En provins by i Jylland...

Han lukkede sine øjne i og messede videre mens han genladede pistolen igen. Denne gang ville han ikke miste kontrol. "Herren er min hyrde, jeg er fåret i hans flok. Hvorend jeg går vil flokken ikke være komplet uden mig. Jeg vil ikke blive glemt. herren, min hyrde vil vogte over mig. Amen" Igen da han sagde 'amen affyrede han et skud.

Rose så på ham og fik igen skudet til at misse. Hun kunne mærke at dette tog på hendes kræfter, og hun brød sig overhovedet ikke om det "Stop så!!" snerrede hun og lød ret panisk og begyndte at gå langsomt for at komme væk fra ham og turde ikke at være der mer.

Trako begyndte at løbe tør for kugler men han genladede dog igen. Som før messede han op fra biblen mens han tog sigte "Jeg er herrens våben, jeg er den almægtiges redskab. Hedningerne og væsnerne der ikke er af herren vil brændes under fode. Jeg er sværdet for herrens ønsker. Amen" han affyrede igen et skud. Han begyndte at blive irriterret igen.

Rose nåede at løfte sine hænder op, men kunne ikke få sin koncentration helt skarpt på bolden og blev derfor ramt i sin ene hånd og skreg af smerte og så på det skudsår som nu var boret ind i hendes hånd "Det her skal du få betalt!" snerrede hun og så over på manden og trak vejret i paniske drag og vidste ikke hvad hun skulle gøre og hvordan hun skulle redde sig selv hvis hun ikke kunne få koncentreret sig om kuglerne som blev fyret af mod hende. Hun kunne mærke blodet løbe ned af hendes ene hånd, men gjorde sit bedste for at ignorere det og smerten og så vredt på ham.

Trako lukkede bibelen i for en kort stund. Selvtilliden og overlegenheden skyldede ind over ham som en flodbølge mod et sandslot. Han stod i noget der virkede som en evighed og bare så på hende. Frydede sig over at snart ville han have sejret. Snart ville denne umådeligt irritable skabning ikke være andet end penge i hans pung. Hans skridt hen imod hende var tunge. Han var stadig træt efter sin beserkergang fra før og den lange vandring til denne by gjorde det ikke meget bedre. Han genladede pistolen. Sidste kugle. Han behøvede alligevel ikke flere. En kugle i panden var bedre end tusinder i lommen. Han smilte koldt. Så havde han alligevel som altid ret. Man kan gøre mere med et venligt ord og en pistol, end man kan med kun et venligt ord. Han rettede pistol løbet mod hende igen. Hans skæve smil spredte sig over hele hans ansigt. Hans hånd vajede lidt under vægten af pistolen og trætheden som nu pressede sig frem. Han greb også med den anden som støtte. Han lagde hovedet tæt mod. Lukkede det venstre øje og så stift på hende med det højre. Det var en risiko men han var nødt til at få et klart skud ind på hende

Rose så på jægeren med et skræmt og bange blik og ville ikke tro at dette var hendes ende. Hun rystede benægtende på hovedet og gik langsomt baglæns og tænkte ikke over sin skadede hånd "Stop.." hviskede hun og ville ikke dette her. Det var ikke meningen at hendes liv skulle rives væk fra hende på denne måde. Hendes hjerne snurrede rundt efter idéer til at slippe udenom dette, og hun ville helst komme ud af det uden at være virkelig såret bagefter. Det tog ret mange kræfter på hende at bruge sine telekinese kræfter, så hun kunne ikke få sin koncentration til at vare ved. Hun tænkte og tænkte, og smilte så svagt over at hun havde tænkt tilbage på noget hun havde øvet sig på. Et trick som hun havde fået fra Star Wars. Hun rakte sin raske hånd op mod jægerens hals og brugte sine sidste kræfter og koncentration hun havde, til at lukke jægerens luftrør. Ikke helt. Men bare truende. Så han ville kunne se hvad hun kunne gøre ved ham hvis han skulle prøve på noget "D-d-du skyder mig ikke!" snerrede hun stammende, men kunne ikke få sin stemme over i den rungende toneleje og bruge sin første evne mod ham, på grund af hendes frygt og usikkerhed på hvad hun skulle gøre og hvad der så ville ske med hende. Men noget gjorde hun ihvertfald. Hun blev ved med at have sin hånd oppe i retning mod jægerens hals og blev ved med at have hans luftrør lukket, men sår'n at han lige knap og nap kunne få luft.

