenbrynene og fnøs med et skævt smil. Typisk.
Normalt var Sidsel ikke meget for øde steder, men hun havde brug for stilheden til at tænke i. Væk fra mennesker, der ikke fattede, hvad der foregik omkring dem. Mennesker, der ikke havde set, hvad Sidsel havdet set.

Sidsels far var vampyr.

Siden hun havde fundet ud af sandheden, havde hun haft behov for at gå mange, lange ture for at lade tankerne flyve, gerne så langt væk som muligt. Sidsels mor mente at ensomheden var usund, men hun forstod jo heller ikke, hvad Sidsel havde oplevet. Lige siden den skæbnesvangre tur til Werclare havde Sidsel haft en ting i hovedet: At få sin far tilbage i menneskeskikkelse. For at regne ud hvordan, havde hun tænkt på at opsøge den eneste vampyr, hun kendte, men han havde ikke været til at få fat på.
Misfornøjet og stadig løjerligt fraværende sparkede hun til gruset, så småstenene fløj i alle retninger og landede igen med en plirrende lyd.

Dale kom i et roligt tempo gående. Hele dagen havde han stort set lavet ingenting, og det havde været utrolig frustrerende. Der var så mange ting han kunnet have lavet, men alligevel var der ikke en eneste ting han gad. Og dog. Det eneste han egentlig ville, var at snakke med nogen venligsindede personer, men uretset hvor han gik hen, havde han ikke følt, at personerne var de rette at snakke med. Måske var det bare ham der var ved at blive genert, efter at have gået så længe for sig selv, mutters alene.
Ud af øjnkrogen så Dale stenen flyve gennem luften, hvorefter den landte med et smat, ved bredden. Han rettede blikket mod stedet den var blevet kastet fra, og fik øje på pigen. Han stoppede op og betragtede hende lidt, med et lille smil på læberne. Pigen så meget tænksom ud, men han kunne ikke afgøre om det var glade eller triste tanker. Ikke at det var noget han overhovedet skulle blande sig i.
Dale gik forsigtig hen mod pigen, mens han overvejede om denne overhovedet havde lyst til at snakke med ham. I hvert fald, havde han mere end lyst til at snakke med hende, og hendes tænkende udtryk, gjorde ham da også nysgerrig. Alligevel stoppede han igen op, da hun nu sparkede til gruset. Det kunne godt tyde på, at hun godt ville være alene.
"Nej, Dale. Nu må du lade være med at tage så meget hensyn," mumlede han og besluttede sig til at være ligeglad med, om hun ville have selskab eller ej.
"Hej," hilste han, da han stod overfor hende, med et glad smil på sine læber. Han ville gerne have sagt mere, men kunne ikke helt finde noget fornuftigt at sige.

Artemios stod et stykke fra de to - skjult i skygger - og betragtede dem. Hans øjne skinnede gyldent i mørket, og en forhadt sult brændte i ham. Han havde munden let åben. Han overvejede. Skulle han gå frem? Og i så fald hvem skulle han gå efter? Englen ville under alle omstændigheder smage forygende... Men menneskets blod ville mætte mere. Tænkende lod han tungen glide hen over de skarbe tænder. Mennesket. Han længtes sådan efter at føle sig mæt igen. Med anstrengt rolighed bevægede han sig tættere på de to, og ud af skyggen. Sørgede for at lukke munden igen. Han vidste at englen nok ville ane uråd, og mennesker smittedes så let af usikkerhed. Lige meget. Han var nødt til idet mindste at forsøge at få noget ud af det. Bare en lille smule. Det var jo ikke fordi at han var ond. Han var bare ny. Ny og sulten. Det var næsten ikke til at bære at være så sulten. Han træk vejret tunget, og havde stift rettet blikket mod mennesket. Havde ikke tanke for englen overhovedet. Lidt endnu. Bare lidt længere ventetid. Det skulle han nok kunne bære. Var nødt til det. Så, nu var der ikke så langt igen. Kun nogle få meter fra at får sulten stillet.

//Hold op, sikke meget i skriver O.O//