Støjen i stilheden. - Trako

Han smagte lidt på sine ord for ikke at sige noget forkert "Jeg skal gøre hvad jeg" Mumlede han så før han samlede sværdet op fra jorden igen. Han så lidt søgende på hende "Har du noget våben?" Han lagde hovedet på skrå. Tanken om en sværd kamp med hende forekom ham faktisk lidt latterlig, men han holdte det bare for sig selv. Hvem ved om hun faktisk kunne overraske. Han gøs lidt ved tanken om en tornado "Hvad nu hvis jeg rammer dig ved et uheld?"

Éowyn tog en dyb indånding. "Jeg har intet sværd."
"Hvis du rammer mig ved et uheld?" - hun lagde hovedet på skrå. Vinden bevægede sig længere og længere hen mod hende for så at svøbe hende ind i sig som et tætsiddende tæppe. Hendes kjole og hår fløj afsted. "Tak far." hviskede hun til den. Bjørnen bag ved hende blev forskrækket. Den rejste sig på bagbenene og brølede højt. Hun vendte sig mod den og tyssede. "Dina!" sagde hun så. Dens brøl stoppede og den lagde sig ned igen. Den holdt øje med dusørjægeren. "Ja.. så er det sørme ærgeligt." fortsatte hun.

Trako sank en kort klump ved tanken om vinden. Han overvejede hvor vidt den kunne gå. Kunne hun virkelig fremmane en tornado? Var det her overhovedet hendes værk eller var det bare endnu et mysterie i denne skov? Han trak langsomt sin jakke af "Uden sværd, hvordan vil du så forsvare dig?" Han så nysgerrigt på hende. Han overvejede om det ville kunne lykkedes ham at komme tæt på hende uden at blive slynget væk.

"Bedøm ikke hunden på hårene." svarede hun blot. Hvis han prøvede at ramme hende ville hans våben blive slynget væk af vinden. Det vidste hun - hun stolede på sin far. Hun beyndte at gå i en cirkel rundt om ham. Langsomt fugtede hun sine læber.

Trako trak på skuldrene "Som du vil" han smilte lumsk før han hævede sit sværd og svang det ud efter hende. Et mindre brøl fandt sig vej ud af hans lunger mens han svang det mod hende. Han ville ikke gå for hårdt på fra starten af. Hun var jo trods alt så skrøbelig i hans øjne. Så længe de små vindpust holdte sig væk burde denne 'kamp' ikke være svær at vinde.

Det var som slowmotion da hun så ham svinge sit sværd imod hende. Hun undvæg. Hun sprang så højt hun kunne, hen mod den modsatte side. Han svang hen mod venstre, hun hoppede hen mod højre. Elegant som altid landede hun på sine hænder, hoppede ned på sine fødder og lagde hovedet på skrå. Hun rejste sig langsomt op fra at sidde på hug til at stå med rank ryg og lige ben. Dette var slet ikke svært for hende, denne bevægelse lavede hun dagligt. Hun sagde ikke noget, hun kiggede blot på Trako med et lille smil.

Trako så sig forvirret omkring før hans øjne endelig opfangede hende igen. Han stod helt paf før han rystede hovedet og vendte kroppen imod hende "Du er hurtig hva?" Trako spyttede ned i jorden "Det vil ikke hjælpe dig meget" Trako farede atter mod hende med hævet sværd og svang det ligeledes ned imod hende. Han svang sit sværd oppe fra ned. I en lidt skrå bevægelse. Han ville prøve at mindske hendes chancer for at undvige denne gang

Éowyn grinede af hans spytten. Da sværdet kom nedefra op, hoppede hun så højt hun kunne. Vinden fik sværdet til at vige tilbage, og den slyngede tilbage til dusørjægeren igen. Hun landede elegant igen, som en kat. "Hvorfor fortæller du mig ikke bare hvad du hedder?" sagde hun og gik et skridt tættere på ham. Han kunne ikke røre hende så længe hun havde vinden til at beskytte sig - og det havde hun altid.