Trako så med store øjne på hende. Han var først næsten begyndt at grine af hende men så havde han mærket sin luft forsvine. Pistolen gled ud af hans hænder og han tog sig til halsen. Han hostede halt og lidt af kuløren forsvandt i hans hovede. Han følte og tænkte nu det som mange af hans ofre nok havde følt før der forsvandt. Er det nu jeg skal dø? Trako faldt ned på sine knæ og nogle få tårer kom frem i hans øjne. Det var som om han prøvede at flytte nogle usynlige hænder. Hans egen famlede om hans hals. Han hev efter vejret så godt han nu kunne. Hans ryg føltes pludselig vammelt våd af koldsveden der rendte ham ned af ryggen. Han så lettere skræmt på hende for en kort stund mens han rystede hastigt på hovedet.

Rose så på jægeren og smilte hånligt da han så ud til at være i en hel del problemer "Er der noget galt?" spurgte hun som om at hun ikke vidste noget som helst. Hun betragtede dette menneske og gik langsomt over mod ham da han havde faldet på knæ. Hun blev ved med at have en usynlig hånd omkring hans hals og satte sig langsomt på hug og så ham ind i øjnene "Er det færdig med at lave små numre?" spurgte hun og følte sig overlegen og elskede at han var sår'n. Det var jo sjældent at Rose fik lov til at være den som bestemte og være den som kunne gøre mest skade på en person.

Trako så både med frygt men også med had op på hende. Han prøvede at komme med indvindger men manglen på luft holdte ham fra det. Han kneb sine øjne i. Hans krop dirrede både af agressivitet og angst. Trako's hjerte hamrede som ti vilde heste. Han kunne sågar høre det slå. Han åbnede langsomt igen øjnene og fik fremmanet nogle få ord "Slip mig..." Han rystede kort.

Rose betragtede ham og lagde sit hoved på skrå og kunne ikke lade vær med at smile over det han sagde "Slippe dig?" spurgte hun og tænkte lidt over det og så lidt væk fra ham, men så derefter tilbage på ham "Fint.." sagde hun, men slap ham ikke endnu og lod sin frie hånd som oss var sin sårede, men ignorerede smerten i den, lod en finger fra den hånd gå over hans kind da hun jo var tæt nok på ham til at gøre det ".. Men så vil jeg ikke have nogen problemer med dig. Jeg er en stærk engel. Og jeg kan hurtigt ende dit liv. Og man kan ikke lade vær med at holde lidt af dig.." sagde hun med en legende tone i stemmen og rystede svagt på hovedet og havde stoppet sin finger oppe ved jægerens tinding og gav slip på sit greb i ham ved halsen og så på ham med et advarende blik.

Trako brød ud i en voldsom hosten mens han gispede efter at få vejret tilbage. Han så lettet på hende da luften spredte sig ud i hans krop igen. Han væmmedes ved hende. Dette spinkle væsen. Så uskyldig og svag i udseendet men alligevel en besidder af store kræfter. Han hadede sig selv. Følte sig meget svag. Slået af en pige, og så endda en fimset engel. Han nikkede stille. Han kunne sparede på sin luft eftersom han stadig hev efter det.

Rose smilte svagt over ham og betragtede ham mens han kæmpede for at få vejtrækningen tilbage til normal. Hun blev siddende hvor hun var og var på øjen niveau med ham og var tilfreds over hvordan hun kunne hive i trådene og hvordan hun kunne få ham til at se så bange ud. Rose var ikke lige just som andre engle. Hun havde skam smagt den søde smag af magt, og kunne egentlig godt lide den. Men det var sjældent at hun gjorde noget ved det. Men nu var det jo en god dag at være lidt magt glad, ikke? Hun klappede ham på kinden og smilte hånligt til ham "God dreng.." sagde hun i en lige så hånlig facon som smilet var og kunne ikke lade vær med at føle sig underholdt af denne voksnes mands svaghed.

