En til nat...

Sted. Sheria High School
Omkring. No one.. håber man da..
Vejr. Koldt og møøørkt
Tid. 23.32
Dag+dato. IRL
Påklædning. http://www.republic.co.uk/content/ebiz/republic/invt/82910/82910_lg1.jpg

Roses skridt kunne let høres nede ad den tomme gang. Hun havde været brudt ind på skolen af ren kedsomhed og havde egentlig nogle gamle bøger i sit skab som hun gerne ville ha' fat i. Hun havde ikke vist sig på skolen i flere måneder nu da hun havde alt for travlt til at tænke på skole.. Hun havde desuden oss gennemført skolen op til flere gange, så hun gik ikke ligefrem glip af noget. Hun strøg en hånd gennem det lyse hår af sit og bevægede sig hen mod sit skab og havde ikke rigtig forventet at møde nogen...

Antonio kom gående ned af gangen, da han havde været til et temmelig sent møde på skolen. Han kunne høre nogen gå på den anden gang nede for enden, og skyndte sig lidt derned af. Han når derned og ser en pige gå ned ad gangen. Hun er lige så høj som en af eleverne fra hans engelsk timer, og han bevæger sig hurtigt derned. Han tager blidt fat i hendes arm og vender hende rundt. "burde du ikke være hjemme for at læse istedet for at rende rundt på skolen? du må ikke engang være her." sagde han blidt. Først nu kommer han til at tænke på det tøj han har på, da han klædte om straks efter mødet. Det var jo aften, så dæmoner og vampyrer gik sikkert rundt i byen. Fejltagelsen ved det var at han havde begge sine knive i bæltet, et par kasteknive med sig og så sin skjulte klinge.

Rose hørte først fodtrinene da det var for sent. Hun så lidt forskrækket op på en ung mand som åbenlyst var lære på skolen "Uhmm.." mumlede hun og så ham ind i øjnene ".. Jeg.. Det ved jeg ikke helt. Jeg ville have nogle af mine gamle skole.." sagde hun og fik ikke gjort sin sætning færdig da hendes blik gik langsomt ned af ham og spilede sine øjne op da hun så hans våben. Han var lærer, ja.. Men han var oss en dusørjæger. Hun bandede inde i sig selv og så hurtigt op på mandens ansigt igen og lod som om at hun ikke havde set noget og prøvede at hive sig fri fra hans greb "Uhmm. Jo.. Du har sikkert ret. Jeg burde virkelig komme hjemad" sagde hun og smilte nervøst op til ham.

han kiggede hurtigt på hende igen. "vent lige. Du er Roselin Dorian, ikke?" spørger han hende. Han får lavet en uheldig bevægelse med håndleddet og den skjulte klinge bliver afsløret. Klingen stikker frem fra beholderen der var fastgjort til håndleddet. Klingens formål var trods alt at blive der og så fungere som en kniv fastgjort til håndleddet. Men den uheldige bevægelse havde afsløret klingen og han bandede af sin egen klodsethed. "det her er slet ikke hvad det ligner. Den er bare til pynt." prøver han at forklare, men forkludre det.

Rose så op på jægeren og var lidt overrasket over at han kunne hendes navn. Hendes fulde navn endda. Og endda når ingen havde kaldt hende for Roselin i mange år nu. Hun nikkede svagt som svar "Jo.. Det er mig.." sagde hun lidt usikkert og vidste ikke rigtig hvordan han vidste hendes navn. Hun så på hans håndled hvor en klinge sad fastspændt. Hun bed hårdt ned i sin underlæbe og så hurtigt op på hans ansigt igen og nikkede svagt "Det forstår jeg skam godt.. Undskyld mig.. Jeg må virkelig se at komme hjem nu" sagde hun med en lidt rystende stemme og ville ikke blive der ét sekund længere og prøvede at komme videre.

"vent. Det er omkring din sidste prøve i engelsk, du ved, igår." sagde han hurtigt for at holde hende der. Han fik endelig klingen på plads, og gik frem. "rigtigt må jeg intet sige før resultaterne, men du fik tolv, og så ville jeg også tilbyde dig et højere niveau i engelsk." sagde han hurtigt. Han tog sig til ansigtet og kom til at tænke på velsignelsen for et par uger siden. "de engle... Hvad mon deres grund var." mumlede han lavt, men forståeligt. Han ladge ikke længere mærke til Rose, men begyndte at tænke tilbage på de tre engle han havde mødt for ikke så lang tid siden, engle der kunne have dræbt ham på stedet for hvad han var, engle der kunne have gjort med ham hvad de ville. Og det havde de i sandhed gjort. De havde velsignet ham med udødelighedens gave. På grund af det glødede hans hud svagt, så han lyste en smule op i mørket. "den velsignelse... Hvad har deres grund været?" mumlede han igen.