Trako så irriteret på hende mens han tvang et smil på hende "Mit navn? Du kan skam bare kalde mig 'Priest'. Han smagte lidt på ordet og nikkede derefter tilfreds "Ja Priest" Trak balancerede lidt med sit sværd mens han hævede sit øjenbryn mod hende "Er der andre som dig her i skoven?"

Priest? Lød som præst.. Var han mon en menneske præst, måske derfor han snakkede så stort om sin gud? - Tænkte hun. Om der var andre end hende i skoven kom absolut ikke Priest ved. "Jeg ved det ikke." svarede hun. "Nogle - som mig - vandrer fra skov til skov, fra by til by." - hun overvejede sine ord nøje - "Andre bofæster sig i skovene og asimilliserer sig i byerne - smelter ind sammen med menneskerne. Jeg ved ikke om der er andre som mig." sluttede hun af. Hun havde mødt elvere. Der var mange som hende i den Fredfyldte Skov - rigtig mange. Men de kunne høre dette, deres skarpe sanser kunne end også smage den intensitet der var mellem Priest og Éowyn. Disse elvere var Èowyns venner, de skulle ikke afsløres eller såres på nogen måde.

Trako så på hende og nikkede stille. Han så sig diskret rundt om i trækrogene. Han skulede til hende og svang igen sit sværd. For at tjekke hendes reflekser. Han troede ikke på hende. Stedet vrimlede sikkert med de langørede bæster. Han så mistænksomt på hende mens sværdet fløj

Ud af øjekroget skimtede hun et glimt. Glimtet var på vej mod hende med fuld kraft. Så hoppede hun til venste, fik fat i en gren og svang sig om det indtil hun fik fat på grenen mellem sine to ben. Hun så tilbage på priest. Sværdet havde ramt træet ved siden af hende.

Trako stod og så på sit sværd et stykke tid. Han drejede langsomt sit hovede om imod hende "Hvordan fanden gør du det der?!" Udbrød han irriteret

"Vi elvere har sanser, stykre og samvittighed der er langt større end menneskers." sagde hun. Hun svang ned på jorden igen. Hun gik et skridt hen imod Priest og lagde hovedet på skrå. "Hvis du vil være så venlig.." sagde hun og holdte sig på hjertet. "Så ville det være dejligt med våbenhvile. Jeg er ikke ude på at dræbe. Jeg vil bare gerne være i fred."

Trako så underligt på hende før han sat sit sværd tilbage i skeden som hans på hans ryg "I elvere er og bliver fesne" Fnøs han så hende an fra top til tå. Han vajede lidt med hovedet "Men i har vel jeres styrker på nogen andre punkter" Sagde han så og så tilfreds på hende

Hun lod ham bare kigge og være barnlig. Hans fnysen og måde at se tingene på var gammeldags, mente hun. Elverne har levet i fred i 120 år for menneskerne, Priest var den første hun havde mødt i 54 år som havde noget imod dem. Imens hun smilede varmt til ham lod vinden hende gå og lavede en usynlig mur mellem hende og dusørjægeren igen.

Han så en smule interesseret på hende pludselig "Hvor gammel er du egentlig?" Spurgte han og så sig lettere nervøst omkring. Han så på hende med et mistænksomt blik "Leger du nu med vinden igen?" Spurgte han mistroisk og lagde sin ene hånd på sit sværd. Han kneb sine øjne sammen og skulede til siderne. Som om han forventede et eller andet baghold og der snart ville fare en hel gruppe af de langørede væsener frem. Vilde og barbariske, de fleste brugte nok buer og kæppe. Han kastede hurtigt tanken fra sig igen og så tilbage på hende

Hun grinede af hans kommentar om vinden. Legesygt som et barn snurrede hun rundt, og vinden omfavnede hende og lavede en cirkel omkring hende imens. Da hun - rundtosset - stoppede med at dreje rundt igen havde den atter sat sig om en mur. "Hvad har min alder med alt dette af gøre?" spurgte hun. Hun smilede varmt og venligt til Trako i håb om at han ville smile tilbage.