Jeg slår smut som en pro! Felicia

Dag og Dato: Irl.
Tid: 17:27
Vejr: Solen er på vej ned, varmt.
Omgivelser: Bare Nickie.. eller?

Nickie samlede en flad sten op og vejede den i hånden, og kørte kort sin tommelfinger hen over den. Hun gik en smule ned i knæ, og sendte så den lille sten ud i vandet. Den gav nogle små plask fra sig, og hoppede som en frø. Hun greb sit kamera og skyndte sig at prøve at få et billede af det. Hun så lidt efter stenen der forsvandt ned i vandet, og derefter på kameraet. Denne gang havde hun endelig fået skudt et ordentlig billede uden at det var blevet sløret. Hun smilede tilfredst, og lagde kameraet ned i sin taske. Hun greb sine sko, og smøjede sine bukser lidt mere op på lårene og gik så lidt ud i vandet og begyndte at gå i vandkanten. En god dag egentlig. Hun smilede for sig selv, og fløjtede lidt.

Felicia gik roligt langs vandkanten, og lod vandet skylle ind over hendes fødder. Opmærksomt lod hun blikket glide rundt langs stranden, for at undgå overraskelser. Jamen det var da simpelthen perfekt! Hun havde knapt været tilbage en enkelt uge, og hun var allerede lige så ødelagdt, som hun havde været da hun tog væk. Hun havde godt opdaget mennesket, og betragtede hende let. Hvem der dog bare var et menneske... De behøvede ikke konstant at frygte for deres blod... Nej, Felicia havde egentlig ikke lyst til at være et menneske, men hun misundede dem nu fra tid til anden...

Nickie smilede af vandet der snoede sig om hendes fødder, og plaskede let omkring. Hun havde stranden helt for sig selv, hvilket var ret vildt og også ret hyggeligt det kunne hun godt vænne sig til. Hun fik øje på endnu en sten og samlede den og og vejede den lidt i hånden. Et skævt smil plantede sig på hendes læber, og smed den så ud i vandet. Et, to, tre, fire.. fem hop! Hun slængede sin taske over skulderen. Grunden til hun var søgt ned til stranden alene, var for at klare sine tanker. Hun var blevet mobbet hele dagen af nogle af drengene fra sin klasse. Hun sank en klump ved tanken og smilet falmede. Hun så lidt op, og gjorde store øjne. Hun var ikke alene. Lidt fra hende stod en rødhåret kvinde.

Felicia smilede venligt, da pigen opdagede hende, og lod den ene hånd glide gennem den tykke, røde manke. Så begyndte hun igen at gå med rolige skridt. Det var på ingen måde til at se på hende, at hun var så ødelagdt at paranioa som hun var... Og dét var hun... Andet havde også været et mirakel med det den lede vampyr udsatte hende for...

Nickie smilede tilbage. Hun elskede når folk smilede til hende, det var hyggeligt. Hun smed sine sandaler og tog dem på. Hun så lidt efter den rødhårede pige, og løb så hen på siden af hende. "Hej" sagde hun smilende, og så lidt op på hende. Nicki var temmelig lille, selvom hun var ret udhviklet af sin alder at være. Hun betragtede alle de bevægelser hun gjorde. Som pige uden mor, så hun ret meget op til andre kvinder, specielt dem som virkede selvsikre og bevidste.

"Godaften." Nikkede Felicia med et venligt smil, og betragtede pigen med et let blik. Felicia havde altid haft let ved at være i selvskab med piger... Selvom hun nu også holdt en hel del af drenge. Hun havde en hel del tilfælles med drenge, og kunne let falde ind i et selvskab af unge mænd. - Uden at det blev seksuelt på nogen tænkelig måde...
Desuden holdt hun af menneskene... Godt nok ville hun til en hver tid foretrække, at lade menneskene falde i fingrene på en vampyr, end hun ville møde en selv... Hun kunne ikke udstå vampyrer...

Nickie så på hende og smilede skævt. Hun var god med andre mennesker, i hvertfald med nogen typer, det var ikke alle hun kunne komme godt ud af den med. Hun så kort ud over vandet, og gik lidt i stå, men skyndte sig så med igen. Hun pegede ud mod solnedgangen "det er smukt ikke?" sagde hun så og så op på hende. Hun var glad for at hun ikke havde ignoreret hende.
Nickie var dog dårlig til at acceptere sin seksualitet og hvem hun var, det gjorde ondt i maven at tænke på og gjorde hende usikker på sig selv og på andre. Og dermed også lettere at såre.

