The funeral

Dag: Torsdag
Tid: 17.30
Dato: 5. nov.
Sted: Kirkegården
Omgivelser: Tomt
Vejr: Tusmørke og støvregn
Årstid: Efterår
Påklædning: http://www.funnyanimation.org/images/img55316546.jpg

Tanya stod stadig det sted graverne havde skubbet hende hen da de skulle dække graven. Hun stirrede tomt på den nygravede bunke jord. Hun var gennem blødt af regnen og havde stået og stirret på graven i lang tid nu. Hun kunne ikke, ville ikke forstå at det var hendes lillesøster der lå i den. Hun havde stadig jord på kjolen fra da hun ikke havde villet lade graverne fulde graven. Bedemanden og Henrik havde været nødt til at hjælpes ad med at holde hende mens de gjorde deres arbejde. Hun holdt stadig den røde rose i hånden og nægtede at lægge den på graven

Hun kom til at holde så stramt om den tornede blomst at den stak hul på hendes finger, og borede sig ind i hendes håndflade. Små dråber af blod dryppede langsomt ned på den våde jord ved hendes fødder

Trist lød det pluselig lidt væk fra pigen.

Hun vendte sig rundt og så sig om efter kilden til stemmen. Hun var ikke helt sikker men hun mente at den tilhørte ham fra lufthavnen. Da hun ikke kunne se ham, vendte hun sig langsomt igen mod graven.

Han kom frem fra mørket, imens hans Metalliske grå øjne stirrede på hende.
Han var våd som om han ikke havde været inde i et hus hvilket man heller ikke havde de seneste dag, "Fandt de ud af død årsagen" sagde han med en meget neutral stemme.

Hun trak på skuldrene "Vi fik ikke noget afvide" hviskede hun hæst.

Han nikkede bare til det og så så på hende.

Hun så kort på ham før hun spurgte: "Hvad har du gjordt siden folk ikke kan llide dig?"

Han løftede det ene øjenbryn, ikke af overraskelser men af ligegyldighed "hvem siger da det" sprugte han køligt.

"Evelyn og Kala..." svarede hun og vendte sig mod ham med et spørgende blik. Hun gik fra at han kendte dem, da de i den grad havde kendt ham

Han grinte virkelig lige nu "nårh dem" sagde han stort grinende, "hvad har de da sagt" sprugte han med et lumsk smil.

"At du er farlig, og at jeg skal holde mig fra dig... Hvad har du gjordt siden de siger det?" spurgte hun og så lettere vredt på hans grin

Han trak på skulderne, "måske har jeg fornærmedt den eller sådan" sagde han og lod sit grin glide over i et koldt smil,

Hun så på ham med mistroiske øjne. Da hun så det kolde smil veg hun lidt tilbage. Hun var normalt ikke dentype der blev let skræmt, men der var et eller andet over ham... Hun helt hen til graven og satte sig på hug. Hun lagde forsigtigt rosen på jorden, og lukkede øjnene.

Han rystede på hoved af hende, han var så gammel nu så selv vampire frygtede ham så den fasade dette menneske havde kendte han kun alt for godt.

Hun sukkede stille og rejste sig. Hun så på den hånd der havde holdt rosen. Der var små overfladiske sår i håndfladen, men det var ikke meget. Det ville være væk i løbet af et par dage. Hun børstede stille jorden af kjolen, stadig uden at vende sig mod ham igen

Han ventede roligt mod at de sidste små følser kom fra hende, han havde alt den tid han skulle bruge.

Hun vendte sig halvt og betragtede ham stille. Hun strøg en tot hår om bag øret, mens hun udtrykløst så på ham. Hun begyndte stille at gå op ad stien mod kirken.

Hun begyndte at gå lod hans blik være på rosen, det havde betaget ham på en eller anden måde.
Uden videre gik han to skridt frem mod rosen og så på den imens Tanya begyndte at gå.

Hun sparkede til gruset på stien, og så kort tilbage. Graven var intet andet end et lille skildt der bekendt gjorde at pladsen var betalt, en blomsterkrans med hvide liljer og rosen. Der var ikke engang en gravsten endnu...

Han kiggede over mod hende og slikkede sig så over overlæben og kiggede så ned på rosen, han smilte men sagde intet.
Hans tanker og smil eller bare sind, var låst fast i Mørke eller andre ville sige at man ikke ville kunne låse ham.

En stille vind greb fat i hendes hat, og blæste den væk. Hun geb efter den men fangede den ikke. Hun vendte sig hurtigt og fulgte efter den og forsøgte at fange den igen

Den stoppede ved Demetri og han tog den roligt op imens han rejste sig fra sin hug stilling, han kiggede først på hatten og derefter på hende.
Han sukkede endnu engang med et underligt smil og rakte den så ud til hende.

Hun var stoppet lidt fra ham men gik nu hen og tog hatten "Tak" mumlede hun stiile og så ham i øjnene

Han øjne var som altid kolde og døde noget han ikke kunne gøre noget ved men hunner syns de tit var tiltrækkende.
Han smilte og kiggede indbudende på hende, med de metalliske grå øjne han var så stolt over.