Uvistheden i mørket 2! xD//Phillip.

Dato: 18 Juni 2010.
Tid: 23:21.
Vejr: Stjerneklart og ikke en sky på himmelen dog en smule koldt.
Sted: Den fredfyldte skov.
Omgivelser: Træer, buske, sti o.s.v
Tøj: Et par meget tætsidende sorte bukser og en løs hvid skjorte og en løstidende sort slips og slidte sorte converse.


Adrien gik gennem skoven på vej hjem fra stranden hvor han havde været nede at tage billeder hele dagen. Han strakte sig kort og forsatte. Hans øjne spejdede over den tomme mørke skov. Han fik kuldegysninger da en kold brise fløj gennem skoven og fik træerne til at danse. Adriens øjne flakkede fra side til side og han satte farten lidt op. Han skulle have været hjemme for længe siden og han vidste hans forældre ville flå ham levende når han kom hjem. Hans kamera taske hang over hans skulder. Han strøg noget hår ud af sine øjne og rettede derefter på sin skjorte.

Skoven var som altid sort i natten, og selvom månelyset desperat forsøgte at oplyse området, kunne dens skær ikke trænge igennem mørket. En hver anden ville nok føle sig fanget i disse omgivelser, men for Phillip var det helt anderledes. Han følte sig fri og elskede, at mærke nattebrisen mod sin kolde hud, og frydede sig over at være en af de væsner som kunne se i mørke. Duften af engel blev ført med vinden og Phillip stoppede kort op på stien. Næsten uhyggeligt formede der sig et smil på hans læber og han gik videre af en anden sti. Smilet spillede drillende, koldt og ondt men samtidig var der noget over det som udtrykte lykke...Lykke som kun en vampyr kan føle i selskab med en engel en sort nat...

Adrien gik hurtigt videre gennem skoven og så rundt. Han ønskede allermest ligenu at være hjemme i hans varme seng. Hvorfor var han dog også blevet ude så sent. Hans skridt blev en smule hurtigt. Men vidste heller aldrig hvad der lurede i skoven om natten. Og hvis der var noget var det ikke noget rart.... Adrien sank en klump og så sig så rundt. Han stoppede kort op og lyttede men forsatte så hurtigt. Den lille engel var blevet skræmt af sine egne tanker. Han følte hele tiden der var en efter ham nu men det vaar jo hans egenskyld, men han vidste godt der ikke var nogen efter ham. Han trak sin mobil ud af sin lomme og tastede et nummer ind. Han så rundt og gik videre.

Det var let at finde englen. Næsten for nemt, og han fik ikke meget sjov ud af det, men det skulle nok komme senere. "Godaften" sagde han venligt, roligt og charmerende idet han trådte ud foran fyren med et neutralt smil på læberne og selvom hans tanker befandt sig omkring noget andet end det han gav udtryk for, viste det sig på ingen måder. Han og englen var ca halvanden meter fra hinanden og Phillip elskede duften af blodet som en smule panisk pulserede i den andens åre...

Adrien skulle lige til at ringe men tabte med det samme telefonen da han gik ind i nogen. Han faldt ned på røven og så op på ham. "U-Undskyld" Han samlede hurtigt sin telefon op og kom den i lommen. Han rejste sig stille op og så op på ham. "G-Godaften" Han gik udenom vampyren og gik lidt hurtigere ned af stien for at komme ud af skoven. Han bed sig i læben og havde ikke spor lyst til at være i nærheden af nogen i denne skov om natten. Han så sig lidt omkring og lyttede opmærksomt efter drengen bag ham.

Phillip så efter ham og lod et halvutilfredst smil indfinde sig på sine læber idet englen bare gik. Hvor uforskammet...Ikke at Phillip havde noget at skulle sige i den diskution men alligevel var det surt når byttet bare ignorerede en. Hurtigt og lydløst nåede han op foran ham i vampyrfart og lagde sin ene hånd på hans skulder og denne gang var han klar på at holde fast i ham hvis det skulle vise sig at han havde tænkt sig at flygte igen. "Går du så allerede? Jeg havde ellers håbet at du ville blive lidt" sagde han med et charmerende smil og så ham i øjnene med sine egne skinnene, grønne som langsomt begyndte at lyse i en sort farve.

Adrien gik hurtigt videre og så frem. Han bed sig stadig i læben. Han strøg noget hår ud af sine øjne og satte så farten op en smule. Han havde det ikke så godt omkring ham fyren der. Måske var han et væsen der var ude på at skade ham. Det løb ham koldt ned af ryggen ved den tanke. Han fik et chok og var lige ved at skrige i chok men holdte sig hurtigt for munden. Han så op på drengen som nu havde fat i ham. Han prøvede at trække sig væk fra ham men kunne ikke pga han holdte fast i ham. "J-Ja, jeg g-går n-nu" Hans stemme var meget nervøs. Han bed sig i læben og så den fremmede i øjnene. Hans øjne blev en smule størrer da det gik op for ham hvad han var. Han tog fat om drengens håndled og fjernede hånden fra hans skulder og trak sig så baglæns.

"shh" hviskede han og trykkede ham blidt tættere tættere på sig med en hånd på hans ryg og strøj ham over håret med den anden. Stille flyttede han hovdet ned til hans hals mens han holdt ham fast - dog på en blid måde, men stadig så han ikke ville kunne slippe væk. "Rolig, der er intet at være bange for" hviskede han og kyssede ham ømt på halsen før han borede de spidse og skarpe tænder og lod dem synke ind i englens bløde hud.

