Støjen i stilheden. - Trako

dag+dato: tirsdag d. 12 januar
vejr: vinter, koldt med frost på jorden
tid: 16.20
omgivelser: træer og dyr - alting ser smukt og mystisk ud i den frosne tid

Hun svang sig fra træ til træ. Hun prøvede at holde varmen ved at gøre sig stærk om vinteren og slappe af om sommeren hvor hun kunne nyde varmen udenfor. Hun stoppede ved et træ i hjertet af skoven, slap grenen og landede som en kat på jorden. Hun frøs. Når hun trak vejret kunne man se hendes ånde som en tung tåge i luften foran hende. Hun kunne høre, at bjørnen var tæt på. Hun smilede til sig selv og krummede sine bare tæer sammen. Så svang hun omkring og løb så hurtigt hun kunne. Èowyn var en ret hurtig elver. Én af de hurtigste vindelvere. Hun tog fat i en tyk gren og svang sig op og sidde på det, som var det en trone. Den bøjede nærmest omkring hende og bagved var et nyt træ hun kunne læne sig op ad. Perfekt for natten.. Stærk var hun også, men mange troede hende ikke. "Sådan en uskyldig ung kvinde?" - "Der er mere end hvad udseendet fortæller." plejede hun at svare. Vinden blæste en varm brise hen imod hende og hun nød den virkelig fuldt ud. "Tak." hviskede hun til vinden og mærkede alle sine muskler slappe af med den varme luft imod hendes hud.

Trako trak sin hætte længere ned så den dækkede hans ansigt. Hans spændte sin lang bue op. Han havde valgt denne dig til at finpudse hans teknikker med hans yndlingsvåben. Bue og tohåndssværd. Sværdet hang i en stor skede på ryggen af ham. Han bevægede sig igennem skoven. Han lurede imod hver en trætop. Han vidste at han ikke var den eneste tænkende i denne skov. En del elvere holdte til her. Han smilte lumsk. Måske kunne han endda få ikke blot noget hjortekød med hjem, men også nogle elverører. Han spændte buen an og satte en pil på. Han slikkede sig stille om munden og begav sig videre igennem træerne. Han elskede sin bue. Den var ikke ligeså hurtig som et gevær, men han kunne stadig godt lide dens klassiske form.

Éowyn hørte skridt i de tørre blade. Hun bevægede sine øre bagud og lyttede intenst til de skridt der nærmede sig hende. Hun tog fat i en gren ovenover hende og bevægelse sig lydløst hende imod skridtene. Hun standesde nogle træer derfra og så nysgerrigt hen imod en mand. Han var helt klart et menneske - han havde op til flere våben og de fleste væsner brugte blot deres evne til at beskytte sig. Hans hat var trukket ned over hans ansigt, men hun kunne se på hændernes træk at det absolut ikke var en kvinde.

Trako spidsede sine ører. Han så sig mistænksomt omkring. Han slap stille grebet på strengen. Han fugtede sine læber mens han skuede ud mellem træerne. Han vendte sig om med et sæt da han hørte en gren knække. Han så en hjort løbe væk fra ham. Han rystede irriteret på hovedet før han satte i løb efter den. Han spændte atter buen og begav sig så hurtigt han nu kunne... I hendes retning. Han affyrede nogle pile efter hinanden. De fleste missede, men den sjette lykkedes så for at sætte sig fast i dyret. Dyret drattede om. Trako smed sin bue fra sig en meter derfra og tog sin kniv. Dyret var stadig delvist i live. Han smilte tilfredshed og stak kniven i dens hals. Han så ned af den og smilte "Mad til maven og horn til pungen" Han så sig kort omkring før han begyndte at binde benene på den sammen.

En hjort kom løbende forbi og manden satte krig imod det. Hun var vant til at se dette, mennesker kom ofte i skoven for at jage. Dette var naturens gang, mennesker var jo også pattedyr. Hun lukkede dog øjnene hårdt sammen og bed sig selv i læben. Da hun åbnede dem igen var han igang med at binde den stakkels hjorts ben sammen. Hun havde lyst til at gøre noget, lyst til at skubbe manden væk fra dyret, hvæse af ham og bede vinden om at lave en mur mellem dem. Men hun vidste også at vinden kun hjalp hende hvis hun var i fare for at blive dræbt. For vinden var og blev hendes far, og hendes far ville altid redde hende når han vidste at hendes liv hang i en tynd tråd.

