Søen. - Éowyn

Dag + Dato: Irl
Tid: 16.00
Sted: Søen
Vejr: Tørt
Omgivelser: Natur? 0,0

Et mørkt blik gled afsøgende rundt langs bredden. Kunne det virkelig passe at der intet var ved søen? Han havde ellers hørt at der jævnligt kom væsner, der blot ville være i fred for folk som ham. Hvad væsnerne ville var han nu faktisk fuldstændig ligeglad med. De var til for at tilfredsstille hans behøv, og øge hans formue. I følge Zane altså. Væsnerne havde det med at være yderst uenige med ham. Men igen; han var fuldstændig ligeglad. Det var ikke sådan at han troede sig bedre end dem, han var bare opsat på at slå dem ihjel. Opsat på at føle tilfredsheden ved at se livet smuldre mellem hænderne på en anden person. Han holdt mest af øjeblikket lige før de døde. Når det gik op for dem at de rent faktisk ikke ville overleve, og bad så inderligt for at overleve. Det var morsomt at knuse deres allersidste håb.

Med vinden i sin ryg og omkring hendes krop, slentrede Éowyn hen til vandet. Søen var et af de smukke, men triste steder her i Sheria. Med en lille smil dyppede hun sin tå i vandet. Det var iskoldt og hun trak sig tilbage og skuttede sig. Vinden hviskede i hendes øre og hun lukkede øjnene, for dens hvisken gjorde hende rolig. Hun slikkede sig lidt om munden og åbnede øjnene igen. Pludselig så hun en skikkelse omme på den anden side af søen. Det var en mand, men mere kunne hun ikke se, for hans havde solen i sin ryg.

Zane betragtede en stund den unge pige, før han med rolige skridt begav sig uden om søen. I det mindste for at se hvad hun var for en størrelse. For et se om hun var noget som helst værd. Et svagt smil tonede frem på hans ansigt ved den tanke... En kvinde der var noget værd... Selvfølgelig, hvis hun var et væsen kunne han højest sandsynligt få penge for hende... Men hvis ikke... Tja... Så kunne hun i det mindste gøre sig nyttig på den ene eller anden måde..

Éowyn så skikkelsen komme tættere på. Hun vidste ikke om den ville hende ondt - eller godt - men hun blev i hvert fald stående. Hun slog sit hår ud for at gemme sine øre. Hendes hår nåede hende til skulderne, og bølgede smukt. Skikkelsen kom tættere og tættere på, og pludselig var den så tæt at hun kunne se personlige træk i menneskets ansigt - eller, han lignede da et menneske? Han havde grove træk, kort hår og et lumsk smil på læberne. Nervøst smilede Éowyn tilbage og tog et skridt væk fra ham. Han virkede lidt.. truende.