D-d-d-d-Deepfjell? - til Andrew

Dag + dato: Torsdag d. 19/11 2009
Tid: 17:00
Sted: Tæt på, hvor Andrew arbejder
Vejr: Mørkt, koldt, blæsende.
Omgivelser: Mennesker og andre væsener, der tuller rundt. - Og hvad der ellers hører til en gågade.

Sidsel rettede på sin skuldertaske og stoppede op foran et butiksvindue. Hendes mor havde snart fødselsdag og Sidsel var ude at lede efter gaven. Hun ville gerne give sin mor noget godt, da forholdet mellem dem havde været lidt anspændt siden faderens forsvinden.
Indtil videre havde hun ikke været så heldig. Utroligt så meget skrammel nogle butikker solgte.
Overvejelserne om valget af gave blev afbrudt af Sidsels rumlende mave, der krævede opmærksomhed. Den lille pige sukkede og begyndte at se sig om efter et sted at spise, og måske få lidt varmt at drikke.

//hidetossis?? xD//

Andrew bankede hovedet ind i en køkkenlåge, en eller anden fladpande havde ladet stå åben, selvom det nok mere var ham der var fladpanden for han så sig ikke for. Han havde måttet bruge sin pause på at hente 5 sjæle, så den havde været overstået før han kom tilbage, og han havde fået skældud af sin chef. Han sukkede tungt. "Tag dig sammen... det er ikke så slemt.. ikke endnu i hvertfald.." hviskede han beroligende til sig selv, og smækkede så skabet i med sådan en heftighed at glassene i det klirrede.
Han skyndte sig ud, i restaurenten og viste et ældre par til rette ved et lille bord ved vinduet. Han smilte sympatisk, opførte sig ordentlig. Trak stolen ud for den ældre dame, og serverede deres drikkevare med det samme, og gav dem lidt tid til at kigge deres menukort igennem. Han tog en dyb indånding og håbede ikke det var muligt for engle at få stress.
Han ordnede nogen småting, som at rydde borde, og glædede sig lidt over at der ikke var alt for mange gæster den dag. Der var sådan set kun det ældre par, et yngre par på date, og en ung buisness woman der trykkede meget hårdt på tasterne på sin computer, mens hun sippede til sin cappucino.

//Lige præcis xD//

Sidsel lyste op da hun så det lille skilt på døren og menukortet udenfor. Stedet så rart ud, og der var ikke særlig overfyldt. Der var en travlt udseende dame i pencilskirt og blazer med tilhørende laptop og cappucino, et ungt nyforelsket par og et lidt ældre ægtepar, der nød så ud til at nyde eftermiddagen.
Døren knirkede lidt da Sidsel trådte ind med et forsigtigt smil. Lidt usikker på om hun bare skulle sætte sig, eller vente på at blive henvist et bord, trippede hun lidt på stedet. Hun fik øje på en høj -i hvert fald væsentligt højere end hun selv- blond og ganske nydelig ung tjener, og ventede lidt på at de skulle få øjenkontakt, så han kunne komme og hjælpe hende.

Andrew kørte en hånd gennem sit hår, og stod og kiggede lidt på sin blog. En milliard kruseduller mødte hans øjne, og han blev helt forvirret af dem, hvem fanden havde tegnet på hans blog??
Han sukkede stille og hørte døren knirke. Han så hen på den, og så lidt ned, og fik øjenkontakt med en lille blåøjet, trippende pige. Han smilte venligt til hende og gik hen til hende "Hej.. skal du bruge et bord?" spurgte han drillende, En eller anden ude i køkkenet råbte på ham, og han skar kort en grimasse "Andreeew Andreeeew.." vrængede han, og sendte pigen et undskyldene blik. Han havde haft en dårlig dag indtil videre, og følte sig i sin ret til at brokke sig så meget som han overhovedet lystede.

Sidsel bemærkede hans irriterede ansigtsudtryk før han vendte sig til hende og venligt spurgte om hun skulle have et bord.
"Jo m-m-m... mange tak," smilede hun.
Han vrængede af nogle, der hidsigt kaldte på ham ude fra køkkenet og Sidsel kunne ikke lade være med at le.
"T-t-t-travl dag?" spurgte hun med et lille smil, mens hun lod sig føre hen til et bord. Hun kunne instinktivt rigtig godt lide ham. Nogle gange klikker man bare med nogen.
Normalt ville hun aldrig turde snakke til et fremmed menneske, men af en eller anden grund følte hun sig pludselig helt anderledes ovenpå.
Hun kunne ikke helt forstå hvorfor, måske bemærkede hun det slet ikke på et bevidst plan. Hun havde aldrig været religiøs og engle var ikke noget hun troede på eller beskæftigede sig med.