Trako så ned på hjorten. Han bed sig i læben. Hvordan han skulle få den væk anede han ikke. Et tohåndssværd af hans størelse og den fuldvoksen han-hjort. Han så kort op imod trætoppene. Han kneb kort øjnene sammen. Han så en skikkelse i en af træerne. Han greb hurtig ud efter sin bue og lagde en pil på. Han stramte pilen an og sigtede derop imod "Giv dig til kende!" Råbte han vredt. Han lukkede sit højre øje i mens hans vejrtrækning steg.

Hun gispede da hun så ham trække sin pil imod hende.
"Bare rolig!" sagde hun med en stilfærdig stemme. Hun svang sig i grenen og slap den så. Hun landede elegant på jorden og rejste sig op. Hendes store blå øjne var på højde med pilen, som blot var nogle få centimeter foran hende. Med en bleg hånd trak hun den en smule væk fra ansigtet og så til siden, hen imod manden foran hende. "Jeg vil dig ikke ondt." sagde hun med uskyldige øjne og let åben mund. Han var helt klart dusørjæger. Heldigvis havde hun sit hår løst og for det dækkede varmt for hendes øre.

Trako lagde sin ene hånd på kniven i hans bælte. Han stirrede ondt på hende. Han troede hende ikke over en dørstærskel. Han tog hende i øjefald for at tjekke efter våben. Han så op på hendes ansigt igen "Hvem er du" Han spyttede ned i jorden. Et koldt smil spredte sig før han tilføjede "Og hvad er du" Hendes klatre færdigheder var ikke noget han mente normale mennesker ville være i stand til. Hun måtte være vampyr eller elver. Det var ihvertfald hans bedste bud.

"Mit navn er Éowyn Elrond." svarede hun. Hun ignorerede hans spørgsmål om hvad hun var. Hun smilede til ham, tog et skridt til siden og bøjede hovedet en smule som en hilsen. "Og du er?" spurgte hun og lagde en hånd på hjertet. Han så meget farlig ud og hun vidste at hun måtte være forsigtig. Hun mærkede vinden omkring hende og den hviskede blide ord om beskyttelse.

Trako stirrede olmt på hende "Dit navn er... Specielt" Sagde han mistænksomt. "Hvor er du fra?" Han begyndte at gå i en bue om hende mens han kiggede hende an. Han lagde sit hovede på skrå. "Du er... Betagende" Tilføjede han også. Hendes udseende var dog ingen grund til hun ikke var et menneske. Han stoppede op igen foran hende. Han lukkede hånden om skæftet til sin kniv. Han stirrede skarp på hendes ansigt.

"Jeg bor i udkanten af skoven." svarede hun. Det var ikke løgn. Hun havde fundet en behagelig hule i udkanten af skoven. Den var varm og et menneske havde efterladt et tæppe der. Det var hullet, men det rækkede fint. Hun bed sig selv i læben. "Tak. Ikke mange har beundret mit udseende." svarede hun. "Eller.. De har i hvert fald ikke udtrykt sig sådan." - hun smilede. Men han havde ikke svaret på hendes spørgsmål. "Må jeg bede om et navn?" spurgte hun høflig og tog et skridt hen mod ham. Vinden begyndte at suse imellem dem. Blade fra jordens frosne grund begyndte at flyve og hvirvle som en mur mellem dem og hun tog forskrækket det skridt tilbage. Så fordampede vinden, bladende lagde sig og Éowyn blev mere rolig. Hun smilede igen.