Felicia fulgte let hendes finger med blikket, og så på den synkende sol. Nikkede så samtyggende. "Jo, det der det.." svarede hun, og så igen rundt. Der var ikke andre, var der vel?... Nej, det virkede det ikke til... "Mit navn er Felicia." præsenterede hun sig så, og så let på pigen med et smil. Det var faktisk rart at kunne snakke med et menneske, uden at skulle bekymre sig om noget...

Nickie så på hende og smilede, et eller andet ved hende virkede underligt anspændt, men det skjulte hun godt under overfladen. Nickie var bare følsom overfor den slags. Hun smilede muntert da Felicia samtykkede, og så kort ud over vandet. Hun spidsede ører da hun præsenterede sig, og smilede venligt "Nickie.." sagde hun. Hun troede selvfølgelig at Felicia og alle andre var mennesker, ingen havde nogensinde fortalt hende noget om væsner, eller noget så overnaturligt som evner over det sædvanlige.

Felicia nikkede let, og så kort rundt igen. "Hyggeligt at møde dig, Nickie." sagde hun så, og sendte Nickie et smil. "Hvad laver du ellers på stranden her om aftenen?" spurgte hun, og strøg en lok af det røde hår om bag øret.

Nickie så på hende og smilede "i lige måde" sagde hun og svang sin taske om på ryggen så den ikke var i vejen. Hendes smil blegnede svagt ved spørgsmålet, og hun så lidt ud på vandet for at skjule det "jeg gik bare en tur.." svarede hun, og så så lidt på Felicia igen "hvad med dig.. hvad laver du her?" spurgte hun, og kørte en hånd gennem sit hår.

Felicia lod lettere undersøgende blikket hvile på pigen, før hun nikkede kort. "Jeg trængte til at komme lidt væk fra byen." sagde hun så, med et let smil. *Og fra den forbandede vampyr...* tilføjede hun bittert i tankerne. Han havde angrebet hende selv samme aften hun var kommet tilbage efter et længere ophold i udlandet. Hun hadede Ham, og hun lagde på ingen måde skjul på det. Hun sendte dog alligevel Nickie et ubekymret smil, og kløede sig let på armen.

Nickie gav et lille nik fra sig "det er nødvendigt en gang imellem..." medgav hun enigt. Hun så lidt ned i det lyse sand, da hendes fødder blev sat ned i det og lavede aftryk hver gang hun løftede foden. Det samme med felicia. Hun så på Felicia og smilede "har du været i udlandet? Du har fået sådan en sommerglød" sagde hun, selvom det havde været en overraskende varm sommer derhjemme også. Men hun kunne da godt tænke sig at vide hvis Felicia havde været på ferie, det var altid interessant og høre hvor folk havde været og hvad de havde lavet.

Felicia nikkede med et let smil. "Jeg kom hjem for to uger siden, efter nogle måneder i Jerusalem." svarede hun, og så et på Nickie. Det var tydeligt at se på smilet på Felicias læber, og blikket i hende øjne, at hun elskede stedet. At hun havde gode minder derfra. Hvad man ikke kunne se, var at nogle af disse minder var over 600 år gamle... Præcis som man ikke kunne se, at Felicia havde levet i over 700 år...

"Jerusalem?" gentog hun overrasket. Var det ikke der de mente Jesus blev født? Hun rystede lidt på hovedet af sig selv "hvordan er det der?" spurgte hun så interesseret, og tøffede i sandet så hun ikke blev så udmattet. Mange løbere burde motionere på stranden da det vaar svært at løbe i sand. Hun kunne mærke den varme sol mod kinden, og så på Felicias rødglødene hår. Rødt hår var atlid smukt i solnedgangen da det nærmest lignede ild, omkring Felicias ansigt.

Felicia nikkede. "Der er skønt. Jeg er født der, så det var lidt ligesom at komme hjem igen." Glæden var let at høre hendes stemme. En glæde, hun så sjældent følte. En glæde, der var forbundet med fortiden. Dengang hun havde levet i en lykkelig familie, havde den været en del af hendes hverdag. Nu var hun den eneste rest der var tilbage af denne familie.
"Det er virkelig en fantastisk by, fordi den er af så stor betydning for så mange ting. Den skal simpelthen opleves." tilføjede hun så, og så på Nickie med et varmt blik i de grønne øjne.