Rose så op på ham og rynkede panden og forstod intet han havde sagt. For det første, syntes hun ikke at hun var særlig god til engelsk. Hun rystede på hovedet og ville ikke rigtig op i endnu et niveau i engelsk "Hør.. Det er mægtig pænt af dig.. Men jeg tror bare at jeg bliver hvor jeg er i engelsk.." sagde hun og spilede endnu en gang sine øjne op da han begyndte at snakke med sig selv om engle og velsignelser. Hun havde ikke rigtig lagt mærke til, den måde han lyste op i mørket, men ville heller ikke begynde at tænke over det "Uhmm.. Jeg tror virkelig at jeg må gå.." sagde hun og ville ikke vide hvad pokker han mente med de ting han sagde. Hun begyndte langsomt at gå væk fra ham og vendte ikke ryggen til ham ét eneste tidspunkt.

"vent." sagde han hurtigt. Han valgte at kaste en kniv mod hendes kjole så snart hun nåede en væg for at holde hende der. "kender du til nogle sådan lidt... tja, du ved, mærkelige mennesker? personer der måske har det dårligt med dagslys eller andre mennesker?" spurgte han. Han ville se om hun ville kunne give ham spor at gå efter, da han ledte efter dæmoner og vampyrer der kunne give ham information, omkring Malzahar. Han tænkte over englene der havde velsignet ham i samme øjeblik, de ord som de havde sagt.

Rose gispede lavmælt da hun kunne mærke noget sætte sig fast i hendes kjole og som holdte hende på stedet. Hun så tilbage og så en kniv bore ind i stoffet og ind i væggen bag stoffet, og prøvede at få kniven ud af væggen "Jeg kender ikke nogen som helst!" snerrede hun og lod egentlig bare panikken snakke for hende og prøvede at få sig selv fri uden at ødelægge sin kjole.

Kniven, der var boret langt ind i væggen bag Rose, sad solidt der. "din snerren tyder på at du lægger låg på noget." sagde han barskt. Han gik helt tæt på. Hætten var trukket op, så hans øjne kunne ikke ses. Han betragtede hende lidt. "desuden," sagde han, og fortsatte så, "ville andre mennesker normalt blive paniske i sådan en situation, så du er enten ikke rigtig i hovedet, eller også har du været ude for lignende før. Hvilken en af dem er det?" spurgte han lidt hårdt, men samtidig blidt.

Rose så på kniven som sad solidt ind i væggen og pressede sig op af den da hun så at jægeren kom helt tæt på hende. Hun så hurtigt op på ham og rystede på hovedet "Jeg vælger ikke at snakke til dig, før du har sluppet mig fri fra væggen og lader mig være i fred!" sagde hun hårdt og ville ikke til at fortælle ham noget og var oss stædig som bare pokker og lod sit blik gå væk fra ham.

Antonio rystede på hovedet. *dum, det er hun altså.* tænkte han for sig selv. Han skulle til at aktivere sin skjulte klinge, da han pludselig blev ramt af noget meget stort fra siden af. Det smadrede ind i ham og væltede ham omkuld. Han kom hurtigt op igen, og foran ham stod en dæmon på størrelse med en mindre elefant. den havde kløer lige så lange som sværd, og pigge stikkende ud fra kroppen flere steder. Hovedet var bundet ind i stof, kun munden og øjnene var synlige. De kraftige fødder og kløer den havde, gjorde den til et massivt monster. "hvem tjener du, dit bæst?!" råbte Antonio idet han aktiverede sin skjulte klinge.

Rose så på jægeren og skreg af chok da han pludselig blev angrebet af en stor dæmon. Hun pressede sig hårder ind til væggen og var egentlig overrasket over at se en dæmon på den størrelse inde på skolen. Hun rakte en hånd ud mod dem og brugte sin telekinese til at slynge dem begge mod hver deres væg og så derefter ned på kniven som holdt hende på plads og begyndte at hive og flå i den for at komme fri og ville ikke dette mer! Hun ville bare væk!..

"hva sata... du er ikke et menneske!" råbte Antonio. Han var presset hårdt op ad væggen, rakte ud efter en kastekniv og ramte med en dødelig præcision dæmonen lige i hovedet. Den skreg, en lyd der lød som metal der skurrede mod hinanden. "vil du hjælpe mig med at dræbe det bæst eller er du med den?" spurgte han hårdt. Han var nu ikke synderligt overrasket over at Rose ikke var et menneske, den slags skete næsten hver dag. Han kastede endnu en kniv og ramte denne gang dæmonen i skulderen.

"No shit, Sherlock!" snerrede hun og saa paa daemonen som han var ved at draebe. Hun rystede paa hovedet og kunne ikke laede vaer med at hulke over synet af vaesnet som doede foran hende "Nej!!" raabte hun og saa hurtigt tilbage paa jaegeren "Jeg vil ALDRIG vaere sammen med dig!!" raabte hun og hadede at skulle vaere tvunget til at se paa dette "Stop saa!!" raabte hun og lagde sine haender over sine oere saa hun ikke skulle hoere paa de lyde som der kom..

