På kirkegården.

Dato: Irl
Tid: 22.30
Sted: Kirkegården
Vejr: Det blæser kraftigt og er overskyet
Omgivelser: Gravstene, enkelte træer mm.

De små skridt kunne ikke høres i den voldsomme blæst, men den lille skikkelse var let at få øje på mellem gravstenene. Et svagt, dog tilfredst, smil hvilede på på de blege tynde læber. Dina befandt sig godt mellem gravene. Der var sådan en dejlig fred og ro. Og trygt... Helt utroligt trygt... Hun fingrede let ved det kors der hang om halsen på hende, og lod let blikket glide over den nydelige kirkegård. Der måtte være en god gartner... Det var godt. En god gartner var vigtig for en kirkegård...

Rose kom langsomt gående ned langs stien op til kirken. Hendes isblå øjne hvilede på den store domkirke foran sig og så frem til en fredelig aften derinde. Det var det eneste sted hun kom for at få lidt fred og ro. Hendes hvide sommerkjole bølgede i vinden sammen med hendes blonde hår og syntes ikke at det så ud til at være sommer. Hun trak svagt på skuldrene og så sig omkring og kunne langsomt mærke en andens tilstedeværelse og kløede sig lidt på kinden. Hun havde et kors hængende om halsen, som så utrolig gammelt ud. Hun lod sine fødder bringe hende lidt tøvende væk fra stien og som det nysgerrige væsen hun var, ville hun gerne se hvem det var som bevægede sig rundt ude på kirkegården på den tid i det vejr.

Dina stoppede op, og fik kort efter øje på skikkelsen der kom mod hende. Det tilfredse smil svandt væk, og Dina blev stående hvor hun var uden et ord. Hun fingerede let ved korset om sin hals, og lod blikket hvile på den unge pige. En anden engel. Så var hun måske ikke helt så ung som hun så ud?... Det var til at finde ud af. Dina slap korset, og så kort ned mod sine bare føddder, før hun endnu engang løftede blikket, og så på den fremmede engel.

Rose så over på en lille pige som stod dér blandt gravstenene og smilte et venligt og imødekommende smil "Jamen goddag" sagde hun venligt og kunne let mærke at dette var en anden engel. Hun bevægede sig lidt forsigtigt frem mod pigen og lod ikke sine isblå øjne forlade hende. Man kunne let mærke at Rose var lidt af en særlig engel; meget ren, gavmild og hellig. Hun havde ændret sig siden at hun havde blevet Ærkeengel, og man kunne mærke den der følelse af rolighed og lykke mere tydeligt med hende end med de andre engle rundt omkring.

Dina betragtede pigen en tid, uden at sige noget. "Godaften." svarede hun så, og lagde let hovedet på skrå. "Hvad laver du her?" spurgte hun så, og rettede hovedet op igen. Hun havde ikke fortrukket en mine, siden smilet var forsvundet. Det var nu også sjældent at Dina fortræk en mine over noget som helst..

Rose så på pigen i nogle få sekunder før hun svarede til hendes spørgsmål og lod sit blik gå langsomt over på kirken og derefter tilbage på pigen "Jeg nyder skam stilheden. Det er et dejligt sted at gøre det" sagde hun roligt "Hvad med dig selv? Burde du ikke være derhjemme og sove nu?" spurgte hun og lagde sit hoved undrende på skrå og vidste jo ikke om hun var lidt ligesom Rose som ikke ville være indenfor om aftenen.

Dina fnøs let, og rystede på hovedet. "Jeg burde ikke noget som helst." svarede hun, og så yderst bestemt ud. Nok var hun lille, men hun var ikke et barn... Ret meget i hvert fald.... "Jeg snakker med de hvilende." svarede hun så, og smilede saligt.

Rose så på pigen og kunne ikke lade vær med at smile over hende. Åh ja, hun lignede meget Rose fra dengang hun var uviden og dum. Hun så lidt rundt på gravstenene og vidste godt at det var dem som var de 'hvilende' "Ja, de må oss være ensomme" sagde hun lavmælt og så ud i mørket over mod to gravstene "Mine forældre har vidst oss brug for at blive snakket med.." sagde hun lige så lavmælt som før og havde ikke været henne og besøge sine afdødes forældres grav i noget tid nu.