Nickie smilede muntert "hvor dejligt.. det er altid rart at komme hjem igen.." sagde hun. Hun havde selv flere gange været i Frangkrig siden de var rejst derfra, og der var bare en eller anden tryghedsfølelse over det. Hun smilede varmt til Felicia. Hun kunne godt lide den rødhårede kvinde, hun virkede indsigtsfuld. hyggelig.
"Er det frodigt eller tørt klima?" spurgte hun interesseret "ligger det op af andre lande eller er det en del af et større land?" spurgte hun nysgerrigt. Hun havde ikke beskæftiget sig meget med lande, geografi var ikke hendes yndlings fag.

"Jersualem er en by i Israel, og klimaet er ret tørt. Du ved vel godt hvor Israel ligger, ikke sandt?" svarede hun med et skævt smil. Det overraskede hende faktisk lidt, at den unge pige ikke vidste det. Havde hun ikke fulgt med i Religion? Eller Geografi?.. Geografi undrede hende egentlig ikke, det var de færreste piger, der interesserede sig for det fag, men Religion plejede som regel at fange elever af hunkøns interesse...

Hun lyttede efter så hun kunne få så meget info som muligt. Nickie var lidt af en drømmer, så hver gang endnu et kedeligt fag dukkede op, forsvandt hendes koncentration og blev erstattet af dagdrømme, og tanker. "Jo det ved jeg godt" sagde hun, det var vel nede omkring Palæstina, eller også lå Palæstina i Israel.Hun virrede på hovedet for ikke at forvirre sig selv, og huskede sig på at følge lidt med i de kedelige fag selvom de var kedelige. "Mm.. voksede du op der?" spurgte hun så, og så op på Felicia.

"Vi rejste meget rundt, i min barndom." svarede Felicia med et let smil. Felicia havde været barn noget længere tid end Nickie havde været det, så hun havde egentlig boet i Jerusalem lige så længe, som det ville tage et menneske at vokse op. Men som hun havde sagt, hendes familie havde rejst meget rundt, da hun var barn. - Det var man lidt nødt til når man ikke ældedes...

"Aj hvor spændene!" udbrød hun muntert og så på Felicia med store øjne "Så må du have set meget" sagde hun langsomt, og grublede over hvor hun kunne have været og hvad hin mon havde set, og om hun havde oplevet en krig... var der ikke krig i Jerusalem? Eller bare i Israel i det hele taget? Hun så nysgerrigt på den rødhårede pige ved sin side og lyttede.

Felicia grinede, og nikkede. *Jeg har set mere, end du nogensinde vil kunne forestille dig." tænkte hun bittert, og smilede. Hun brød sig ikke om at være engel, eller det at hun skulle leve til evigtid, med mindre end eller anden åndet vampyr, eller jæger, endte med at tage livet af hende. "Jeg har skam også set en hel del." nikkede hun munteret, og smilede venligt til Nickie.

Nickie så på Felicia, eller måske så hun mere op til englen. Der var noget myndigt, over den modne kvinde som imponerede Nickie. Pludselig overvejede hun om Felicia kunne være et væsen. Men vampyr kunne hun da ikke være? Hun var jo så venlig. "Sejt" grinede hun, og smilede skævt. Hun så lidt ud over vandet, og realiserede at hun snart var tvunget til at standse eller vende tilbage så hun ikke farede helt vild.

"Hvad med dig? Har du været ude og rejse, og se noget spændende?" spurgte Felicia, for at dreje samtalen væk fra sig selv. HUn brød sig egentlig godt om Nicke, men hun var stadig ikke mere end et menneske, og mennesker måtte ikke vide noget om væsnerne. Og det kunne til tider ærlig talt blive re svært at holde sådan noget hemmeligt, når et menneske spurgte så meget ind til en. Det var utroligt besværligt. Felicia blev en anelse tænksom i udtrykket, og betragtede Nickie let. Så smilede hun, og vendte let blikket mod vandet. Det var ved at blive mørkt nu... Så ville vampyrerne så småt begynde at komme frem, på jagt efter nattens bytte. Pis også! Det kunne heller ikke være let for menneskerne... Ikke alle fik lov til at blive i uvished om hvad der foregik omkring dem. Langt fra faktisk..