"dit bæst, hvem tjener du?!" råbte Antonio til dæmonen. Den brølede bare af ham og angreb med så meget styrke den nu lige havde. Han rykkede sig og dæmonen ramte muren med et brag. "svar mig, du monstrøsitet, hvem tjener du!?" råbte han igen, denne gang højere. Dæmonen vendte sig, men ikke hurtigt nok, for Antonio var hoppet op på dens ryg og havde placeret sin skjulte klinge dybt i dæmonens højre skulder. Den brølede i raseri. Den kastede sig rundt og var til sidst ved at ramme Rose. "Roselin, pas på!" råbte han højt. Dæmonen tumlede ned mod pigen, som Antonio med nød og næppe fik reddet væk derfra. hendes kjole var dog lidt flænset nu, og han slap med en opsprættet underarm på grund af dæmonens lange pigge. Han stod nogenlunde oprejst, men smerten i hans arm gjorde at han var ved at tabe Rose.

Rose havde skam allerede proevet at komme fri fra vaeggen da hun havde set at dette ikke ville ende godt. Hun skreg og holdt sine arme beskyttende op til ansigtet da hun saa at daemonen var ved at ramme hende. Hun gispede da hun blev reddet af jaegeren og saa lidt over paa daemonen og lod derefter sit blik gaa fortvivlet op paa jaegeren og var bare stille i hans arme og havde godt opdaget at han var saaret.

"er der sket der noget?" spurgte han blidt. Hans arm var væddet ind i blod, men han holdt hende stadig oppe og bevægede sig ned ad gangen, i håb om at dæmonen ikke ville komme flyvende i fjæset på ham. Han bevægede sig ned mod hendes skab. "havde du ikke nogle bøger du skulle hente?" grinte han, stille, men træt. *jeg må have fat i en læge eller en healer, ellers er min arm ilde tilrettelagt.* tænkte han.

Rose saa op paa ham og rystede paa hovedet ".. Nej. Jeg har det fint nok" sagde hun og forstod ikke hvorfor han var saa venlig mod hende nu. Hun nikkede svagt til det som han spurgte, men havde det ikke godt med at han var saaret "Saet mig ned.. Saa skal jeg nok se paa din arm.." sagde hun lavmaelt og ville ikke gaa foer hun havde set paa den.

Han rev sit ærme op efter at have sat hende ned, fjernede spænderne til den skjulte klinge og viste så sin højre arm frem. Kødet var sprættet op langs underarmen, og en mærkelig grøn væske sivede fra såret. Knoglen kunne ses igennem den sivende væske og blodet blandede sig med den. "det ser slemt ud, det ved jeg." grinte han lidt. Utroligt nok var han i et godt nok humør, men såret udmattede ham. "jeg formoder at du kender en healer?" spurgte han Rose.

Rose saa paa hans saar og tvang sig selv til at se helt rolig ud, selvom at det var lidt ulaekkert at se paa. Hun rystede paa hovedet "Desvaerre, nej.." mumlede hun, men tog blidt fat i jaegerens raske arm og hev ham med sig, ned af en anden gang og ville have ham hen til sygeplejerskens kontor hvor hun vidste at der var nogle ting som hun kunne bruge for at ordne hans arm.

Han mumler noget, for så at kaste en sten på grænsen imellem den anden gang og hans skjulte klinge. en grøn mur af lys rejser sig på den gang, og han følger nu med Rose hen til sygeplejerskens kontor. "hvorfor tager du det så alvorligt? Jeg mener, plejer i engle ikke at tænke: 'en dusørjæger, nu må jeg væk!' eller 'dusørjæger, han skal brændes!'?" spurgte han hende blidt.

Rose saa tilbage paa jaegeren og kunne ikke lade vaer med at loefte et oejenbryn af ham "Maaske.. Men jeg er ikke som alle andre engle" fortalte hun og fik ham med ind paa sygeplejerskens kontor da de kom der og foerte ham med hen og skubbede ham op at sidde paa en briks som sad op af den ene vaeg.

"det er efterhånden gået op for mig." sagde han kort. Han holdt sin arm hævet lidt. Han trak den ene kniv ud, stak den i muren og gjorde det samme med den anden, men et lille stykke fra. Han lagde sin arm til at hvile der. "men hvorfor valgte du ikke bare at overlade mig til min egen skæbne ved at slå mig ned eller noget i den stil? eller er du som dem jeg mødte for et par uger siden?"

Rose saa op paa ham og saettede sig ned paa en rulle stol og rullede rundt efter nogen ting og kom til sidst tilbage "Jeg goer ikke saar'n noget. Jeg er den staerkeste engel og jeg vil ikke bare goere saar'n noget. Og jeg syntes ikke at det ville vaere... soedt.." sagde hun og begyndte at rense hans saar.