Det gjorde nu heller ikke så meget - uanset hvad, var den behagelige varme i mellemgulvet værdsat. Sidsel trængte til at slappe af. Der var sket alt for meget, hun havde fundet ud af alt for meget på det seneste. Et par minutters sjælefred i en restaurant vær kærkommment.

Andrew nikkede, og smilede varmt til hende "ja nogen gange går tingene ikke efter ens hoved" sagde han og smilede skævt, og blinkede kort til hende.
Han trak en stol ud til hende så hun kunne sætte sig. Han rakte ud efter et menukort, og lagde det til hende efter hun havde sat sig ned. Så rettede han sig op og fjernede krussedulle sedlerne fra sin blog, så han kunne skrive noget ordentligt og kunne se hvad der stod.

Det måtte være en lille menneskepige, han følte ikke noget usædvanligt ved hende, kun en varme som kun gode mennesker havde. Han kunne måske også fornemme en snert af forvirring, og sorg, men han forstod det ikke rigtig. Var hun ikke lidt for ung til den slags.

Han så kort ud mod køkkenet, ønskede at de gad tage deres pause mens han koncentrerede sig om pigen. Han mente det var vigtigt med fuld koncentration og værnen om kunderne, ellers ville de føle sig ligegyldige, og uønskede. Han smilede til hende, og slog sig ned på en stol overfor hende "jeg kan anbefale tomatsuppen.." sagde han stille, og skrev nogle ting han skulle huske til senere oppe i hjørnet af den lille blok.
Han så over på hende igen, og lagde hovedet på skrå. Hun lignede en Emma.. eller en Cille.. Cecilie måske eller noget i den stil, noget dansk.
Han kunne lide hende med det samme, hun virkede sympatisk.

Sidsel rødmede, da han blinkede til hende og satte sig ned uden at kunne stoppe sit blik fra hele tiden at glide over på ham. Der var noget mere ved ham end bare typisk tjenercharme.
"Nej... nej, det gør de ikke..." bemærkede hun med et trist smil og sukkede næppe hørligt, mens hun læste sit menukort. *Det ved jeg alt om...* "Men... man klarer sig vel all-.. øh, alligvel."
Hun kiggede op, da han pludselig satte sig ned overfor hende. Det var alligevel uventet. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere på hans venlige attitude, eller hvad hun skulle sige til tomatsuppen, så hun smilede bare og nikkede.
"Øh... ok, ja..." sagde hun dumt og vendte opmærksomheden mod menukortet igen. Prøvede at finde det sted der stod tomatsuppe.
Hun kiggede på ham igen. Det var anderledes at en tjener satte sig ved deres gæsters bord, men hvor var det egentlig hyggeligt. Hun kiggede væk og smilede lidt for sig selv. Den behagelige følelse man får, når man ligger under en varm dyne og kan se regndråberne på ruden, fæstnede sig i hende.
"Varm suppe lyder godt..." bemærkede hun.
Hun så forsigtigt på ham over kanten af menukortet. Turde hun spørge om hans navn? Diskret kiggede hun efter om han måske havde sådan et navneskilt på, som de havde nogle steder.

Andrew smilede venligt til hende, var glad for at han ikke blev generet af de hviskende stemmer i hans hoved der altid dukkede op hvis der var en sjæl der skulle hentes, de bad og tryglede efter gud, men der var ikke nogen gud der kom til dem, det var ham.
"Ja det går altid til sidst.. " sagde han og smilede til hende, dejligt med nogen mennesker der ikke var sortseer.
Han tog det lidt som en pause at han kunne sidde lidt der, han vidste ikke hvor gammel pigen var eller hvad hun hed, men hun virkede sød så det gik sikkert fint.
Han smilede og nikkede stille "suppe er godt" bemærkede han, og så sig kort om i restaurenten. Han kunne også godt selv lide suppe, men han var vegetar, så det var ikke al suppe han kunne spise.
Han smilede til hende, da hun kiggede over menukortet, han lagde hovedet lidt på skrå, det kunne jo være hun var genert.