Trako stirrede vredt men hjælpeløst på hende. "Har du ingen ære i livet?" Hvæsede han så. Han følte sig nedværdiget men når han havde tabt vidste han det også godt selv. Han begyndte at samle en spytklat i munden mens han stirrede stift på hende. Hadet til hende voksede konstant. Han fyrede spytklatten imod hendes ansigt. Bare for at vise sin spot imod hende.

Rose så vredt på ham da hun fik en spytklat lige i hovedet. "Ære i livet?" spurgte hun lavmælt og tog et lommetørklæde op af en lille lomme i sin kjole og tørrede sit ansigt "Jeg har masser af ære.. Det er derfor at jeg ikke vil lade sår'n et lille svagt menneske som dig træde på det og derefter tage mit liv" sagde hun med en stram tone og man kunne godt høre en vred kant i hendes stemme. Hun havde had til denne mand. Men hun elskede følelsen af at hun gjorde ham vred. At hun irriterede ham og gjorde ham splitter ragende gal i hovedet! "Og hvis du havde ære i livet, ville du ikke have forsøgt at dræbe mig" sagde hun og lød helt rolig igen "Men hey.. Hvad kan man forvente af en lille vattet mand som dig?" spurgte hun og løftede et øjenbryn af ham og lagde hovedet let på skrå og betragtede ham. Så nøje på hver en enkelt bevægelse han lavede.

Trako så vredt op på hende "Hold kæft" Hvæsede han "Din forbandede kælling! Heks! Møgso! BITCH!" Trako råbte vredt en masse flere ord. Hans musker spændtes, men han vidste godt selv han ikke kunne gøre noget "Forhelvede da! DU kan sgu da satenedeme ikke bare holde mig her" Trako var helt oppe at køre. Han trak vejret i nogle hurtige hiv. Han kunne fare på hende nu. "Du er et MONSTER" Han skulede vredt væk

Rose løftede et øjenbryn over jægerens lange eder og forbandelser af hende og kunne derefter ikke lade vær med at grine "Jamen dog.. Den lille jæger kan jo bande.." sagde hun hånligt og prikkede ham på kinden "Jeg kan gøre hvad jeg vil.." hviskede hun og rystede på hovedet af det næste han sagde "Er JEG et monster? Det var ikke mig som ville dræbe et af de reneste væsner, for få øjeblikke siden var det vel? Neej.. Det var DIG!" sagde hun og snerrede det sidste ord og prikkede ham hårdt i kinden og ville da ikke finde sig i at han sagde sår'n noget til hende.

Trako så hjælpeløst op på hende "Stop med at prikke mig" Han følte sig som et fanget dyr. Han kunne ikke slippe væk, ikke gøre noget som helst. Han sank en kort klump. "Hvad skal jeg gøre for at du lader mig gå?" Sagde han så mens han så forsigtigt på hende. Han bed sig stille i læben og kløede forsigtigt sig i skægget.

"Hvorfor skulle jeg?" spurgte hun og kunne ikke rigtig se nogen grund til at stoppe "Du ville da heller ikke stoppe med at skyde efter mig, selvom at jeg oss sagde at du skulle stoppe.." sagde hun og så ned på sin hånd hvor skudsåret var og så derefter ind i jægerens øjne og rystede på hovedet af ham "Kan du ikke lide det? Velkommen til min verden.." hviskede hun og lod sit blik gå væk fra jægeren som hun jo havde fuld kontrol over. Altså.. Hun var jo stadig ret svag og havde jo brugt sine sidste kræfter på at få ham til at bukke under. Så det var da rart at have ham under sin kontrol uden at have nogen kræfter tilbage.

