Mødet mellem to ulve - Matt

Sted: Havnen, ved Andromedas båd (hendes hjem: http://www.iblsen.dk/picture.aspx?id=25518453 )
Tid: Klokken 10 om aftenen
Dato: IRL
Vejr: Køligt, blæst. Dagen inden fuldmåne.
Omgivelser: Vand, Andromedas båd, mennesker som slentrer gennem havnen.
Påklædning: En sort, lang bluse, en brun jakke til knæet, sorte bukser (se avatar)

Hun tog lygten op og tændte atter lyset indeni. Det blæste meget og båden vippede pga af de store, sorte bølger der slog ind mod dens slidte træ. Hun satte lygten oppe foran og håbede det ikke slukkedes igen. Stjernerne var store og hun kunne mærke at fuldmånen var på vej. Hun så op på månen - den var snart fuld. Hun rystede misbilligende på hovedet og satte sig på kanten at skibet. Hun holdte en hånd op på panden og lukkede øjnene.

"Far? Far! Hvor er du?" råbte Andromeda og løb rundt omkring i skoven. Den var stor og dyster, og det hele så så uhyggeligt ud i fuldmånens skær. Det var der hun så ham.. Og det var den nat hun blev til halvt ulv.

Mindet fik det til at lyne for øjnene og hun rystede hovedet og åbnede øjnene. Hun følte sig ensom der, på sin afdøde fars båd, helt alene - uden en eneste anden levende sjæl en hende og en klam edderkop i hjørnet af hendes soveværelse som hun ikke tude komme i nærheden af.

Matt sad ved havne kanten som han plejede. han spillede en sørgelig melodi med sin fløjte, med sin lille falk Briak ved sin side. Selv om det var aften og lidt koldt i vejret sad Matt kun iført sine bukser. Hans krop var brændende varm, og han kunne mærke det snart var fuldmåne. Briak havde lavet en lille rede ud af Matts store sort-grønne jakke, og sov nu trykt ved hans side. Et lys fangede hans opmærksomhed. Der var pludselig lys i den båd tættest på Matt. Han så nysgerrigt der over, stadig spillende på sin fløjte.

En sørgelig melodi ramte Andromedas ører.
Hun nød den og tænkte i starten ikke ret meget over hvor den kom fra.

Hun rejste sig op og gik ud i spidsen af båden og så ud over havnen. Vinden blæste hende i ansigtet så hendes lange hår fløj tilbage og dansede i takt med vindens bevægelser. Den sørgelige melodi fik hende pludselig til at græde, for den mindede hende om hendes stakkels far. Han havde fået en urimelig død, en død plaget af sygdom og dårligt hjerte. Hun holdte sig for munden og græd stille, men vinden viskede tårerne væk fra hendes kinder.

Hun så en smule til siden og fik øje på en dreng uden jakke der spillede fløjte. Han holdt øje med Andromeda.
Hun tænkte, at han måtte være sindssyg, siden han ikke havde en trøje på - det var jo koldt i forhold til det var sommer og regnen var tydeligt på vej. Hun tog fat i lygten, holdte den frem for sig og steg forsigtigt af den gyngende båd.

"Hej du der!" råbte hun efter drengen.
"Fryser du ikke?" spurgte hun da hun knælede foran ham. Hun lagde mærke til at der lå en ravn ved siden af ham, som puttede sig i en jakke.

Matt's ellers så øvede finger smuttede og han spillede en tone falsk da han så den smukke pige der steg ud af båden. Men det var intet i forhold til da hun spurgte ham om han ikke frøs. Han havde nær slugt sin fløjte. og hostende og hakkende rystede han på hovedet.

"Nej... Jeg fryser meget sjældent.", Han så op på hende med sine nysgerrig grønne øjne.

"Bor du i den der?", spurgte han så, pegende med sin fløjte over på den båd hun var kommet ned fra.

Hun så ned af ham.
"Okay." sagde hun og nikkede, men hun tvivlede.
Hun vendte sig om da han pegede på båden. Så vendte hun sig om til ham med et smil.
"Ja jeg bor der." sagde hun. Regndråber ramte hendes næse og pande, og hun var lettere bekymret for denne dreng.

Tænk hvis han blev syg?

Hun gav ham hånd så han kunne rejse sig.
"Hør.." sagde hun og så ham alvorligt i øjnene.
"Kom med mig ind på båden. Jeg vil nødigt have du bliver syg!" sagde hun og stak ham et smil.

Matt blev først lidt overrasket, så smilte han skævt.
"Jeg vil så nødigt trænge mig på", sagde han. "denne aften er ikke så kold, men ellers tak for tilbudet".

Matt gav sig til at spille videre, men mærkede dog hans hjerte banke, da hendes blik ikke veg.

Andromeda tabte ikke smilet.
"Hold da op." sagde hun og blinkede til ham.
"Vil du virkelig have at jeg skal være dér i båden helt alene, mens det tordner og raser udenfor?" sagde hun med et grin.
Hun holdte hånden ud igen.

"Kom nu med mig ind og få en kop te. Jeg savner sådan selvskab."

Måske var det hendes venlighed, eller hendes smil, eller måske hendes stemme.
Men Matt tog hendes hånd og rejste sig op mens han med sin frie hånd greb sin jakke,
hvor en lidt gnaven lille falk, Briak, tumlede ud af hvor efter han fløj op på Matts skulder og døs hen.
"Jeg kan vel ikke lade dig være der helt alene" sagde han og smilte skævt. Hans grønne øjne lyste med glød, mens han fulgte med den fremmede.

Hun hjalp ham med at stige på båden.
"Mit navn er Andromeda." sagde hun og vendte sig om mod det levende lys som nu var slukket igen. Hun tændte det med en ny tændstik og og gik indendøre. Først gik de ind i styrerummet, men der var en lille stige ned til bådens indre. Det var fire rum. To soveværelser, en stue/køkken og et toilet. I stuen var der to behagelige træsofaer som vendte mod hinanden med et bord i midten. I den anden ende af stuen var der et lille køkken med en ovn og to kogeplader, en lille og slidt vandhane og skabe og låger ovenover.

"Lad som om du er hjemme!" sagde hun og slog ud med armene. Lige så snart de var trådt ned i stuen var det begyndt at regne. Hun tittere ud af det lille vindue oven over kogepladerne.
"Der var vi heldige, hva'?" sagde hun med et smil. "Kaffe eller te?"