Sidsel måtte indse at hun ikke kunne finde et navneskilt. Med et næppe hørligt suk rakte hun ham menukortet.
"Øh... T-t-omatsuppe lyder dejligt, tak. Og et glas... øh en... en kande vand, tak." hun smilte til ham. Befandt sig godt i hans selskab. Desværre kunne han ikke få hendes stammen til at forsvinde... med mindre han altså var talepædagog, og det var han ikke. Regnede hun med.
Sidsel blinkede.
"Undskyld, j-jeg fik... f-fik aldrig dit.. øh navn?" hendes stemme blev lav og pibende, som om hendes hals strammede sig til for hver stavelse hun ytrede. Hun håbede at han kunne høre hende alligevel.

Andrew så på hende, og tog imod menukortet og rejste sig.
"Fornemt, det sørger jeg for så.." sagde han, og smilede som han plejede. Han skulle til at gå da hun spurgte, og så lidt om på hende "Andrew.. har du ondt i halsen?" spurgte han bekymret, men smilede så en lille smule "hvis det er tilfældet så er suppe jo kun endnu bedre.." sagde han, og lagde menukortet på en bunke andre menukort, og forsvandt kort ud i køkkenet og fortalte bestillingen og fyldte en kande med koldt vand, og gik tilbage ud i restaurenten.
Han smilede til pigen "jeg fik ikke fat i dit navn?" sagde han, og smilede til hende.

Da Andrew kom tilbage, rømmede Sidsel sig og rystede på hovedet.
"Nej det er ba-ba-bare..." hun trak på smilebåndet og pegede på sin strube og derefter sin mund. "Mi-mi-min stammen gør at jeg lyder ret... øh dum." hun lo kort og afværgende og tog i mod vandkanden. Det kolde vand gjorde godt i hendes hals.
"Jeg hedder... æh, Sidsel," sagde hun og rødmede. Glasset blev langsomt drejede mellem hendes hænder inden hun tog endnu en kølende slurk. Hurtigt fik hun drejet samtalen over på noget andet. "Andrew... skæ- øh skægt navn. Er du englænder?"

Andrew trak på skuldrene, og satte sig på stolen igen. Han tænkte ikke lige på om det måske kunne være krænkelse af hendes privatliv.
Han smilede lidt, og lænede sig tilbage i stolen "nej, du kan sagtens bære det" sagde han og smilede glad til hende, han syntedes ikke det var så slemt, hun kunne slippe afsted med det.
"Hej Sidsel" sagde han, og lagde sine hænder på bordet, mens han tænkte lidt, og betragtede glasset i hendes hænder.
Han kløede sig kort i håret, og smilede over bordet "nej, jeg er oprindeligt Canadier" sagde han, det var han vel egentlig stadig, men han følte sig mere dansk da han havde været der længere end han havde været i Canada.
Han hev sine ærmer ned over sine hænder, og lyttede efter det lille pling det ofte gav når folks mad var færdig.

"Årh Canada," sukkede Sidsel benovet. Egentlig var hun ikke meget for at rejse. Hun blev så let nervøs, også selvom det var spændende at møde nye kulturer og folk ofte var søde. Men efter alt der var sket, var der egentlig eventyr nok i bare at tage til Werclare. Grebet om hendes vandglas strammedes og hun begyndte ufrivilligt at skælve. Da kuldegysningen var ovre så hun lidt på Andrew.
Det ville lyde så dumt at begynde at snakke om hvordan der var i Canada. Han var jo i Danmark, og var sikkert lige så dansk som jordbær med fløde. Og Sidsel hadede hele "oh du er fra det store udland"-samtalerne. De var nogenlunde lige så åndløse og kliché som at tale om vejret.
Hun grinede. "Bære det, ligefrem? Det var noget af en... øh... en... kompliment," hun smilede forlegent ned i sit glas.

Han grinede lidt af hendes tonefald og hørte det lille pling ude fra køkkenet. Han rejste sig "undskyld mig to sekunder.." sagde han og smilede venligt til hende, før han forsvandt ud i køkkenet. Han tog suppen, og en ske, og stod kort i sine egne tanker før han blev revet ud af dem igen, og gik tilbage ind i restaurenten "her.." sagde han og satte suppen foran hende, og smilede stille.
Han rettede sig op, og tøvede lidt, for han vidste ikke om han burde sætte sig ned igen nu da hun skulle spise.
"Ja det var det vel.. " sagde han, og smilede lidt. Han havde det med at være meget lige ud af posen, specielt med folks udseende, men han sagde aldrig noget grimt om andres udseende, det var kun det gode der kom ud af posen.