Trako så sig omkring efter en udvej. En eller anden måde han kunne komme væk på. Han sukkede irriteret. Hun ville alligevel nemt kunne indhente ham. Han så koldt på hende "Jeg kan næsten forestille mig at du ikke slipper mig fri hvis jeg undskylder?" Han lagde hovedet på skrå og så med væmmelse på hende. Nogle ville nok mene at hendes slags var en smuk og majestætisk race, men ikke ham selv. De eneste sande engle var guds skare. Disse var blot dæmoner der ventede nedslagtning. Hans vejrtrækning stej kort.

"Undskyldning?" spurgte hun og løftede et øjenbryn af ham ".. En undskyldning ville kun være et plaster på sårene du har givet mig.. Det vil ikke hele dem.." mumlede hun og mente et nej. Hun knyttede sine sårede hånd hårdt sammen og betragtede ham kort "Lille dumme mand.." hviskede hun og følte det egentlig underligt at kunne kalde ham sår'n noget, da hans krop var så meget ældre end hendes små femten år. Det morede hende også umådeligt meget at han ikke kunne gøre noget mod hende og at hun bare fik lov til at hånliggøre ham på denne måde. Han var i sandheden en dum lille mand..

Trako skulede koldt til hende men smilte så lumsk "Måske kunne en mere... Finansiel undskyldning hele dine sår så?" Han så på hende med et hævet øjenbryn. Han hadede hende mere og mere. Det så ikke ud til hun ville lade ham gå, og flygte kunne han ikke. Han var også ved at være sulten. Han så tænkende på hende. Han overvejede hvor vidt engle spiste mad eller og ej, og hvis de gjorde, hvad spiste de så? Han kunne ikke selv komme på noget svar. Han sukkede opgivende.

Hun så undrende på ham og lagde hovedet let på skrå "Finansiel?" spurgte hun og brugte ikke sår'n nogle ord så tit på grund af hendes lave kropsalder "Og hvad mener de så med det?" spurgte hun og kunne ikke se nogen andre måder for ham at sige undskyld på, end at sige ordet undskyld. Hun betragtede ham og vidste ikke rigtig hvad han havde i sinde, og slet ikke efter at hun havde set hans lumske smil på hans læber. Hun rystede på hovedet af ham og opgav lidt at selv finde ud af hvordan han så ville sige undskyld og 'hele hendes sår'. Så han måtte jo selv fortælle hende hvad han mente..

Sal sukkede opgivende "Engle" Mumlede han så lavmælt for sig selv "Penge!" udbrød han irriteret. "Jeg betaler dig for at lade mig gå" Han rystede stille på hovedet. Men på en måde var han tilfreds. Det beviste bare at mennesker var en meget mere avanceret og klog race end disse primitive bevingede væsener. Han skulede forsigtigt til hende. Han spyttede på jorden af væmmelse "Du ved vel godt hvad penge er... Ik?" Han smilte lettere hånligt til hende.

Rose så advarende ned på ham da han havde troet at hun ikke vidste hvad penge var. Hun greb fat i hans krave og hev ham ind til sig så hans ansigt var tæt ved hendes. Dette billede så ret underligt ud, da han jo var en grandvoksen mand og hun kun var en ung teenager "Du skal ikke være hånlig. Husk nu på hvem der har levet længst.. Så du burde nok passe lidt på med hvor du smider dine hånlige bemærkninger hen!" hviskede hun med en snerrende tone og gav hurtigt slip på ham "Og jeg har ikke brug for dine penge. Jeg klare mig fint nok uden penge i det hele taget" sagde hun roligt og i et almindeligt toneleje.

Trako's åndedræt var steget for en kort stund. Han havde endda følt sin ryg blive lettere våd af koldsved da hun greb fat i ham. Han så irriteret op på hende "Så sig mig hvad din plan er mig! Hvis du ikke vil lade mig så gør det dog af med mig så jeg kan slippe for dine kommentarer" Han lagde vredt sine arme over kors. Han skulede olmt til hende. Han skar tænder. Tankerne fløj igennem hovedet på ham.