Trako trak hurtigt sin kniv og bevægede sig i hurtige bevægelser mens han så omkring sig. Han så stift på hende "Du er ikke noget menneske" Hvæsede han vredt. Han overvejede kort at det bare kunne være vinden der blæste igennem skoven men han kastede tanken fra sig. Han var for besat af tanken om at han endelig havde mødt det der kunne tyde på at være en elver. Hun virkede for spinkel til at være vampyr. Han frydede sig en stund. Med de smalle arme og den spinkle krop ville der knap nok være en kamp. Han ville kunne tilføje et par øre til sin samling og samtidig indlevere hendes krop for en del penge. Han smilte koldt og stirrede på der hendes ører sad. "Fjern dit hår" Sagde han hårdt "Hvis mig dine ører"

Hendes smil forandrede sig til en grum grimmasse. "Der er ingen grund til at vise dig mine øre." svarede hun og hvæsede af ham. Vinden begyndte at blæse hende i ryggen, imod dusørjægerens ansigt. Hun lagde hovedet på skrå og var parat til at løbe, men hun vidste at vinden altid ville hjælpe hende, uanset hvad. Hun spedte benene en smule. "Jeg vil dig intet ondt. Du kan ingen penge få for min krop hvis det er det du er ude på! Du skal fange vampyrer, dæmoner og varulve. Ikke elvere, Vi er alleerede med mennesker." sagde hun og knyttede hænderne sammen. Raseriet i hende steg.

Han smilte koldt før han brød ud i latter "Bæster som dig har kun en ven og det er satan selv. Herren, himlens og jordens fader, vogter over menneskeheden som hyrden og sin hjord. Jeg er herrens sværd, jeg er røsten i hans brøl og jeg er bamhjertigheden i hans nådestød. Jeg er her for at fjerne væsener som dig, enhver som byder sig trods eller infiltrere verdenen som gud har skabt" Trako satte kniven tilbage i bæltet og trak sværdet op af skeden på hans ryg. "Dine små vindtrick vil ikke gøre dig megen glæde" Trako skulede koldt til hende "Du vil snart få at føle den sande uddrivelse i herrens navn. Væsener af din slags vil aldrig få synderne forladt eller betræde paradiset i det høje"

Éowyn hvæsede højere.
"Hvor vover du at kalde os urene?" råbte hun ad ham. "Hvis du vil mærke en elvers vrede skal du være opmærksom på at det ikke altid er lige let. Du bør være forsigtig med dine valg min kære dusørjæger, du vil fortryde at gøre en elver vred! Vi har altid været venner med menneskerne! Og de vil hade dig for at have slået en venligsindet elver ihjel. Tro mig min fine ven, de vil hade dig!"
Aldrig i sit liv havde hun været så vred. Vinden susede og blæsede atter imellem dem som en mur. Denne gang stoppede det ikke.

Trako hævede sit sværd mens han så omkring. Vinden tog fat i hans jakke som blafrede vildt. Han skulede til hende "Sikke en mild blæst, man skulle tro man var hjemme" Han så en smule nervøst omkring sig før han sank sit sværd igen. Det var for tungt at holde oppe i længere tid i denne vind. Han skulede koldt til hende før han blottede et hånligt smil "Du er blot en pige, et lille skrøbeligt væsen.. Kan ikke klare sig uden sine små vindpust" Han rystede på hovedet. Han sank en klump da han følte vinden fortsætte med at blæse denne gang. "Hva.. Hvad med at indstille vindpustene og kæmpe ordentligt, i stedet for sådan nogle feje trick?" Han klukkede olmt.

"Hah!" svarede hun.
"Du ville falde selv før jeg overhovedet ville røre dig." svarede hun hånligt. "Jeg kontrollere ikke vinden. Vinden er min ven, min familie. Den beskytter mig mod alt ondt." svarede hun. Hun kunne godt mærke vinden trække en smule i hendes kjole bagfra. Den ville have hun gik tilbage. Lydigt gik hun nogle få skridt tilbage, men uanset hvor langt tilbage hun ville gå ville vinden altid trække i hende indtil at faren foran hende var væk. Vinden var nemlig hendes far - Juzeh.

Trako skulede koldt til hende "Der er bare et problem med det skjold... Uanset hvor meget det beskytter dig imod, vil der altid være en ondskab tilbage i dens nærvær" Trako spyttede ned på jorden og stirrede ondt på han før han greb tættere om sit sværd. Han åbnede så munden og råbte vredt "Nemlig DIG!" Trako hævede sit sværd op i luften mens han satte i løb det lille stykke hen mod hende. Han svingede sværdet gennem luften imod hende. Han mærkede hvordan det blev sværere at løbe jo tættere han kom hende men han pressede på. Vreden boblede op i ham da han begv sig ind i en "blodrus".