Adrien vred sig i drengen greb og rystede på hovedet. Han placerede sine hænder mod Phillips brystkasse og prøvede at skubbe ham væk. "S-Stop!" Hans stemme nervøs. Han kunne mærke hvordan blodet susede rundt i hans krop af nervøsitet. Han vred sig igen og prøvede at skubbe ham væk igen. "S-Stop! Lad mig være!!" Hans stemme var fortvivlet og nervøs. Han fik kuldegysninger af kysset. Hans øjne spærede sig op da han mærkede tænderne pierce hans hud. Tårene stod nu ned af hans kinder. Han prøvede stadig at skubbe vampyren væk.

Phillip sniffede hans dejlige og søde duft mens han lod sine tænder synke dybere ind i den lille engels hals. Smagen af hans blod var fantastisk og i en god kvalitet som den altid var hos engle, og det var jo derfor den race var en ren delikatesse hos diverse vampyre - inklusiv Phillip. Han ignorerede blot sit offers bedende stemme, og skubbede ham blidt op af et træ idet han fortsatte hvad han var igang med, og et lille drillende smil indfandt sig på hans bløde læber.

Adrien bed sig i læben og vendte hovedet bort fra Phillip. HAn vred sig stadig og prøvede at komme fri. Han fik sine hænder op til hans ansigt og skubbede hårdt drengen i ansigtet for at få ham til at slippe med sine tænder. Det gjorde så forbandet ondt og han ville bare have det til at stoppe. Han forbandede sig selv langt væk endnu engang for at være gået ud så sent og gå hjem igen så sent. Han fik et chok og gispede da han mærkede træet mod sin ryg. Han skubede sog endnu engang vampyren for at få ham væk men han var lang fra ligeså stærk som ham.

Phillip nød modstanden da det bare tændte ham, og førte til diverse planer som blev lagt i hans hoved. Så mange muligheder. Så lang tid han kunne holde ham tilbage. Han drak stadig hans dejlige blod i store mængder og tog ikke hensyn til ham, andet end at være blid i sine bevægelser, og folk som kom forbi - selvom der dog var en meget lille sandsynlighed for det - ville nok bare tro Adrien og Phillip 'hyggede' sig.

Adrien bed sig i læben og færte så sit knæ ekstremt hårdt op i Phillip's private dele. Han skubbede ham så væk og løb derefter. Han lagde hånden om sit sår og sredte så sine vinger og lettede fra jorden. Hans krop føltes tung og han var svimmel men han ville ikke give op. Han ville ikke ende sine dage sådan. Han bed sig i læben af smerte og forsatte med at flyve højere. Han var ligeglad med sin højdeskræk ligenu. Alt han kunne tænke på var at komme væk fra den dreng.

Phillip nåede lige at parere sparket med sin knæhase men kunne ikke lade være med at beundre den lille engel som selvom han havde mistet enormt meget blod, havde formået at gøre enda lidt modstand - som dog ikke havde virket. Med et smil på læberne vendte Phillip det sorte blik mod ham og gjorde en næsten umærkelig bevægelse med fingerspidserne op mod himlen hvor Adrien fløj. Han sendte et stort set usynligt antal volt mod ham som lige var nok til at bedøve ham uden at give ham skader for livet. Nu skulle englen gerne begyndte at falde en smule - dvs styrte til jorden

Adrien bed sig i læben og holdte stramt om sit sår på halsen. Han hev sit slips af og bandt det blidt men dog lidt stramt om såret på sin hals. Han kunne mærke hans krop protesterede imod at han overhovedet bevøgede sig. Han var træt oh udmattet allerede og havde bare lyst til at sove men han ville ikke give op. Han ville ikke tilbage til den vampyr som han nu var stukket af fra. Han fik et chok da han mærkede elektriciteten igennem sin krop og han styrtede til jorden. Han stønnede i smerte men det lød stadig forbandet sensuelt selvom det ikke var meningen. Han lod sine øjne forblive lukket mens han bare blev liggende.

Phillip så ham falde til jorden og greb ham ikke som han ellers ville have gjort for han var jo en såkaldt 'gentleman' ligemeget hvem han stod overfor, men siden stakkels Adrien her havde forsøgt at sparke ham i skridtet redede Phillip ham ikke - ond og uretfærdig som han var. Roligt gik han hen til englen der hvor han var landet, og satte sig elegant på knæ ved siden af "Det var dumt gjort lille engel...meget dumt" hviskede han neutralt, men med en faretruende undertone og hans humør var vendt på nul komma fem. Blidt strøj han en vildfaren tot hår væk fra Adriens pande og samlede ham op hvorefter turen gik hjemad. Adrien ville næppe have kræfter til at kæmpe imod og hvis han endelig havde, kunne Phillip jo så let som ingenting lade ham falde ind i søvnens fortrøstningsfulde verden

Adrien lå stille på jorden og orkede ikke mre. Phillip havde taget alle hans kræfter pga det blod han havde suget. Han havde ikke ligefrem tænkt sig og lade ham overleve havde han. Han fortryd ikke han havde forsøgt at stikke af men vidste dog at det kun ville blive være fra nu af. Han kunne mærke han kom tættere på sig og prøvede stille at flytte sig men kollapsede næsten med det samme. Han hvæsede og åbnede så sine øjne og så op på vampyren over sig. "Jeg er fuldstændig ligeglad" Hans stemme var stædig og spydig. Han havde glemt alt om nervøsitet og at være bange for ham. Han fjernede hovedet med det samme han mærkede phillip røre ham der. Han vred sig lidt io protest da han blev samlet op. Han havde ikke kræfter til at kæmpe imod ligenu. Han lod sin krop falde i søvn og slappede af. Den lille engel var let som en fjer eller noget i nden stil.