Hun vidste at dusørjægeren aldrig ville nå hende. Hun skridtede bare tilbage imens han - i samme tempo - løb hen mod hende. Vinden hviskede trusler og onde bemækrninger til ham. Hun gjorde ikke andet med at skule ondt til ham. Muren ville kun blive stærkere og stærkere jo mere han kæmpede imod. "Hvorfor gør du dette? Jeg har intet ondt gjort - hvorfor skal det så gå ud over en uskyldig min fine ven?" råbte hun til ham. Han ville kun høre hendes ord som et ekko inde bag vinden. Pludselig så hun den bjørn der havde hjulpet hende. Den slentrede over bag hende og brølede ondt til dusørjægeren. Hun holdte en hånd op om dens snude, kyssede den på hovedet og sagde: "Creoso, mellonamin".

Trako gav til sidst efter for vinden og lod sig dumpe sammen på jorden. Han hev efter vejret mens han satte sig på knæ for at mindske luftmodstanden "Du er ikke ment til at være her, mennesket er herrene over guds skabninger. Ikke nogle højrøvede elvere!" Trako råbte det vredt men det blev bare opslugt af vinden. Han så væk fra hende. Han kunne ik lide vinden imod sit ansigt. Det lykkedes ham dog at skule mod hende. Han bemærkede bjørnen bag hende. Han fnøs. Selv herrens skabninger havde nu vendt sig imod denne troende tjener, som han så sig selv som. Han tjekkede sine ting igennem. Han kunne ikke bruge noget i denne vind.

"Jeg vil dig intet ondt." gentog hun. Nej, end ikke efter dette. Éowyn var kun et venligsindet væsen, hun ville aldrig gøre så meget som en flue fortræd - medmindre hun skulle beskytte sig selv. "Du bør ikke angribe uskyldige og venligsindede væsner. Hvis det ikke var meningen at vi skulle være her på denne jord ville din Gud vel ikke sætte os her, ville han?" svarede hun. Bjørnen bag hende pustede. Vinden rykkede sig en smule tættere på Èowyn så dusørjægeren kunne få luft. "Ville vi vel?"

Trako så vredt på hende, selvom han faktisk godt kunne se hun på nogle punkter havde ret. Han rejste sig forsigtigt op. "Kan du kæmpe?" Spurgte han så. Han kunne måske drage nytte af denne elver på en mere 'fredelig' måde "Med våben altså" Han så kort på hende. Det her var måske en perfekt chance for ham at lære nogle elver teknikker til håndtering af våben. De ting han sagde råbte han stadig. Han var bange for hun ikke kunne høre ham ellers. Han så mistænksomt på hende. Han tvivlede på hun ville svare ja, men måske kendte hun nogen der kunne.

Èowyn grinede hånligt af hans spørgsmål.
"Selvfølgelig kan jeg kæmpe!" svarede hun. Vinden begyndte at larme og bladende hvivlede som stolper imellem dem. "Spørgsmålet er om jeg VIL kæmpe!" råbte hun til ham. "Og svaret er nej!"
Bladene faldt ikke ned. De blev stående som stopler imellem Éowyn og dusørjægeren.

Trako rystede hastigt på hovedet "Nej vent du forstår ikke!" Råbte han tilbage og bed sig i læben. Han lagde forsigtigt sit sværd ned før han fortsatte "En træningskamp!" Han så kort på hende. Han genovervejede hvad han havde sagt. Medmindre hun kunne lære ham de vind tricks der ville udbyttet fra træning med hende være lavt. Kunne hun overhovedet bære et sværd. Han så ned på sit eget der nu lå på jorden. Det måtte være for tungt

Hun overvejede hans ord nøje.
"På én betingelse." svarede hun ham. Så smilede hun lumsk. "At du ikke så meget som prøver på at såre mig rigtigt. Vinden vil blot blæse dig væk med en tornado." grinede hun. Det var længe siden hun havde holdt et sværd, men hun elskede det. Hun elskede det virkelig.. Hun ville gerne føle sværgets vægt i hendes hænder igen, mærke hvordan luften går i stykker foran hende når hun svingede det. Så smilede hun.